Den kommunistiske etik og socialismen

Af Birgit Unnerup og Ron Ridenour  

"Socialismens egentlige mål er menneskeligt broderskab. Sådan bliver det opfattet af mange, selv om de fleste ikke siger det, eller ikke siger det højt nok. Mennesker bruger ikke deres liv på at udkæmpe fortvivlede politiske kampe, blive dræbt i borgerkrige eller tortureret i Gestapos hemmelige fængsler, fordi de vil skabe et Paradis med centralvarme, air-condition og lysstofrør, men fordi de ønsker en verden, hvor mennesker elsker hinanden i stedet for at bedrage og myrde hinanden."  George Orwell i essayet "Kan socialister være lykkelige?"

Målet: Målet med socialismen er at skabe kvalitativt bedre vilkår for den menneskelige udvikling gennem afskaffelse af udbytning og bekæmpelse af fremmedgørelse.

Fremmedgørelse: Ludwig Feuerbach provokerede den første teoretiske debat om fremmedgørelse med den tese, at det ikke var Gud, der havde skabt mennesket, men mennesket, der havde skabt Gud. Religionen og gudsforestillingen var projektioner af menneskenes håb, frustrationer og fortvivlelse i en hård verden.  Karl Marx forfulgte spørgsmålet videre: Hvad er det for en social og politisk virkelighed, som gør, at menneskene må ty til den slags projektioner? Mennesket er et skabende væsen, som er fremmedgjort fra sin potentielle udvikling, indtil det er herre over sin produktion og ’skæbne’, svarer Karl Marx. ”Den frie skabende virksomhed og selvudfoldelse er menneskets artskendetegn”. Dette artskendetegn er forvredet under arbejdsdelingens udvikling, hvor arbejdet er blevet til noget udvendigt for arbejderen, noget der ikke tilhører hans/hendes væsen. Mennesket stiller sig ikke positivt til arbejdet, men afvisende. Mennesket føler sig truet af foreteelser og magter, som det ikke selv har skabt, og som det ikke kan gøre noget ved.

Også staten, som repræsenterer den herskende klasse og har egne iboende interesser, bidrager til fremmedgørelsen ved at danne et bureaukrati, som har sit eget formål: Jagt efter karriere og økonomiske privilegier. En vigtig erfaring er, at denne kritik gælder også under socialismen, hvis det ikke lykkes at få staten og de øvrige organisationer til at arbejde for og lykkes med at arbejderne reelt bestemmer over deres arbejdskraft og produktionen og samfundspolitikken.

Socialismens vision:

-     et samfund baseret på ligeværdige og kærlige forhold/relationer mellem mennesker

-     et samfund hvor det enkelte menneske kan leve, arbejde, udfolde og udvikle sig under opfyldelse af individuelle behov og socialt ansvar

-     et samfund hvor alle har økonomisk tryghed i form af en ordentlig levestandard

-     et samfund hvor der opbygges et bæredygtigt forhold mellem menneskene og planeten.  

Vi mener, at den uomgængelige betingelse for at skabe et sådant samfund er et ophør af ”mennesket som vare”, dvs. et ophør af køb og salg af menneskelig arbejdskraft (og af mennesker!)

Et sådant samfund kan opbygges, og det er det, vi kommunister kalder socialisme. 

Skabelse af socialisme

Økologi: Et led i solidariteten med vores medmennesker og vores fællesskab er forståelsen for vores fælles afhængighed af denne planet, hvorfor vi skal bruge de fælles ressourcer og naturens rigdom med omtanke og hensynsfuldhed. Vi forstår, at vi lever i og med planetens helhed. Vi passer på naturens balance, så vi ikke udrydder den og dermed os selv.

Under kapitalismen vil planetens og naturens balance hele tiden være truet, da kapitalismen som system kun tvungent af et stærkt folkeligt pres vil kunne sætte naturen over profitten, og i stedet vil forsøge på nye måder at få profit ud af naturen, f.eks. ved at sælge frisk luft, når forureningen breder sig. Det vil altid være billigere og dermed mere profitabelt at forurene og smide væk end at forebygge forurening og genbruge ressourcerne.  

Økonomi: Produktionsmidler og naturressourcer skal tilhøre samfundet med folket som kollektive ejere. Der er forskellige former for kollektiv ejendom – primært statslig og kooperativ. Det afgørende er, at den private tilegnelse af værdien af andres arbejde (profit) ikke forekommer. Den konkrete anvendelse af de forskellige former for kollektiv ejendom afhænger af de konkrete forhold i det enkelte land og på det enkelte produktionsområde med udgangspunkt i, hvad der bedst gavner fællesskabets forsyning. Ideologi/politik: "Demokrati er folks aktive varetagelse af egne interesser"  DKPs program 1976  

”Arbejderne skal søge sandheden og ledelsen skal fortælle den, så alle har mulighed for selv at analysere forholdene. Det vigtige er, at menneskene dag for dag vinder mere bevidsthed om nødvendigheden af, at de integreres i det nye samfund og samtidig forstår deres egen betydning som dette samfunds motor.” Ron Ridenour og Charlotte Borup: ”Revolution eller Ragnarok”, tese B3.  

