Mit
indlæg er skrevet med henblik på programdiskussionen, og er samtidig udtryk
for en tilslutning til en eventuel kommende samling af de kommunistiske kræfter
i Danmark.
Når DKP er i gang med en programdiskussion, må det naturligvis være fordi vi
vurderer, at vi har noget at bidrage med til resten af venstrefløjen i Danmark.
Sammen med andre kommunister i vores land.
DKP – dengang og nu
Da
jeg selv i sin tid valgte DKP blandt andre partier på venstrefløjen dengang i
80erne, havde det følgende årsager: DKP skilte sig kvalitativt ud fra resten
af venstrefløjen ved at have en internationalisme, et
tæt samarbejde med kommunistiske partier over hele kloden. Jeg oplevede et
parti med en fasttømret organisation byggende på demokratisk
centralisme, en organisationsform der formåede at mobilisere
kammerater og partimedlemmer, når det var nødvendigt. Fredskampen spillede i denne periode også en stor rolle i partiets aktiviteter
i forbindelse med de to daværende supermagters oprustning. Dengang før
Sovjetunionens opløsning. Jeg så
endvidere en rig partikultur.. Partikulturen bestod
af et dagblad, årlige festivaler bygget på
internationalismen med kammerater fra udlandet. Partiet var en del af nogle kulturradikale
traditioner, som historisk er forankret i det danske samfund fra 30´erne
og fremefter. Netop denne partimæssige
integration i kulturradikalismen modsvarer borgerlige ideologer og historikeres
teorier om DKP som ”en fremmed fugl” i det danske partilandskab.
Kulturradikalismen var som bekendt en strømning i kunst, kultur, arkitektur, ja
snart sagt alle sider af samfundslivet, som optog sindene langt ind i de
borgerlige rækker.
Partiets
rolle i fagbevægelsen er historisk også unik, og vi skal ikke glemme, at det
var ikke mindst arbejdsløshedsbevægelsen, der i 1932 gav partiet dets
parlamentariske gennembrud. (Siden hen, i 1973 fik partiet efter nogle år ude i
kulden som bekendt endnu en gang et parlamentarisk gennembrud, denne gang var
det ikke mindst kampen mod EF, der gjorde udslaget).
Man
kunne jo spørge sig selv om, at fredskampen på længere sigt skulle blive en
mulighed for at bære et kommunistisk parti ind i folketinget igen..?
Vores
nuværende politiske grundlag er som bekendt ”Forandringens vej” vedtaget
ved landsmødet 2001. Dette skal danne grundlag for et nyt program som afløsning
af det gamle fra 1976.
Vort
parti er siden først i 90’erne karakteriseret ved et voldsomt fald i
medlemsskaren. Vi har i en lang periode været et blandt flere meget små
kommunistiske partier. Der er ikke
specielt meget at råbe hurra for. Det er nu, der skal ske noget, hvis vi skal
videre. Den første del af mit indlæg handlede om fortiden, men også om den
historiske baggrund, vi havde i vores storhedstid. Det historiske arvegods, som
forpligter os til at spille en væsentlig rolle i kommunistisk enhed på
venstrefløjen. Jeg mener, at vi kan se tegn på, at der er ved at ske noget. At
vi kan gå hen og spille en rolle igen.
Afgrænsning i forhold til resten af venstrefløjen
For
øjeblikket ser vi Enhedslisten som vores parlamentariske repræsentation,
samtidig med at vi søger sammen med andre kommunistiske partier omkring
kommunistisk enhed. Desværre har Enhedslisten aldrig rigtig formået at slå
igennem som markant venstrefløjsliste, trods et stort arbejde i folketinget.
Enhedslistens medlemsskare synes meget uhomogen, og jeg synes, at den har
problemer med at formulere klare budskaber til offentligheden. Ingen tvivl om,
at Enhedslisten gør et stort arbejde i folketinget, og indtil videre må vi
fortsat se den som vores parlamentariske strategi.
