En kommunistisk
vision for klassekampen i det 21. århundrede
Foreløbig
konklusion på programdebatten i DKP
Udarbejdet af
et udvalg under programkommissionen, februar-marts 2003
Hvad er det for en tid vi lever i?
Udviklingenstendenser i morderne kapitalisme
Globaliseringen og den kapitalistiske internationalisering
Den Europæiske Union og konsekvenserne af dens udbygning
Den europæiske socialismes fald
Udgangspunktet
for den resolution om den nuværende programdebat, der blev
vedtaget på landsmødet i januar 1999, og som senere gentagne
gange er blevet bekræftet, var, at inden et nyt partiprogram
kunne skrives, ville det være nødvendigt at gennemanalysere en
række teoretiske problemstillinger, både for at kunne give en
konkret beskrivelse af den drastisk forandrede verden, vi lever i
siden 1990, men også for at kunne gøre op med eventuelle fejl,
der måtte have stillet sig i vejen for vor forståelse af
samfundsudviklingen og vor evne til at forudse den. Dette
dokument forsøger at konkludere denne teoretiske debat.
Det er ikke
givet, at denne tekst kommer til at indgå i det færdige
program. Det skal formentlig indeholde en form for teoretisk
indledning, men den må gerne være både kortere og sikrere i
sine domme. Det følgende indeholder således en del spørgsmål,
som debatten har rejst, men ikke besvaret, og som det vil være
en del af den videre debats opgave at søge et svar på. Af disse
grunde er dette en foreløbig konklusion - sådan som
resolutionen fra november 1999 også taler om det.
Dokumentet
forelægges landsmødet i maj til diskussion. Landsledelsen
lægger op til, at det behandles over to landsmøder, det næste
til efteråret, med mellemliggende diskussion i distrikterne.
Landsmødet til efteråret opstiller på det grundlag
retningslinjerne for det videre programarbejde.
I sidste del af
det 20. århundrede kom gennembruddet for atom-teknologien,
bio-teknologien, gen-teknologien og informations-teknologien. Det
betød et kvalitativt spring i produktivkraftudviklingen
sammenlignet med det industrisamfund, vi var fortrolige med fra
vores hverdag og fra de marxistiske analyser. Denne erkendelse
blandt marxister burde have ført til en indgående analyse af,
hvad det var for afgørende forandringer man stod over for.
Vi må
konstatere, at den problemstilling, som både den socialistiske
og kapitalistiske verden stod over for, var, hvordan man
tilpasser samfundets overbygning til den teknisk-videnskabelige
revolution. I Sovjetunionen og DDR foregik der indgående
diskussioner om disse spørgsmål, men den tætte sammenfletning
af politiske og videnskabelige institutioner betød, at de
gennembrud, som forskningen kunne have medført, ikke kom til at
slå tilstrækkeligt igennem i den socialistiske økonomi.
Man må heller
ikke undervurdere betydningen af de problemer, som disse lande
stod over for, idet planøkonomien både sikrer en
samfundsmæssig styring af økonomien, men også må sikre den
nødvendige motivation til at gennemføre moderniseringer.
Anderledes i den
kapitalistiske verden. Her formåede man at motivere de ansatte,
gennem omfattende efteruddannelsesprogrammer og individuel
aflønning. Vi må konstatere, at vore forhåbninger til det
socialistiske systems evne til at frigøre produktivkræfterne og
skabe en levestandard som kunne overgå kapitalismen, ikke blev
indfriet i første forsøg.
Vi må både
politisk og ideologisk drage de nødvendige konsekvenser af denne
lære.
Den opgave,
kommunisterne og venstrekræfterne står over for, er hurtigst
muligt at komme på højde med tiden gennem en nøgtern
diskussion af de vigtigste spørgsmål. Sideløbende med dette
arbejde må vi evne at bygge den politiske enhed op om alle de
opgaver der trænger sig på. Imidlertid er der ikke nogen
modsætning mellem de to hovedopgaver. Ved at forbinde de
teoretiske diskussioner med praktisk politisk arbejde skaber vi
en hurtigere erkendelse af, hvad der bekræftes af det virkelige
liv, og hvad der må kasseres som ubrugeligt.
Kommunisterne har
den nødvendige erfaring for at kunne gennemføre denne proces.
Danmarks Kommunistiske Parti er selv frugten af den
videreudvikling, som de russiske bolsjevikker stod i spidsen for,
da verdenskrigen brød ud i 1914.
I 30'rne fulgte
omstillingen til enheds- og folkefrontspolitikken, der skabte
grundlaget for kampen mod fascismen.
I kampen mod EF
udviklede partiet den antimonopolistiske strategi, som skabte en
bred folkelig opbakning og gjorde Folkebevægelsen mod EU til en
politisk faktor i det danske samfund.
Det bedste i
disse erfaringer må vi formå at videreudvikle til et nyt
politisk gennembrud, der i første omgang kan forsvare de vundne
rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, for senere
at gå over til en offensiv mod kapitalismen.
"Med
risiko for at synes latterlig, lad mig da sige, at den sande
revolutionære ledes af dybe følelser af kærlighed. Det er
umuligt at tænke på en ægte revolutionær uden denne kvalitet.
... Vi må stræbe efter hver dag, at denne kærlighed til den
levende menneskehed omsættes i faktiske handlinger, i handlinger
der tjener som eksempler, som drivkraft."
Che Guevara
Hvad er det for en
tid, vi lever i?
Ved indgangen til
det 21. århundrede lever vi i en epoke, der på mange måder
adskiller sig kvalitativt fra den tid, i hvilken Kommunisternes
program (1976) blev til.
Det 20.
århundrede var karakteriseret ved en verdensomspændende kamp
mellem kapitalisme og socialisme. Grundlaget for denne kamp var
lagt med arbejderbevægelsens og socialismens opståen i sidste
halvdel af det 19. århundrede. Det store kvalitative spring var
Oktoberrevolutionen, der indledte opbygningen af et socialistisk
verdenssystem i konfrontation og kappestrid med den
kapitalistiske verden.
Århundredet
sluttede med „den europæiske kontrarevolution“, hvor
de stater i Europa, der havde givet sig i kast med en
socialistisk opbygning (og som derfor almindeligvis kaldes
socialistiske lande), gik til grunde. Magten i samfundene
skiftede hænder, og den socialistiske opbygning afløstes af
kapitalistisk restauration. Der eksisterer fortsat socialistiske
lande i andre dele af verden; men de udgør hverken den trussel
mod imperialismen eller den støtte og inspirationskilde for
folkene, som den europæiske socialisme med Sovjetunionen i
spidsen var.
Med udgangen af
det 20. århundrede er menneskeheden stillet over for nye farer
og udfordringer. Den kapitalistiske produktionsmådes rovdrift
på naturgrundlaget, kapitalens udbytning af menneskehedens store
flertal og imperialismens leg med krig truer den menneskelige
civilisation med udslettelse.
På verdensplan
inddrages stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag i
modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Produktionens
samfundsmæssiggørelse er blevet global; et af tidens nøgleord
er da også „globalisering“.
Indadtil
karakteriseres den nuværende kapitalisme ved en tiltagende
anonymisering af ejerforholdene og en stigende monopolisering,
hvor de store selskaber bliver større og færre, og hvor de
transnationale selskaber er blevet dominerende. Det øger
presset i retning af integrering og internationalisering af både
det økonomiske og det politiske liv.
