En bombe under EU

Landsledelsesmøde med gæster diskuterede afstemningsresultatet

 

Danmarks Kommunistiske Partis landsledelse holdt møde den 7. oktober i Træ-Industri-Byg's lokaler i Odense..

Evalueringen af ØMU-afstemningens resultat blev mødets altdominerende hovedpunkt. Henrik Stamer Hedin indledte debatten med at minde om det spørgsmål, der blev rejst på landsmødet i maj: Hvad gør vi, hvis det bliver et nej? Det blev det jo, og hvad kan vi nu gøre for at udnytte dette resultat til en offensiv, der bryder med unionsdynamikken, og forhindre, at nej'et spilles os af hænde, som det skete med det Nationale Kompromis og Edinburgh-aftalen i 1993? Han advarede mod farerne ved et Europa i flere hastigheder og pegede på nødvendigheden af at svække EU på enhver mulig måde, herunder ikke mindst (og aktuelt) modarbejde østudvidelsen. Dernæst kom han ind på det forhold, at afstemningsresultatet var et nederlag for landets samlede politiske elite, og foreslog, at når den massive EU-modstand, der har vist sig ved samtlige afstemninger, ikke giver sig tydeligere udtryk ved folketingsvalgene, kan det skyldes, at EU-modstanden ikke har været i stand til at levere et overbevisende regeringsbud. På en eller anden måde må opgaven nu være at samle de meget brede kræfter, der gjorde nej'et til virkelighed. Det var i høj grad udkantsområdernes nej, og partier, vi ikke er vant til at betragte som allierede, først og fremmest Dansk Folkeparti, har her spillet en positiv rolle ved at appelere til befolkningsgrupper, der ellers typisk har stået under ja-partiernes påvirkning. Han sluttede af med at omtale de positive reaktioner i udlandet og oplæste en lykønskning, vi har modtaget fra Finlands Kommunistiske Parti.

Oluf Unnerup tog dernæst ordet som den første og fortalte om erfaringerne fra Fyn og Langeland. Det var under-Danmark, der sagde nej, mens eliten forsøgte at få os til at sige ja, og det modsætningsforhold må der bygges videre på.

Hans Lund påpegede, at Dansk Folkepartis tilhænger repræsenterer meget forenklede fremmedfjendske holdninger, men at Dansk Folkeparti faktisk taler for store dele af under-Danmark. EU-tilhængernes dominans i Folketinget skyldes de "regeringsduelige" partiers forbud mod opstilling af modstandere. Fastholdelse af vetoretten skal blokere for et Europa i to hastigheder.

Svend Erik Christensen tilsluttede sig den opfattelse, at nej'et var klassebetinget - det var under-Danmark mod over-Danmark. Afstemningsresultatet afspejler ligefrem grundpriserne i de forskellige områder. Nej'et kan være med til at lægge en bombe under hele EU og bør bruges til at blokere for tiltag mod mere Union. Både SF og centrum taler nu om et EU i flere hastigheder (før afstemningen talte SF om "EU i flere rum", hvilket er noget andet, der ikke automatisk indebærer Unionen som fælles endemål), så vi står ret alene i denne kamp. Vi må sætte ind i Folkebevægelsen og prøve at få regeringen til at blokere for flertalsafgørelser. Han omtalte også den internationale konference, som Enhedslisten planlægger at samle i København; vi må prøve at få venstreorienterede og grønne organisationer til at deltage.

Orla Eggebrecht rejste det spørgsmål, om vi også skal til at fortolke på nej'et, som ja-partierne gør det. Edinburgh-aftalen åbnede for Europa i flere rum eller hastigheder. Spørgsmålet er: Hvad vil vi? Hvor mener vi, Unionen begynder? Også Venstre siger nu nej til union og glidebane, men vil nok være ret tolerante!

Kim Fonvig mente, at nej'et ikke er Dansk Folkepartis fortjeneste, men et bredt udtryk for holdningen i stort set samtlige befolkningslag. Folk stemte mod Unionen og har gennemskuet de økonomiske argumenter. Han citerede unionstilhængeren Hans Engell for, at ja-partierne "har løjet for folk i tredive år, de kan ikke blive ved med at tro på os". Vi skal have en helt ny debat om, hvad det europæiske projekt går og bør gå ud på. Han vendte sig også mod østudvidelsen, som har til formål at skabe en sikkerhedszone for de multinationale.

