Den permanente krigs tidsalder

Mit fædreland ser frem til krig på ubestemt tid og ubestemte steder. Jeg frygter at leve resten af mit liv i permanent krig.

Dette essay er fyldt med voldelige begivenheder og med nogle økonomiske (dog ikke nok) og politiske analyser. Hvad er en “permanent krigs tidsalder”? Hvorfor er vi i den og kan vi komme ud af den? Dét er essayets hovedemner. Men først lidt om følelser. Jeg hader at lever i dag, og jeg hader at skrive dette her. Virkeligheden er dog så barsk, at jeg må handle, og at skrive er en måde at handle på. Vi må alle gøre noget.

Den danske journalist Mette Holm skrev (Metro, 19/2/2)  fra “Guds Eget Land” efter 11. september 2001: “Man føler sig nærmest anti-amerikansk, hvis man ikke på den eller den anden led flager.” ( Med “stars and stripes”)

Mindre end én ud af ti USA-amerikanere (herefter “amerikanere”) er imod deres regerings krigs- strategi med udvidelse af oprustning. Indenfor regeringen, de øvrige politiske sektorer og massemedier findes “The Establishment dove” (politiske duer)  som f.eks. udenrigsminister Colin Powell. Det var ham der under Golfkrigen imod Irak “gav ordre til at 100.000 irakiske soldater, som sad i panisk angst i deres skyttegrave, skulle begraves levende under sandmasser der blev væltet over dem ved hjælp af hundredvis af skovle monteret på kampvogne og panserkøretøjer” (Dagbladet Arbejderen, 26/2/2). Selv “duerne” er enige med “høgene”om, at USA skal myrde hvem som helst som modsætter sig deres globale økonomiske-politiske interesser og på hvilken som helst måde.

Næsten alle amerikanere er enige om at anvende klyngebomber og de nye “termobare” bomber, som fjerner ilten fra de afghanske huler og kvæler mennesker der gemmer sig derinde. De er enige i at føre et “korstog” mod alle, som ikke er “med os”. Gallups meningsmålinger peger på, at 80 procent af befolkningen (det vil sige de fleste af arbejderne) støtter Bush´s gyldne plan for en permanent krig.

USA´s linie er ganske entydig - en linie som dækker supermagtens arrogance og ego-fikserede magtinteresser; en linie, som synes at opfylde de fleste amerikaneres (også min tidligere families) idé om at bevare The American Dream.  

Imperiets udfoldelse

Efter at George Bush erklærede “krig imod terror” (7. oktober 2001) beordrede han de militære chefer til at kalkulere med en lang krig mod flere lande gennem resten af hans embedsperiode (i hvert fald seks år sagde han, hvilket indikerer, at han regner med at være præsident i to perioder).

Pentagon udarbejdede budgetter og planer for indkøb af udstyr, nye bomber og flere tropper. CIA fik lov til at bruge ti gange så mange penge som sædvanligt til bestikkelse af udenlandske embedsmænd og informanter. Restriktionerne for CIA mod at bruge mordere og bødler er fjernet, rapporterede Newsweek, tidsskriftet for The Establishment (17/12/1).

Krigsminister Donald Rumsfeld fik 48 milliarder dollars mere end tidligere planlagt, en forøgelse på 11,6 procent. I 2003 vil militæret og CIA få endnu flere penge, lige så meget som da den kolde krig var på sit højeste. Og vicepræsident Dick Cheney gav militæret den bedste nyhed nogensinde, da han erklærede, at op til 40 lande kunne være mål for krig.

“Systematiseret terror indgår løbende i USA´s bestræbelser på at sikre sig det politiske og økonomiske verdensherredømme. Det gjaldt krigen i Indokina, det gjaldt USA´s rolle i kampen for at drive Sovjet ud af Afghanistan, det gjaldt Chile, det gjaldt terrorbombningerne i det tidligere Jugoslavien.”

