Den nødvendige enhed

I vores partiprogram fra 1976 behandles enhedsproblematikken udførligt. Vi stod dengang midt i en rivende udvikling og havde samarbejdspartnere fra nær og fjern - tæt på og længere væk, men i det store hele arbejdede vi godt med enhedsarbejdet - kampprocessens form i et statsmonopolistisk samfund som Danmark udfra aktionsenhedens metode - både til højre og venstre for partiet. Sådan husker jeg det, og sådan tror jeg, vores nye Historiekommission vil bedømme det.

Siden er der jo sket et og andet, der gør overskriften på forsiden af sidste nummer af Skub aktuel: Den vanskelige enhed.

Fire eller flere partier

Udover de kommunistiske og beslægtede partier er der de mange ikke organiserede, der stadig betragter sig som kommunister. Og de er nok fler end de organiserede. Det stiller store krav til partierne om at undgå sekterisme eller flot sagt venstreopportunisme, som er leflen for ufrugtbare strømninger i tiden for sølle vindings skyld. Indtil nu er det lykkedes at undgå at falde i for store huller set med mine øjne, og det lover godt.

I 76-programmet, som har inspireret andre, og som der er blevet arbejdet meget med i Skub, har vi et fælles grundlag at føre fælles diskussioner på. Der kan være det ene og det andet galt - hvad vi nu enes om, men programmet var et resultat af den bredeste og mest dybtgående diskussion på den såkaldte venstrefløj siden 50'erne.

Og er ikke tiden moden til i fællesskab at gå i gang - sammen? Diskussionsproces og perspektiver for et andet Danmark end Neuropa - og NATO-Danmark eller Sorte Thors.

Imperialismen og dens modstykke

USA-imperialismen og dens militær-industrielle kompleks, dens transnationale selskaber, dens "kultur-eksport" og dens ekspansion i terror-bekæmpelse, eller hvad man nu skal kalde dens stræben efter verdensherredømmet, udvikler sig, men ikke så glat, som vi herhjemme fodres til at tro af en næsten militærisk afrettet medieverden. For der er kræfter, der vil det anderledes. Det tog George W. Bush 13 dage og vistnok 1300 sagførere at blive præsident via sin brors stat Florida. Der er et andet USA, som også rører på sig. Småt kan det se ud herhjemme, men rundt om på vor jord spirer og gror det efter min ringe mening. I FN er USA ofte alene med vennerne fra Israel og måske Marshall-øerne mod resten. Der er Kina og Rusland, der måske ikke er alles kop the, men som ikke des mindre er kræfter, der kan tøjle US-imperialismen fra at gå helt amok. Der er Brasilien - det store land, hvor nye tider måske er på vej. Der er kommunistiske partier af forskellig størrelse og tyngde overalt på kloden.

1969-konferencen af kommunistiske partier i Moskva udpegede imperialismen som freden og de sociale fremskridts fjende nummer eet og opgjorde samtidig, hvilke kræfter på vor klode der skulle tæmme dette vilddyr af profitbegær, nemlig: De socialistiske lande, de nationale befrielsesbevægelser og arbejderklassen i de kapitalistiske lande. I fælles fodslag.

Der er hengået 33 år. Imperialismen er, skønt til tider godt klemt, stadig på banen. Mange tidligere udviklingslande har en form for kapitalisme, men også en arbejderklasse, der ikke finder sig i hvad som helst. Som slås for retten til at organisere sig - som strejker, når den finder det nødvendigt. Og hos os i den højtudviklede kapitalistiske verden, f.eks. EU, er der lavkonjunktur og røre. Ikke kun om rent faglige krav, men også om samfundets indretning. Mellemlagene er mange steder kommet til fadet - andre steder kæmper arbejderklassen tappert mod nyliberalismens hærgen. Der er socialistiske lande rundt om, der har holdt stand, og der er lande som Rusland og Kina, som vi groft misinformeres om, og som i al fald ikke er imperialistiske, tværtom. Men det er en længere diskussion, der må tages, da den er væsentlig og bør foregå på redelige præmisser og ikke på rygters rygte-niveau. Menneskene i de to lande er mange og har erfaringer med vores drøm om det socialistiske samfund på ondt og måske nu nok også godt.

Danmark

Vores Sortenmuld-regering skal ikke vide sig for sikker på ikke at blive pløjet ned i mørket til ormene, hvor den hører hjemme.

En række faglige initiativer vokser og gror - det maner til alvor blandt kommunisterne herhjemme. At være med, hvor det sker - at være solidarisk som altid - at drøfte strategi og taktik - at udstikke de rigtige paroler på de rigtige tidspunkter. Små er vi nok, men vi ejer en erfaringens kapital, som vi overlader til det kæmpende eller afventende eller måske skeptiske arbejdende folk.

Og enhed og fremad er tidens løsen - vore modstandere råder over gigantiske midler, men kan ikke ændre ved, at konjunkturen på deres børser er vigende - at deres højt priste samfund er ramt af arbejdsløshed og fattigdom - er ramt af de nederstes vrede og foragt.

Hetz og samarbejde

I det lys kunne udsigten til en vanskelig enhed synes meget lidt optimistisk. Danmark rør på sig trods alt, og skulle vi kommunister så ikke også tage at røre endnu mere på os? I Århus holder vi fælles møder og trives med det og opløftes af at være sammen - om noget så fornuftigt som kommunistisk politik i dagens Danmark.

Nok har der været hetz mod os lige siden stiftelsen i november 1919 og det forstærket siden Murens fald og nu sidst med Sortbogen over kommunismens påståede terror, men mange, mange mennesker er kolde overfor den slags - måske ikke i samfundets selvoptagede midte, men blandt almindelige mennesker, der også vil Danmark, familie, venner og sig selv det bedre, og som skærer igennem og f.eks. stemmer EUROen til Hekkenfeldt.

Ydmygt arbejder DKP - med et lille, læseværdigt blad og en lille kontortid i et lille kontor.

Det er ikke størrelsen, det kommer an på, men menneskene - og vi kan tilbyde lyse hoveder og omgængelige mennesker til samarbejde om et bedre land at leve i uanset hvad et æggehoved som professor Bent Jensen galper op med.

På banen igen

Kommunisterne, mange eller få - deres enhed er en vigtig brik i arbejderklassens enhed, slog Lenin fast og fortsatte med at sige, at arbejderklassens enhed er forudsætningen for de arbejdende, ja folkets enhed.

Der var tider, hvor bolsjevikkerne var banket helt i bund og var modløse, men de kom sig og gjorde flot comeback i 1917. Lenin havde ret. Marx havde ret. Magter vi enhedsarbejdets ædle kunst, kan også den kommunistiske bevægelse komme ud af skabet og ind i Fælledparken eller et andet sted, hvor der kan være mange. Vi er ikke glemt. Vi lever i manges erindring og i den også så vilde hetz, der måske gør os interessante for unge - der er mere fordomsfri og søgende end en mediekonsulent gemt bag Jyllandspostens bjerge af brunligt papir udspyende giftighed på giftighed.

Mange pånødes at se fjender overalt. Men vi har ingen knive i ærmet, og se til, det har de andre nok heller ikke. Kommunister knokler ikke for at dolke andre kommunister i ryggen. Så ville det ikke være godt at gå ind i vores tid i tillid og i et passende tempo, der ikke lader os agterud for al den bevægelse mod VCKummen, der givet kommer