DKP OG ENHEDSLISTEN:

Jugoslavien, Enhedslistens manddomsprøve

Debatten om DKPs fremtid dukker op som trold af en æske fra tid til anden i SKUB, og Enhedslisten gør sit til, at »sidste mand lukker og slukker«.

Hvem er denne fløj? Hvad har de med kommunistiske arbejde at gøre? Hvem repræsenterer de? Der er spørgsmål nok.

Personligt har hverken jeg eller andre for den sags skyld hørt om, at man kan være medlem af to partier på én gang, og ud fra mit synspunkt skal man tænke sig meget om, før end man lader sig ringforlove med Enhedslisten.

Hvad er det for en politik, Enhedslisten fører sig frem med, når alvoren banker på døren?

Som tro medlem af DKP må jeg knibe mig selv i armen, når jeg ser medlemmer af DKP kæfte op om, at Enhedslisten er fremtiden. Hvad laver disse mennesker i DKP?

Enhedslisten, Jugoslavien, CIA og NATO

Enhver kommunist med klart omløb i den øverste etage vil spørge sig selv om, hvad Satan USA og NATO bilder sig ind, når de siger, at de styrer den nye verdensorden. Og den første prøveklud blev Irak, derefter Jugoslavien, og med denne artikel sætter jeg hårdt mod hårdt i spørgsmålet om, hvad Enhedslisten mon står for, når det kommer til stykket. Hvad er det mon for en udenrigspolitik, som Enhedslisten forsøger at fremføre? Er Enhedslisten et venstreorienteret parti/en venstreorienteret græsrodsbevægelse? Er det noget, der står fast, når det gælder, også selv om det koster stemmer eller hvad ... ?

Efter Sovjetunionens opløsning og sammenbruddet i Østeuropas socialistiske lande var der pludselig fri bane fra EUs side til at sætte rav i den i Jugoslavien. F.eks. lavede Tyskland »hemmelige« underhåndsaftaler med Kroatien om, at hvis Kroatien ville bryde ud af Jugoslavien, så ville Tyskland igen blive en sikker handelspartner lige som i »de gode gamle dage«, da Kroatien kæmpede på Hitlers side ...

EU kunne bare ikke klare stanken af socialisme efter at Østeuropas socialistiske regeringer havde smidt tøjlerne og overladt det hele til markedskræfternes ulvetænder, så EU udså sig en paria i Jugoslavien - Præsident Slobodan Milosevic - og for EU gjaldt det om at få splittet Jugoslavien i stumper og stykker, da planøkonomi og socialisme ikke rimer på EU.

EU - frit marked for kapitalismen

Albanien skreg efter alt, hvad der var amerikansk, da Albanien blev et såkaldt frit land igen efter en såkaldt mørk periode med beton-kommunisme.

USA lovede albanerne guld og grønne skove efter kommunismens fald i Albanien, og uden at særligt mange bemærkede det i det øvrige Europa, så byggede USA lufthavne i Albanien - til militært brug naturligvis. Disse luftbaser skulle blive USAs brohoved til overvågning af luftrummet over Jugoslavien.

Fra EU og USAs side skulle Jugoslavien - Europas sidste socialistiske land - splittes ad, uanset hvilke kneb der måtte tages i brug, så man kunne få åbnet for nogle nye markeder, som kunne undertvinges kapitalismens betingelser.

For at gøre en lang historie kort, så fik USA og EU smadret Jugoslavien og splittet det ad ved at opmuntre de forskellige etniske grupper til at rive sig løs fra styret i Beograd, også selv om prisen var høj i menneskeliv.

Kroatien, Bosnien, Slovenien, Makedonien, - nu skred det fremad, Jugoslavien var i opløsning, og nationalismen blomstrede, selv om det meste af det hele lignede et bombekrater.

EU isolerede Rest-Jugoslavien totalt økonomisk.

Det (måske) sidste slag

I Kosovo havde albanerne fået blod på tanden, og drømmen om et Stor-Albanien, hvor Kosovo kunne blive indlemmet i Albanien, så ud til at kunne gå i opfyldelse, hvis bare man kunne provokere serberne rigeligt ved at begynde med at genere og angribe det serbiske mindretal, så den serbiske hær rykkede ind i Kosovo. Vi skriver 1997 ...

Det lykkedes til fulde for dem, og den Kosovo-Albanske undergrundshær UCK begynder på baggrund af hemmelige, stiltiende aftaler med USA om støtte at bekrige Rest-Jugoslaviens militære tilstedeværelse i Kosovo. Våben og uniformer til UCK flyder i en lind strøm ind over grænsen fra Albanien til Kosovo, og CIA begynder at støtte UCK med alt, hvad UCK behøver, for atter er der en chance for at et stykke af Rest-Jugoslavien nemlig Kosovo - kan blive revet væk, og atter engang er der en chance for USA og EU til at få endnu mere kontrol over Balkan.

Alle kender resten af historien, nemlig at NATO i foråret 1998 finder en »god« grund til at bombe Kosovo og Rest-jugoslavien sønder og sammen.

