En skammens og sorgens dag

Af Jørgen Hansen

Ved den højtidelighed, der i samarbejde mellem DKP og KPiD blev holdt i København på 60-årsdagen for den danske stats bagholdsangreb på kommunisterne den 22. juni 1941, talte Jørgen Hansen for DKP. Vi bringer hans tale

Som jeg rent indledningsvis gav udtryk for i begyndelsen af min tale på 60 års dagen for de ca. 400 kommunister der blev arresteret i 1941 efter et krav fra besættelsesmagten, var det et trist faktum, at der var 2 kommunistpartier, der sammen mindedes denne dag.

  ”Den 22. juni1941 var en skammens og sorgens dag. Det var den dag den – i gåseøjne - agtværdige danske parlamentarisme mistede sin mødom og hvor den danske regering - udenom Folketinget under Th. Stauning - efter ordre fra besættelsesmagten arresterede ikke 60 – som tyskerne havde forlangt - men 400 danske kommunister. Det var det danske politi der stod for klapjagten og det kan vel ikke undre nogen, at besættelsesmagten blev behageligt overrasket over statens beredvillighed, oven i købet så meget, at den tyske reichpolizeichef sendte den danske ditto et telegram og roste dem og ham for godt arbejde.

Dette halvhjernede individ – Stamm hed han – svarede og takkede underdanigt for rosen, men tillod sig med det samme at gøre sin overordnede i Tyskland opmærksom på, at det lille værksted over gården også kunne lave godt håndværksmæssigt arbejde.

Fra det danske socialdemokrati – i al fald toppen - var indstillingen klar med denne gennemført sjofle handling, at DKP en gang for alle var udraderet og som en logisk følge var de kommunistiske folketingsmedlemmers politiske immunitet  ophævet. Det var Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen.

At vort parti overlevede denne massakre siger noget om medlemmernes kvalitet, og vore modstandere forregnede sig grusomt i de følgende år. Antallet af sabotageaktioner og udgivelsen af illegale skrifter steg.

Vi fik efterfølgende kommunistloven som satte alle vore kammerater udenfor loven og gjorde dem til jaget vildt.

I radio og presse hetzede man mod kommunisterne, og man skændtes indbyrdes om, hvem der havde været bedst til at bekæmpe kommunismen.

Det var ganske enkelt de vilkår vore kammerater i partiet havde at kæmpe imod. Hver 10. partimedlem kom ikke gennem krigen, men døde i KZ-lejre eller foran henrettelsespelotonen.

Det er dette vi med stolthed og taknemmelighed i dag mindes – også, at det var dem, der bar frihedskampen og det var deres indsats, der gjorde at vi sammen med vore søfolk i allieret tjeneste sluttelig kunne stå som allierede og ikke som Adolfs lille kanariefugl.”

  Dette var, hvad jeg sagde den dag på Langelinie ved mindesmærket for vore  kammerater, som faldt under besættelsen.

Det var en højst besynderlig situation, at vi DKP blev indbudt af et andet kommunistparti til at sende en taler ved en mindehøjtidelighed  for vore kammerater. Vi er nogle gange lidt sene i optrækket, men det er vel en sendrægtighed, der falder tilbage på os alle med en faldende respekt for fortidens kampe.