Til
højre for DKP har vi SF. Det er efterhånden lang tid siden, at SF markerede
sig som noget der lignede et venstrefløjsparti. Jeg kan huske, da man sidst i
halvfjerdserne på SF s møder seriøst talte om strategier i forbindelse med
indførelse af socialisme i Danmark. Det var dengang, da man med
udgangspunkt i diskussionen om ”Økonomisk demokrati” lavede pjecer om
”Virksomhedsdemokrati”. SF nærede illusioner om, at man via arbejderrepræsentanter,
virksomhedsråd kunne diskutere sig frem til socialismen sammen med
arbejdsgiverne, og på denne vis ”efterhånden” få afviklet arbejdsgiverens
ret til at lede og fordele arbejdet. SF var som bekendt også engang modstander
af det daværende EF, mens partiet nu er tilhænger af EU, og åbenbart ikke ser
nogle problemer i at blåstemple arbejdskraftens frie bevægelighed; det synes
ikke at anfægte SF at EU helt og aldeles er kapitalismens projekt. SF har
slagtet alle ”hellige køer” i deres iver efter at komme i regering med
Socialdemokratiet. SF synes aldrig at være kommet over Aksel Larsens
reformistiske tanker om at have en katalysatorrolle i forhold til
Socialdemokratiet.
Ingen fremtid uden ungdommen
Vi
skal først og fremmest have sænket gennemsnitsalderen i medlemsskaren!
Det
kan vi vist alle blive enige om. Og vi skal blive enige om at lægge en strategi
for en tilgang til ungdommen.
Enhver
tids ungdom er kendetegnet af den tid, den befinder sig i. Vi befinder os i en
tid, hvor nyliberalismen har fået et stærkt tag i
ungdommen. Når vi ser et par årtier tilbage, har kapitalismen og dens
udnyttelse af teknologien formået at opdyrke en gold individualisme (jeg taler
om den vesteuropæiske ungdom). Man kan roligt tegne en profil af en kulturelt
frisat ungdom. I og med, enhedskulturen blev
udskiftet med en global kultur, og industrisamfundet bevægede sig over i
informationssamfundet, skete der en kulturel og samfundsmæssig
fremmedgørelse, som ville få gamle Marx til at blegne. Som han
skriver i Det kommunistiske manifest: ”Bourgeoisiet har revet det
sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent
pengeforhold”. (Marx/Engels udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, København
1976) . Kapitalismens forbrugskultur er, med USA som forbillede flyttet helt ind
i familiens mest intime liv. Det er
ikke for meget sagt, at vi gennem 80`erne og 90`erne har gennemløbet en periode
med omvæltninger, der har påvirket de unges bevidsthed i mindst samme omfang,
som da man gik fra feudalsamfund til kapitalisme. Gamle dyder, moralske normer,
sammenfattet i det man i gamle dage kaldte for ”almen
dannelse” er simpelthen forsvundet. Vi står midt i en bevidstløs
forbrugskultur, og solidt funderede historiske ikoner er udskiftet med plasticikoner
(popstjerner, filmstjerner mm). Mange forældre magter ikke
at fungere som forbilleder og identifikationsfigurer, fordi arbejdsmarkedet
tager alle deres kræfter og forbrugskulturen tager al deres opmærksomhed. Børns
og unges liv er blevet
institutionaliseret. Jeg oplever gennem mit arbejde med unge, at de vitterlig
har et behov for autentiske voksne, troværdige forbilleder og ikoner der har en
reel historisk rodfæstning. Jeg oplever, at ungdommen dybest set hungrer efter
mulighed for fordybelse og oplevelsen af at have et historisk tilhørsforhold.
Eller skulle vi måske sige genfinde det. Evnen til refleksion og dialektisk tænkning
skal også stimuleres. Evnen til at gennemskue samfundsmæssige sammenhænge
skal udvikles blandt de unge. Her ligger en opgave for kommunistiske kræfter.
Vi må nå de unge der hvor de befinder sig. Få dem engageret i fredsarbejde.
Vi må også tage udgangspunkt i at nå dem på informationssamfundets præmisser.
Men jeg mener også, at vi må pudse vores gamle ikoner op: lave hjemmesider,
hvor vi fortæller om de gamle kommunistiske forbilleder gennem foldere, pjecer
og andre appetitvækkere. Det er vores pligt at give de unge mulighed for at genopdage
den socialistiske historie og dens idealer
samt hele den terminologi (det sæt af fagudtryk) der bærer vores kommunistiske
teori og analyseapparat. Gennem skoling og oplysning skal denne
genopdagelse finde sted.
