En (måske) afsluttende bemærkning

Ron Ridenour skriver i sit indlæg »Den virkelige bevægelse og socialismen« i sidste nummer, at hvis termen »socialisme« bliver »adskilt fra det kommunistiske partis magtmonopol«, vil det være »en hjælp til at opfordre arbejderne til at kæmpe for socialismen«.

Nej, det vil det ikke. Det er ikke luftige idealer, der driver massernes engagement i klassekampen, men konkrete, synlige gevinster. Arbejderne har ikke det fjerneste imod det kommunistiske partis magtmonopol, hvis blot det giver resultater, der kan mærkes. Faktisk var det arbejderne, der gav det kommunistiske parti dets magtmonopol.

Der gives ingen genvej. Det er ikke muligt at kaste fortidens ballast over bord. Der er ikke andet at gøre end det, som vi netop forsøgte på vores socialismeseminar:

At forholde os konkret til den socialistiske virkelighed, til socialismen som historisk erfaring. Den håndgribeligt eksisterende socialisme har med alle sine fejl og mangler været en langt mægtigere inspirationskilde, end nogen nok så »rigtig« forestilling om en »rigtig« socialisme nogen sinde kan blive.

Vi skal forholde os kritisk og illusionsløst til den virkelige socialisme, og vi skal analysere dens fejl og mangler, men vi skal ikke afsværge den. Så sætter vi os selv generationer tilbage. Så berøver vi os selv og arbejderklassen den erfaringsballast, som netop vil sætte os i stand til at lede. Så dømmer vi os selv til at gentage fortidens fejl.

I øvrigt synes jeg, vi skal afslutte denne debat nu. Ron og jeg er ikke væsentligt uenige om, hvordan socialismen bør se ud. Vores uenighed ligger enten på et dybere, filosofisk plan, og så er dette blads læserbrevsspalter næppe det rette medium. Eller også er den en strid om ord.

Henrik Stamer Hedin