Af Raymond Swing
Efter min lange ”Odyssé” i Skub nr. 2 er jeg blevet opfordret til at komme ned på jorden og udtrykke mig lidt mere klart og konkret. Opfordringen var udtrykt betydelig mere kammeratligt, men det var tydelig nok dens mening. Baggrunden var især, at jeg jo allerede et par gange er kommet med bemærkninger om arbejderklassen som begreb og vores forsøg på klasseanalyse, som naturligvis må være et vigtigt punkt i den programdiskussion, som så småt er ved at komme i gang.
Denne opfordring er både skøn: alt for ofte har jeg haft
indtryk at, at ingen alligevel gad diskutere de ting, jeg selv fandt væsentlige,
så derfor en stor tak til vedkommende kammerater – og samtidigt beskæmmende:
nu vil det for alvor komme til at stå klart, at jeg ikke er nogen “politisk
filosof”, men en abstrakt begrebsanalytiker, altså (hvis overhovedet noget
som helst!) en sølle akademisk og meget kværulantisk “filosof” (uden
formildende tilføjelser) og som sådan ganske uden jordforbindelse. Men ok.
Men først og fremmest må jeg sige, at jeg slet ikke er begejstret for, at vi overhovedet har indladt os på nogen programdiskussion nu. Af flere grunde. For det første: Jeg var ret engageret i arbejdet med 76-programmet, så jeg kender det enorme teoretiske og organisatoriske arbejde, der ligger i et sådant arbejde. For det andet: Når det gamle program faktisk blev ret hæderligt, så skyldes det, at det opsummerede erfaringerne fra ti års godt og bredt politisk arbejde, hvor bl.a. vor indsats i EF-kampen viste, at udgangspunktet var rigtigt: kampen mod monopolerne. I dag er situationen nærmest omvendt. At vi nu er tre-fire-flere? kommunistiske og andre venstregrupperinger, der lige har eller er i gang med at vedtage nye partiprogrammer ser jeg snarere som udtryk for, at vi netop intet vigtigt har præsteret de sidste ti år og derfor nu trænger til at overbevise os selv om, at vi trods alt er uhyre betydningsfulde. Andre overbeviser vi i hvert fald næppe ved bare at skrive programmer!
For det tredje: Samtidig med denne programmatiske interesse er der ved at vokse en interesse op for større samarbejde mellem partierne, måske endda en gang en egentlig sammenlægning. Til det formål er tre eller flere nybagte programmer absolut ingen fordel. Ganske vist vil de sikkert for uøvede øjne komme til at ligne hinanden til forveksling (nemlig 76-programmet!), men for dem, som har kæmpet med iver for hvert særlig godt komma vil disse kommaer blive netop dem, man bruger til at slår hinanden i hovedet med bagefter. Hvad man selv har vedtaget er hævet over diskussion de næste mange år og viser ens eksistensberettigelse som parti (ellers havde det hele jo været spildt!). Altså: Hvis man virkelig mener al denne snak om sammenslutning, havde et fælles programarbejde været langt mere nærliggende. Når også vi engang er færdige vil ingen af partierne være ivrige efter at åbne en ny sådan diskussion.
For det fjerde og måske det væsentligste: I et program vil vi naturligvis lancere alle de ord og begreber som er os kærest, dem som vi mener bedst karakteriserer vores bevægelse(r). Og netop her er det, kværulanten kommer op i mig: Er alle disse begreber nu virkelig så klare og overbevisende som vi gerne vil have folk til at tro? Må jeg bare som en start nævne to af vore alle sammens allerhelligste og spørge, dels hvad de i sig selv betyder og hvad mening deres specielle lancering historisk set havde.
I min “Odyssé” har jeg skrevet meget om Marx. Lad os sætte, at vi alle så nogenlunde ved, hvad han stod og står for. Men vi taler også om “marxisme”. Hvad mener vi med det? Marx var ikke selv særlig begejstret for det udtryk. Hvor stammer det fra, og hvorfor blev det lanceret så stærkt i arbejderbevægelsen dengang? Så vidt jeg kan se var det Engels, som brugte ordet i sin Anti-Dühring for at have at slå sine med- og modkæmpere i hovedet med. Eller definerer vi snarere begrebet med henvisning til samlingen af vort gamle studiekredsmateriale? Vi kender sikkert også alle Lenin og ved hvad han stod for. Men “leninisme” - ? Mon Lenin nogensinde ville have accepteret dette begreb om sin egen meget praksisorienterede politik? Jeg tvivler. Men hvad så med begrebet “marxisme-leninisme”, som i hvert fald ikke stammer fra hverken Marx eller Lenin, men fra Stalin (vel også til at slå folk i hovedet!). Skal vores programdiskussion mon også omfatte sådanne udtryk, f.eks. ved at bruge den historisk-materialistiske metode (som vi også erklærer os som tilhængere af) på vore egne begreber?