Henrik mindede om, at de fem partier, der som en samlet blok satte al deres overtalelseskraft og prestige ind på at få et ja, men tabte, betragter sig selv som de "regeringsduelige" under udelukkelse af alle andre. Den alliance, der besejrede dem, var bred, og selve denne bredde bruges som argument imod den. Det er rigtigt, at dele af EU-modstanden, repræsenteret især ved Dansk Folkeparti, er præget af fremmedfjendske holdninger; men disse holdninger er udbredte i under-Danmark, og det er det egentlige problem.

Birgit Unnerup efterlyste information om, hvad holdningen til EU er i andre lande, og gættede på, at folk er imod stort set overalt. Nyrup kan formulere afstemningstemaet, men ikke folks tanker, og ja-sigerne skal ikke have lov at bestemme, hvad det er, vi har stemt om. Vi bør støtte tanken om et kompetencekatalog, for hvis vi begynder at diskutere de ting, er der mange, der bliver forskrækkede. Oplysning gavner modstanden; EU er kapitalens angreb på almindelige menneskers hverdag. Vi må vise civilcourage og gå imod over-Danmarks stigmatiserende påstande. Det er de "regeringsduelige" partier og ikke Dansk Folkeparti, der er bærere af fremmedhadet i Danmark, sagde hun og henviste til regeringens Handlingsplan for en Bedre Integration. Vi er for samarbejde mod et fælles mål, men dette mål er ikke Unionen. Ja-sigerne har ikke dårlige argumenter - de har en dårlig sag.

Hans fremhævede, at der havde været et godt samarbejde hos nej-sigerne, også i forhold til Dansk Folkeparti, og Kim mente, at socialdemokraterne tilsyneladende var aldeles rådvilde. Han fik tilslutning af Oluf, som spekulerede på, hvordan de socialdemokrater, der er blevet pisket til at sige ja og nu har det rigtig dårligt, mon vil reagere.

Svend Erik mente ikke, der kunne være tale om et regeringsalternativ på EU-spørgsmålet. Nøglen er en holdningsændring i Socialdemokratiet, hvis medlemmer i høj grad er imod Unionen, men mange tror fortsat på EU som et socialdemokratisk projekt, og det er derfor usikkert, om der sker noget. 70 % af den nuværende regerings vælgergrundlag stemte nej. Spørgsmålet om, hvordan et Europa for den brede befolkning skal se ud, må diskuteres, også internationalt. I vores programdebat bør vi rejse spørgsmålet: Hvordan ser projektet de arbejdende folks Europa ud?

Trille Raagaard kom ind på den udbredte frygt for "noget fremmed" og konstaterede, at der er nogle, som gerne vil bestemme over andre.

Birgit tvivlede på det relevante i at diskutere, hvad for et Europa, vi vil have. Hvad er der i vejen med verden, spurgte hun, og hvad er "Europa"? Hvem er det, vi vil være solidariske med? At diskutere Europa på EU-præmisser er at gå i en fælde. Vi skal sige, vi ikke vil være med, og vi vil heller ikke have andre med. Vi må ikke lade os forvirre af, at vi, der før blev kaldt "fædrelandsløse forrædere", nu kaldes "forstokkede nationalister".

Orla gjorde opmærksom på, at "Europa" er mange ting; til Melodi Grand Prix omfatter det også Israel, Tyrkiet og Nordafrika. Kim mente, at dagsordenen er "Europa", og det er det, vi må diskutere, men vi må skabe perspektivet "folkenes Europa", mens Svend Erik foreslog OSCE som alternativ til EU-rammen. Til sidst påpegede Hans, at når ja-sigerne fremhæver EU som et "fredens projekt", må vi minde om, at de store krige i Europa har været kapitalens krige, og at kapitalen har brug for en ny stormagt, fordi de gamle er for små til at føre krige.

Som afslutning på debatten fremlagde Henrik forslag til en resolution, "Danmarks Nej". Den kan læses andetsteds i bladet.