“Fællesnævner for USA´s terrorisme er bestræbelsen på at destabilisere et folk eller en region, så “det internationale samfund” bagefter kan gå ind og sikre sine geopolitiske interesser. Det er kendetegnende for denne terrorisme, at den fortsætter, også efter at det angivne militære mål er opnået.” Sådan skrev DKP´s landsledelse i februar 2002.

Permanent krig er USA-imperialismens strategi i dag, og de andre kapitalistiske monopoler støtter denne strategi lige nu, fordi deres dalende profit kræver det.  

USAs økonomi er afhængig af militærbudget og krig

USA´s kapitalisme har været afhængig af store bevillinger til militærbudgetterne siden anden verdens krig. Militær våbenindustri er basis for at kunne opretholde imperie-interesserne i udlandet og for at kunne holde økonomien i gang hjemme. I dette halve århundrede har USA indsat sine militære styrker i andre lande 70 gange.

Den norske fredsforsker ved Göteborg Universitet, Jørgen Johansen, har konkluderet at USA for nogle år siden overhalede Romerriget i antallet af militære interventioner i andre lande. USA har kun eksisteret som en suveræn stat i to århundreder, mens Romerriget eksisterede i næsten et tusinde år.

“Af de rundt regnet 220 gange USA har brugt militær magt mod andre stater er de fleste brud på såvel folkeretten, som de konventioner og love der gælder, når der bruges militær magt”. (Citeret fra det norske tidsskrift Ikkevold i Dagbladet Arbejderen, 10/1/2).

USA stod i 2001 for 40 procent af hele verdens militærudgifter, det svarer til 20 gange så meget som Kina, som har fire gange så mange indbyggere.

Militæret skal støtte monopolkapitalens naturlige udvikling, der er at koncentrere sig på færre steder og hænder, og det fører til konfliktfulde modsætninger: Ujævn økonomisk og social udvikling verden over, med mere fattigdom, både i omfang og dybde. De største 500 virksomheder står for en tredjedel af hele verdens samlede bruttonationalprodukt, og 90 procent af dem har hovedkvarter i USA, Japan eller Europa. Halvtreds procent af de største 25 er USA-ejede.

De 225 rigeste individer har en samlet indkomst svarende til næsten det halve af verdens befolkning. (Alle tal er fra FN’s statistikker over udviklingsprogrammer). Verdens rigeste mand, Microsofts Bill Gates, har 511 milliarder kroner, hvilket svarer til Danmarks statsbudget i et år, Camerouns i syv år, og USA´s u-landsbidrag i syv år.

Kløften mellem klodens rigeste og fattigste er firedoblet siden anden verdenskrig. De under-udviklede lande får mindre af den investeringskapital, der flyder rundt i verden. I 1994 fik de 41 procent, i 2000 19 procent (FN World Investment Report, 2001).

Den frie kapitals bevægelighed - med staternes opbakning -, den stigende koncentration af kapital og investering, monpolernes uindskrænkede magt, de stigende oliepriser og kædereaktionen i kølvandet på skandalen om energiselskabet Enron fører til den turbulente økonomiske, politiske og militære udvikling, vi ser over hele verden i dag.

Den asiatiske finanskrise i 1997 ramte kapitalismen hårdt, ikke kun i Japan, men over større områder - fra Rusland til Latinamerika, eks. Brasilien. Og i dag er det argentinske sammenbrud - takket være den Internationale Valutafonds anti-sociale betingelser - et varsel om mere af samme skuffe i USA´s egen “baghave”.

Finanskapitalen i USA består af en kolossal pengemængde, der overgår værdien af de varer og serviceydelser som landet producerer. Overakkumulation af kapital og varer samt konsekvenser af ovennævnte problematik fører til en ukontrolleret gæld for amerikanske familier og virksomheder, som overstiger deres evne til at betale. Verdenssupermagtens økonomi opildner til et vanvittigt hasardspil med spekulation i hurtige opkøb og salg af aktier og valuta - en økonomi baseret på sæbebobler og ikke fast jord og håndværk.

