Af Lars Ulrik Thomsen
Det følgende er et debatindlæg, som jeg holdt på landsmødet i september 2001. Det er en uddybning af det indlæg i programdiskussionen, som er udarbejdet af vores distrikt og bragt i augustnummeret af SKUB. Under afsnittet om de chilenske erfaringer har jeg medtaget en del af debatten fra landsmødet om den fredelige overgang til socialismen.
En af de vigtigste opgaver i den kommende tid er at give en definition af den epoke, vi lever i. Gennem en rigtig forståelse af hovedtrækkene i udviklingen kan vi fastlægge de opgaver, som arbejderbevægelsen står overfor såvel nationalt som internationalt.
I 1976-programmet (note 1) definerede vi vores epoke som imperialismens epoke, der åbnede for en overgang til socialismen. Vi begrundede det med, at produktivkræfterne har nået et udviklingstrin, som gør det bydende nødvendigt at ændre på produktionsforholdene. Det bliver mere og mere tydeligt, at globalisering er lig med et tiltagende barbari med en voksende afstand mellem rige og fattige på vores planet. Hovedopgaven for de kommunistiske partier består derfor i at analysere de komplicerede processer, som foregår i den internationale økonomi. Gennem en fælles erfaringsudveksling kan vi skabe nyt liv i de brede bevægelser, der bliver brug for som en modmagt til de multinationale selskaber.
Et af de væsentlige spørgsmål, som hører med til epoke-definitionen, er at afklare, hvilke nye træk der optræder i den samfundsmæssige udvikling.
I sit foredrag ”Til dialektikken mellem almenmenneskelige interesser og klasseinteresser” (note 2) har professor Erich Hahn givet et vigtigt bidrag til denne debat. En del af hans konklusion er, at klassekampen ikke udelukker en kamp for almenmenneskelige interesser, men at de to tværtimod betinger hinanden. Det er muligt alt efter hvilke opgaver der skal løses, at arbejderklassen kan indgå i vekslende alliancer, herunder også med dele af monopolbourgeoisiet. Denne nye og bredere kooperation er en objektiv proces, der hænger sammen med produktivkræfternes nuværende udvikling. Det vigtigste område, som Hahn nævner, er, at der i efterkrigstiden blev stillet spørgsmål ved menneskehedens overlevelse på grund af atomkrigsfaren. Men andre områder kunne nævnes: den økologiske balance, sult og underernæring, epidemier og analfabetisme. Alt dette stiller arbejderbevægelsen over for nye opgaver, som må læres i forbund med andre.
I denne sammenhæng bliver det også nødvendigt at genoptage diskussionen om den teknisk-videnskabelige revolution. I partidokumenterne fra den 28. kongres spillede den en afgørende rolle og blev bl.a. behandlet i et særtryk af Land og Folk: ”Kommunisterne og den nye teknologi” (note 3).
Det, som i mine øjne er slående, når man læser dokumentet, er den alsidige og gennemarbejdede analyse af de nye processer. Når det kommer til de politiske konklusioner, mangler hele det brede spektrum, som Hahn belyser i sit foredrag. Jeg tror, de fleste husker, hvordan den manglende afklaring skabte frustration og splittelse imellem de enkelte faggrupper i partiet, hvilket i sidste ende bidrog til sprængningen af partiet.
Vi skal imidlertid ikke beskæftige os med teknologien for at rippe op i gamle uenigheder, men for at forstå dialektikken mellem basis og overbygning. De store forandringer i arbejderklassens struktur betyder, at man grundlæggende må genoverveje afsnittet i 1976-programmet om ”en demokratisk politik rettet mod storkapitalen” (note 4).
I vores debatindlæg fra Ribe Amts distrikt har vi omtalt de værdifulde erfaringer fra Folkeenheden i Chile. Her kom for første gang i nyere tid en regering til magten, som byggede på et antimonopolistiske program. I forhold til deres program blev Folkeenheden stillet over for helt uventede opgaver. Det er den berigelse af de internationale erfaringer, som vi må indarbejde i et kommende program.
På landsmødet udspandt der sig en livlig debat om emner, som vedrører overgangen fra kapitalisme til socialisme. Det gælder f.eks. den debat, som Peder Pedersen rejste. I udkastet til politisk standpunktspapir var der en formulering om at ”socialismen fører krige”. Det er rigtigt, at en socialistisk stat eller gruppe af stater kan blive påtvunget en krig og må forsvare sig i det vi kalder en revolutionær krig. Men Peder Pedersen argumenterede glimrende med eksemplet om manden, der kører til købmanden efter øl. På vejen punkterer han og må derfor lappe cyklen, inden han kan hente øllet. Men man planlægger ikke en punktering, og derfor tager vi det heller ikke for givet, at ”socialismen fører krige”.
En anden vigtig debat på landsmødet var spørgsmålet om en fredelig overgang til socialismen a la de chilenske erfaringer. Både Ron Ridenour og Birgit Unnerup mente, at det i lyset af den interantionale udvikling er en utopi at tro på en fredelig vej til socialismen. Denne debat hænger i virkeligheden sammen med Peder Pedersens eksempel. På vej mod et nyt samfundssystem kan vores modstandere gribe til de yderste midler, som det f.eks. skete i Chile. Det er en mulighed, man må forberede sig på, men det ændrer ikke ved den mægtige appel, der er i at kæmpe for den fredelige vej. Kommunisterne er ikke bange for at kæmpe med våben, som det skete under besættelsen, men under normale politiske omstændigheder skal vi bruge alle legale veje for at rejse en folkebevægelse for socialismen. Alt andet er eventyrpolitik eller fanfasteri!
På socialisme-seminaret på Strynø indledte Aksel Carlsen med en bemærkning om ”det luksuriøse i at diskutere socialisme”. Det, vi har forsøgt i vores debatindlæg fra Ribe Amts distrikt er netop at vise, hvordan kampen for socialisme er uadskillelig fra kampen for begrænsede reformer. Det er netop med det videre perspektiv for øje, at man ikke havner i reformisme.
Vores opfordring er derfor, at vi forbinder en alsidig analyse af imperialismen og kapitalismen i Danmark med arbejderbevægelsens socialistiske erfaringer i bredeste forstand. Ud af denne nyskabende proces vil vi også være i stand til at formulere et svar på nutidens udfordringer!
Note 1: Kommunisternes program, vedtaget på 25. kongres, 23.-26. september 1976.
Note
2: Zur Dialektik von Menschheitsentwicklung und Klasseninteressen, Erich
Hahn, 1989.
Note 3: Tillæg til Land og Folk, den 18. december 1986.
Note 4: Kommunisternes program, Kap. III.