DKP

Den kommunistiske enhed

Den kommunistiske enhed er blevet et varmt emne i denne sommer. Og det er godt sådan. Det modsvarer ønsker, der i årevis har været tydeligt at spore blandt alle partiers medlemmer.

Det skal siges allerførst, at et velfungerende samarbejde mellem de kommunistiske partier har været i gang længe, ikke mindst i det lokale arbejde, og det er blevet udbygget gennem de senere år. Derigennem er der lagt et grundlag for videregående enhed, og megen mistillid er ryddet af vejen. Men når den kommunistiske enhed fra at have været noget, man talte om på sommerlejre, nu er blevet et emne for praktisk politik, skyldes det i første række det initiativ, Arbejderpartiet Fælles Kurs tog sidste sommer ved at henvende sig til Danmarks Kommunistiske Parti om sammenslutning, og som nu har ført til, at Fælles Kurs har opløst sig og er gået op i DKP. Denne løsning, som der har været forhandlet om vinteren igennem, er blevet konfirmeret på de to partiers landsmøder i maj. Dermed var det første praktiske skridt taget.

Ligeledes på landsmødet i maj tog DKP for første gang principiel stilling til spørgsmålet om kommunistisk enhed. Partiet bekendte sig til den kommunistiske enhed "som strategisk målsætning", som det hedder i den skriftlige beretning (se Skub for april), men lagde sig ikke på forhånd fast på, hvilke organisatoriske former enheden skulle tage. Det betyder, at der først og fremmest forestår et stort arbejde med at afstemme synspunkter, med at udmønte enheden i det praktiske, daglige arbejde, med senere hen at skrive fælles love og et fælles program. Dannelse af ét parti er slutstenen, når dette arbejde er gjort.

Dette arbejde er der allerede taget fat på med de "firkantmøder" mellem DKP, KPiD, DKP-ML og Fælles Kurs, der har været holdt regelmæssigt siden januar (og som nu bliver til "trekantmøder"). Og et meget vellykket initiativ i samme boldgade, men bredere, var det flygtninge- og indvandrerpolitiske seminar i Århus den 24. maj, omtalt her i bladet.

KPiD behandlede spørgsmålet om kommunistisk enhed på sin kongres i bededagene, altså også i maj måned i år, og skolingsudvalget fremlagde her et dokument, "Otte kommunistiske principper", som kan læses i Dagbladet Arbejderen for den 4. juni. Det drejer sig dels om en "karakteristik af det kommunistiske parti", en art definition af, hvad et kommunistisk parti er, dels om standpunkter til arbejderklassens rolle, klassestrukturen i vort samfund, den antimonopolistiske kamp, aktionsenhedens metode, den parlamentariske strategi, demokratisk centralisme og socialismeopfattelsen. Efter udvalgets opfattelse er disse otte punkter "af så principiel ideologisk betydning for et kommunistisk parti, at de er ufravigelige", og udvalget opfordrer de to andre partier "til på lignende vis at finde deres ideologiske principper"

De otte principper kunne være et godt grundlag for de diskussioner, som er nødvendige. Diskussionen skal ikke foregribes her, men umiddelbart set er der næppe noget af principperne, som ikke anerkendes også af DKP. At der er flere partier, som "vil være arbejderklassens revolutionære parti", er selvfølgelig et problem, som den kommunistiske enhed måske kunne være løsningen på. Debatten om klassestrukturen i DKP's programdiskussion går i samme retning som hos KPiD. Også vi "tager udgangspunkt i de objektive interesser i samfundet", ikke i folks bevidsthed. Der er i programdiskussionen rejst det spørgsmål, om det antimonopolistiske demokrati fortsat er det relevante perspektiv, og dette spørgsmål er ikke afklaret; men den antimonopolistiske enhed som strategi i kampen for socialismen er der givet klart udtryk for i DKP's nuværende politiske grundlag Forandringens vej. Det er ikke helt klart, om der i KPiD's formulering af den parlamentariske strategi (som vi også umiddelbart ville kunne skrive under på) ligger en opfattelse, som strider mod DKP's forhold til Enhedslisten. Ser man ud over verden, vil man se, at kommunistiske partier flere steder, således i Finland, har opstillet til parlamenter på fælleslister, der minder om Enhedslisten, uden af den grund at kunne beskyldes for ikke at være selvstændige, kommunistiske partier. Derfor er det, som det blev sagt på landsmødet: Kommunistisk enhed og Enhedslisten er to forskellige spørgsmål, uden nødvendig indbyrdes sammenhæng.