Militæret skal redde situationen: Produktion, salg og brug af hårde våben skal stimuleres, så flere kan produceres og sælges. - Men hvordan får militæret brugt sine våben så flere kan produceres og sælges? Hvor kommer truslen mod verdens eneste supermagt fra?  Efter Sovjetunionens kollaps har USA haft det svært med at retfærdiggøre det enorme militærbudget. Powell udtrykte problemet: “Jeg er ved at løbe tør for dæmoner. Jeg er ved at løbe tør for skurke” (Toronto Star, 9/4/91).

Og så fandt de deres tidligere diktator-ven Saddam Hussein, som nu kunne gå for en terrorist-skurk, og et par år senere fandt de en anden terrorist-ven og forvandlede ham til en fjendtlig terrorist-skurk, Osama bin Ladin.

Før 11. september var der stadig stærk opposition til øgede militærudgifter, især til anti-missil-forsvarssystemet. Men efter at USA - og de andre udviklede kapitalistiske lande - løb ind i en ny krig, er der udsigt til at komme ud af den økonomiske krise og undgå en kommende verdensomspændende recession.  

Hvad er den permanente krigs mål ?

1.   Vigtigst for USA er at bevare og styrke sit herredømme over hele verden: hegemoniet.  

“Ingen magt i verden kan opnå verdensherredømme uden at kontrollere Eurasien, fikspunktet der forbinder det europæiske og asiatiske kontinent. I Eurasien befinder 75 procent af verdens bruttonationalprodukt sig og tre fjerdedele af de kendte engeriressourcer,” skrev Lotte Rørtoft-Madsen i Dagbladet Arbejderen (25/4/2).  

2.   USA vil sikre sig kontrollen med olieressourcerne i Kaukasus og transportvejene igennem og ud af Afghanistan.

3.   USA vil destabilisere Centralasien og begynde en destabilisering af Kina.

4.   USA vil skabe en langsigtet militær tilstedeværelse i flere områder, især hvor der er olie og hvor der er modstand mod deres hegemoni blandt befolkningsgrupper.

5.   Krigen skal vare længe, fordi det skal gøres profitabelt at omstille dele af den civile produktion til militær produktion samt give stor profit til våbenindustri og andre tunge industrier. Krigen skal formindske en voksende arbejdsløshed, som steg fra 3.5 til 4.9 procent fra august 2000 til august 2001, og til 5.4 procent en måned efter den 11/9. Krigen skal også stoppe kursfald samt en voksende forbrugermistillid, der  kan skabe overproduktion af varer.

6.   USA ønsker ikke, at den europæiske kapital selvstændiggøres. Konkurrenterne i Europa vil gerne skabe en anden superkapitalmagt: Det Forenede EU med dets egen hær. Men når USA fører krig med deres u-udfordrede krigsapparat, er de andre store kapitalister nødt til at følge med og dermed dæmpe eller udsætte behovet for politisk og militær konkurrence.

7.   Og så er der os i den første verden, som ikke kan acceptere deres endeløse kaotiske profit-angreb imod alt, hvad vi har nået, og som heller ikke kan acceptere deres krige. Der er kommet liv i den folkelige modstand, både anti-globaliserings- og anti-krigs-bevægelserne. Hvis vi vokser og bliver ved, kan en græsrods-verdensbevægelse skade magthavernes interesser. Vi skal stoppes.

Der er også en positiv venstredrejning i flere andre lande, som f.eks. den kommunistiske valgsejr i Moldova og på Cypern. I Tjekkiet og Slovakiet går progressive kræfter frem, også i Mongoliet og Polen. I Latinamerika har USA´s herredømme problemer i Venezuela, Brasilien, Argentina, og i Cuba - den evige torn i øjet. Snart kommer andre lande til at genere nordnaboens dagsorden.