Den
vesteuropæiske, amerikanske og japanske kapitalisme er blevet en
totaltdominerende verdenskapitalisme. Der er ved at blive
opbygget tre politisk-økonomiske centre: EU, USA med
NAFTA-frihandelszonen og Japan med det sydøstasiatiske område.
I takt hermed er kapitalismen gået fra en udviklingsfase præget
af en høj grad af national regulering til en fase af
globaliseret „frihed“, hvor deregulering og
neoliberalisme gennemtvinges af internationale organer som WTO,
Verdensbanken og IMF.
For at
kapitalismen kan overleve som system, må flere og flere områder
inddrages i den kapitalistiske markedsøkonomi. Det er sket med
de tidligere socialistiske lande i Europa, de underudviklede
lande i den Tredje Verden, ved privatisering og deregulering af
den offentlige sektor i de vesteuropæiske lande samt med hidtil
frie goder som vand og luft.
På samme måde
er kapitalismens profitmuligheder og overlevelse betinget af
stigende adgang til råstofressourcer som olie, mineraler osv. I
kampen for ressourcerne bruges alle midler: Anneksion af
uafhængige lande, indblanding i landes indre anliggender og
direkte angrebskrig.
Jagten på profit
har som bekendt ikke fuldstændig frie muligheder. Den hæmmes af
det fundamentale dilemma i kapitalismen, at den købekraft, der
er basis for realiseringen af kapitalens profit, samtidig
figurerer som den afgørende omkostning ved produktionen af denne
profit. Jo mere kapitalen vil øge sin profit ved at skærpe
udbytningen af arbejdskraften, jo større problemer får den med
at realisere selv samme profit. Så længe kapitalismen bestod
som celler i en ikke-kapitalistisk omverden, var denne indre
modsigelse ikke systemtruende. Men en fuldstændigt globaliseret,
integreret og ligeværdigt udviklet kapitalisme vil løbe panden
mod den mur, som den udgør.
Denne tendens
forværres blot af, at de kapitalistiske centre søger at løse
deres nuværende cykliske krise ved, at der destrueres
kapital og købekraft andre steder i verden. Vi så det meget
direkte under Østasien-krisen for nogle år siden, som blev
„løst“ ved meget store nettooverførsler direkte til
spekulanterne fra de offentlige kasser; det var et krav til de
ramte lande fra IMF og Verdensbanken, at de for at få hjælp på
den måde skulle holde den spekulative kapital skadesløs. Dermed
løses krisen ikke; tværtimod undergraver de kapitalistiske
centre deres egne markeder. De kommer til at ligge som øer i et
hav af fattigdom.
Er der belæg for, som det har været hævdet i debatten, at den cykliske krise hermed udvikler sig til en permanent krise, en dommedagskrise?
For at modvirke
den kapitalistiske krise er verden blevet drevet ud i en
permanent krigstilstand. Især USA bruger oprustning og krig som
middel mod krisen.
Den europæiske
kontrarevolution efterlod det indtryk, at kapitalismen var
socialismen overlegen. Socialismen gav ikke folket den
økonomiske velstand eller den magt over egen tilværelse, som
den lovede. Man er gået så vidt i sin eufori over „murens
fald“, at man har proklameret kommunismens død og
verdenshistoriens afslutning.
Men
kontrarevolutionen løste ikke kapitalismens indre modsigelse
mellem samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse, privat
ejendoms- og dispositionsret; den har tværtimod skærpet den. De
katastrofale følger ses dagligt. Løses kan modsigelsen kun af
en ny samfundsformation: Kommunismen. Kun under kommunistiske
produktionsforhold kan den fulde udnyttelse af det
teknisk-videnskabelige fremskridt realiseres til gavn for
menneskeheden.
Kommunismen er
derfor ikke død og verdenshistorien ikke slut. Vi lever i en
reaktionsperiode, der har afløst den vældige revolutionære
bølge, som startede i 1917 (eller nogle år før). Denne epoke
er nu slut, og vi står ved indgangen til en ny, der vil medføre
et nyt opsving i klassekampen og igen vil sætte socialisme og
kommunisme på dagsordenen, fordi der ikke findes andre
løsninger - men på et „højere niveau“, fordi de
problemer, kapitalismen skaber, trænger sig mere på, fordi
forudsætningerne for socialismen i højere grad er modnet i det
gamle samfunds skød (Marx), og fordi de revolutionære vil kunne
støtte sig på erfaringerne fra socialismens sejre og nederlag i
den forløbne epoke.
Om disse ting
handler de følgende afsnit.
Udviklingstendenser
i moderne kapitalisme
I sidste halvdel
af det 20. århundrede er den teknisk-videnskabelige revolution
for alvor slået igennem inden for produktion, administration og
kommunikation. Videnskaben er blevet en væsentlig
produktivkraft. Den har haft afgørende indflydelse på
udviklingen af den samfundsmæssige produktion og på udviklingen
i klassestrukturen.
Den funktionelle
arbejdsdeling kulminerede i 50'erne og er nu på retur.
Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter
for den kapitalistiske magtelite som grundlag for de kommende
års produktivitetsudvikling. De hierarkiske
virksomhedsstrukturer afløses af selvstyrende grupper. Den
stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det
produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.
Disse
udviklingstendenser (der dikteres af teknologiens krav) betyder
objektivt, at de sidste rester af arbejdsgiverens funktionelle
tilknytning til produktionen (retten til at lede og fordele
arbejdet) udhules. Kapitalen marginaliserer nødtvungent sig selv
i forhold til produktionen. På tværs af den private ejendomsret
overtager arbejderne i stigende grad den faktiske kontrol med
produktionsmidlerne.
De nye krav til
produktionens indretning, der følger heraf, tilpasser kapitalen
sig og forsøger herunder at udnytte de nye strukturer til nye
former for disciplinering af arbejdskraften ved at lade
arbejderne bære en større del af risikoen kollektivt eller
individuelt; i nogle brancher er det gået så vidt, at hver
enkelt ansat er organiseret som sin egen lille virksomhed.
Alligevel åbner den nye teknologi op for nye muligheder og for
et socialistisk perspektiv. Fordi kapitalismen ikke er i stand
til at indfri disse muligheder, opleves et demokratisk underskud
i produktionen og i samfundet. Her åbnes en ny front i
klassekampen.
Det bør understreges, at der her er tale om uafklarede stridspunkter. Det må også fremhæves, at det, der diskuteres, er objektive forhold; der er ikke tale om nogen automatisk ændring af bevidstheden i retning af mere revolutionære eller socialistiske holdninger. Tværtimod ser man ofte, at de nye tendenser ledsages af en svækkelse af klassebevidstheden og af fremvækst af direkte borgerlige holdninger. Det diskuteres dog ikke længere (som det skete i programdebattens tidligste fase), om den strategi, vi søger, er revolutionær eller reformistisk. Det spørgsmål, der rejses, er: Er de nye tendenser udtryk for ændringer i produktionsforholdene, der på længere sigt giver grundlag for en mere direkte revolutionær strategi?
Samtidig med den
teknologiske udvikling ser vi, at flere og flere holdes ude fra
arbejdsmarkedet. Man taler om „totredjedels-samfundet“.
