De nye
kommunister i Nordjylland
Af Birgit
Unnerup
Det var planlagt, at “de nye kommunister” denne gang skulle være to “gamle” nye, da de første var to “nye” nye. I stedet er det blevet en “ny” ny og en “gammel” ny, begge fra Nordjylland.
Den
“nye” nye er Morten, som er 23 år og historiestuderende i Aalborg.
Trods sin unge alder er Morten en erfaren politisk aktivist. I 1998 gik han ind
i Enhedslisten i protest mod Dansk Folkepartis fremfærd. ”Jeg ville være
ballast til den anden side,” siger Morten. Dengang vidste jeg ikke så meget
om socialisme, men i 2000 fik en kammerat mig så med i Rød Ungdom, og jeg blev
aktiv der. Rød Ungdom i Aalborg er ikke knyttet til noget bestemt parti og er
med 12 aktive landets stærkeste afdeling. I 2000 var der mange Enhedslistefolk
i Rød Ungdom – nu er der kun få tilbage.”
SKUB:
”Hvorfor?” Morten>: ”Ikke noget bestemt – alle har en speciel,
individuel grund.”
Morten
mener, at det har været godt med Rød Ungdom som en organisation uden
“moderparti”. ”Det har givet en stor frihed i det politiske virke. Og med
splittelsen mellem partierne på venstrefløjen, så er det vigtigt med brede
ungdomsorganisationer.” Derfor er Morten også imod dannelsen af SUF som
Enhedslistens ungdomsforbund.
På det
seneste er Morten på opfordring gået ind i Samarbejdskomiteen for Fred og
Sikkerhed, som der var store planer med i forbindelse med krigen i Afghanistan,
men det blev ikke rigtig til noget. I stedet opstod ”Aalborg Fredsaktion”,
der imidlertid også har mistet pusten.
Morten vil
bruge sit medlemskab af DKP til at markere kommunistiske synspunkter i
Enhedslisten som modvægt til indflydelsen fra VS og SAP.
SKUB:
”Hvorfor valgte du DKP frem for en andet kommunistisk parti?” Morten:
”Fordi DKP har Enhedslisten som sin parlamentariske strategi.” Morten lægger
– som så mange andre – stor vægt på samlingsbestræbelserne blandt de
kommunistiske partier: ”Her i Aalborg er vi på talefod og samarbejder. Alle
har til huse i Socialisternes Hus. Men blandt ’de gamle’ er der ingen seriøs
vilje til samling. Jeg tror, det hænger sammen med personlige traumer fra
’dengang’.”
Mortens ønske
for DKP er, at vi bliver mere synlige i den offentlige debat, internt på
venstrefløjen, lokalt og blandt græsrødderne. ”Og så har vi det bedste
navn!”
Efter denne
snak over en pizza på Grønlands Torv går vi til medlemsmøde i Nordjysk
distrikt. Her deltager også Otto, der på ny har meldt sig ind i DKP, og
Ursula, der i flere år har været eneste aktive DKP’er i Nordjylland
og derfor kontaktperson til distriktet.
Vi taler
bl.a. om Skub, og der er enighed om, at bladet fortæller dækkende
om, hvad der foregår i DKP. Hjemmesiden bliver betegnet som værende i orden. Morten
roser også Skub for gode artikler.
Vi taler lidt om den aktuelle situation (midt i marts), herunder “krigen mod
terror”, og Otto kommer ind på et af sine yndlingsemner –
USA. Otto synes, at Skub og de øvrige danske medier beskæftiger
sig alt for lidt med det, der foregår i USA. F.eks. er der stor modstand mod
krigen fra højrefløjen i USA. Den mener, at krigen sætter USA's prestige over
styr.
Otto er 47
år og beskæftiger sig p.t. med pædagogisk arbejde. I 80’erne var han værftskranfører.
