DKP VÆLGER FORMAND EFTER 12 ÅRS FORLØB 

På Danmarks kommunistiske Partis (DKP’s) landsledelsesmøde i den forløbne weekend blev der truffet en beslutning af interesse for den politiske offentlighed i Danmark. 

DKP har nu efter 12 års pause igen en partiformand. DKP går principielt ind for kollektiv ledelse, og det er en af grundene til, at der i de senere år ikke har været en formand, men en talsmand for partiet. At der op gennem 90’erne ikke har været en partiformand skyldes dog også den politiske afmatning, der var i partiet i denne periode. 

Med den stigende politiske aktivitet, som DKP har udfoldet de seneste år, og med den igangværende enhedsproces blandt de kommunistiske kræfter i Danmark har partiets landsledelse fundet, at det vil være hensigtsmæssigt at konstituere sig med en formand, således som det er almindeligt for de politiske partier i Danmark. 

Som formand for DKP valgtes Henrik Stamer Hedin, som de sidste 3½ år har været partiets talsmand og i praksis har fungeret som formand. Til næstformand valgtes Gitte Thomsen, som er tidligere formand for partiet Fælles Kurs, der tidligere på året sluttede sig sammen med DKP.

København den 15. december 2003

Birgit Unnerup

sekretær for DKP’s landsledelse