Den gammeldags, „fordistiske“ industristruktur baseret
på samlebåndet eksisterer også fortsat (ved siden af endnu
ældre strukturer bygget op omkring „pladsen“ eller
„værkstedet“), og man ser eksempler på tilbagevenden
til samlebåndet og til hierarkiske strukturer såvel som på, at
den nye teknologi betyder indførelse af samlebåndsagtige
arbejdsgange (rutinepræget computerarbejde) i fag, hvor der
tidligere har været arbejdet selvstændigt og kreativt.
De ændrede
produktionsvilkår medfører således betydelige - og
modsætningsfyldte - forandringer i klassesamfundet og især i
arbejderklassens sammensætning.
Det samfund, vi i
dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets
„normalborger“. Lønarbejderklassen har udviklet sig
fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal.
Lønarbejdsvilkåret er blevet samfundets norm, den målestok,
også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres
indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de
forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden.
Ikke desto mindre
oplever man i denne situation en udbredt fornemmelse af øgede
forskelle inden for arbejderklassen.
Det danske
samfund har undergået en stor udvikling inden for de seneste
årtier. Vi har oplevet overgang fra landbrugs- til
industrisamfund. Vi har set en eksplosiv udvikling i den
offentlige sektor og det, der i det daglige kaldes
”servicesektoren”. Samtidig er antallet af kvinder på
arbejdsmarkedet øget kraftigt.
Gennem det
seneste par årtier har der været en kraftig udvikling i
virksomhedernes investering i viden. Der er samtidig
samfundsmæssigt sket en kraftig investering i uddannelse og
forskning.
Der er generelt
kommet et højere uddannelsesniveau i det danske samfund.
Antallet af personer med en højere uddannelse er steget markant.
Og deres andel af de beskæftigede inden for visse brancher er
stor.
Hovedparten af
den industri, der er blevet tilbage i Danmark, er
højteknologisk. Den er karakteriseret ved store investeringer i
teknologi og viden. Der stilles andre krav til arbejdskraften end
i den traditionelle samlebåndsindustri. Arbejdskraften skal have
en stor faglig viden og kunne vurdere og gribe ind i komplicerede
processer. Samtidig sker der en udviskning i skellet mellem
arbejder og funktionær. Vi er også vidner til at flere og flere
af de ansatte i denne type af industrier i større og større
omfang arbejder i forskellige typer af selvstyrende grupper, hvor
de ansatte har stor indflydelse på tilrettelæggelse og
gennemførelse af eget arbejde.
Den del af
industrien, som stadig er præget af manuelt arbejde, som f.eks.
slagterier og fiskeindustri, er karakteriseret ved en stadig
stigende specialisering og dermed udbytning (og nedslidning) af
arbejdskraften. Meget af arbejdskraften er nydanskere, ligesom
det er industrier, der har svært ved at tiltrække arbejdskraft.
Siden begyndelse
af 70’erne er der sket en eksplosiv udvikling i
servicesektoren. Det dækker over alle former for service, som er
nødvendig for den direkte landbrugs-, industri- og
byggeproduktion og transport samt reproduktion og kvalificering
af arbejdskraften. Det er bl.a. sundhedsvæsenet, finanssektoren,
undervisningssektoren, butikssektoren, underholdnings- og
restaurationssektoren. Der er både tale om offentlige og private
virksomheder. I 70’erne og 80’erne er udviklingen
hovedsagelig foregået inden for social- og sundhedsvæsenet,
hvor vi har set en kraftig stigning i antallet af ansatte på
sygehusene, inden for uddannelsessektoren og ikke mindst i
ældreplejen og på daginstitutionsområdet.
I 80’erne og
90’erne er udviklingen sket inden for den finansielle sektor
og kommunikations-, IT- og konsulentbrancherne.
I dag
beskæftiger hele serviceområdet over 70 % af den erhvervsaktive
befolkning.
I servicesektoren
kan det være interessant at se på det, man kan kalde
vidensservicebrancen eller vidensbranchen. Det er en af de
kraftigst stigende brancher. I 1980 beskæftigede den ca. 4 % af
de erhvervsaktive. I 1997 blev det til 7 %, og den er formentlig
stadig i vækst. Det er den branche, der beskæftiger den
største andel af højtuddannede medarbejdere. Ca. 40 % af alle
højtuddannede i den private sektor er beskæftiget i
vidensserviceerhvervene.
Udviklingen i
erhvervsstrukturen har radikalt ændret det danske samfunds
struktur. De egentlige kapitalister, de få ejere af den
monopoliserede kapital, udgør max. 2 % af den erhvervsaktive del
af befolkningen.
Småborgerskabet,
der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk,
detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m. fl., er
blevet kraftigt reduceret op gennem det 20. århundrede. De
omfatter nu kun 5 % af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Mellemlaget,
overordnede ledere i det privat og offentlige, omfatter max. 10 %
af de erhvervsaktive.
Arbejderklassen
omfatter lønarbejdere i enten privat eller offentlig
ansættelse, der gennem deres arbejde skaber merværdi, som
direkte eller indirekte bidrager til akkumulering af kapital. De
udgør ca. 80 % af den erhvervsaktive del af befolkningen og er
gennem de senere årtier gået fra at være et mindretal af
befolkningen til at repræsentere befolkningens flertal.
Disse
forandringer rejser nogle spørgsmål, som vi endnu mangler at
besvare for at kunne opstille en tidssvarende klassekampstrategi:
Er det stadig
industriarbejderne der er arbejderklassens fortrop?
Er
arbejderklassens kerne både der hvor udviklingen finder sted og
der hvor arbejderne har mulighed for gennem strejker mv. at lamme
samfundet?
Hvordan har
”arbejderklassens kerne” udviklet sig fra kapitalismens
gennembrud i Danmark til i dag?
Ligger
arbejderklassens kerne i IT-branchen, videnserhvervene og blandt
de ansatte i bioteknologibranchen?
Eller er det
absurd at tale om en kerne i en så bred sammensat
arbejderklasse?
Og hvordan passer de unge, de gamle og de arbejdsløse ind i alt dette?
Et helt andet
spørgsmål er: Hvad mening har det i vore dage under
globaliseringens vilkår at tale om en dansk arbejderklasse? Hvor
relevant er den nationale scene for klassekampen i dag?
Globaliseringen
og den kapitalistiske internationalisering
Gennem de seneste
årtier er kapitalen blevet mere og mere international. Der er
sket en stadig stigende centralisering og koncentration. Større
og større dele af kapitalen er organiseret i transnationale
selskaber. Der kan tales om transnationalisering, hvor den
statsmonopolistiske kapitalisme transformeres til den
transnationale monopolkapitalisme, som river alle nationalstatens
barrierer ned og i stedet skaber internationale organer som
EU, WTO, Verdensbanken osv., der skal være garanten for de
transnationale monopolers vækst gennem dereguleringen og
neoliberalismen.
Man taler om
globalisering. Den globaliserede kapitalisme adskiller sig
væsentligt fra den imperialisme, Lenin beskrev, og som var
karakteriseret ved, at de enkelte imperialistiske lande dannede
separate regionale kredsløb med deres koloniimperier.
Der kan peges på
en række faktorer bag den moderne globaliserings udvikling:
1.
