Den virkelige bevægelse og socialismen

I fortsættelse af DKP's programdiskussion og debatten om Cuba og socialismen vil jeg gerne kommentere Henrik Hedins bemærkninger i Skub sidste måned.

Hedin skrev, at når man tror, at der ikke findes socialisme uden demokrati - i den »abstrakte opfattelse af »demokrati« som identisk med det borgerlige demokrati« - så har det ført til, at socialismen fald, hvor »demokratiet« blev indført.

Jeg mener, at demokrati findes ikke uden socialisme, som Marx sagde, fordi bestemmelsesretten over produktionsmidlerne, bestemmelsesretten over distribution/brug af produktionen er en indbygget del af demokratiet. Og jeg mener omvendt også, at der ikke findes socialisme uden demokrati, fordi det er et spørgsmål om ejendom og bestemmelsesret.

Når »traditionelle« kommunister siger, at der fandtes socialisme i det gamle Sovjet, og at der findes det nu i Korea og Cuba, siger jeg nej, fordi det er staten, der ejer produktionsmidlerne og bestemmer over produktionens former, distribution osv., og ikke arbejderklassen.

Marx mente, at allerede i kommunismens første fase er det arbejderne, der skal eje produktionsmidlerne.  Ejendomsretten er det afgørende element i, hvilken slags økonomisk-politisk system man har, og ejendomsret indebærer bestemmelsesret: Hvem og hvordan.

Det er ikke virkeligheden i »stats«-socialismen. I Cuba er der, for det meste, blevet bestemt til arbejdernes fordel, men det har ikke ført til, at de hersker over deres produktion og heller ikke over inden- og udenrigspolitikken. Og det fører til impotens, fremmedgørelse og passivitet.

Hvorfor skal vi kalde det, de »socialistiske« stater har dyrket, noget andet, spørger Hedin. »Hvilke problemer vil det løse?«

Hvis termen »socialisme« bliver adskilt fra det kommunistiske partis magtmonopol med efterfølgende fremmedgørelse, så vil det være mere muligt at vurdere virkeligheden ud fra et reelt socialismesynspunkt, og det kunne være en hjælp til at opfordre arbejderne til at kæmpe for socialismen, fordi det kunne ses som et positivt alternativ til kapitalisme og stats-»socialisme«.

Jeg mener, at den eksisterende socialisme »er behæftet med så alvorlige mangler, at den ikke forener navn af socialisme,« som Henrik udtrykker det. Staten er én virkelighed og befolkningen én anden i realiteten.

Selvfølgelig vil der altid være modsigelser i socialismens udvikling. I min kritik tænker jeg ikke ud fra en ideel sidste fase af kommunismen. Nej, men jeg mener, at arbejderne først skal organisere sig, så det er dem, som leder, ellers har vi ikke socialisme. Under socialismen vil der stadig være belønning ifølge evne/ produktion og ikke ifølge behov. Men vi vil have fælles, solidariske beslutninger, og derfor vil vi også have højt humør og derfor høj produktion.

Højt humør er en nødvendighed, også for os. Da vi alle sammen på socialismeseminaret i sidste måned afsluttede vores lange sangaften med vores Internationale, havde jeg tårer i øjnene. Jeg følte fællesskab med alle, der var til stede, et broderskab baseret på kærlighed og DRØMMEN om at dele kærlighed med alle i verden og alt liv. Den Internationale er den allerstørste drøm, vi kan forestille os, i hvert fald her på jorden. Vi kommunister skal drømme, og vi skal kæmpe for retten til at iværksætte vores drømme, hvad er meningen ellers?

Ron Ridenour