Den virkelige bevægelse

Af Henrik Stamer Hedin

 

En udtalelse fra Ribe amts distrikt, bragt i december-nummeret af Skub, opregner en række problemstillinger som forslag til en strukturering af den videre programdebat. Jeg lovede dengang et svar med konkrete kommentarer til de enkelt punkter på listen. Det kom aldrig.

Da udtalelsen ikke alene var sendt til Skub, men også til landsledelsen som et forslag til handling, fik Ribe amt imidlertid et direkte svar, hvor jeg ganske kort kom ind på nogle af punkterne. Om punktet "sammenhængen mellem demokrati og socialisme" skrev jeg, at "sammenhængen mellem demokrati og socialisme er stort set det eneste, [socialisme]debatten hidtil har fokuseret på, og en fase, vi efter min mening efterhånden bør se at komme ud over".

 

Demokrati og socialisme

 

Et af de synspunkter, der blev fremsat af "det nye venstre" og i "perestrojka-debatten" sidst i 80'erne, var, at man kan ikke have socialisme uden demokrati. Det har for så vidt også altid været kommunisternes holdning, blot har vi relativeret demokrati-begrebet og afledt dets indhold af det konkrete samfunds klassekarakter.

Det "nye venstre" og "perestrojka-debattørerne" foretog derimod ikke en sådan relativering. De gik i det hele taget meget let hen over det fundamentale spørgsmål, hvad demokrati er. Det blev mere eller mindre anset som en given sag, at demokrati var det system, "vi" i den vestlige verden levede under, og kom man overhovedet ind på begrebets indhold, var det noget med flerpartisystem og formel ytringsfrihed  "formel", fordi ytringsfriheden blev opfattet abstrakt uden relation til ytringsmediernes ejendomsforhold. Noget lignende gjaldt opfattelsen af den personlige frihed; her overtog man den borgerlige opfattelse af det enkelte individs rettigheder som noget, det gav mening at tale om uden hensyn til, hvilken klasse individet tilhørte.

Jeg kan huske, at den kommunistiske relativering af demokrati-begrebet på et tidspunkt i disse år direkte blev undsagt i et debatindlæg i enten Land og Folk eller DKP-bladet. Jeg husker ikke, hvem der havde skrevet det, men jeg husker formuleringen: At tale om borgerligt demokrati var noget vrøvl, for "der findes jo kun én slags". Denne holdning blev vort partis officielle.

Der er selvfølgelig meget mere at sige om denne abstrakte demokrati-opfattelse, men det er sådan set mit ærinde her uvedkommende. Eller mere præcist: Det var denne debat om forholdet mellem "demokrati" og socialisme, jeg i mit svar til Ribe amt betragtede som mindre interessant.

Man kan vel i korthed og ret summarisk sige, at lægger man denne abstrakte opfattelse af "demokratiet" som identisk med det borgerlige demokrati til grund, bliver påstanden, at man ikke kan have socialisme uden demokrati, direkte forkert. Det har virkeligheden demonstreret: Overalt hvor "demokratiet" blev indført, faldt socialismen. Man må altså snarere sige, at socialisme og "demokrati" er uforenelige.

Det er egentlig heller ikke overraskende: "Demokratiet" er udviklet i og til det kapitalistiske samfund. Det var ikke at vente, at det også ville kunne tjene socialismen. Socialismen må udvikle sin egen form for demokrati.

I aprilnummeret af Skub er der imidlertid taget hul på en debat, som gør det muligt at komme  lidt dybere i problemstillingen om demokrati og socialisme.

 

Beslutninger er ikke sandheder

 

I sin meget grundige anmeldelse af DKP-ML's partihistorie 20 års kamp for socialismen kommer Birgit Unnerup ind på nogle overvejelser om det indre partidemokrati. Hun vender sig imod "et parti, hvor ledelsen opfatter andre synspunkter som afvigelser, der skal bekæmpes, og hvor der efter kampen udtrykkes stor tilfredshed med at være sluppet af med fraktionisterne", og hun fortsætter: "Det er faktisk lovligt i et kommunistisk parti at have egne meninger og forfægte dem. Og beslutninger er beslutninger  ikke sandheder."

Hvad Birgit angriber, er en holdning, hun mener at møde både i DKP-ML og hos os selv, og som hun med rette finder problematisk, hvis vi skal tale om kommunistisk enhed. At gå ind i denne specifikke diskussion er imidlertid ikke mit ærinde her. At holdningen er eller har været udbredt i den kommunistiske bevægelse, kan der ikke herske tvivl om. Det er heller ikke nogen ny konstatering: Vi taler om den velkendte karrikatur af den demokratiske centralisme. Hvilket ikke har forhindret modstanderne af den demokratiske centralisme i at lægge aldeles tilsvarende holdninger for dagen (tydeligst omkring "stalinisme").

Det er der ikke noget inkonsekvent i. Intolerance har ikke noget med demokratisk centralisme at gøre. Den demokratiske centralisme er lige præcis det, Birgit beskriver i det andet citat ovenfor.