Afkoloniseringen og de klassiske imperiers opløsning. Mens
koloniernes befrielseskamp stod på, blev den set som et led i
menneskehedens globale frigørelse fra kapitalen. Men det, der
kom ud af det, var i virkeligheden, at de befriede lande blev
fastholdt i det globale kapitalistiske system på en ny måde:
Ikke som dele af hvert sit klassiske imperium, men i en
underordning under det kapitalistiske system som helhed
(neokolonialisme). Der er ikke længere nogen kolonimagt, som
forbeholder sig privilegeret adgang til ressourcer og markeder,
men enhver kan i princippet investere i de tidligere kolonier og
deltage i udbytningen af dem. Dette kunne man kalde den strukturelle
faktor.
2. Denne
fællesimperialistiske udbytning af det, man nu har kaldt den
Tredje Verden, (eller måske rigtigere udtrykt: den globale
kapitalistiske udbytning af hele menneskeheden) er reguleret
gennem et omfattende system af internationale aftaler, organer og
institutioner som WTO, IMF og Verdensbanken. Disse er i høj grad
politiserede i den forstand, at landene er formelt
ligeberettigede deltagere i et ritualiseret politisk spil; men i
realiteten danner de rammer om regulering af udbytningen. Man kan
tale om en institutionel faktor.
3. Man fremhæver
tit IT-teknologiens og internettets betydning for globaliseringen
og den fart, hvormed man kan gennemføre økonomiske
transaktioner med hele verden som operationsfelt. Det skulle
gøre systemet ekstra ustabilt og sårbart og sværere at
kontrollere. Den globaliserede kapitalisme er dog ikke generelt
præget af en lavere grad af styring, snarere tværtimod, selv om
styringen i dag kun i ringe grad varetages af nationalstaterne.
Det er ikke mindst den moderne kommunikationsteknologi, der
muliggør denne styring og i det hele taget binder systemet
sammen, og måske kan man alligevel tale om en teknologisk
faktor.
4. Endelig kan
man som en politisk faktor nævne den europæiske
socialismes fald, der har gjort kapitalismen mere global end før
1990.
Internationaliseringen
har også betydet en mere gennemført international
arbejdsdeling. De forskellige led i produktionen placeres, hvor
det betaler sig bedst. Arbejdsintensive produktioner, der ikke
stiller store krav til kvalifikationer, flyttes fra de højt
udviklede kapitalistiske lande til de underudviklede lande. Men
det er ikke kun de store masseproduktioner, der placeres i de
såkaldt underudviklede lande. Det er i stigende grad også
administrative procedurer og højteknologisk udviklingsarbejde
som f.eks. softwareproduktion.
Det er i dag
normalt, at varer, der skal sælges i Danmark, produceres i
Portugal af råvarer fra Argentina, fragtet på skibe
indregistreret i Panama og bemandet med filippinske søfolk, og
det hele styres fra Tyskland på amerikanske computere samlet i
Singapore og udstyret med indisk software. Og profitten ophobes
på bankkonti helt andre steder og investeres i hasarderede
spekulationer på børser i Thailand og Hongkong.
Der er ikke noget
galt i international arbejdsdeling. En stigende sammenfletning og
globalisering af produktionen er nødvendig og progressiv. Men
monopolerne vrider det, som skulle have været sund økonomisk
aktivitet, til at tjene deres egne private interesser.
Arbejderklassen splittes i små grupper, der bringes til at
konkurrere med hinanden. De værdier, arbejdet skaber, havner
langt fra det sted, hvor de skabes. De transnationale monopoler
fusionerer og bliver endnu større og rigere. De fattigste lande
bliver fattigere, og rigdommene ophobes på færre og færre
hænder i de rigeste lande.
Denne udvikling
gør det berettiget at stille det spørgsmål, som ovenfor blev
rejst:
Giver det i dag mening at tale om en national dansk arbejderklasse? Eller bør man i stedet interessere sig for den globale klassedeling og analysere det globale klassesamfunds sammensætning? Og hvordan skal en national arbejderbevægelse orientere sig i denne situation?
Som led i
internationaliseringen tvinges arbejdskraften til at søge derhen
hvor der er mulighed for arbejde. Ingen sinde tidligere er der
set folkevandringer som i de seneste årtier. Mange af de
såkaldte flygtninge og indvandrer, der i disse år kommer til
Danmark og det øvrige Vesteuropa er tvunget til at forlade deres
hjemland på grund af manglende muligheder for at opretholde
livet for dem selv og deres familier.
Hvordan skal en
national arbejderbevægelse forholde sig til det fænomen?
Monopoliseringen
og internationaliseringen er også slået igennem i Danmark. Den
danske kapitalisme har udviklet sig fra at basere sig på
national kapital til i dag at være en integreret del af den
transnationale monopolkapital.
I finanssektoren
er der sket en kraftig centralisering gennem sammenslutninger,
hvoraf flere er gået ud over landets grænser som f.eks. Nordea
- et finansielt transnationalt firma, der har stor
indflydelse i de nordiske lande, men som også er gået uden for
Norden bl.a. ved opkøb af banker i Polen. Udover den
traditionelle bankdrift har alle de finansielle virksomheder
også kastet sig over forsikring og hushandel. Der er kun få
finansmonopoler tilbage i Danmark, men de har afgørende
indflydelse på de økonomiske dispositioner i den danske
økonomi.
Inden for
industrien er der også sket en kraftig centralisering. Danske
industrivirksomheder er blevet opkøbt af udenlandsk kapital.
Senere er udviklingen gået i retning af, at mange af de danske
industrivirksomheder indgår i transnationale monopoler, hvor en
del af ejerkredsen er de tidligere danskejede virksomheder.
En lignende
udvikling er sket inden for bygge- og anlægsbranchen, hvor det
hovedsagelig er udenlandsk (nordisk) kapital, der ejer de store
danske entreprenørvirksomheder som NCC, Skanska og Hoffmann.
Også inden for
transportbranchen, bl.a. persontransport, er der sket en kraftig
monopolisering gennem udenlandsk overtagelse af dansk bus- og
jernbanedrift. Det gælder f.eks. det engelske Arriva. På
godstransportsiden er DSB fusioneret med udenlandske
jernbaneselskaber.
Inden for den
private servicebranche er der også tendenser mod store
multinationale eller transnationale monopoler, således inden for
konsulentbranchen. Et andet eksempel er butiks- og
restaurationskæder som McDonald's, SevenEleven og andre
konceptvirksomheder.
Stort set alle
danske virksomheder er aktie- eller anpartsselskaber. Af dem er
det hovedsagelig kun de små, der er enkeltpersons- eller
familieejede, mens langt hovedparten af de større og store
firmaet har en bredere kreds af ejere, herunder pensionskasser.
Kun inden for
landbrug, byggeri, handel, turisme og konsulentvirksomhed er der
stadig et lag af småproducenter og småkapitalister.
Findes der et
nationalt dansk borgerskab, der kan indgå i en bred national
anti-monopolitisk alliance?
Hvor stor
økonomisk magt har småborgerskabet (selvstændige inden for
landbrug, håndværk, butikker og servicebranchen), og hvor
afhængige er de af de store monopoler?
Hvor stor
indflydelse har udenlandsk kapital i Danmark? Eller er det uden
intresse at tale om dansk og udenlandsk kaptal? Skal vi måske
kun skelne mellem multinatinalte/transnationale monopoler på den
ene side og småproducenter og småkapitalister på den anden?