Jeg
mener, at det er ved at være ”sidste udkald”, inden flere generationers
kulturgrundlag simpelthen går i glemmebogen.
Vi må også promovere os med badges, klistermærker; vi kan ikke
komme uden om, at en tilgang til ungdommen i dag også er hurtige symbolladede
budskaber. Man bliver
nødvendigvis nødt til at tage udgangspunkt i dette samfunds medie- og
billedfikserede præmisser. Skal der laves et tiltag for at få flere unge med i
den kommunistiske bevægelse, må det ske i samråd med kammerater, der har
indsigt i ungdomskulturen. Et godt potentiale i den moderne ungdomskarakter er
den ligeværdighed og antiautoritære holdning, som de unge er opdraget med.
Det er et godt udgangspunkt for at komme i dialog med dem.
Vi
må også følge nøje med i fagbevægelsens hastige strukturændringer –
mange unge står som bekendt fremmede overfor fagbevægelsen. De har svært ved
at se den som en faktor, der varetager deres interesser. Noget af forklaringen på
dette er, som jeg ser det, at den borgerlige ideologi har evnet at udvikle en
falsk bevidsthed om, at vi alle en middelklasse, der
individuelt kan vælge alting fra og til som det passer os; begrebet fællesskab
er simpelthen forsvundet fra mange unges ordbog, ligesom begreber
som solidaritet og sammenhold…
I den forbindelse er det vigtigt, at vi kommer de unge i møde fra en
historisk vinkel; de skal vide, at års faglige kampe ligger til grund for de
faglige rettigheder de har i dag.
DKP og mediebilledet
Det
bedste forsvar er som bekendt et angreb.
For
øjeblikket oplever vi et ideologisk korstog i medierne, der til en vis grad har
formået at forbande den kommunistiske bevægelse og gjort den til ”en
beklagelig historisk fejltagelse”. Ja, det er vel ikke for meget
at sige, at man tilstræber at kriminalisere
den kommunistiske bevægelse. Denne påfaldende interesse
for kommunisternes historie, har, som jeg ser det, skjulte motiver: Den
borgerlige ideologi ser en stor interesse i at mistænkeliggøre alle de
partier, der ligger til venstre for de borgerlige. Jeg taler her om
Socialdemokratiet og til en vis grad Det Radikale Venstre, og deres medvirken i
den såkaldte fodnotepolitik i 80`erne. De borgerlige partier vil afgrænse sig
i forhold til de tidligere regeringspartier, og gøre dem utroværdige som
alternativ til den borgerlige regering i almindelighed og den nyliberalistiske
ideologi i særdeleshed…
Det,
der bliver skrevet om kommunisterne nu, er ikke særligt flatterende, men alene
det faktum er vi ER med i mediebilledet, bør vi udnytte: Det bedste forsvar er
som bekendt et angreb: Lad os holde møder ude i distrikterne, hvor vi synliggør
DKP (mange tror, at vi er afgået ved døden) gennem møder, hvor vi går i
dialog med højreideologer – og dem er der mange af -
som jævnligt har indlæg i aviser om hvor ”slemme” vi kommunister
var ”før muren faldt”. Lad os benytte os af denne antikommunistiske
propaganda til at gøre opmærksom på os selv! Lad os træde frem og vise, at
vi ikke har lukket og slukket!
Programdiskussion
Som
led i programdiskussionen er det utrolig vigtigt, at vi redefinerer den terminologi,
det sæt af fagudtryk, som vores marxistiske ideologi bygger
på. I særdeleshed med henblik på at kunne viderebringe denne ideologi til den
ungdom, som skal løfte arven efter os. Vi bliver også nødt til at foretage en
ajourført marxistisk analyse af informationssamfundet.
Vi kommer heller ikke udenom at forholde os til fortidens
fejltagelser såvel som fremtidens visioner.
Tiden
kræver en analyse af kapitalismens udvikling i et moderne globaliseret
informationssamfund (efter ”afviklingen” af enhedskulturen). Endvidere en
klasseanalyse i lyset af overgangen fra industrisamfund til informationssamfund.
Endelig ser jeg det nødvendigt, at vi analyserer partiernes og bevægelserne
rolle i det moderne informationssamfund.
Klaus Haase
Vestsjælland