Men så til begrebet arbejderklasse og den klasseanalyse, som jeg synes mere ligner en vælgeranalyse. Den må i hvert fald bygge på begreber som arbejde, udbytning, varer, værdi og klasse. Den analyse har jeg allerede delvist antydet i “Odysséen” på et grundlag jeg selv anser for at være historisk-materialistisk (men altså netop kun antydet!). Men uden en bare nogenlunde klar definition af alle de nævnte begreber (ikke bare daglig brug af ordene!) har ordet “klasseanalyser” for mig ingen særlig mening overhovedet.
En “klasse” i marxsk tradition består af en gruppe mennesker, som står i samme forhold til produktionsmidlerne. I den henseende har vi simpelt hen to hovedklasser, arbejdsgiverne, som ejer produktionsmidlerne, og arbejderne, som arbejder med de produktionsmidler, som de ikke selv ejer, men tvært imod er udelukket (eksproprieret) fra. Det arbejde, der her er tale om, er udelukkende “produktivt” (altså vare-, dvs. værdiskabende). Om disse arbejdere har både Svend Erik Christensen (Roskilde) og Lars Ulrik Thomsen (Ribe) skrevet gode ting, som jeg ikke behøver at gentage. Men der er altså stadig begrebet “værdi” tilbage: et mønstereksempel på dialektiske modsigelser! (Jeg henviser til min artikel.)
Om denne klassemodsætning er vi dog stort set enige. Den er de sidste tiår blevet stærkt skærpet både ude og hjemme. De store bliver større og æder hinanden, de små stadig mindre og fattigere (men flere). Dette bekræfter kun, hvad allerede Marx og Lenin påviste. Det er lige “efter bogen”. Derfor er kampen mod monopolerne stadig gyldig for enhver kommunist.
Så er der mellemlederne på forskellige niveauer samt den store gruppe af administratorer i stat, kommuner osv. – naturligvis med delt loyalitet. Dertil endeligt de mindre næringsdrivende med egne virksomheder eller i “liberale” erhverv, men som alle stort set arbejder under de samme markedsbetingelser. Jeg ser ikke dem som noget større teoretisk problem (måske nok vælgermæssigt!).
Mere problematisk er de mennesker, som vore klasseanalytikere gerne kalder “mellemlaget”. Også jeg føler mig meget usikker på deres stilling og i analysen af dem. Men jeg tror, vi her må skelne mellem de offentlige systemer (skoler, sundhed, ældrepleje, retsvæsen, politi, militær osv.) og de tilsvarende private service fag, selv om arbejdet som sådan sikkert ikke er særlig forskelligt, hvor det overhovedet kan sammenlignes. Men privatiseringen betyder, at nu også disse former for arbejde gøres til genstand for udbytning: nogen der ikke selv arbejder i disse sammenhænge, skal tjene penge på at andre gør det. Det er et led i den samlede kapitalistiske polarisering af samfundet. Men teoretisk set betyder det, at disse serviceydelser i privat regi nu mere får karakter af pseudo-varer. De har en markedspris i modsætning til de offentlige ydelser, hvor betalingen sker over skatten som en del af samfundets hele infrastruktur (som også efterhånden udliciteres). Vi kalder gerne resterne af denne “infrastruktur” for vort “velfærdssamfund”.
Men i den forbindelse vil jeg nævne et problem, jeg synes, kommunister gerne vender ryggen til – måske fordi de borgerlige privatiseringsideologer netop gør et så stort nummer ud af det. Men alligevel! Alle offentlige væsener (og adskillige slags foreninger) har en indbygget tilbøjelighed til selvforstærkning, så deres organisationsapparater kommer til at formere sig ved knopskydning! I den forbindelse taler man gerne om “klientsamfundet”: en-gang-klient-altid-klient. At gøre sig selv overflødig er ikke nogen udbredt dyd i de kredse (ej heller inden for politiet og militæret!). Foruden udmærket og ofte nødvendig indsats for at hjælpe andre, hjælper de – måske uforvarende, men ikke mindre dygtigt – også sig selv til fortsat beståen. De mangler i almindelighed evne – og vilje! – til at se de samfundsmæssige problemer i et lidt bredere perspektiv.