Med
monopoliseringen, internationaliseringen (herunder også
udbygningen af EU) og liberaliseringen er der sket et kvalitativt
skred i kapitalismens funktionsmøde. Fra tidligere i høj grad
at være nationalt reguleret er kapitalen blevet, og bliver
stadig mere, international, og den har dermed frigjort sig for
broderparten af nationalstatens regulerende lænker.
Dette har bl.a.
betydet, at skattebyrden har bevæget sig væk fra kapitalen over
i retning af beskatning af arbejdsindkomst, således at
udbytningsraten alene ad denne kanal er steget markant. Mens skat
af „formue, ejendom og besiddelser“ i 1977 udgjorde i
alt 6,5 % af de samlede offentlige indtægter, var tallet i 1997
3,3 %, altså en halvering af den relative byrde for denne type
indtægter. Selskabsskatten udgjorde i samme periode en stort set
konstant andel, men i de seneste år er selskabsskatten blevet
sænket markant i Danmark. I den nævnte periode steg
beskatningen af arbejdsindkomster ad direkte eller indirekte
kanaler samtidig fra ca. 53 % til ca. 56 %. Dette er markante
tal, når man samtidig kigger på den såkaldte lønkvote, der
måler, hvor stor en andel af den samlede værdiskabelse der er
gået til aflønning af arbejdsindkomst (resten er altså
profit): I 1980 gik således 67 % af den samlede nettoindkomst i
samfundet til lønninger, i 1996 var tallet 61,1 %, men steg dog
en smule til knap 63 procent i de følgende år.
Samtidig med at
lønmodtagerne altså har fået markant mindre af samfundets
indtægter er de over de sidste årtier blevet pålagt en markant
større byrde, så de svageste skuldre bærer et stadig større
læs.
Der er med andre
ord over de sidste godt tyve år sket en betydelig vækst i
udbytningsraten. Den er synlig i det danske samfund, men gør sig
i langt højere grad gældende internationalt, hvor hovedparten
af merværdien overføres til de vestlige lande - også til
almindelige danskere og langt ind i arbejderklassen. Således
holder danske pensionskasser betydelige aktieposter i både
danske og udenlandske selskaber.
Samtidig med
denne i sig selv paradoksale udvikling er der sket en enorm
vækst i samfundets samlede produktion, svarende til en
realvelstandsforøgelse på 50 % siden 1980. Hvad er så denne
velstandsforøgelse gået til? Man kan her iagttage et fænomen,
der er blevet kaldt „kapitalismens tendens til fejlfordeling
af de samfundsmæssige ressourcer“: Markedet er kun dårligt
i stand til at tilfredsstille de sociale behov, mennesker har som
samfundsvæsener. Derfor bliver resultatet af
velstandsstigningen, at mens selv almindelige mennesker har et
stigende luksusforbrug, forfalder den offentlige service - ikke
fordi folk vil det sådan (undersøgelser viser faktisk, at folk
tværtimod gerne ville betale mere til offentlig service),
men fordi markedet og kapitalen har det bedre med et højt
individuelt forbrug end med høje skatter.
Når man stadig
oftere hører, at der „ikke er råd“ til dette eller
hint offentlige forbrug, at offentlig aktivitet må privatiseres
eller finansieres ved brugerbetaling, er det altså hverken,
fordi samfundet er blevet fattigere, eller fordi folk ikke vil
betale det, den offentlige service koster, over skattebilletten.
Årsagen er, at den kapitalistiske globalisering og
internationalisering har gjort det muligt for kapitalen at
frigøre sig for de begrænsninger, et århundredes klassekamp
havde pålagt den. De internationale strukturer er derfor
afgørende for forståelsen også af vor tids danske samfund.
Internationalt er
der tre geografisk adskilte kapitalgrupper og interesser, der er
centreret om Vesteuropa, Nordamerika og Japan/Fjernøsten. I alle
tre områder dannes regionale markeder, der beskytter områdets
producenter mod konkurrenter fra andre regioner. Denne regionale
integration foregår imidlertid under forskellige former.
I Europa
udvikler EU sig mere og mere mod en statsdannelse, der tilgodeser
de transnationale kapitalinteresser. EU er stærkt på vej til at
erstatte de enkelte nationalstater som f.eks. Danmark. Men selv
om der er store og små lande i Europa med tilsvarende forskelle
i magt og indflydelse, hævdes dog en principiel ligestilling
mellem de enkelte lande.
En sådan
ligestilling er der ikke tale om i Amerika, end ikke på
papiret. Her har USA gennem et tildels meget gammelt system af
såvel formelle traktater (OAS, NAFTA) som uformelle
dominansrelationer (Monroe-doktrinen) samlet stort set alle andre
amerikanske stater omkring sig i en tilstand af udtalt
afhængighed og underordning. Flere af dem er endda gået
så langt som til at lade deres nationale valutaer erstatte af
dollaren. Kun det socialistiske Cuba hævder fortsat sin
selvstændighed i åben trods mod dette næsten klassisk
imperialistiske system, og enkelte andre lande gør modstand fra
tid til anden - for tiden således Venezuela, ligesom resultatet
af det nylige valg i Brasilien peger i samme retning.
I Fjernøsten
er der efterhånden opstået et mere uformelt system af traktater
med Japan som en central, men ikke dominerende aktør. Det er
karakteristisk for systemet, at det har både med- og modspil af
en stærk (omend langtfra enig) socialistisk lejr omfattende
verdens største land Kina. Dele af Kina (Hongkong) såvel som
andre af regionens socialistiske lande (Vietnam) indgår direkte
i det regionale markedssystem.
De tre centre
konkurrerer indbyrdes om såvel markeder som ressourcer og på
trods af det system, den globaliserede kapitalisme har opbygget
til at kontrollere den slags konflikter, har der i de senere år
gentagne gange været optakt til regulær handelskrig mellem to
eller flere af dem. Det har også været foreslået, at
uenigheden mellem USA og en række andre stormagter i
spørgsmålet om krig mod Iraq bunder i, at USA ønsker at
fortrænge især Frankrig og Rusland fra kontrollen med den
irakiske olje.
På trods af
konkurrencen med Europa og Fjernøsten er USA stadig det førende
imperialistiske land, og det forsøger med alle midler at
fastholde denne stilling. Efter i årtier at have ført en
bevidst destabiliserende politik i Mellemøsten og Latinamerika,
efter i samarbejde og konkurrence med EU at have overført denne
politik til det østlige Europa og efter tilsyneladende at have
knust enhver modstand, der kunne rejse tvivl om dets
magtstilling, og på det nærmeste forvandlet FN til et
ekspeditionskontor under den amerikanske regering har det nu
påført verden åben krig. Der er en oplagt risiko for, at en
tredje verdenskrig inden for en overskuelig fremtid kommer til at
udgå fra amerikansk jord. Fremfor at sikre USA's førerstilling
har denne politik imidlertid på det seneste haft det modsatte
resultat: Ikke alene har folkestemningen verden over massivt
vendt sig mod USA og den amerikanske krigspolitik, men også
flere stater, der ellers har været betragtet som USA's
allierede, har på det sidste direkte modarbejdet den amerikanske
regerings planer. Der synes i første række at være tale om et
begyndende opgør mellem EU og USA, efter at forholdet i mange
år har knaget med handelskrigslignende episoder. Som det var at
vente, er NATO nu begyndt at gå op i fugerne.