Intolerance (nu har jeg én gang brugt det ord, så lad mig fortsætte med det, selv om det muligvis ikke er helt dækkende) er/var et gennemgående træk ved de politiske systemer i socialistiske lande: Kritik eller blot afvigende synspunkter blev alt for ofte opfattet som angreb på selve det socialistiske grundlag. Heller ikke den konstatering er ny.

Jeg skrev, at betegnelsen intolerance muligvis ikke er helt dækkende for de holdninger, vi taler om. Det gjorde jeg, fordi der givetvis er synspunkter, man ikke kan eller bør tolerere. Der findes kræfter, som vil socialismen til livs. Der findes antikommunisme. Problemet opstår, når grænsen forskydes, således at en intern uenighed, der burde have været tolereret, måske ligefrem var frugtbar, fremkalder forsvarsreaktioner  når andre synspunkter opfattes som "afvigelser, der skal bekæmpes". Med et fint og moderne udtryk kan man tale om, at en indre uenighed "eksternaliseres", gøres til noget ydre. Dermed opnår man, at man i stedet for at forholde sig til uenighedens genstand som et problem, der skal løses, kan behandle uenigheden som et spørgsmål om at bekæmpe en modstander. Man slipper således for at give sig i kast med et måske vanskeligt problem.

 

Indre modsigelser i socialismen

 

Det uafhængige (men DKP nærtstående) marxistiske tidsskrift Clarté bragte over et par numre i 1973 uddrag af en debat, der havde raset i DDR om modsigelser under socialismen, igangsat af den kendte økonom Jürgen Kuczynski. Det var karakteristisk for de fleste indlæg i debatten, at man ikke ville acceptere, at sådanne indre modsigelser fandtes. Jo, på et abstrakt plan måske. Men lige så snart det blev konkret, var det enheden og harmonien, der blev fremhævet. Uenighed, eksistensen af interesser, der modvirkede socialismens interesser, alt sammen blev det bortforklaret eller bagatelliseret.

Denne modvilje mod at erkende indre modsigelser er på mere end én måde socialismens Akhilles-hæl. Det er let at pege på i det mindste tre konsekvenser:

1. Intolerance over for anderledestænkende som ovenfor beskrevet.

2. Fragmentering af bevægelsen, fordi uenighed bliver lig med forræderi.

3. Umulighed af effektiv kontrol, fordi det fornægtes, at den kontrollerede kan have andre mål end den kontrollerende.

Det er alt sammen noget, vi kender fra socialismens historie gennem det sidste halve århundrede. For lige at tage det sidste punkt kort: Nødvendigheden af bedre kontrol går som en rød tråd gennem hele den planøkonomiske debat i 60'erne, 70'erne og 80'erne, i øvrigt sammen med spørgsmålet om motivation. Drømmen var at skabe et effektivt, selvkontrollerende system. Det lykkedes aldrig. En af grundene var formentlig, at særinteresser aldrig kom eksplicit til orde, fordi der var ideologiske barrierer mod at forlige sig med, at der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem de enkelte arbejdskollektivers interesser og den socialistiske stats interesser.

Ligesom den socialistiske statsledelse godt kan tage fejl eller føre en kritisabel politik uden af den grund at have svigtet socialismen.

 

Skal vi kalde det noget andet?

 

Ron Ridenour følger i samme nummer op på Cuba-debatten i Dagbladet Arbejderen. Han sætter fingeren på nogle af de ømme punkter, som netop har at gøre med det, jeg lige har været inde på. Han citerer Svend Tarp for en mulig forklaring (bortforklaring/undskyldning?): "Cubas socialisme har ikke kunnet udfolde sig, som den gerne ville, på grund af USA's arrogante (og brutale) imperialisme." Og så skriver han: "Rimeligt nok. Så lad os kalde det, de har, noget andet."

Det kan vi selvfølgelig godt; der er mange ord til. Men hvorfor skulle vi gøre det? Hvad ville det ændre? Hvilke problemer ville det løse?

Jo, siger Ridenour, arbejderne i Vesteuropa vil ikke kæmpe for socialismen på grund af det dårlige eksempel, de har set, hvor den har været forsøgt.

Men bliver eksemplet mindre dårligt, fordi vi kalder det noget andet?

Al socialisme er opstået midt i den eksisterende verden. Den er kommet som et svar på denne verdens indre modsigelser, og den er selv præget af dem. Den har aldrig fået lov til at "udfolde sig, som den gerne ville". Og ingen socialisme kommer heller nogen sinde til det. Det er, som Marx skriver i sin kritik af Gotha-programmet, inden der endnu fandtes socialisme: "Det vi har at gøre med her, er ikke et ... kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer.... Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling."

Faktisk har vi for længst vedtaget at kalde dette ufuldkomne samfund "noget andet": Vi kalder det ikke kommunisme, men socialisme.

