DER ER KONFLIKTER, OG DER ER OVERGREB

Af Birgit Unnerup

Jeg læste for et års tid siden i Folkeskolen en artikel om mobning. Det var et interview med en svensk professor, der havde været i Danmark til en konference.

Han sagde mange fornuftige ting, men det nye for mig kom, da han fortalte, at det på en del skoler var forsøgt at oprette konfliktråd, hvor mobberen og den mobbede skulle tale om problemerne – under overværelse af forskellige voksne formoder jeg. Sådanne tiltag kunne professoren ikke anbefale.

Fordi – og  her kommer det nye – mobning er ikke en konflikt. Mobning er et overgreb.

Humlen i dette udsagn er, at begrebet konflikt antyder, at der er tale om to parter, der ”er lige gode om det”, og som derfor må kunne tale sig til rette om sagerne. Finde et kompromis.

Og lige præcis sådan fremstiller de danske medier den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ja, der var ordet igen. Begge parter er voldelige. Begge parter beskylder hinanden for konfliktoptrapning. Og nu må de hver især holde op med volden, så de/vi kan sætte os ned og tale om sagen og finde et kompromis.

Og fordi vi (medierne, det officielle Danmark) ikke vil fornærme nogen af parterne i konflikten, så undlader vi at nævne det faktum, at der er tale om en besættelsesmagt, der fremturer i sin ugudelighed på trods af alle aftaler og et utal af FN-resolutioner.

Ved Oslo-aftalen om ”fredsprocessen” gav palæstinenserne afkald på 89% af det palæstinensiske land for at få retten til en stat på de resterende 11% - eller noget i den retning. Israel har konsekvent nægtet at efterleve selv denne meget gunstige aftale og fortsætter med at udvide bosættelserne i de besatte områder, at anlægge nye, at ødelægge palæstinensisk landbrugsjord, vandingsanlæg og bebyggelser og hindre trafikken mellem de små palæstinensiske enklaver. Samt forhindre palæstinenserne i at arbejde i Israel. Og anholde folk, der mistænkes for modstand mod den helt lovlige besættelsesmagt. Typisk mennesker med ejendom, der så kan ødelægges og jorden beslaglægges.

Fra den frie verdens side er vi meget tilbageholdende med at udbetale den sparsomme hjælp til palæstinenserne, fordi de ikke opfører sig helt pænt. Tænk, de palæstinensiske politibetjente kan finde på at være voldelige. Der findes vist nok et vist mål af korruption. Der henrettes folk, der mistænkes for at samarbejde med den israelske besættelsesmagt. Og Arafat sørger ikke for, at alle palæstinensiske organisationer holder op med at bekæmpe den israelske besættelsesmagt. Somme tider er de endda så frække at lade det gå ud over uskyldige mennesker i den næsten lovlige israelske stat. Mens ingen vil forlange, at den israelske stat skal holde de mest højreorienterede bosættere i ro. Nej, det kan de da ikke gøre for. Men Arafat er klart mistænkt for at stå bag aktioner fra f.eks. Hamas.

Og det er forkert at angribe uskyldige israelere. Til gengæld er det heldigt, at der ikke er uskyldige palæstinensere. De har garanteret alle sammen smidt med sten, hvorfor det er rimeligt nok, at de bliver skudt. Læg mærke til, at ofrene enten er palæstinensere (= det betyder ikke så meget), eller mennesker, d.v.s. israelere. Og det er meget forkasteligt at dræbe mennesker, mens det er knap så slemt med palæstinensere. Det er alligevel en kultur, hvor menneskeliv ikke tæller så meget.

Der er også alt for mange af dem. F.eks. 3-4 millioner fordrevne, der nu (måske) ønsker at vende hjem. Hvilket naturligvis er helt umuligt, hvad de også bør kunne se selv. Det er helt urimeligt, at så mange mennesker skal vende tilbage til så lille et landområde, hvilket også vil bringe israelerne i klart mindretal, så de ikke kan føle sig sikre. Nu er palæstinenserne én gang fordrevet, og så skal vi lade det blive ved det. Det er også længe siden. Hvorimod folk der flygtede fra det østlige Tyskland – eller blev nationaliseret - naturligvis skal have deres ejendom tilbage efter DDRs fald, ligesom USA kræver sine besiddelser på Cuba tilbage. Det er godt nok også længe siden, men sådan noget bliver aldrig forældet.