De tre centre har
ikke samme interesse i krig og fred; for den amerikanske
imperialisme synes krig efterhånden at være blevet en direkte
økonomisk nødvendighed på grund af militærindustriens stærke
stilling i USA. Man skal imidlertid ikke lade sig narre og tro,
at menneskeheden og fredens sag så har fundet en pålidelig
forbundsfælle i EU. Ikke alene er EU dybt splittet i
spørgsmålet om forholdet til USA. Men EU har også selv spillet
en ødelæggende og destabiliserende rolle i den del af verden,
der falder ind under Unionens indflydelsessfære. Både af denne
grund og fordi Danmark er EU-medlem, har udviklingen af den
Europæiske Union en ganske særlig betydning for os.
Den
Europæiske Union og konsekvenserne af dens udbygning
Da den
europæiske storkapital i slutningen af 40'rne genoptog det
projekt for et forenet „nyt Europa“, som det ikke var
lykkedes den tyske fascisme at virkeliggøre, voldte det ingen
problemer at sælge ideen til befolkningen i de seks oprindelige
medlemsstater. Disse folk havde en fælles fortid i Karl den
Stores genrejste Romerske Imperium - det europæiske kejserrige,
som både franske og tyske demagoger ved forskellige lejligheder
havde forsøgt at genskabe. En „stadig snævrere union“
var en naturlig sag for de fleste.
Men da budskabet
skulle sælges til andre uden for denne kreds, således til den
danske befolkning i 1972 og ved senere traktatafstemninger,
måtte der gås anderledes til værks. Danskernes historiske
baggrund og identitet var en helt anden. Det nyttede ikke at
spille på europæisk storhed og på imperieambitioner. Unionens
politiske indhold måtte nedtones: Det drejede sig om at nedbryde
toldskranker og handelsrestriktioner til gavn for den almene
velfærd, „unionen var stendød“, og det var demagogi
at tale om, at den nationale selvstændighed var truet.
I dag står det
klart, hvis det ikke har gjort det før, at dette var løgn.
Opbygningen af en overnational union, en egentlig stat med
forfatning, valuta, politi, udenrigspolitik og militær og med
propaganda for en fælles identitet går fremad i et tempo, der
op gennem 90'erne er blevet stadig mere hæsblæsende - faktisk
så hæsblæsende, at det er begyndt at true selve projektet. Den
forsigtige, velforberedte opbygning af et materielt grundlag, der
prægede de Europæiske Fællesskabers første årtier, er veget
for en forhastet og forjasket jagt på utopier. ØMU'en er ingen
udelt succes, og det, der foregår i Forfatningskonventet, bærer
i høj grad præg af, at drømmerne har taget magten fra
realpolitikerne.
I takt hermed er
den folkelige modstand mod de stadig flere nye udbygningsplaner
taget til. I flere lande har befolkningen desavoueret deres
unionsbegejstrede regeringer ved folkeafstemninger, og selv om
endnu flere lande med unionsbegejstrede regeringer står i kø
for at komme ind, er modstanden stor overalt. Det nytter ikke
længere at påstå, at EU drejer sig om flæskepriser og
ferierejser. Nu er tilhængerne tvunget til at køre frem med de
politiske argumenter: Den europæiske identitet, EU som
„fredens projekt“.
Men den
europæiske identitet findes ikke, og EU er ikke fredens projekt.
Den aktuelle splittelse mellem de medlemslande, der støtter
USA's krigsplaner, og dem, der modarbejder dem, understreger
begge dele. Sandheden er, at EU (eller de mest integrationsivrige
lande) er begyndt at se sig selv som en ny supermagt, som USA's
ligeberettigede med- og modspiller på den storpolitiske
verdensscene.
Selv om den
konkrete effekt heraf i den aktuelle situation er positiv (ikke
mindst ved at udstille de dybe interessemodsætninger inden for
EU), skal man ikke lade sig narre: Supermagtsambitionen er
svanger med de mest ødelæggende konsekvenser.
EU-opbygningen
har allerede trukket sit ødelæggende spor over Europa.
Med
EU-integrationen som smøremiddel er der sket en
afindustrialisering af store regioner, herunder af gamle
industrisamfund og hele lande som Danmark. EU-bureaukratiet har
gennemtvunget en begyndende nedbrydning af det danske
overenskomstsystem. EU-teknokraternes krav om privatisering og
udlicitering har bragt infrastruktur og offentlig service i
forfald. Og EU's militarister og revanchister har i et hasarderet
pokerspil med USA-høge og nationalchauvinister på Balkan
ødelagt det Jugoslavien, som engang var en af støttepillerne
for stabilitet og fred i Europa.
Og som det
allerværste:
Er der en sammenhæng mellem den socialistiske lejrs og den socialistiske supermagts forfald på den ene side og EU's opkomst som ny imperialistisk supermagt på den anden? Der er i hvert fald et markant sammen fald. Og er der en sammenhæng, hvad er så årsag og hvad er virkning?
Den europæiske socialismes fald
Det kom som et
chok for de fleste, ikke blot kommunister, men langt ind i den
øvrige venstrefløj, da de socialistiske lande i Europa,
tilsyneladende på nogle få måneder i vinteren 1989-90 (for
Sovjetunionens vedkommende dog over en noget længere periode),
brød sammen som stater og kastede et halvt århundredes
resultater over bord. De progressive og humanistiske idealer,
disse lande havde været bærere af, vragedes til fordel for
nationalistisk vanvid, fad forbrugerisme og naiv tro på, at der
kunne vindes fordele ved at give sig ind under fremmede herrer.
Østtyskere hyldede reaktionære vesttyske politikere, og
tjekkere tiljublede de hjemvendende kapitalherrer, som de selv
eller deres forældre havde fordrevet fyrre år tidligere.
Tegnene på, at
noget var galt, havde dog været synlige flere år før - i hvert
fald fra omkring 1980. Når de i så ringe grad blev erkendt,
skyldtes det vel en uvilje mod at se i øjnene, at der kunne
være noget galt i den virkeliggjorte socialismes verden - at
historien bevæger sig i ryk og bølger og ikke i ret
opadstigende linje. Vi var fortsat prægede af den socialistiske
utopisme, som ellers allerede Marx havde gjort op med: Vi talte
(herhjemme - mindre i udlandet) om den „virkeliggjorte“
socialisme, fordi den var et virkeliggjort ideal, og når idealet
var virkeliggjort, burde alle (i hvert fald alle arbejdende
mennesker) kunne se, det var rigtigt. Det kunne de bare ikke.
Følgerne af den
europæiske kontrarevolution har været katastrofale.
Produktionen faldt med en tredjedel eller mere, og
produktionsniveauet fra 1989 er endnu ikke indhentet eller i
hvert fald kun i få af landene. Millioner blev kastet ud i
arbejdsløshed eller tvunget til emigration og prostitution, ofte
under slaverilignende forhold. Levefoden og det tekniske niveau
gik tilbage, og uddannelses- og sundhedsvæsen gik i opløsning.