Disse grupperinger yder ikke arbejde i egentlig forstand (netop ikke “produktivt”), men er givetvis svære at undvære. Og de ansatte får naturligvis løn. Er de så arbejdere? Sælger de deres arbejdskraft? Nej, ikke i min betydning af ordet. Men det forhindrer ikke, at man sikkert kunne få mange af dem til at stemme på liste Ø eller måske en skønne dag på en liste K (eller liste K1, K2, K3,…?). Det var også mange af disse folk, som i 70-erne søgte til DKP. Men trods al ærlig menneskelighed tror jeg ikke – måske netop på grund af dette i sig selv ret perspektivløse “selvopholdelsesinstinkt” – de med rimelighed vil kunne henregnes til arbejderklassen endsige udvikle egentlig proletarisk klassebevidsthed.
Lad mig her knytte nogle spredte betragtninger til klassebegrebet, klassekampen og revolutionen. Klasser bygger på udbytning. Vi kender alle fra vort noget skematiske studiekredsmateriale opdelingen i slavesamfund, feudalsamfund og kapitalisme. At disse alle er udbytningssamfund er klart. I godsejertiden var det særlig tydeligt: tre ugentlige dage med ubetalt hoveri for herren, tre dage for bonden selv. Så kunne man naturligvis skændes om hvilke dage, eller måske ligefrem om to mod fire. Ved overenskomstforhandlingerne drejer det sig faktisk om det samme: lidt mere eller mindre i lønningsposen, et par ekstra fridage osv. Alt sammen naturligvis udmærket.
Om alle underklasser gælder det, at de hader deres udbyttere af et sandt hjerte – og omvendt! Det er den subjektive grobund for klassekampen. I mine unge år dyrkede vi den romerske gladiatorslave Spartakus som stor revolutionær, som gjorde oprør og endda truede Rom med sin slavehær. Men var han revolutionær? Ville han omstyrte det romerske slavesamfund og skabe et nyt og bedre samfund i verden? Nej. Spartakus og alle de andre havde en helt anden drøm: De ville hjem!
Feudalbønderne i bondekrigene ville kaste åget af sig og brændte godser og slotte af. De ville være fri, fri for deres plageånder, fri for hoveri, fri til at flytte. Først senere begyndte den egentlige (borgerlige!) “revolution” på landet med den kapitalisering af gårdene og jorden, som stadig er i fuld gang.
Og hvad ønsker “slavearbejderne” i de økonomiske zoner spredt rundt om i verden, som jeg i min Odyssé-artikel tillod mig at henregne til grundlaget for danske arbejderes levefod og således også for dagens OK? Jeg tror i første omgang de ville blive lykkelige for blot at slippe ud af disse zoner og få et menneskeværdigt liv. Mon de virkelig skulle være i stand til at tænke over en kapitalfri verden og hvordan en sådan en skulle organiseres til gavn for alle arbejdende folk? Lad os dog indrømme: At føre sig frem som revolutionær kræver faktisk mere end almindeligt personligt overskud. Det er alt sammen spørgsmålet om revolutionens subjektive moment.
Hvad er så arbejderklassens mål i dagens Danmark? Overenskomstforhandlinger er selvfølgelig vigtige. Men er de også revolutionære? Næppe. Forhandlinger forudsætter i det mindste, at man anerkender eksistensen af sin modpart, at man tilstræber og respekterer en vis ligevægt i det styrkeforhold, som udmøntes i aftalerne, men som naturligvis kan forskubbes lidt til højre eller venstre – men ikke mange arbejdere ønsker vel at se deres firma gå helt nedenom og hjem og dermed selv blive arbejdsløs?
I det parlamentariske spil gælder tilsvarende: SD anses her for det mindste onde, som alle K-, Ø- og andre venstreorienterede lister frit (og med god grund!) har kunnet kritisere sønder og sammen –dog med den skjulte dagsorden aldrig at true dets parlamentariske grundlag. I dag er vi så “rystede” over de sidste valg f.eks. herhjemme og i Frankrig. Men kan det virkelig undre nogen, efter at selv perspektivløse SDere (som de gidsler de altid har accepteret at være) søger mod det yderste højre, når det kniber? Sådan er det hele vejen rundt. Men blot at være “rystet” giver jeg ikke noget for.
For mig betyder “revolution” tvært imod, at man virkelig er indstillet på at sende kapitalen og alt dens væsen ad helvede til, ikke bare at man fordeler pengene og pladserne i folketinget på en lidt anden måde. Men indrømmet: det vil ikke være uden problemer! Bestemt ikke – så derfor ville jeg også hellere spørge: hvordan presse denne ligevægt så langt ud, at kapitalen helt opgiver ævret som kapital? Men det spørgsmål er ikke på dagsordnen, end ikke blandt kommunister. Derfor har diskussionen på venstrefløjen alt for længe været tam og perspektivløs.
