Det socialistiske perspektiv

Af Niels Rosendal Jensen

Den klassiske tese om, at historien gentager sig (første gang som komedie og anden gang som tragedie eller omvendt og både og), bekræftes (SKUB, nr. 11, december 99), når man undrende bemærker sig, at vi igen skal nærme os 1920'ernes glade kampe om at kunne kalde sig legitim partiledelse. Men har det overhovedet mening for andre end en snæver kreds? Det havde det ikke dengang - og det får det næppe heller i dag!

Jeg skal derfor ikke hælde yderligere benzin på det bål, men i stedet søge at tænde et andet. Som nævnt i mit forrige indlæg (SKUB, nr. 10, november 99) er der både brug for og plads til et kommunistisk indspark i venstrefløjens programmatiske overvejelser. Dels har vi jo med den seneste faneflugt fra SF set endnu en »moderne« politiker kvitte det politiske til fordel for en administrativ toppost i statsapparatet med en række begrundelser, som i det store og hele repeterer den gammelkendte historie om, at en vis forbedring af egen levestandard og status kan ende med en personlig realisering af skabskonservative tilbøjeligheder. Taktisk set kan det vise sig at udmønte sig i fordele for Enhedslisten, idet Holger K. Nielsen nu tvinges til at bevæge sig endnu mere ind mod midten for at opsamle de SF-vælgere, der sagtens kunne finde husly i det Radikale Venstre, CD og Socialdemokratiet. Dette er allerede sket med finansloven. Det egentligt interessante ved »de borgerlige ord« var, at denne personlige kapitulation søgtes gjort til et opgør med en såkaldt forstenet venstrefløj, der stadig tillod sig at mene et og andet om sociale uligheder, om det moderne klassesamfund, om nødvendigheden af samfundsforandring osv. osv.

Det skærper behovet for et anderledes syn på velfærd, retfærd og udstødning. Men det skærper også behovet for at holde tungen lige i munden.

Hvad gør vi nu, lille du? Vi må stadig forsøge at nå enighed om, hvad meningen i grunden er med vores programdiskussion. En programdiskussion får først mening i og med, at den indgår i Enhedslistens programmatiske diskussion. Så kan man nok så flot beslutte, at der skal foretages en opsamling til næste år - af en programmatisk debat, der endnu ikke er kommet i gang. Altså endnu engang: Hvilken debat skal konkluderes?

Enhedslistens programudvalg har fulgt vanen om, at venstrefløjen skal mure sig inde i sin egen verden, med sine egne begreber og i almindelighed sit eget argotsprog. Det hidtidige oplæg til indledning til Enhedslistens program tangerer noget nær rekorden i indforståetheder såvel som tvetydigheder. Det mest forbløffende er dog, at et nutidigt begreb om socialisme som teori, som politik eller som bevægelse ikke findes i udkastet. Ville det være for elskværdigt at kalde det absurditet eller strudsepolitik? 10 år efter Murens fald!

Problemet er for det første, at vi sidder i det til halsen - fordi realsocialismen netop benævnte sine forsøg socialisme. For det andet må vi til at begynde med slutningen, dvs. med endemålet: kommunismen.

Forståelsen af samfundet af i dag

I et tidligere indlæg har jeg prøvet at rammesætte den opfattelse, at kapitalismen har forandret sig. Vi kender alle den klassiske kritik fra Marx' hånd af den tids konkurrencekapitalisme. Vi kender ligeledes kritikken fra Lenins hånd af imperialismen og hans fortsat tankevækkende overvejelser vedrørende statsmonopolkapitalismen.

Globaliseringen ændrer ikke grundlæggende ved marxismens kritik. Grundmekanismerne er uændrede, og kapitalismens sigte er det vel ligeså. De store forskydninger, hvad de grundlæggende kritiske betragtninger angår, er ikke til at øjne. Derimod kan vi iagttage en række forhold, som hverken Marx eller Lenin af gode grunde kunne forholde sig til. Det har andre gjort siden, og vi kunne vel også stramme os an og yde vort (nok så) spæde bidrag. Kan kloden overleve kapitalismen? Vil naturgrundlaget fortsat eksistere for de kommende generationer? Og kan de kollektive goder fastholdes?. Bekymringen må gå på, at henved en tredjedel af den mulige arbejdsaktive del af befolkningen er margirtaliseret med ca. 150.000 på diverse aktiveringsordninger, med ganske betragtelige indvandrergrupper uden for arbejdslivet og med ekstreme behov for at udvikle en demokratisk offentlig sektor, der både er forsørger, formynder og medspiller i forhold til menneskers udgangspunkt, livsform og behov.