Men vist er der da grund til at diskutere, hvad socialisme er, og hvad det er, vi ønsker at kæmpe for. Og vist skal vi "være åbne, søge sandheden og undlade firkantede, dogmatiske udtalelser". Til den slags firkantede, dogmatiske udtalelser vil jeg regne den, at "det er ikke socialisme". Det, der er værd at beskæftige sig med, er socialismens virkelige erfaringer og problemer (som Ridenour i øvrigt netop også gør det det var derfor, vi ønskede at bringe hans indlæg), ikke om den nu også fortjener navn af socialisme.

For som Ridenour selv skriver i overskriften: "Socialisme findes ikke på en ø."

 

Hvilken model?

 

Derfor er jeg heller ikke så imponeret som Finn Hermann over de portugisiske kommunisters svar på sammenbruddet i Østeuropa: At det ikke var den "portugisiske model" for socialismen, men en anden "model", der var brudt sammen. Med al fortjent respekt for de portugisiske kammerater (og for Finn Hermann), så synes jeg, det er at komme for nemt om ved problemet. Hvad var det for en "model", der brød sammen? Det kunne være den "autoritære model"; den brød sammen i Albanien og Rumænien, men ikke på Cuba eller i Korea. Og omvendt må man konstatere, at de lande, der var kommet længst i retning af en opblødning af den "autoritære model"  Polen, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn  var dem, der faldt først (og man kunne i samme åndedrag nævne sandinisterne i Nicaragua). Så kunne det være den "markedssocialistiske model"; den brød sammen i Ungarn og Jugoslavien, men ikke i Kina. Og den blev i Sovjetunionen holdt frem som en løsning på problemerne, men gjorde dem blot værre. Eller det kunne modsat være den "kommandoøkonomiske model"; i så fald burde Korea være faldet først, Ungarn og Jugoslavien slet ikke, men det gik omvendt.

Disse sammenligninger er selvfølgelig groft forenklende og til dels uretfærdige. Men jeg synes alligevel, de peger på det centrale: Det var ikke en bestemt "model" for socialismen, der "brød sammen". Der var tale om en kontrarevolutionær proces med et geografisk centrum i det centrale Europa. Her ramte den samtlige socialistiske lande uden forskel, så forskellige de ellers var; andre steder ramte den ikke. Årsagerne må derfor søges andre steder end i en "forkert model".

Det betyder også, at disse årsager er relevante for os at analysere  hvad de jo ikke ville være, hvis det var et spørgsmål om en "model", som vi allerede havde forkastet.

Og omvendt afhænger den portugisiske (eller den danske?) "model"s fortsatte aktualitet ikke af, i hvor høj grad den adskiller sig fra andre modeller i andre lande, men af, om den giver svar på de problemer, den arbejdende befolkning står over for i Portugal (henholdsvis Danmark).

 

Ideal og virkelighed

 

Jeg har med udgangspunkt i tre artikler i aprilnummeret af Skub trukket tre påstande frem, som i deres rene form lyder:

1. Der findes ikke indre modsigelser i socialismen.

2. Den eksisterende socialisme er behæftet med så alvorlige mangler, at den ikke fortjener navn af socialisme.

3. Den europæiske socialismes fald skyldes, at den var baseret på en forkert model. (Eller: Det var kun én af flere mulige modeller for socialismen, der faldt.)

Jeg har også argumenteret for, at alle tre påstande er forkerte.

Hvad er nu sammenhængen mellem disse tre påstande?

I virkeligheden siger de alle tre det samme: Socialismen er fri for indre modsigelser; hvis der findes indre modsigelser (konflikter, mangler i forhold til idealet), er det derfor ikke socialisme; det drejer sig om at finde en model, hvor disse modsigelser ikke kan opstå, så vil alle kunne se, at socialismen er rigtig.

Bag alle tre påstande ligger den gamle, fra den utopiske socialisme arvede forestilling om socialismen (eller kommunismen) som et idealsamfund, et på forhånd givet mønster, som virkeligheden skal bøjes efter  en "model" (og om der er én eller flere, gør sådan set ingen forskel).

Misforstå mig nu ikke! Idealet er afgørende som retningsgiver, som kompas, som motivator. Det er forestillingen om et radikalt anderledes samfund, et klasseløst samfund, der adskiller os fra socialdemokraterne. Det drejer sig, som Ridenour skriver, om at "forsøge sig med drømmen om socialismen". Det er, når man måler virkeligheden mod idealet, at det går galt  hvad enten det så fører til, at man forsøger at bortforklare og besmykke virkeligheden for at få den til at ligne idealet, eller man forkaster virkeligheden som ikke svarende til idealet, eller man hævder, en anden model bedre ville kunne få de to til at mødes. I alle tilfælde flygter man fra virkelighedens verden over i fantasiens.

At et land, som Ridenour skriver om Cuba, "forsøger sig med drømmen om socialismen, og at de kæmper mod verdensimperiet, det er nok". Fra det punkt tager virkeligheden over, og det er den, det er interessant at forholde sig til. Hvad sker der, når menneskeheden eller en del af den begiver sig ud i dette forsøg og i denne kamp? Hvilke former, strukturer, systemer opstår der? Hvilke nye modsigelser?

Eller som Marx skriver i Den tyske idelogi: "Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for kommunisme."

 

Socialisme og demokrati