Helt aktuelt er spørgsmålet derfor nok snarere, hvordan vi skal forholde os til, at forholdene i den store verden indvirker så stærkt endda på de hjemlige OK-forhandlinger. Lønniveauet – og dermed arbejdskraftens værdi – vil altid være bestemt af en vis gennemsnitlig, almen anerkendt levefod for Peter Normalforbruger og hans kreds (kendt som pristalsfamilien). Som antydet bygger denne reale levefod (summen af hans brugsværdier) for en stor del på billige importvarer fra ulandene (eller produceret med egne løntrykkere osv.), som, hvis de var blevet produceret med hjemlig OK-løn, igen ville have presset P.N.s lønkrav betydelig op og/eller have sænket hans levefod lige så kraftigt.
På den anden side har finansspekulationen m.v. trukket så megen ekstraprofit herop fra ulandene, at det måske har været en smule lettere for den at acceptere en ret høj levefod for mange under vore egne himmelstrøg (og gjort folk der til gode købere!). En global solidarisk finans- og lønpolitik ville derfor meget vel (i hvert fald i første omgang) kunne true vores levefod ret alvorligt – og dermed give yderligere næring til den igangværende højredrejning. Alle er jo i forvejen godt nervøse for fremtiden med udsigt til finanskriser, masseindvandring, arbejdsløshed osv.
Her vil der fra alle kommunisters side kræves en hård og principfast ideologisk kamp for at styre udviklingen i retning af kommunisme og international solidaritet.
Vigtigt er det derfor at bemærke – hvad også både Marx og Lenin gjorde – at kapitalkoncentration, monopoler og imperialisme, finansspekulation osv. i sig selv simpelt hen er den logisk-historiske konsekvens af markeds funktionen som sådan. Desuden: den såkaldte “konkurrence” udligner på ingen måde forskellene, men muliggør tværtimod større og større forskelle (og undergraver dermed P.N.’s rolle gennem hele den moderne individualiseringsproces, “ny løn”, osv. Eneste virkelige målestok: at rage til sig!). Derfor alene at bekæmpe kapitalkoncentration og imperialisme som sådan vil bare være som at tisse i bukserne. Det varmer ikke i længden. Monopoliseringen og hele det samfundsmæssige sorteringsmaskineri vil blot med “jernhård nødvendighed” fortsætte under nye former. Men det benægter ikke, hvad Niels Rosendal Jensen skrev i Skub nr. 3: ”Proletarisering er … kort sagt socialisation til det borgerlige samfund.” Det er i markedsfunktionen som sådan med dens mulighed for udbytning vi skal finde det objektive grundlag for klassekampen.
Det vil sige, det er i selve markedsfunktionen, vi skal finde kimen til kapitalismen, til dens udvikling og mulige undergang samt perspektiverne for en ny samfundsstruktur. Det er her “revolutionær” nytænkning efter min mening bør sætte ind. I min forrige artikel omtalte jeg problemet brugsværdi. I sidste ende er spørgsmålet vel simpelt hen produktionens organisering og nytte – dvs. om dens nytte for hvem og for hvad. “For hvem“ er i hvert fald også et spørgsmål om udbytning. “For hvad“ har med solidaritet at gøre – og i høj grad med begrebet “subjektivitet”, som jeg skrev om i min “Odyssé”. Er det derfor ikke netop disse spørgsmål, revolutionære i sidste ende må stille sig? Hvad skal ”meningen” være med det hele? Underforstået: dette ville så også løse op for de problemer om ejendoms- og ledelsesretten, herunder “fremmedgørelsen” og centralismen, som heller ikke SU og den “virkeliggjorte socialisme” i Østeuropa kunne klare.
I dag må vi til kapitalkoncentration og imperialisme også føje globalisering som selvstændigt begreb og historisk konsekvens af udviklingen, for imperialismen har i dag aktualiseret en hel række helt nye globale modsætninger, herunder kulturelle, hvad vi kommunister af gammel vane gerne vil feje ind under det politøkonomiske gulvtæppe. Det er stor fejl, som har vist sig katastrofal.
Og så skal vi være opmærksomme på den eurocentrisme, som med vores marxistiske traditioner falder os så naturligt. Også den kan vise sig meget farlig.
Hermed har jeg så igen som “marxist” prøvet igen at kradse lidt i vores teoretiske overfladen. Et endeligt svar på tingene har jeg ikke. Måske blæser det stadig i vinden? Men i hvert fald tak for at måtte komme igen!