Fra vestligt Tv’s side bliver der vist Kosovo-albanske flygtningestrømme, som vælter ind over grænsen til Albanien, og det hedder sig i de vestlige medier, at serbiske soldater myrder i titusindvis af civile Kosovo-albanere. Den vestlige presse sender NATOs propaganda lige ud i æteren, og folk hopper på limpinden, og dermed er der skabt en stemning, der siger god for at bombe Kosovo, eller rettere sagt den rest-jugoslaviske hær i Kosovo.

Enhedslisten, hvad er det ?

Efterhånden som NATO intensiverede bomberegnen over så godt som hele Rest-Jugoslavien, vågner den gamle fredsbevægelse op til dåd her i Danmark, og der bliver arrangeret en del demonstrationer mod NATOs fortsatte non-stop bombeangreb.

Her i Danmark er der i sommeren 1998 blevet opbygget en folkestemning, som rejser et had mod alt, der har med serbere at gøre. Selv serbere, som har boet her i 10-20 år, og som taler 100% dansk, bliver behandlet noget nær jøderne under Krystalnatten. De mister deres arbejde, deres danske venner o.s.v.

Under demonstrationerne i København ser man Enhedslistens bannere med sloganet »Stop NATO's bombardement, befri Kosovo!«.

Hvad for noget? Aldrig har vi på venstrefløjen læst noget lignende, og mine rest-jugoslaviske venner tog sig simpelthen til hovedet og spurgte sig selv, om Enhedslisten lige så godt kunne have været Det radikale Venstre. Forskellen var den samme.

Jeg kan forstå på det hele, at Enhedslisten fandt det helt på sin plads, at Kosovo-albanerne startede en kamp mod Rest-Jugoslavien med NATO støtte, og det siger ikke så lidt om, hvad Enhedslisten står for ...

Hvad nu, hvis sønderjyderne en dag finder på, at de vil rive sig løs fra Danmark med våben i hånd, fordi de hellere vil tilhøre Slesvig Holsten (Tyskland)?  Er det så også i orden fra Enhedslistens side, - og hvad nu hvis man bliver nødt til at sætte tropper ind for at bekæmpe de rebelske sønderjyder, lige som Milosevic sendte tropper ind i Kosovo, skal Sønderjylland så have lov til at blive et »befriet Kosovo«?

Var Enhedslisten i tvivl om, hvilket ben det skulle stå på i forhold til den danske opinion, da NATOs bomber regnede ned over Rest-Jugoslavien eller hvad? Og hvordan kan medlemmer af DKP være medlem af sådan et utroværdigt gedemarked som Enhedslisten? Det må vel have noget at gøre med, at disse medlemmer drømmer om en fremtidig karriere i Enhedslisten.

Enhver kommunist med respekt for sig selv kan sgu da ikke synge med på sådan en vaklende udenrigspolitik, som Enhedslisten førte an med under NATOs krig mod Jugoslavien.

Hvem er krigsforbrydere?

Nu ligger Rest-Jugoslavien i ruiner, og Kosovo tilhører ikke længere Rest-Jugoslavien - kun på papiret, som ingen værdi har.

Den løgnagtige propaganda, som NATO udsendte gennem de vestlige medier, virkede som den skulle. Folk i USA og Vesteuropa hoppede i med begge ben. Løgne om titusindvis af massegrave, hvor Kosovo-albanere lå i bundter oven på hinanden, og løgne om at der var begået massakre på det Kosovo-albanske folk fungerede.

At NATO bombede hospitaler, plejehjem, børnehaver, civile boligområder o.s.v. i Rest-Jugoslavien, og at danske bombefly af typen F-16 har været med til drab mod civile i Rest-Jugoslavien, det har jeg ikke hørt et hak fra Enhedslisten om, at de ville tage så alvorlige spørgsmål op i folketingssalen.

Har Enhedslisten overvejet, om ex-krigsminister Hans Hækkerup og ex-udenrigsminister Niels Helveg Petersen burde stilles for krigsforbryderdomstolen i Haag? Det har jeg ikke hørt en lyd om.

Har Enhedslisten protesteret over for regeringen og krævet, at hvis Milosevic skal for krigsforbryderdomstolen i Haag, så er der også en del andre ministre og præsidenter fra NATO-landene, der skal? Det har jeg ikke hørt en lyd om.

Har Enhedslisten krævet, at Danmark skal betale krigsskadeerstatning til Rest-Jugoslavien? Det har jeg heller ikke hørt noget om!

Personligt kan jeg under ingen omstændigheder støtte Enhedslisten, da Enhedslisten slet og ret har slået hælene sammen for NATO, og jeg finder, at de DKPer, som er medlemmer af Enhedslisten, skulle tage deres medlemskab af DKP op til overvejelse - eller hellere slet og ret blive smidt ud af partiet, for man kan sgu ikke både være kommunist og samtidig slå hælene sammen for NATO.

En ting tør jeg vædde min gamle bjørneskindshue på, og det er, at den fløj i DKP, som er medlem af Enhedslisten, den er det kun af én grund, nemlig at de går og venter på, at DKP bliver opløst, så de kan tage en masse penge med sig fra DKPs to fonde og aflevere dem til Enhedslisten.

Havde DKP været et fallitbo, så var disse Enhedslistefikserede DKPer skredet for længst

Mitchell Møller