Levealderen og fødselshyppigheden faldt og med dem
befolkningstallet; de seneste fremskrivninger af udviklingen
forudser en halvering af den russiske befolkning i løbet af det
næste halve århundrede. De imperialistiske naboer fiskede i
rørt vande, og under deres indflydelse gik stater i opløsning,
til dels under blodige krige. Et halvt århundredes fred på det
europæiske kontinent blev bragt til ophør.
Allerede for
flere år siden blev det anslået, at kontrarevolutionen kostede
halvanden million livet i Sovjetunionen og halvanden million i
Jugoslavien. I de øvrige lande har elendigheden ikke givet sig
helt så drastiske udslag.
De borgerliges
holdning til det, der skete, var klar: Socialismen duede ikke;
„folk ville ikke have den“.
Nogle kommunister
og socialister har helt eller delvis overtaget denne
forklaringsmodel: De socialistiske lande gik til grunde, fordi de
ikke var rigtigt socialistiske, eller fordi de var degenererede
(„moderne revisionister“), eller fordi de byggede på
en forkert „model“. I almindelighed kædes disse
forklaringer sammen med en kritik af det fænomen i socialismens
udvikling, som man i mangel af bedre med et udtryk, der også er
hentet fra de borgerlige, har kaldt stalinisme.
Den kommunistiske
bevægelses opgør med „stalinismen“ var berettiget og
nødvendigt, men var i hvert fald i nogle partier, herunder vort
eget, ikke dybtgående nok. Kritikken kom derfor aldrig ud over
det grundlag, de borgerlige havde opstillet, og den blev aldrig
marxistisk funderet. De holdninger og aktionstyper, man har kaldt
„stalinistiske“, har ikke noget specielt med Stalin at
gøre, men er udsprunget af gamle, idealistiske strømninger i
arbejderbevægelsen, beslægtede med den før- Marx'ske utopiske
socialisme. Det er karakteristisk, at der i alle socialistiske
landes historie, men mest udpræget, jo mere tilbagestående et
samfund der er tale om, optræder en fase præget af
persondyrkelse og tilsidesættelse af demokratiske og retlige
normer og samtidig af voluntaristiske målopstillinger af klart
utopisk tilsnit - „store spring“ og den slags. Der er
tale om en overvurdering af „den subjektive faktor“,
hvis årsag må søges i ufuldstændig modning af
forudsætningerne for socialismen.
De socialistiske
lande har i vores egen debat været kritiseret for formynderi,
for umyndiggørelse af arbejderklassen og for at hæmme og
direkte modarbejde det folkelige initiativ. Men hvis man vil
forklare socialismens fald i Europa med en sådan
„stalinistisk model“, bliver man også nødt til at
komme med en forklaring på, at fænomenet netop var europæisk.
Der var tale om en kontrarevolutionær proces med et geografisk
centrum i det centrale Europa. Her ramte den samtlige
socialistiske lande uden forskel, så forskellige de ellers var;
andre steder ramte den ikke, selv om socialismen i Korea, Kina og
Cuba i høj grad er opbygget efter netop denne „model“.
Giver man sig til
at lede efter specifikke europæiske årsager til socialismens
fald, må man interessere sig for forandringer, der er sket efter
1960 - efter opgøret med „stalinismen“ og parallelt
med opbygningen af den Europæiske Union. Visse af de erfaringer,
der har været bragt ind i debatten, tyder på, at
„umyndiggørelsen af arbejderklassen“ tog til i denne
periode og ikke omvendt.
Der var en
tendens til, at man i de socialistiske lande begyndte at se de
arbejdende ikke som samfundets subjekt, men som vælgere og
forbrugere, hvis behov man skulle tilfredsstille - „alt for
folket“ i stedet for „alt ved folket“. Der går en
klar linje herfra til parolen wir sind das Volk. Men det
gav sig også udslag i økonomiske prioriteringer, der må
betragtes som fejlagtige. Den flytning af investeringer fra
investeringsgode- til forbrugsgodesektoren, der fandt sted i
årene omkring 1970, må være en del af årsagen til de
balanceproblemer i den socialistiske økonomi, der blev tydelige
omkring 1980 med et inflationspres, som gav sig udslag i køer
foran butikkerne. Der indtrådte kapitalmangel, og markedet for
investeringsgoder i de socialistiske lande var et udpræget
sælgers marked, hvor man skulle være taknemmelig, hvis man
kunne få en del af de maskiner, man havde brug for. Disse ting
stillede sig hindrende i vejen for den velstandsvækst, som netop
var det angivelige formål med omlægningen.
Noget lignende
skete i udenrigshandelen. De socialistiske lande havde med
Comecon forsøgt at skabe et integreret regionalt kredsløb, der
skulle gøre det muligt for de enkelte lande at støtte hinanden
i en uafhængig økonomisk opbygning. Det var ikke uden succes,
men integrationen i Comecon blev brudt, da de enkelte lande,
anført af Polen og Ungarn (med Jugoslavien som forbillede),
omkring 1970 begyndte at orientere sig mod vest og optage lån
for at opbygge eksportindustrier i håb om at kunne betale
lånene tilbage med eksportprovenuet. De slog deres eget
kredsløb itu og bragte sig selv i en slags U-landssituation som
en periferi til det imperialistiske centrum, der samtidig blev
bygget op med EU. Det gik dem derfor også, som det var gået
U-landene: De begyndte med at importere kapital, men endte som
kapitaleksportører. Også her blev følgen kapitalmangel og
hæmmet vækst.
Debatten om
årsagerne til den europæiske kontrarevolution, herunder EU's
(eventuelle) rolle kan ikke siges at være bragt til ende. Det er
formentlig den allervigtigste del af vores programdebat.
De
udviklingstendenser, som ovenfor er beskrevet -
kontrarevolutionen, kapitalens globalisering, EU-opbygningen og
USA's samtidige åbenlyse stræben efter verdensherredømmet, i
det hele taget rivaliseringen mellem de tre imperialistiske
centre, samt den stadig dybere krise i den kapitalistiske
økonomi - har skabt en situation, som ikke alene er fuld af
menneskelig elendighed i alle dens former, men også direkte
sprængfarlig og en trussel mod den menneskelige civilisations
beståen.
Efter
„murens fald“ talte man euforisk om, at verden ville
bevæge sig mod en tidsalder præget af fred og almindelig
velstand. Det kom til at gå anderledes.
At de glade
spådomme ikke gik i opfyldelse, er ikke overraskende. Man glemte
eller ville ikke se, at det var kapitalismen og ikke socialismen,
der havde været årsag til udbytning og undertrykkelse,
koloniimperier, fascisme, racisme, to verdenskrige,
atomoprustning og den kolde krigs terrorbalance. Udviklingen var
til at forudse. Og den blev forudset af kommunister.
Det er
nødvendigt at gå til modstand. Menneskeheden bør ikke affinde
sig med denne udvikling. Og det er muligt at gøre modstand. Det
nytter.
Først og
fremmest er det nødvendigt at kæmpe for fred, mod USA's
krigspolitik. At det kan nytte, har de seneste måneders vækst i
den globale folkelige krigsmodstand og den deraf følgende
tiltagende isolering af USA bevist.