Hvad gør  imperialisterne så?

“Terroristangrebene på World Trade Center og Pentagon har nu ændret alt.... Nu gearer USA op til, hvad der er blevet udbasuneret som årtusindets første krig. For Wall Street, der lider under stagnation og voksende uvished, var den gode nyhed, at militærudgifterne fra den ene dag til den anden for til himmels sammen med forventninger om yderligere stigninger... våbenfabrikanternes aktier blev sendt til vejrs,” skrev det progressive amerikanske tidsskrift, Monthly Review, 11/1/02.

I det halve år, der er gået siden nogen gav USA det slag, som gav dem frie hænder til at nære terrorisme mere end noget andet, har yankierne nået meget i forhold til dette mål: AT KRIG HÆLPER PÅ DET HELE.  

1.   Siden “krigen imod terror” blev indledt er vækstraten steget fra 0.7% til 2.3% og målet for 2003 er 3.4% (i maj 2002). Dermed har USA taget over som verdens vækstlokomotiv nummer et.  

Pentagons øgede forbrug er en årsag, men det skyldes også salg, der er afledt af de allieredes oprustning i korstoget mod terrorisme. Rustningsfirmaers lobbypenge (35 millioner dollars pr. år) betaler godt. Aktiekurserne er steget fra ca. 15 til 27 procent siden krigen startede. Firmaerne betaler god løn til 2,2 millioner arbejdere ( = to procent af arbejderklassen i USA). Således får kapitalismens imperialisme mange venner blandt arbejderklassen.  Udsigten til fremgang i krigsøkonomien er også positiv for Danmark, ca. 1,3 procent i år og det dobbelte næste år, mener IMF, som lægger op til en lille opjustering af væksten i hele den første verdens profit.  

2.   USA´s marionetregering i Kabul er enige om at tage imod det amerikanske olieselskab Unocals tilbud om en transit-olierørledning fra Turkmenistan til Pakistan og Indien - 850 kilometer.  

Projektet blev forhandlet af Talibanstyret og Unocal mellem 1996 og 1998, inden USA angreb en del af Afghanistan for - forgæves - at ramme Bin Ladin. Zalmay Khalilzad var i spidsen for Unocal dengang, som han er nu igen, hvor han også repræsenterer Bush i Afghanistan. Samtidig med at USA satte en ny regering ind i Kabul, blev Khalilzad sendt ud for at få dens underskrift på kontrakten. Der er 200.000 milliarder tønder olie på spil, nok til hele USA´s energiforsyning i 30 år.  

3.   Mens massemedierne og staternes ledere fokuserer på den hellige krig mod terror, er Yankie-elitesoldater blevet sat ind imod frihedskæmpere eller fundamentalistiske muslimske oprørere i: Yemen, Georgien, Filippinerne og i Colombia. I Georgien er der 200 yankier igang med at træne Georgiens lille hær. Georgiens militærbudget er kun 15 millioner dollars og USA er allerede i gang med at bruge 60 millioner dollars dér. I maj måned var der 6.000 Yankie-elitesoldater i Filippinerne, hvor USA har en lang tradition for indgreb, som har kostet over en million mennesker livet, fordi de ønskede uafhængighed. USA´s mål er den kommunistisk styrede guerrilabevægelse, New People´s Army. Og i Colombia er USA´s mål det samme, - at forhindre befolkningens kamp for at vinde over den korrupte og USA-venlige regering.  

4.   Siden Sovjets fald har USA forøget sin militære tilstedeværelse til at gælde mere end det halve af verdens nationer. De har over en halv million tropper udstationeret på mellem 3- og 400 militære baser i over 100 lande. Udover Østeuropa har Yankierne tropper i flere eurasiske lande, på territorier, der tidligere var sikre for Rusland og Kina: Afghanistan, Pakistan, Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Tadjikistan og Kirgisistan, samt ti baser i Saudi Arabien. (USA besatte Saudi Arabien efter sejren over Afghanistan´s progressive regering, der blev støttet af Sovjet. Besættelsen var årsagen til bin Ladin´s forvandling til fjende af USA.)     

