Den
virkelige bevægelse og socialismen
I
fortsættelse af
DKP's programdiskussion og debatten om Cuba og socialismen vil jeg gerne
kommentere Henrik Hedins bemærkninger i Skub
sidste måned.
Hedin
skrev, at når man tror, at der ikke findes socialisme uden demokrati - i den »abstrakte
opfattelse af »demokrati« som identisk med det borgerlige demokrati« - så
har det ført til, at socialismen fald, hvor »demokratiet« blev indført.
Jeg
mener, at demokrati findes ikke uden socialisme, som Marx sagde, fordi
bestemmelsesretten over produktionsmidlerne, bestemmelsesretten over
distribution/brug af produktionen er en indbygget del af demokratiet. Og jeg
mener omvendt også, at der ikke findes socialisme uden demokrati, fordi det er
et spørgsmål om ejendom og bestemmelsesret.
Når
»traditionelle« kommunister siger, at der fandtes socialisme i det gamle
Sovjet, og at der findes det nu i Korea og Cuba, siger jeg nej, fordi det er
staten, der ejer produktionsmidlerne og bestemmer over produktionens former,
distribution osv., og ikke arbejderklassen.
Marx
mente, at allerede i kommunismens første fase er det arbejderne, der skal eje
produktionsmidlerne. Ejendomsretten
er det afgørende element i, hvilken slags økonomisk-politisk system man har,
og ejendomsret indebærer bestemmelsesret: Hvem og hvordan.
Det
er ikke virkeligheden i »stats«-socialismen. I Cuba er der, for det meste,
blevet bestemt til arbejdernes fordel, men det har ikke ført til, at de hersker
over deres produktion og heller ikke over inden- og udenrigspolitikken. Og det fører
til impotens, fremmedgørelse og passivitet.
Hvorfor
skal vi kalde det, de »socialistiske« stater har dyrket, noget andet, spørger
Hedin. »Hvilke problemer vil det løse?«
Hvis
termen »socialisme« bliver adskilt fra det kommunistiske partis magtmonopol
med efterfølgende fremmedgørelse, så vil det være mere muligt at vurdere
virkeligheden ud fra et reelt socialismesynspunkt, og det kunne være en hjælp
til at opfordre arbejderne til at kæmpe for socialismen, fordi det kunne ses
som et positivt alternativ til kapitalisme og stats-»socialisme«.
Jeg
mener, at den eksisterende socialisme »er behæftet med så alvorlige mangler,
at den ikke forener navn af socialisme,« som Henrik udtrykker det. Staten er én
virkelighed og befolkningen én anden i realiteten.
Selvfølgelig
vil der altid være modsigelser i socialismens udvikling. I min kritik tænker
jeg ikke ud fra en ideel sidste fase af kommunismen. Nej, men jeg mener, at
arbejderne først skal organisere sig, så det er dem, som leder, ellers har vi
ikke socialisme. Under socialismen vil der stadig være belønning ifølge evne/
produktion og ikke ifølge behov. Men vi vil have fælles, solidariske
beslutninger, og derfor vil vi også have højt humør og derfor høj
produktion.
Højt
humør er en nødvendighed, også for os. Da vi alle sammen på
socialismeseminaret i sidste måned afsluttede vores lange sangaften med vores
Internationale, havde jeg tårer i øjnene. Jeg følte fællesskab med alle, der
var til stede, et broderskab baseret på kærlighed og DRØMMEN om at dele kærlighed
med alle i verden og alt liv. Den Internationale er den allerstørste drøm, vi
kan forestille os, i hvert fald her på jorden. Vi kommunister skal drømme, og
vi skal kæmpe for retten til at iværksætte vores drømme, hvad er meningen
ellers?
Ron Ridenour