Det er
nødvendigt at kæmpe for national uafhængighed. National
selvstændighed og fred er indbyrdes forbundne og vil være det i
lang tid, indtil socialismen kan medføre en fredelig nedbrydning
af grænserne. For Danmarks vedkommende vil det først og
fremmest sige at kæmpe mod yderligere EU-udbygning og for dansk
udtræden af EU. Samtidig vil det sige at kæmpe mod den
militære, økonomiske, politiske og kulturelle afhængighed af
USA, vi har befundet os i siden Anden Verdenskrig. Vi kan meget
nemt komme til at stå i en situation, hvor vi bliver afkrævet
et valg mellem EU og USA. Det bør afvises.
Kampen mod EU
har allerede bragt væsentlige sejre. De næste store politiske
opgaver bliver at forhindre en traktat om en forfatning for EU og
formulere et minimumsprogram for en overgangsregering, der kan
føre Danmark ud af EU. Folkebevægelsen mod EU bør
videreudvikles til den afgørende politiske faktor i denne kamp.
Det betyder også, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke
i forbindelse med disse opgaver træffes politiske valg, som
splitter den meget brede folkelige enhed, der er opnået med
Folkebevægelsen.
Det er
nødvendigt at kæmpe mod den kapitalistiske globalisering
og den transnationale monopolkapitalisme. Monopolerne har ikke
alene gjort hele verden til én stor arena for profitspekulation,
men også gjort krav på at kunne høste profit af al menneskelig
aktivitet på alle områder af samfundslivet, også sådanne, som
det ellers var lykkedes at frigøre for kapialens kontrol, eller
som aldrig har været underkastet den. Derfor betyder kampen mod
globaliseringen også kamp mod privatiseringer. Der bør
opstilles et afprivatiseringsprogram.
Alle disse sider
af modstanden mod den moderne aggressive monopolkapitalisme
udgør en helhed. Der er tale om en antimonopolistisk kamp,
og den størst mulige sociale og politiske bredde må
tilstræbes. Det rejser spørgsmålet om, hvem der i dag
udgør den samfundsforandrende kraft.
Sidst, men ikke
mindst, er det nødvendigt at pege på den eneste løsning, der
findes på de problemer, menneskeheden står over for - en
forandringsproces af revolutionær, antikapitalistisk karakter.
En ny socialistisk offensiv er nødvendig. Det er
nødvendigt igen at pege på den kommunistiske vision.
Socialisme og
kommunisme er begreber, der oprindelig dækkede det samme. Når
Marx i sin Kritik af Gotha-programmet skelnede mellem en
tidlig fase i socialismens udvikling, hvor samfundet endnu er
præget af modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød
det er rundet, og en senere fase, hvor det nye kan udfolde sig
efter sine egne love, har man deri villet se en teori om netop to
faser, to adskilte produktionsmåder, en socialistisk og en
kommunistisk.
Men hvad Marx
siger, er, at socialismen er en proces. Socialismen
„indføres“ ikke. Den er ikke en idé, en model, som
samfundet indrettes efter ved en subjektiv viljesakt. Den vokser
ud af de udbyttedes kamp mod kapitalen, og den får sin form
efter de modsigelser, den skal løse, de tilstande, den skal
gøre op med. Kun på det grundlag kan socialismen holde; kun på
det grundlag bliver den andet og mere end en utopi.
Socialismen - og
kommunismen - er de associerede producenters frie
selvforvaltning. Socialisme er at frigøre samfundets
produktivkræfter fra særinteressers tvang.
Blandt de
„modermærker“, det nye samfund overtager fra det
gamle, er opdelingen i styrende og styrede. Overalt hvor
revolutionen har sejret, har et parti, det kommunistiske, eller
en koalition af partier ledet af det kommunistiske opkastet sig
til herskende elite på folkets vegne og fyldt de pladser i det
revolutionære statsapparat, som en herskende elite forventes at
fylde. Det er sket, fordi folket har villet det sådan; ellers
kunne det ikke være sket. De, der har villet det anderledes, har
ikke kunnet vinde flertal. Og hvor det lykkedes dem at vinde
flertal, bukkede revolutionen under.
Derfor er det
formentlig også rigtigt, som det er blevet teoretisk begrundet i
den leninske partiteori, at det er nødvendigt sådan.
Proletariatet og dets forbundsfæller kan ikke sejre uden at
organisere sig med en bevidst fortrop det kommunistiske
parti.
Men at det er
nødvendigt, betyder ikke, at det er modsigelsesfrit. De
associerede producenters frie selvforvaltning har hverken været
fri eller selvstændig, men formidlet gennem en styrende elite.
Denne elite har hentet såvel sit mandat som sine medlemmer i det
revolutionære folk; men den har ligefuldt været en elite.
Det har været et
bestandigt problem for den virkeliggjorte socialisme at arbejde
sig ud af denne modsigelse, og man kan ikke sige, at det er
lykkedes særlig godt; formentlig er det også rigtigt, som det
almindeligvis antages, at det har været medvirkede til den
europæiske socialismes fald.
Der har været
fremsat mange forslag til, hvordan man skulle løse problemet.
Det er ikke overflødigt at gøre sig overvejelser om, hvordan
man gestalter ægte socialistiske produktionsforhold og indretter
et levedygtigt socialistisk demokrati. Man skal blot gøre sig
klart, at valget ikke er frit; der er bestemte veje, som det er
muligt at gå. Det gælder at finde disse veje.
Opdelingen i
styrende og styrede er en del af den samfundsmæssige
arbejdsdeling. Den er faktisk kimformen til samfundets deling i
klasser. Den må derfor forventes at falde bort i et fuldt
udviklet kommunistisk samfund, hvor såvel arbejdsdeling som
klassedeling og staten selv bliver overflødige. Man kan blot
ikke slå sig til tåls hermed; for udviklingen af dette
kommunistiske samfund sker i den proces, vi kalder socialismen,
og i hvilken vi finder de omhandlede problemer.
Den egentlige
årsag til socialismens problemer, både de politiske og de
økonomiske, ligger formentlig i en utilstrækkelig modning af
forudsætningerne; socialistiske produktionsforhold har hidtil
kun eksisteret i en rudimentær form. Det er derfor en
interessant hypotese, at de strukturer, som den nye teknologi
synes at åbne op for, vil kunne udvikles til egentlige
socialistiske produktionsforhold og dermed muliggøre en
selvbærende og selvforstærkende udvikling fra den socialistiske
revolution hen mod det kommunistiske samfund.
En sådan
udvikling må indebære,
•
at arbejderne og folket er aktivt bestemmende på alle
økonomiske, politiske og sociale områder,
•
at der sker en kontrol fra bunden med centrets udførelse af
trufne beslutninger,
•
at sandfærdige informationer kanaliseres nedad, så en sådan
kontrol bliver mulig,
•
at loyalitet mod fællesskabet og respekt for individet og dets
meninger bliver to sider af samme sag.
Fra
socialdemokratisk og socialliberal side har det været hævdet
som en kritik af den virkeliggjorte socialisme, at det har vist
sig mere effektivt at regulere og sætte grænser for det private
initiativs udfoldelse end at „afskaffe“ det, dvs.
ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Men
dette, at oppefra regulere og sætte grænser for initiativet, er
netop, hvad socialismen hidtil ikke har kunnet frigøre sig fra.
Det drejer sig åbenbart netop ikke om at begrænse og
regulere initiativet, men om at flytte initiativet fra
kapitalen (og andre kræfter uden for produktionen) til
producenterne selv.
Det er den
egentlige kommunistiske vision.