At Birgit Unnerup kan være både irriterende og provokerende har vist de fleste lagt mærke til. Og når hun taler om ”uenighedskultur” ser mange kommunister ligefrem rødt – ja, nogen bliver så røde i hovederne, at de helt har glemt deres modersmål.
Jeg er kommet til at tænke på nogle dansktimer i den første 1.-klasse, jeg have i sin tid i Ålborg. Vi havde nogen vældig sjove timer, hvor vi legede med sammensatte ord. En regnfrakke var en frakke til når det regner. En postkasse en kasse til post. Togskinner var skinner, hvor der kan køre tog – og et skinnetog et tog, som altså kører på skinner.
Og tilsvarende må ”uenighedskultur” være en KULTUR m.h.t. behandling af uenigheder. Men åbenbart læser mange kommunister dette ord helt bagvendt som ”kulturuenighed”, hvilket så måtte henvise til UENIGHED i kulturel henseende, f.eks. til islamister og andre, man er imod.
Men den sørgelige kendsgerning er, at en sådan KULTUR har vi kommunister aldrig haft, end ikke vore klassikere. Både Engels’ ”Anti-Düring” og Lenins ”Empiriokriticisme” var mere – undskyld jeg siger det – beregnet til at slå visse folk i hovedet med end som indlæg i en filosofisk diskussion (forfatternes fortjenester i øvrigt ufortalt).
Derfor revnede 1. Internationale – og så var der lagt godt i kakkelovnen til de anderledes tænkende, da mindre pæne Hr. Stalin overtog styret.
Han praktiserede ”enhedens metode” på sin måde, Dr. Tværgade på sin. Men fælles for begge var, at i metodens hellige navn skulle folk jo bindes på mund og hånd (jf. PH), og de som ikke ville det blev moppet ud. Selveste Herluf Bidstrup måtte lide den tort – og da han nødtvunget måtte tages til nåde igen, sendte han Land og Folk en tegning af en lystigt syngende stær på sin kasse (altså en stærekasse).
Det var nu hans måde at svare på…
Frederiksberg