Erfaringerne fra Chile

I sit debatindlæg i sidste nr. af Skub, har Ron Ridenour givet en udførlig redegørelse for, hvad han mener bør være grundlaget for et kommunistisk parti. For mig minder det mest af alt om den kritik som partiet blev udsat for af bladet Politisk Revy i 70´erne og af 4.Internationale.

Selvkritisk er man selvfølgelig nødt til at spørge om det så var kommunisterne der tog fejl og havde valgt den forkerte strategi og det må jo komme an på en prøve.

Af din artikel får man indtrykket af, at antimonopolistisk demokrati var en parole der var udstukket af Moskva og som partierne uanset tid og sted havde at følge. Sådan så virkeligheden ikke ud. Kommunister har altid hævdet, at man må tage hensyn til de nationale betingelser og tilrettelægge sin strategi og taktik ud fra disse betingelser. Når vores distrikt har peget på de chilenske erfaringer, er det fordi Chile som et af de få latinamerikanske lande, har en meget lang demokratisk tradition, der giver særlige muligheder for at bruge parlamentet som en politisk platform. Den chilenske Folkeenhed fra 1970-73 udviklede nye erfaringer om overgangen til socialismen, som den internationale bevægelse kan drage nytte af. Vores målsætning må derfor være, at vurdere disse erfaringer ud fra de givne omstændigheder, og om man kunne have nået et bedre resultat ved en anden strategi. DKP analyserede indgående disse spørgsmål og der findes en righoldig litteratur om emnet, bl.a. artikler i tidsskriftet Tiden og i Land og Folk.

Ib Nørlund har i bogen Internationalisme givet et sammendrag af disse erfaringer:

"Folkenes frihedskamp var ikke og kunne ikke være en jævn og ubrudt fremmarch. Den måtte også opleve bitre tilbageslag. Efter de demokratiske kræfters sejr ved valgene i Chile 1970, der åbnede for en periode af demokratiske samfundsforandringer af ny og indgribende karakter, lykkedes det reaktionen med USA-imperialismens aktive støtte, at spærre udviklingen gennem Pinochets militærfascistiske kup i 1973, som oprettede et af de mest modbydelige fascistdiktaturer, som er set. Det måtte også i den kommunistiske bevægelse give anledning til grundige overvejelser over, hvordan nutidige demokratiske fremstød kunne overvinde de reaktionære klassekræfter, som jo ikke af sig selv trak sig tilbage fra arenaen. Netop i sådanne overvejelser viste marxismen-leninismen sig igen som den nødvendige ledetråd. Dels måtte man tilbagevise sekteriske panikmagere, som tog nederlaget som en anledning til at prædike opgivelse af enhver demokratisk kamp, dels måtte man drage erfaringer om, hvordan en folkelig, demokratisk magt vinder den fornødne styrke til at forsvare sig mod reaktionens intriger og voldsmagt. Den lære man drog, gik kort sammenfattet ud på, at man måtte være endnu mere bredt favnende i skabelsen af den enhed, som den folkelige magt må bygge på, og endnu mere beslutsom i hævdelsen af den demokratiske magt og virkeliggørelsen af dens politik. På dette grundlag blev den internationale solidaritet med Chiles folk en ny verdensomspændende kraft."

Det er jo en lidt anden konklusion end den Ron når frem til, og jeg tror med et almindeligt kendskab til danske traditioner, at den er mere realistisk end at prædike væbnet kamp mod kapitalismen.

Du bruger mange vrede ord i dit indlæg, og synes at meget af det vi foreslår fra vores distrikt er "genskrivning af Moskvas revisionister". Tak for sangen, det virker som om vi har hørt den før.

Siden du nu er så fuldt og fast overbevist om dine meningers holdbarhed, hvad så med at stille dem til debat på medlemsmøderne i din partiafdeling. Så burde det jo være en smal sag at få dem overbevist og indsende dine forslag i kollektivets navn!

Kammeratlig hilsen

Lars U. Thomsen, Esbjerg