KONKLUSION: Det drejer sig om magt. Det drejer sig om ideologi. Israelerne bakker op om den kapitalistiske markedsøkonomi, som har været garantien for den fortsatte israelske besættelse, både af det egentlige Israel og de nybesatte områder. Og palæstinenserne kan mistænkes for at have socialistiske sympatier, hvorfor de skal udgrænses og udsultes mest muligt. De får kun nogle smuler, hvis de højtideligt lover at overholde de markedsøkonomiske regler og lade Israel fortsætte sin besættelse/erobring.

MORALE: Hvad et besat folk end foretager sig, så skyldes det besætterne, der således helt og fuldt bærer ansvaret både for deres besættelse og de reaktioner, den fremkalder. Og ingen israelere er uskyldige. De accepterer alle at leve i det land, der er opstået i kraft af flere besættelser af andre folks land. De accepterer alle overgrebene, og de accepterer at få alle de fordele, der er for israelere. Det kan godt være, at de ikke alle er enige, men de accepterer det, og så er de ikke uskyldige. Under 2. Verdenskrig bombarderede de allierede også uskyldige civile tyskere, og det blev ikke kaldt terrorisme. Terrorisme – det er de andre.

Vi er de andre, og vi accepterer ikke magthavernes definition af os og andre undertrykte. Undertrykkerne legitimerer altid deres undertrykkelse med henvisning til, at vi er forkerte og/eller opfører os forkert. Og det vil aldrig lykkes os at opføre os til undertrykkernes tilfredshed, før vi accepterer vores undertrykkelse som ret og rimelig p.g.a. vores forkerthed.

MERE OM KONFLIKTER OG OVERGREB I DAGENE FOR 60-ÅRET FOR TYSKLANDS OVERFALD PÅ SOVJET

Jeg ser en hel del udsendelser på TV-kanalen Discovery om Tyskland i 30’erne og om 2. Verdenskrig. Der er åbenbart frigivet en masse materiale, herunder billedmateriale. Og tiden behandles fra mange vinkler, og der vises fyldige uddrag af det, der faktisk blev sagt. Det er meget oplysende.

Men det, der slog mig senest, var en udsendelse om det tyske felttog i Sovjet under den vinkel, at der blev udvist stor grusomhed. Først var det OK med oplysninger om ordrerne til de tyske officerer og soldater om at alle kommunister og kommissærer skulle opspores og henrettes. Hvad de blev, selv om enkelte officerer og soldater ikke var så ivrige i tjenesten. Ja, og så skulle jøder m.v. selvfølgelig også udraderes. Hvis der i de besatte områder blev begået vold mod tyske soldater, så skulle der dræbes 50 russere for hver såret tysker, og der skulle dræbes 100 russere for en dræbt tysker. Hele krigen mod Sovjet blev defineret som en udryddelseskrig, fordi russere og andre folkeslag på de kanter var ”undermennesker” og ”asiatiske horder”, hvis kultur og natur var os europæere fremmed og farlig. Hitler begrundede østfelttoget med, at han gjorde det for Europas skyld, og for at udbrede vores (vest)europæiske humanistiske idealer, så vi kunne føle os trygge.

Her begyndte det at blive uhyggeligt. Det lød ligesom elitens begrundelse for krigen mod Jugoslavien og EU's udvidelse mod øst.

Men det skulle blive værre. Herefter begyndte speakeren at forklare, at en væsentlig grund til grusomhederne også var, at partisanerne ikke opførte sig helt pænt. Hvis de under en aktion fik fat i en tysker, så kunne de godt finde på at dræbe vedkommende. Også mishandling forekom. Det gjorde tyskerne bange og utrygge, og så eskalerede grusomhederne.

Hertil kom, at Stalin heller ikke var en helt fin fyr, så både han og Hitler var ansvarlige for grusomhederne. Jeg kunne klart fornemme, hvor uhyggeligt mødet med de asiatiske horder er for os civiliserede og følsomme vesteuropæere. Og jeg er lige ved at synes, at russerne og Stalin også var helt urimelige over for tyskerne, og hvis de nu havde opført sig lidt mere civiliseret, så … Ja, hvad så? Så kunne tyskerne have erobret Sovjet i fred og ro og indført arisk nyordning. Og så var Europa sluppet for rigtig mange problemer, f.eks. EU's østudvidelse.