Med bortfald af de profitstyrede markedsmekanismer og ejendomsforhold overgår ledelsen  af produktion, distribution og service til staten og til producenterne/arbejderne. For at økonomien under socialismen skal kunne fungere og udvikle sig, skal der således udvikles nye motiver for (økonomisk) aktivitet og (produktiv) indsats.

Fælles ejendomsret giver det fornødne incitament, når producenterne/arbejderne/de involverede føler, at de reelt ejer deres arbejdspladser og har ansvaret herfor, dvs. når de bliver de reelle beslutningstagere. Det betyder, at demokratiet – som Marx beskrev det – bliver virkelighed i den socialistiske proces startende med det økonomiske område.

Når arbejderne således styrer deres egne arbejdspladser og beslutningerne der, så bliver de også nærmere knyttet til beslutningsprocesserne i samfundspolitiske sammenhænge – startende på lokalt niveau og efterhånden til hele det indenrigs- og udenrigspolitiske område.

Den socialistiske opbygning gennemføres på basis af to væsentlige og modsatrettede tendenser: det socialistiske perspektiv og de dertil knyttede forventninger og tilhørende entusiasme og på den anden side det kapitalistiske systems ideologi, som er egoisme, mindreværd og mereværd – klarest udtrykt i slagordet ”enhver er sin egen lykkes smed”. Betydningerne heraf er: Enhver kan blive rig og lykkelig. Hvis du bliver det, er det velfortjent, og de mindre heldige er selv ude om det. Hvis du ikke bliver rig og lykkelig, så er det din egen utilstrækkelighed, og du skal ikke misunde dine mere heldige medmennesker, som ærligt har fortjent deres penge og lykke.

Gennemførelsen af en socialistisk revolution er et udtryk for, at forestillingen om medmenneskelighed og fællesskab (fælles skæbne) har haft styrke til at vinde over egoismen og umenneskeliggørelsen i en konkret situation. Men de gamle forestillinger ligger stadig i menneskene – både som arv fra kapitalismen, men også som den egoistiske del af den menneskelige natur. Både fællesskabet/det kollektive og egoismen er dybest set (effektive) overlevelsesmekanismer, hvor socialismen satser på den første og kapitalismen på den sidste som fundamentet for samfundet og økonomien.

For den revolutionære udvikling er det afgørende at fastholde fællesskabsfølelsen, den sociale ansvarsfølelse og følelsen af den reelle beslutningsmagt hos producenterne. Dette er basis for såvel den økonomiske som den sociale og bevidsthedsmæssige/ideologiske udvikling.

Under socialismen er det den vigtigste ideologiske opgave at forhindre fremmedgørelsens genindtog i menneskenes bevidsthed. Fremmedgørelse betyder, at producenterne mister deres følelse af beslutningsmagt og kontrol over produktionen og øvrige liv, hvilket fører til tab af entusiasme og fællesfølelse og dermed ineffektiv produktion samt tilbagevenden til kapitalistisk/egoistisk bevidsthed og adfærd.

Under socialismen opstår fremmedgørelse typisk, når ledelserne af organisationer, instanser, virksomheder og statsapparatet undlader at sikre udvikling af beslutningsprocesserne fra bund til top (fordi det i øjeblikket virker nemmere, hurtigere og mere effektivt med topstyring, som også er det fra kapitalismen kendte princip). Eller når der ikke etableres/opretholdes et fornuftigt system for afstemning af interesser mellem staten, der skal varetage den overordnede fordeling i landet, og så arbejdernes interesser som umiddelbare producenter og forbrugere.

Fremmedgørelse (for)hindrer udviklingen af socialisme hen imod kommunisme, hvor staten forsvinder/nedlægges som følge af producenternes stigende bevidsthedsniveau, der effektivt sikrer varetagelsen af såvel egne som virksomhedens, lokalsamfundets og hele landets behov gennem selvforvaltning.

Under socialismen skal staten og kommunisterne som de ledende kræfter samarbejde med producenternes og folkets organisationer (som et led i processen mod selvforvaltning uden faste organisationsstrukturer) for at skabe arbejdspladser, hvor producenterne har kontrol over de tilgængelige ressourcer og kan lære selvstændigt at udarbejde og gennemføre en produktionsplan.

Hvis beslutningsprocesserne pga. umiddelbare effektivitetshensyn (for)bliver topstyrede, så fører det til passive mennesker og dernæst en passiv (arbejder)klasse. Når menneskene ikke føler, at det er deres system, deres produktion, deres værktøj eller deres ansvar, så tager egoismen over, og det bliver legitimt at stjæle, at være ligeglad med kvaliteten, at producere mindre og at lade ting gå til spilde. Det er ikke nok, at arbejdspladsen er stats- eller kooperativt ejet. Fællesejet skal være og føles som den enkeltes og dermed den enkeltes ansvar.