5.   USA har forhindret en ægte løsning på konflikten i Kashmir og dermed muligheden for en varig fred mellem Indien og Pakistan (begge kom under USA´s magt efter opløsningen af Sovjet), fordi det ville frigøre for meget af Indiens store potentiale. USA har været involveret i Kashmir, i hvert faldt siden CIA - sammen med Pakistans militære efterretningstjeneste ISI -  skabte Mujahedinerne i Kashmir og Taliban i Afghanistan.  

6.   Atomvåben bliver nu (igen) betragtet som et våben USA vil bruge i krig, snarere end et våben der afskrækker mod krig. Det nuværende terroriserede internationale klima giver grønt lys til The Establishment´s højrefløjs længe nærede ønske om at bruge atomvåben. Disse politikere og deres monopolkapitalistiske bagmænd tror ikke, at deres tidligere fjender altid vil være med dem, så de sætter Rusland og Kina på listen over mål for “taktiske atomvåben”. På listen er desuden: Irak, Iran, Nordkorea, Libyen og Syrien. Selvom Rusland og Kina stadig betragtes som potentielle fjender - især Kina, der også udgør en økonomisk konkurrent - opfattes de samtidig som meget villige til at samarbejde om mange af USA´s imperialistiske planer - blandt andet “krig imod terror”. På den anden side er Rusland og fem andre tidligere sovjetrepublikker: Hviderusland, Armenien, Kirgisistan, Tadsjikistan og Kasakhstan i gang med at skabe en østlig sikkerhedssammenslutning, der kan bruges som et modtræk mod øget USA-indflydelse i deres egen baghave. I dette modtræk kunne Kina blive en ny samarbejdspartner.  

7.   USA prøvede forgæves (delvis) at fjerne Venezuela´s progressive og demokratisk valgte præsident Hugo Chavez i et kup i april (2002). CIA havde miskalkuleret hvor stærk opbakningen til Chavez er, både blandt de fattige, de fleste af arbejderne og en stor del af hæren. Det lykkedes Chavez at beholde magten, men hans magt er nu mere begrænset end før kupforsøget. Udover Chavez´ reformer til fordel for de fattige, kunne USA ikke tåle hans støtte til Colombias fattige og deres frihedskæmpere - og heller ikke venskabet med Fidel Castro. Cuba får meget olie i byttehandel med Venezuela, verdens fjerdeolierigeste land. For at overleve er Chavez nødt til at formindske støtten til USA´s fjender. Som Politiken´s Latinamerika-korrespondent Anne Sørensen skrev den 15/4/02:

     “... det er aldrig gratis at komme på tværs af USA´s interesser. Demokrati eller ej.”

8.   Efter USA´s eneste delvise tilbageslag i denne periode er det alligevel lykkedes USA at sætte Cubas navn på listen over “terrorist”- stater, listen over de såkaldte “ondskabens akse-magter”. USA kæder nu Cuba sammen med Iran, Irak, Nordkorea og de andre nye lande, Libyen og Syrien. De er alle mål for “krigen mod terror”, fordi de, som USA påstår, fremstiller biologiske våben. Man skal ikke stille spørgsmål om, hvorfor det er helt i orden at USA fremstiller og bruger biologiske våben.

Bush-regeringens påstand overfor Cuba kommer lige netop for at afværge tidligere præsident Jimmy Carters private  besøg i Cuba, hvor formålet netop var at neddæmpe aggressionen fra USA´s side. Det ironiske ved USA´s løgn imod Cuba er, at viceudenrigsminister for våbenkontrol, John Bolton, kæder påstanden sammen med, at Cuba er det eneste af den tredje verdens lande, som har ekspertise inden for forskning i medicinalvarer. Cuba fremstiller næsten alle deres egne vacciner, som alle børn får fordel af da de er gratis. Det er en forbrydelse mod kapitalismen, en krænkelse af nyliberalismens frie markedspolitik.  