Bekymringen må ligeledes handle om den fortsatte ophobning af rigdom i en mikroskopisk del af verden - på bekostning af de 2/3 dårligere stillede. Sådan kunne man blive ved fra globalisering over fredsdividenden, der udeblev, og til de økologiske udfordringer. 

Kan vi teoretisk formulere et alternativ?

Demokrati og socialisme - lød det engang. Hvad vil det sige i dag? Dengang tænkte vi os socialismen som et helt selvstændigt samfundssystem - en overgangsform fra kapitalisme til kommunisme. Holder det for nærmere prøvelse? Det mener jeg ikke, at det gør!

Spørgsmålet er, om ikke vi med formuleringen af »samfundsovertagelse af produktionsmidlerne« fokuserede på »midlerne« i stedet for »målet«: Hvad skal vi overtage dem for? Hvad skal vi producere og hvordan? Og på hvilken måde skal vi leve sammen? Den nænsomme glemsomhed, hvad målene angik, er vi ikke ansvarlige for. Vi husker, at der på hustagene i Moskva stod skrevet i flammeskrift: Fremad mod kommunismen! Men stod der et eneste ord om hvorfor? Dvs. krisen i Østeuropa var i lige så høj grad en politisk som en økonomisk krise. Og kunne man ikke tillade sig at påstå, at begrebet socialisme i Sovjet og Østeuropa udgør en kraftig reduktion i forhold til den klassiske forståelse, Marx fremlagde og Lenin senere omformulerede? Og kunne man ikke desuden tilføje, at Marx' originale begreb om kommunisme handlede om så væsentlige ting som afskaffelse af fremmedgørelse gennem afskaffelse af en kapitalisme, der tingsliggjorde menneskene og menneskeliggjorde varerne? Min påstand er kort sagt, at arbejderbevægelsen af mange historisk kendte årsager lyste begrebet socialisme i kuld og køn - til trods for, at Marx anså socialismen for at være en kommunismens forgård, dvs. en langt mindre omfattende samfundsforandring end kommunismen. Tænk blot på Marx' tanke om statens afskaffelse og jævnfør også Lenins sublime analyse af »staten og revolutionen«!  Det, der vel egentlig skete for os alle, var, at hele denne tænkning i stadig forandring og udvikling undergik en såvel teoretisk som praktisk forandring i retning af en forsimplet trappestigemodel fra en realt eksisterende socialisme til et rent ideal, der hed kommunismen.

Statssocialismen (eller rettere den statslige Ejendomsret formåede på intet tidspunkt at udrydde de historiske skabte former for fremmedgørelse - hverken økonomiens, politikkens, ideernes eller livsbiografiens - men skabte derimod nye. Det, der afgik ved døden med Murens fald, var således ikke kommunismen, men en statslig socialisering og disciplinering, der i bedste fald kunne anses for at være en rudimentær form for socialisme skabt af nød og med ryggen mod muren. Det er forståeligt, at arbejderbevægelsen i slutningen af forrige århundrede forstod sig som socialistisk. Det er forklarligt, at det samme skete i løbet af første halvdel af vort århundrede. Men i lyset af tilstanden her i slutningen af århundredet var det nok på sin plads med lidt større visioner. Kunne »ophævelsen af lønarbejdet« ikke betragtes som en påmindelse om, at mange arbejdsomme mennesker i dag ikke længere vil leve med, at det menneskelige arbejde gøres til en vare? Kunne diskriminering i forhold til køn, alder og lignende ikke besvares med kravet om »alles frie udfoldelsen Kunne internettet ikke benyttes som et billede på en menneskelig universalisme uden sidestykke - under forudsætning af et aktivt og demokratisk medspil? Og med den øgede internationalisme, kravene om selv at ville bestemme kunne vi måske åbne døren til »statens bortdøen«? Kommunismen er ikke bare en levning fra Jurassic Park - i dag står alle muligheder åbne for teoretisk at aktualisere det konkrete indhold i kommunismen.