Nå, så kom jeg i tanke om det med konflikt versus overgreb. En besættelsesmagt må tage skade for hjemgæld. Det er gammelt dansk og betyder, at de ligesom selv har været ude om det. En besættelsesmagt kan ikke med nogen ret klage over de besattes opførsel. Derimod kan de besatte faktisk godt klage over besættelsesmagtens fremfærd. Der eksisterer faktisk internationale regler om, hvordan en besættelsesmagt skal forholde sig over for de besatte.  Behøver jeg at nævne, at tyskerne ikke overholdt en eneste? Bare som eksempel, så tog tyskerne en stor del af høsten til eget brug og til brug i Tyskland, hvorefter de besatte måtte sulte. Besættelse er et overgreb, og vi har ingen medlidenhed med uretfærdigheder begået mod besætterne. Med tiden er jeg endda begyndt at synes, at de har godt af det. Uanset hvor ”uskyldig” den enkelte måtte have været.

DEN, DER IKKE HAR GJORT NOGET FORKERT, HAR IKKE NOGET AT FRYGTE

En aha-oplevelse ved den amerikanske ambassade.

For nylig var jeg på vej til fods fra Østerport til Trianglen, og på vejen passerede jeg den amerikanske ambassade. Hvis du kommer i nærheden, så skal du unde dig fornøjelsen. Foran ambassaden er der et bredt fortov. Midt på fortovet er der anbragt en række blomsterkummer, der er nogle meter lange, ca en meter høje og vel ½ meter brede. Med den lange side ud mod vejen. Mellemrummene er en lille meter eller så. I hvert fald så smalle, at en bil ikke kan komme igennem. Det er nogle meget massive blomsterkummer. Tættere på ambassaden er et hegn. Og der er to (bevæbnede) vagter af bodybuilder-typen udenfor. Ved nedkørslen til kælderen er der anbragt 4-5 massive cementklodser (eller hvad det nu er) i huller, så der heller ikke kan komme uønskede besøgende ind den vej pr. bil.

Den dag var det lidt regnvejr, og de to vagter stod og krøb sammen under et lille træ. Det fandt jeg lidt morsomt og tænkte på at sige, at det da var godt, at det ikke var terrorister, de var bange for. Men jeg fandt det klogere at holde mund. Jeg føler mig altid lidt utryg, når jeg går forbi.

Efterhånden blev regnen stærkere, så da jeg var kommet forbi ambassaden, søgte jeg også ly under et træ. Her stod jeg så og filosoferede over de stærke beskyttelsesforanstaltninger foran ambassaden i det meget fredelige Danmark. Hvad var der egentlig at frygte. Og så randt det mig i hu, hvad magthaverne siger, når vi undertrykte protesterer mod en eller anden overvågning eller særlov eller anden stramning af lovgivningen, f.eks. hætteforbud. ”Den, der ikke har noget galt, har ikke noget at frygte”. Hvorefter det er umuligt at være imod, fordi så har man nok gjort noget galt – eller kunne finde på det.

Så, enten har USA gjort rigtigt meget galt, så det har rigtigt meget at frygte. Eller også har USA ikke gjort noget galt, men har alligevel noget at frygte. Adspurgt ville ambassadefolkene nok henvise til frygten for terrorisme, som pr. definition rammer uskyldige helt tilfældigt. Og så har man altså noget at frygte, selv om man ikke har gjort noget galt.

KONKLUSION: Vi kan roligt blive ved med at være imod lovmæssige og andre overgreb, selv om vi ikke har gjort noget galt. Og vi kan også bruge argumentet imod magthaverne. Hvorfor har de så meget at frygte? Lige nu er de meget fortørnede over ballademagerne i Göteborg. Der er mange andre måder at komme igennem med sine synspunkter på! Godt, så vis os nogen. Et nej ved en folkeafstemning er f.eks. ikke en brugbar metode. Det kan magthaverne ikke tage alvorligt. Helt ærligt havde jeg faktisk forventet, at de ville forfalske afstemningsresultatet, men det må så vente til en anden gang. Godt gået Irland.