9.   Bush´s retoriske angreb mod Cuba hænger sammen med, at det lykkedes USA at fjerne OPCW´s chef for våbeninspektion, brasilianeren José Bustani, fordi han ikke vil gøre forskel på små og fattige lande og supermagten USA. Bustani krævede samme adgang til at kontrollere laboratorier og kemiske fabrikker i USA som i ethvert andet land. Bustani blev fjernet også fordi, som han sagde (21/4), han vil “fremme Iraks underskrivelse af Konvention om Kemiske Våben” i “over-enstemmelse med retningslinier fra FN´s Sikkerhedsråd.” USA ønsker ikke at finde en fredelig løsning på deres påstand om at Irak gemmer kemiske våben. For så vil USA´s “bløde” krig mod Irak, der i de sidste ti år har kostet over en million liv, blive sværere at retfærdiggøre, og den næste krig imod Irak, som de ønsker at starte, vil få meget lidt opbakning. Det vil være sværere for folk at snuppe hvad Præsident Clintons udenrigsminister Madeleine Albright sagde engang i tv, at 575.000 døde irakiske børn “er prisen værd”.  

10. Det lykkedes USA uden opposition, at gennemføre “Loven om Fædrelandet”, som åbner for politistaten: Vidtrækkende aflytninger og overvågning af praktisk taget alle og fængsling af “mistænkte” “terrorister” på ubestemt tid og uden beviser eller dommerkendelser. Hvis en person bliver dømt for terrorhandlinger er straffen livsvarig fængsling eller dødsstraf.

Det er kommet frem i USA, at regeringen har kapacitet til at internere flere millioner mennesker i  600 fangelejre. De fleste er skjult og kan rumme omkring 20.000 personer - dog kan en enkelt lejr i Fairbanks, Alaska, rumme hele to millioner mennesker.

Siden USA´s “Patriot Act” (Loven om Fædrelandet) blev vedtaget sidste oktober, har EU og de enkelte europæiske lande, som Danmark, forberedt lignende love, de såkaldte terrorpakker. Magthavernes definition af terror er, når to personer eller flere begår skadelige handlinger “for at skabe frygt og alvorligt ændre eller ødelægge et lands politiske, økonomiske og sociale strukturer.” Defintionen er meget bred, men udelukker statsterrorisme, hvor regeringen med vold, tortur og ikke-uafhængige domstole undertrykker folk eller regeringer, som de ikke kan lide.

Formanden for SID i Silkeborg, Christian Juhl, udtrykker begrebet sådan: “Definitionen af terror er, når “vi” angriber magthaverne, og ikke omvendt.”

Det er lykkedes for Bush´s ven, statsminister Fogh Rasmussen, at opdatere “terrorlisten” med den kurdiske frihedsorganisation PKK, fordi PKK står på USA´s liste. Hvis vi støtter en sådan gruppe, f.eks. med mad eller en børnehave, kan vi komme i fængsel mellem 6 og 15 år.

Fagbevægelsen er begyndt at erkende, at “krigen mod terror” bliver brugt til at neutralisere mange års kamp for anstændige arbejdsvilkår og til at sløve vores kampinstrumenter og organisationsformer som eksklusivaftaler og blokader. Regeringer angriber deres sociale - og politiske modstandere når de demonstrerer på gaden, og massemedierne ignorerer protesterne.

“Vi skal helt tilbage til tiden, hvor nazisterne havde magten i Tyskland, for at finde noget at sammenligne loven med,” mener advokat Hans Kjellund (Dagbladet Arbejderen, 23/3/02).                     