Otto har til
lejligheden forfattet følgende erklæring: ”På partisplittelsens tid var jeg
formand for Østbyens DKP-afdeling i Aalborg og rejste rundt med
kunstlysbilleder til afdelinger og fredsgrupper. Det sidstnævnte håber jeg at
få anledning til igen. Årene er gået med Folkebevægelsesarbejde og kritisk
kritik. Forhåbentlig kan det hele blive mere konstruktivt. Vi rejste fra
Aalborgs side en række konstruktive forslag til støtte for fagbevægelsens
mest progressive reformprogrammer, men tiden forplumrede den slags. Jeg er glad
for, at DKP overlevede, at jeg og andre meldte os ud. Jeg kan lide at være i
bevægelse og komme ud med guitaren og lysbillederne. Jeg har også lavet en
sangbog til folk, for vi må holde kulturen ved lige.”
Det
kulturelle har således altid stået Ottos hjerte nær, og han er selv en
passioneret maler (oliemalerier). ”Kulturen er en fantastisk kraft”, siger
Otto, der har lavet mange ting på den front – især sammen med SID. Og han nævner
i den forbindelse Christian Juhl, der nu er SID-formand i Silkeborg og aktiv i
det faglige initiativ mod regeringen.
Ottos
interesse for USA stammer også fra en kulturel aktivitet. Otto havde oparbejdet
en stor samling af fotografier/lysbilleder af sovjetiske malerier, som han
turnerede rundt med. Så fik han den idé, at der ville være flere åbne døre,
hvis der også indgik amerikanske malerier i fremvisningerne. Otto tog til USA
og fandt ud af, at der var mange malerier, der sagde noget om samfundet,
arbejderklassen og arbejderklassens kamp. Otto understreger, hvilken enorm
betydning det ville have på verdensplan, hvis USA's arbejdere ville rejse sig.
Otto har i
mange år været kritisk over for dele af partiets linje og oplevet, at andre
også har haft det sådan, og at det enten har ført til passivitet eller til,
at folk har beskæftiget sig med andre ting. Han har selv især beskæftiget sig
med arbejdsløshedsbevægelsen, hvor han bl.a. var med til at lave en stor
udstilling for fagbevægelsen i Aalborg i 1982/83 ”Arbejde – en
menneskeret”, som er blevet vist flere steder i Danmark og også i DDR. Otto
deltog også i kampen for 35 timers arbejdsuge i 1985. ”Nu er alle de
progressive programpunkter fra dengang glemt i fagbevægelsen. SID havde f.eks.
etablering af kollektivbrug med i sit forslag til jordlovsreform. Organisationen
Nordens Faglige Sammenslutning gik ind for kontrol med kapitalbevægelser, og
det krav er aldrig blevet frafaldet. Vi burde finde ud af, hvad de egentlig
mener.”
Otto fortæller, at han i mange år var meget aktiv, men på et tidspunkt brændte ud. Han har dog så mange holdninger og erfaringer, som han gerne ser brugt, og han håber, at DKP vil tage imod dem, så han ikke skal føle sig som blot arkivar. Otto mener f.eks., at det er noget af en katastrofe, at klassikerne ikke længere spiller nogen rolle, og han foreslår, at vi genanmelder nogle af de klassiske værker. ”Vi behøver måske ikke alle at læse meget teori, men skolingen bør være en vigtig del af partiets virke. Måske skal Anti-Dühring ikke være enhver arbejders håndbog, men det er også forkert at afskrive studierne af klassikerne ved at henvise til, at de er svært tilgængelige”, fastslår Otto.
Ved mødets
slutning falder snakken igen på den aktuelle situation, og blandt de tilstedeværende
er der enighed om, at det vigtigste er dels de brede bevægelser mod regeringen,
mod EU og for freden. Og der opfordres kraftigt til samling frem for småligt
pindehuggeri i bevægelserne og blandt græsrødderne. Det andet vigtige er at få
fortalt historien om ”murens fald”, og det er vi langt fra færdige med. Vi
er først lige begyndt. Det er et svært emne at orientere sig kvalificeret i.
Vi kan håbe på nye kilder hertil. Det er en historisk begivenhed af meget stor
betydning. ”Og fortællingen af denne historie kan efter min mening ikke
skilles fra det alternativ, som vi ønsker at vinde menneskene for”, siger
Morten. ”Og som mange mennesker har de samme drømme om, som vi har”, tilføjer
Otto.