Men det kræver et teoretisk arbejde. Betragter vi teorien som den korteste vej til virkeligheden, er der ingen vej udenom. Vi kan ikke tænke revolutionært uden at benytte os af de klassiske begreber. Tænkning forudsætter ligefrem begreber. Det vil sige, at begreber som socialisme og kommunisme må befries fra en bestemt historisk form og udfoldes i deres oprindelige form - ikke kun og først og fremmest for at pudse arvesølvet eller kronjuvelerne af, men derimod for at skabe helhed i en politisk teori (en teori for politikken). Det er der af indlysende grunde gjort alt for lidt ved de seneste mange år.

Netop i forhold til de aktuelle programmatiske anstrengelser er det vigtigere end nogen sinde.

Udkastet til programgrundlag for Enhedslisten er ikke et konsistent program. På den ene side består det side op og side ned af ren og skær kapitalismekritik og af kapitallogik. På den anden side af en række hele og halve citater fra klassikerne, let kamuflerede, men dog genkendelige og helt tilfældigt sammensat. Behovet for i mere visionær form at skitsere, hvad vi vil i stedet for, mangler stort set. Dette har fået en gruppe Enhedsliste-medlemmer fra Århus til at fare i blækhuset med en temmelig vidtløftig skitse, som er interessant, men for luftig efter min smag. Hensigten er imidlertid god nok: at bidrage konstruktivt til på et overordnet plan at beskrive en vision for et samfund uden fremmedgørelse. Dog for solidt plantet i det himmelblå. Men så lad os da (Marx forbyde det!) lære af Anders Fogh Rasmussen, der jo med stort held har relanceret nogle ideer, der er endnu ældre end Marx' ved at placere dem i den aktuelle politiske og samfundsmæssige debat vi trænger da efterhånden til et samfundsmæssigt alternativ til nyliberalismen!

Visioner er gode at have. En programmatisk diskussion ligeså. Men er Enhedslisten selv i stand til at leve op til de programmatiske vingesus? Forstået som, at ord alene gør det ikke, og der er temmelig langt fra den praktiske virkelighed til visionerne. Problemet er tilsyneladende det samme som den klassiske reformismes: en uholdbar kløft mellem visioner og hverdag. Derfor et skærpet behov for en teori for politikken! 

Mere bevægelse  

Hvis man vil »lave politik med kommunismen«, kommer man ikke uden om at udvikle bevægelse. Min recept er derfor ikke en ubetinget støtte til listens anstrengelser for at blive et ensartet poltisk parti, men snarere at gå i en anden retning for at sikre bredden. klarheden og slagkraften: Anerkend listens bredde og uhomogene sammensætning; forstå, at programdiskussionen først nu er ved overhovedet at komme igang. Respektér, at det tager tid at genvinde det historiske og Politiske initiativ og tid at vokse sig stærke gennem et bredere medarbejderskab i hverdagens kampe og først efterhånden høste de erkendelsesgevinster, der vil vise sig undervejs.

Ønsket om bevægelse skal ikke udlægges som et budskab om at lukke diskussionen. Meningsudvekslinger og krydsen klinger er helt nødvendige. I diskussionen kunne vi imidlertid drage fordel af at tage til efterretning, hvordan virkeligheden ser ud. Dvs. på den ene side omsider ville indse, at DKP og grupper som KPID og DKP/ML næppe vil kunne genvinde nogen form for politisk betydning, og på den anden side at Enhedslisten hidtil har lagt meget arbejde i organisationer, foreninger, råd, bestyrelser, parlamentariske organer osv. Hvorfor ikke sammenfatte disse erfaringer og drage de nødvendige, nøgterne og realistiske konklusioner? Det er som bekendt kun 10 år siden, at barnet kom til verden. Lad derefter disse erfaringer uddestillere i forskellige aftapninger, som muliggør en nuanceret stillingtagen til, hvad der kunne udgøre et grundlag for (flere) reviderede udkast til program for »kommunismen - et nyt projekt for det 21. århundrede«.