11. Storkapitalens krig i USA giver “ret” til at reducere endnu mere i  skattebidraget  til samfundets infrastruktur. De vil have endnu flere penge til profit og investering og til at militarisere rummet.  

12. USA tager sig også “ret” til at borde alle skibe over hele verden, uanset hvilket flag de sejler under. USA har tiltaget sig endnu en “ret”, hvorved andre landes suverænitet krænkes, også Danmarks.  

13. Den Permanente Krigs Tidsalder skal sælges. Vi skal være bange! Og dermed passivt støtte krigen, deres terrorpakker, og formindske vore egne borgerrettigheder og arbejderklassens magt.  

“Når en stat har bundet sig til at føre en sådan politik, må den prøve på én eller anden måde at aflede befolkningen. De skal ikke se, hvad der sker omkring dem... Standardmåden er at indgive frygt for de forfærdelige fjender, som er klar til at overvælde os, og ærefrygt  for vores storslåede leder, som vil redde os fra katastrofen netop i rette øjeblik.” Sådan skrev den amerikanske sprogforsker og samfundskritiker Noam Chomsky i bogen What Uncle Sam Really Wants (Odonian Press, Connecticut, USA,1986).                

Mediernes bedrag

“Giv krigen en chance,” skrev USA-avisen Philadelphia Inquirer den 13/9/1.

“Det er på tide at vælge atomvåben,” var meldingen i Washington Times dagen efter.

Massemedierne opfordrede til krigen ved hjælp af frygt, såkaldt patriotisk moral, og censur.

“Terror uden grænser,” hed overskriften i den mest læste landsdækkende danske avis, Søndagsavisen, 16/9/1.

“Terrorangrebene på USA er et angreb på hele den civiliserede del af verden, et bestialsk overgreb på vores frihed, et fejt, blodigt udtryk for et had, der ikke kan finde sit afsæt i civiliseret, menneskelig tankegang.”

Og sådan var det - og er det, i næsten alle massemedier til daglig.

I USA har regeringen givet pressen mundkurv på, selvom selvcensuren virker godt indenfor næsten alle medier. TV-stationerne lovede, for eksempel, at Osama bin Ladin ikke måtte  komme til orde. Den ansvarshavende redaktør for avisen Washington Post oplyser, at avisen fik at vide af regeringen “en håndfuld gange” i løbet af den første måned efter 11/9, at de ville styre nyhederne. Begrundelsen var, at det ellers ville “bringe den nationale sikkerhed i fare.” (New York Times citeret i Dagbladet Abejderen, 12/10/1).

John MacArthur, chefredaktør på det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift Harper`s Magazine, har skrevet bogen Second Front om censur.

“Efter Vietnamkrigen - hvor regeringen fik overbevist (folket) om, at USA tabte krigen på grund af pressens dækning - har journalisterne lagt deres skepsis overfor regeringen på hylden for at bevise, at de ikke er upatriotiske landsforrædere. De har underlagt sig selv en farlig selvcensur.”

Censur og selvcensur er dog ikke nok for verdens selvproklamerede demokratiske nation nummer ét. Pentagon oprettede “Kontoret for Strategisk Påvirkning” lige efter 11/9, for at legitimisere løgn.

Kontoret sender anonymt e-mails og nyheder gratis til nyhedsbureauer. De skal stille USA´s

modstandere i et dårligt lys. Modtagerne kan ikke vide om informationen er sandhed eller løgn.

   “Det vil strække sig fra de sorteste sorte (dvs. løgne) til det hvideste hvide,” sagde en Pentagon embedsmand til New York Times (Dagbladet Arbejderen, 23/2/1).