Så længe det socialistiske samfund er organiseret og fungerer gennem organisationer med hertil hørende ledelser (valgte eller udpegede), så påhviler der disse ledere (politikere, fagforeningsledere, direktører) et særligt ansvar for at forebygge og bekæmpe fremmedgørelsen ud fra den kommunistiske etik og de dertil hørende moralprincipper. Kun således kan den fælles/kollektive ejendomsret og producenternes beslutningsret få et reelt fundament, og kun derigennem kan den socialistiske økonomi og bevidsthed udvikle sig optimalt og tilstrækkeligt til at sikre socialismens beståen og udvikling hen imod det kommunistiske samfund.

Til dette særlige ansvar hører at sikre den ideologiske læring frem mod selvforvaltning gennem bl.a. medier, skoler, kurser og foredrag med hertil hørende materialer. Skoling og anden oplysning/uddannelse skal være baseret på at søge helhedsforståelse og reflektere over den opnåede viden og forståelse. Herigennem lærer mennesket at forstå, hvad der foregår i verden som forudsætning for at tage stilling til eget liv og samfundets beslutninger.

Ansvaret omfatter også pligt til indgriben, hvis andre ledere udviser magtadfærd over for en producent, der udtrykker sin mening, og i det hele taget at være opmærksom over for og gribe ind, når moralprincipper overtrædes. Det vil være et vigtigt bidrag til at hindre (gen)udbredelse af fremmedgørelse og mindreværdsfølelser (stigmatisering).

Så længe organisationer og institutioner fungerer i det socialistiske samfund som ramme om varetagelsen af producenternes og andre befolkningsgruppers interesser påhviler der også ledere et særligt ansvar for at påse, at de reelt virker som varetagere af de interesser, de er skabt til at varetage. Det kan enten være organisationer (f.eks. fagforeninger), der også eksisterede i det kapitalistiske samfund, eller det kan være nye organisationer, der skønnes bedre til at varetage de pågældende interesser. Lederne har også et særligt ansvar for, at der sker en hensigtsmæssigt afvejning af interesser mellem de enkelte organisationer, så ingen får for meget magt og ingen overses. Interesseafvejningen skal ske ud fra samfundets værdier om økologi, en velfungerende økonomi, gode levevilkår for alle og udvikling af evnen til selvforvaltning på et stadigt mere decentralt plan.

Endelig har lederne et særligt ansvar for at sikre udviklingen af decentraliseringen og dermed afviklingen af permanente ledelsesstrukturer, hvad der erfaringsmæssigt er en af de sværeste opgaver. Der er da heller ikke mange erfaringer at bygge på – hverken fra de kapitalistiske systemer eller fra de socialistiske lande.

Kommunismen: Socialismens princip for fordeling af goderne er, at man yder efter evne og modtager efter indsats. Dette princip afspejler, at der i socialismens første tid dels kan være mangel på goder i forhold til behovet, dels af den bevidsthedsmæssige udvikling ikke er nået til en accept af fordeling efter behov.

Danmarks kommunistiske Parti arbejder med kommunismen som mål. Under kommunismen foregår fordelingen af goder efter princippet: Enhver yder efter evne og nyder efter behov. Dette fordelingsprincip forudsætter, at samfundets materielle basis er udviklet tilstrækkeligt til at imødekomme menneskenes alsidige behov, samt at den bevidsthedsmæssige udvikling i samfundet er nået dertil, at den enkelte opfatter andres behov som ligeværdige med egne behov. Dette er en del af den kommunistiske etik, som handler om generelle principper for menneskenes overlevelse i fællesskab. De kommunistiske moralbegreber er de konkrete udtryk for, hvordan etikken kan udmøntes i adfærden. Moralen hjælper til, at mennesker bliver i stand til at samarbejde og derigennem nå mål, som vi ikke kan nå ved egen kraft. Moralreglerne anviser også veje til håndtering af modsatrettede mål og behov, så konflikter og frustrationer ikke kommer ud af kontrol.

Til de kommunistiske moralprincipper hører:

-     solidaritet som udmønter sig i hensyn til og omsorg for vore medmennesker i aktiv handlen ud fra et ligeværdssynspunkt og i erkendelse af gensidig afhængighed og ”skæbnefællesskab”

-          åbenhed og ærlighed skal præge de menneskelige relationer og den menneskelige kommunikation; løgn, fortielser, manipulation og uærlighed skal bekæmpes aktivt som et opgør med kapitalistisk ideologi.  

Succes på dette område er lige så vigtig for revolutionen som succes på det økonomiske område.  

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej." K.E. Løgstrup: "Den etiske Fordring”.

Birgit Unnerup og Ron Ridenour