Tak til Ron Ridenour, for dit debatindlæg om de chilenske erfaringer i Skub nr. 8. Selvom vi er uenige om indholdet, synes jeg debatten er kommet et skridt fremad i forhold til tidligere indlæg. Det er mit håb at andre på den måde får lyst til at blande sig.

I din analyse gør du meget ud af at fortælle om militærets rolle, hvor du går helt tilbage til 1818.

Derimod bruger du mindre energi på de økonomiske forudsætninger, som Allende-regeringen overtog i 1970. Hvordan kan man som marxist, undlade at forholde sig til en alsidig analyse af de økonomiske betingelser, som regeringen stod over for?

Du bruger det meste af pladsen i dit afsnit om økonomi, til at belyse virkningerne af kobberets nationalisering i Chile, som du også skriver var en torn i øjet på de multinationale. Alligevel kan du ikke se det positive i dette skridt og bagatelliserer betydningen, hvorfor?

Min hovedanke er derfor: Vil du lave en marxistisk analyse af Chiles nyere historie, må du vise samspillet mellem økonomi og politik. Hvis man ser på de udgivelser der er kommet omkring Chile, vil du se et væld af titler. Jeg har tidligere henvist til Ed. Boorsteins bog "Allende Chile", der rummer en nuanceret analyse af Chiles historie, økonomi og de politiske forhold. Mange andre kan anbefales, bl.a. Luis Corvalans bøger.

I indledningen til din artikel anker du over at blive sat i "bås". Du mener at min sidestilling med venstresocialister og trotskister, skulle betyde en fordømmende undertone. Slet ikke, derimod kan man ved selvsyn se sammenfaldet i holdninger, hvis man læser i de udgivelser der kom i løbet af 70´erne.

I dit indlæg i aug. Nr. af Skub, har du intet positivt at sige om de chilenske kammerater i CCP. Derimod er du fuld af lovord over for MIR, Movimiento de Izquierda Revolucionaria, der blev dannet af trotskister og udbrydere fra det socialistiske parti. i Chile.

En del af dit indlæg omhandler antimonopolistisk demokrati, hvor du skriver at AMD-strategien ikke har givet socialistiske resultater. Så synes jeg du skylder at fortælle os hvor venstresocialister og anarkister har kunnet fremvise disse landvindinger?

Hvis vi ta´r den politiske udvikling i Danmark, er DKP det eneste politiske parti blandt socialister og kommunister, der har formået at skabe en folkelig appel og opnå markante resultater. Her er vi ved kernen af problemet. Det er arbejderklassen og folket der skaber historien. Hvis du forstod, eller ønskede at forstå det, ville du sætte dig ind i partiets historiske erfaringer, både det chilenske og det danske. I stedet har du valgt at danne front med borgerskabet, i den almindelige nedrakning af kommunister. Hvad forandring skaber det?

Lars U. Thomsen