Der har gennem længere tid været diskussion om Demokratisk Centralisme. Op mod dette stilles den såkaldte ”uenighedskultur”. For nu at præcisere forskellen mellem disse to begreber:
Uenighedskultur er, som jeg oplever det, en mulighed for at udveksle synspunkter, uanset om disse synspunkter tilhører flertallet eller mindretallet. Jeg ser det uhensigtsmæssige i, at uenighedskulturen kommer til at eksistere for sin egen skyld, og bliver til ”uendelighedskultur”…
Ind imellem forfalder vi i DKP til det sidste. Den åbne,
frugtbare debat magter vi, men vi har måske lidt svært ved at afgrænse os,
konkludere og… komme videre…
Vores debatforum er blevet udvidet fra egen avis Skub, som for øvrigt er et udmærket blad, til også at gælde Dagbladet Arbejderen.
Pladsen for meningsudveksling er stor. Armbevægelserne ligeså. Der er modsætninger og uenigheder. Pluralisme, vil jeg kalde det.
Som Svend Erik Christensen skrev i et indlæg i sidste nummer af Skub, var det måske en mulighed – jeg vil endda sige en nødvendighed – at vi bliver enige om at indføre en partidebat om det kommunistiske partis rolle og organisation, så vi bliver enige om, hvilke organisatoriske principper vi netop har brug for – hvis vi skal videre via vores uenighedskultur, så den ikke ender som en uendelighedskultur.
For øvrigt sker dette midt i en tid, hvor der tales om kommunistisk enhed og et eventuelt kommende partiprogram, som skal give et bud på vores udgangspunkt for et forhåbentligt frugtbart samarbejde med de to andre kommunistiske partier.
Demokratisk Centralisme – Lad mig komme med den klassiske definition på dens organisationsprincipper:
Demokratisk centralisme er et organisations- og ledelsesprincip. Det består at fire grundprincipper:
1: Valg til alle ledende organer.
2: Beretningspligt for alle ledende organer
3: Underordning af mindretal under flertal
4: Højere organers beslutning er bindende for lavere
organer.
Jeg har en forestilling om, at nogle erfarne kammerater forholder sig skeptiske til 3. og 4. princip. Sporene skræmmer…Der findes adskillige historiske eksempler i den kommunistiske bevægelse på, at disse principper er blevet misbrugt til at krænke det enkelte partimedlems integritet. Vil nogen sige…
Uenighedskulturen vægter processen højere end målet. DKP befinder sig i en levende diskussionsproces.
Beslutningen om kommunistisk enhed og et formaliseret samarbejde med to andre kommunistiske partier, udveksling af viden og erfaring forpligter.
At diskutere sig frem til noget for herefter at beslutte sig, må foregå i en dialektisk proces.
Jeg oplever, at i den diskussion der er omkring den kommunistiske enhed, er DKP medlemmer åbne og reflekterende. Ind imellem synes jeg dog, at vi måske i for høj grad dyrker enigheden, petitesserne og principrytteriet. Nuvel. Det er godt, at der er plads til det. Sådan skal det være.
Men vi skulle også gerne videre…
Jeg kan forstå, at Demokratisk Centralisme er afskaffet i 92 som organisationsprincip. Jeg ser det gerne genindført.
Jeg finder det vigtigt, når man forholder sig til organisationsprincipper, at de ikke bliver et mål i sig selv. En hellig besværgelse. Noget absolut. Organisationsprincipper skal være et værktøj.
Jeg ser Demokratisk Centralisme som et praktisk værktøj i kampen for socialisme. Det skal forvaltes demokratisk, men i sagens natur må man samle medlemmerne om det besluttede og få et stærkt værktøj ud af det.
Demokratisk Centralisme er ikke et mål i sig selv, men et
middel til at nå målet.
Med den grundholdning som udgangspunkt bliver Demokratisk Centralisme et godt og effektivt organisationsprincip for os kommunister.
Klaus Haase Vestsjælland