   Men massemedier og regeringer kan ikke altid skjule løgn. Der er afhoppere fra instanserne indenfor The Establishment, som går over til folket, og der er nogle medier, som en gang i mellem afslører løgnene. Et eksempel er svensk tv, program 2. De afslørede, at Associated Press, verdens største nyhedsbureau, direkte manipulerede en optagelse med en palæstinensisk kvinde. AP opfordrede kvinden til at juble, da de tilbød hende kage. De brugte billederne i en kontekst af fejring af terrorangrebet. Filmoptagelsen blev således brugt til at lægge palæstinenserne for had.

   Et andet eksempel er USA´s “olympiske løgn”, som Fidel kalder Bush´s påstand om, at Cuba fremstiller biologiske våben. Løgnen bruges til, at undskylde USA´s plan om at sætte militæret ind mod de progressive kræfter i mange latinske lande. Ideen er at vende de latinske regeringer mod Cuba og dermed styrke den amerikanske dominans over kontinentet.  

Konklusion

USA har brug for Osama bin Ladin. De har brug for, at han er på flugt. Han er deres symbol for had og frygt, for den “nødvendige” permanente krig. Han skal ikke findes.

Hvad kan være bedre end krigen mod terror? Kapitalisterne klarer alle deres problemer, alle deres modstandere på en gang. “Enten er I med os eller imod os.” Sådan har USA været altid, siden Monroe Doctrinen blev dets udenrigspolitik i 1823, da de erklærede at de amerikanske kontinenter var deres - “hands off.”

Der gik over et århundrede før USA´s “Manifest Destiny” opnåede at få omfattende indflydelse i det meste af verden. Formålet efter anden verdenskrig var total dominans. State Department´s chef for nationalesikkerheds planlægning, George Kennan, fremlagt supermagtens forhold til verden i et hemmeligt dokument, Policy Planning Study 23, i 1948.

“...vi har omkring 50 procent af verden´s rigdom, men kun 6.3 procent af dens befolkning... I denne situation kan det ikke undgås, at vi bliver genstand for misundelse og fortørnelse. Vores reelle opgave (er) at optænke et mønster af forhold, som vil tillade os at bevare denne stilling af ulighed... For at nå det må vi frigøre os fra al sentimentalitet og dagdrømmeri. Vores opmærksomhed skal overalt fokusere på vore øjeblikkelige nationale mål... rene magtbegreber. Jo mindre vi er hindrede af idealistiske slagord, des bedre.”

Kennan blev betragtet af massemedierne som en “liberal dove”, ligesom Kennedy og Clinton senere og Powell i dag.

Chomsky fortæller, hvad USA’s “demokrati” drejer sig om:

“Det stærke kort USA har er magt - så hvis vi kan etablere princippet om at magt styrer verden, er det en sejr for os. Hvis, på den anden side, en konflikt løses med fredelige midler er det til mindre fordel for os, fordi vores rivaler er lige så gode eller bedre end os på dette område.”

De lande der vil have fred og mere lighed skal fjernes som et dårlig/godt eksempel for andre fattige landes befolkninger (Grenadas Bishop, Chiles Allende...).

I det samlede perspektiv er det ikke uforståeligt, at der var et terrorangreb mod storkapitalens bygninger i New York og deres militærs Pentagon. Vil der komme flere angreb i USA? Interessant nok - ni måneder efter den 11/9 har der ikke været flere angreb. (Var der nogen højt oppe i Washington´s magtstruktur, som var med den 11/9?)

Hvis deres permanente krig ikke kan løse deres økonomiske kriser, har de et sidste kort: Fascisme. Der er godt gang i en ny fascistisk bølge i Europa og USA, og en gang til er racisme dets grundlag, som tiltrækker hvide mennesker.

Der er også positive tegn. Bevidstheden om hvad USA og EU virkelig står for vokser. Flere forstår George Orwells “doublespeak”-slagord:

Fred er krig! Frihed er slaveri! Uvidenhed er styrke!

Det næste trin er at danne en bred national og international anti-monopol bevægelse og få skabt en enhedsfront med en antiimperialistisk karakter og med et antikapitalistisk indhold.