Af
Svend Erik Christensen, Roskilde
Enhedslisten
brugte bededagsferien til sit årsmøde.
Det
var et årsmøde, der var præget af diskussion af de vigtige politiske opgaver
som kampen mod ØMU’en, de kommende forhandlinger om finansloven og
udviklingen af velfærdssamfundet. Men der blev også brugt tid til at diskutere
den strategiske udvikling af ”listen”. Det skete i forbindelse med
vedtagelse af programudkastet og et dokument om listens organisatorisk
udvikling.
10
års succes
Enhedslisten
fejrede 10 års fødselsdag i december sidste år. Alle – både venner og
fjender – må erkende, at de 10 år i vid udstrækning har været en succes.
Enhedslisten, som blev dannet med det formål at få venstrefløjen tilbage i
Folketinget, opnåede efter et par forsøg at få valgt en håndfuld
folketingsmedlemmer. Folketingsgruppen har lagt et politisk håndværk for
dagen, som har skabt beundring langt ind i de borgerliges rækker, og de været
med til at skabe konkrete politiske resultater.
Udover
at opnå repræsentation på Christiansborg har listen også gennemgået sin
egen udvikling. Den blev som bekendt dannet som et valgteknisk samarbejdede af
VS, DKP og SAP. Senere kom KAP til. Men gennem de seneste 10 år er de
”gamle” partiers rolle blevet mere og mere perifer. Som Enhedslisten ser ud
i dag, er det et mindretal af medlemmerne, der kommer fra de 4 partier. Langt
hovedparten af medlemmerne har meldt sig ind i listen på grund af dens
politiske praksis.
Men
Enhedslisten har ikke været i stand til at udvikle sig organisatorisk, så det
modsvarede den parlamentariske succes. Mange
har karakteriseret Enhedslisten som en person med et meget stort hoved og en
lille krop, hvor hovedet er folketingsgruppen og det parlamentariske arbejde og
den lille krop en organisation, der kun har omkring 2000 medlemmer, hvor langt
fra alle er aktive, og hvor ikke alle afdelinger fungerer.
Samtidig
med udviklingen af listen og ikke mindst efter at de blev repræsenteret på
Christiansborg, er de stiftende partier enten blevet nedlagt eller er kun en
skygge af sig selv.
Hen
ad vejen har listen frigjort sig fra partierne og mere og mere defineret sig
selv som et parti. I starten som et græsrodsparti og i de senere år har det være
helt accepteret at bruge begrebet parti om Enhedslisten. Det der karakteriserer
et politisk parti er, at det både har et partiprogram og en partiorganisation.
På årsmødet i år blev der både vedtaget et program, der dog foreløbigt er
et udkast og et dokument der beskriver den organisatoriske udvikling af
organisationen.
Igennem
flere år har Enhedslisten forsøgt at få et program. Men det har ikke været så
let. Der har været flere forslag til program, men det har været svært at få
organisationen til at deltage i programdebatten. Få medlemmer har brugt deres
tid på at berige programdebatten med deres viden og erfaring. Det har medført
at man på flere landsmøder har udskudt vedtagelsen af programmet. Det skete
også i år. Man valgte en mellemløsning og vedtog programmet som et udkast,
der skal lægges ud til offentlig debat frem til næste årsmøde.
Udover
den manglende medlemsopbakning om programdebatten lider programudkastet også
under at venstrefløjen ikke har beskæftiget sig med det teoretiske arbejde de
seneste 10-15 år.
Derfor
er det heller ikke blevet et program, der giver svar på nutidens spørgsmål,
men det er som Niels Rosendal Jensen har karakteriseret det ”et opkog af
tidligere venstrefløjsprogrammer uden væsentlige indholdsmæssige
fornyelser”.
Det
er dog en trøst at det nu lægges ud til fornyet debat. Jeg vil håbe at mange
flere end hidtil deltager i debatten, så vi får et program der er på højde
med nutidens udfordring. Her har DKP og dets medlemmer en stor opgave.
Landsmødet
vedtog et dokumentet om enhedslistens struktur og udvikling. Det er ikke en
endegyldig beskrivelse af hvad Enhedslisten skal blive, men det giver et bud på
hvordan organisationen skal udvikle sig.
Et
væsentlig element i dokumentet er en erkendelse af at Enhedslisten er et parti.
Og at det skal udvikles sig til et revolutionært parti.
Der
lægges op til at Enhedslisten skal blive rammen for arbejdet for et
socialistisk demokrati i Danmark. I programudkastet er den type parti, som
Enhedslisten ønsker at blive, beskrevet som at have ”en særlig opgave i at
samle og styrke de bevægelser og kræfter, der gennem alliancer kan fremme den
fælles kamp” og at det skal ”lægge en strategi både for den dagsaktuelle
kamp og kampen for socialismen”. Man ønsker altså, at Enhedslisten skal
udvikle sig til et traditionelt parti af ”den gamle type”, som både DKP,
VS, SAP og KAP opfattede sig selv som, og som har rod i den leninistiske
partiopfattelse.
Som led i udviklingen af Enhedslisten opstillede årsmødet
nogle krav til den organisatoriske udvikling. Det er at det skal være:
·
Et
åbent og demokratisk parti,
hvor der foregår demokratiske diskussioner inden væsentlige beslutninger, og
at der udvikles arbejdsformer så det er muligt for alle medlemmer som
ikke-medlemmer at deltage i diskussionerne og arbejdet.
·
Et
aktivt parti,
der giver medlemmer og ikke-medlemmer lyst til at indgå i arbejdet, bl.a.
gennem udvikling af kultur, identitet og arbejdsmetoder.
·
Et
parti, der kan handle samlet,
bl.a. gennem at de lokale ledelser og Hovedbestyrelsen styrkes og afdelingerne
udvikles. Desuden skal der et bedre samarbejde mellem folketingsgruppen og
Hovedbestyrelsen, og at landskontoret udbygges.
·
Et
vidende parti, der
opsamler, bearbejder og formidler viden, som kan bruges i den daglige kamp.
·
Et
parti i dialog med befolkningen, hvor
afdelinger og medlemmer indgår i alle væsentlige bevægelser, lærer af dem og
”ikke bare kæmper for de
underprivilegerede men sammen med de
underprivilegerede”.
·
Et
folkeligt parti, der
er i stand til at tale et sprog som folk kan forstå og pege på løsninger af
befolkningens problemer.
·
Et
internationalistisk parti, der
udbygger kontakter til andre venstrefløjspartier og bevægelser i andre lande.
På
trods af, at der har været meget få inddraget i diskussion af Enhedslistens
udvikling, har der dog været forskellige holdninger til hvordan den skal
udvikle sig. Udover dem, som ønsker at listen skal udvikle sig til et
traditionelt revolutionært parti, har andre sat spørgsmål ved om det er den
rigtige udvikling. Der har været ideer fremme om at udvikle en helt anden
organisation, der bygger på opbygning af netværk via den nye teknologi.
Det
mest bekymrende er at hovedparten af dem, der har haft en mening om
organisationens udvikling, har rødder i de gamle venstrefløjspartier, medens
de medlemmer, som ikke er ”opdraget” af de gamle partier, stort set har været
fraværende i denne debat. Det betyder, at listen mangler deres inspiration og
nytænkning i organisationsudviklingen.