Af Svend Erik Christensen
I mit indlæg i Skub nr. 1 i 2001 om Klassestrukturen og kampen for
socialisme, kom jeg med den påstand, at arbejderklassen omfatter ca. 80 pct. af
den erhvervsaktive del af befolkningen. På den baggrund formastede jeg mig til
at stille det lidt provokerende spørgsmål, om det antimonopolistiske demokrati
er tidssvarende.
Det har fået Niels Rosendal Jensen (Skub 3/2002) og Lars Ulrik Thomsen (Skub
5/2002) til at fare i blækhuset. Tak for det. Jeg vil gerne prøve at forklare
(og forsvare) mig.
Jeg mener, at det antimonopolistiske demokrati var en dobbeltsidig strategi. Den
drejer sig både om at samle en antimonopolistisk alliance og om at udvikle den
demokratiske kamp.
Historisk har det været tvingende nødvendigt for arbejderklassen at alliere
sig med andre befolkningsgrupper i kampen for socialisme. Bønderne har
traditionelt været den naturlige alliancepartner. Tænk blot på
Oktoberrevolutionen og Arbejder- og Bonderepublikken DDR.
I 70'erne, hvor "Kommunisternes Program" blev udformet, spillede bønderne
en langt mindre rolle end tidligere. Alliancemulighederne var blevet bredere:
" Monopolernes magt retter sig i sine økonomiske, politiske og kulturelle
bestræbelser også mod andre, som uden at være arbejdere væsentligst lever af
deres egen arbejdsindsats. Det gælder funktionærer, teknikere, intellektuelle,
o.a. Det gælder selvstændige inden for landbrug, håndværk, handel og
servicefag. Den retter sig mod sådanne grupper i befolkningen som kvinderne og
ungdommen, eller pensionisterne og de handicappede." (Kommunisternes
Program)
Det vil være naturligt at reflektere lidt over, hvad det betyder for vores
strategi, at arbejderklassen er gået fra at være et mindretal i befolkningen
til at blive den lagt overvejende del af befolkning. Ligesom dens naturlige alliancepartnere
er blevet reduceret til et forsvindende mindretal af befolkningen. Man kan vel
sig, at den antimonpolistiske alliance er gået fra en nødvendighed til at være
en dyd.
Det virker for mig lidt forkrampet, når KPID i deres nye program
"Folkemagt mod pengemagt" skriver: "Alle mindre selvstændige -
landmanden, fiskeskipperen, pølsemanden, tømrermesteren og IT-konsulenten -
alle må de aflevere noget af det overskud, de selv og deres ansatte skaber, til
banken, grovvareselskaberne, slagterierne, IT-koncernerne eller andre
monopolforetagender. Derfor er den anti-monopolistiske kamp og det
anti-monopolistiske demokrati kommunisternes strategi i kampen for
socialismen."
Lars Ulrik Thomsen argumenterer med, at godt nok er arbejderklassen i vækst,
men at de småborgerlige holdninger, som mange har taget med sig ind i
arbejderklassen står i vejen for socialismen. Det er sikkert rigtigt. Ligesom
det også er rigtigt, som Niels Rosendal Jensen skriver, at der sammen med
proletariseringen sker en socialisering (og passivisering) af store dele af
arbejderklassen. Men det står dog ikke i modsætning til den objektive
kendsgerning, at arbejderklassen udgør den langt overvejende del af de
erhvervsaktive. Og det står heller ikke
i modsætning til, at arbejderklassen har en objektiv interesse i socialisme. Spørgsmålet
er blot, hvordan arbejderklassen når frem til bevidstheden om sig egen
interesse i socialismen. Her er det nok rigtigt at se på, hvordan den kan lære
af egen erfaring i kampen for brød på bordet. Men den økonomiske kamp er ikke
nok til at nå et socialistisk bevidsthedsniveau. Her må den politiske kamp
tage over. Her tror jeg at kampen for demokrati er et væsentlig i denne
bevidstgørelsesproces. Jeg tror at vores strategi skal lægge hovedvægten på
at udvikle den demokratiske kamp. For som der står i "Kommunisternes
Program", så er "enhver overgang til socialismen .. opnået
gennem, at folkets kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for
socialismen".