Af Svend Erik Christensen
Efter landsmødet i maj står DKP nu med et udkast til
foreløbig konklusion på programdebatten. Den skal nu behandles i partiet frem
til et nyt landsmøde den 18. oktober, hvor der skal sættes punktum for den
programdiskussion, som har løbet siden januar 1999.
Landsmødet pålagde landsledelsen at prøve at svare på de mange spørgsmål, der endnu ikke var givet svar på i diskussionen op til landsmødet i maj. Herudover skal der i konklusionen indarbejdes erfaringer med Perestrojka i Sovjetunionen, de chilenske erfaringer fra Folkeenhedens periode, erfaringer med enhedens metode og overgangsformer til socialisme. Så langt så godt. Herudover blev det mere eller mindre ”kuppet” igennem, at der i konklusionen skal indarbejdes 8 sider fra Ribe Amts forslag til programudtalelse. Dette ændringsforslag blev fremlagt mundtligt. Der blev ikke gjort rede for, hvilke afsnit det drejede sig om i Ribe Amts udkast. De delegerede havde kun haft få timer til at sætte sig ind i Ribe Amts forslag. Derfor bruger jeg udtrykket ”kup”. Jeg vil samtidig komme med den påstand, at kun et meget lille mindretal af de delegerede havde sat sig ind i Ribe Amts forslag. Det er da sikkert også kommet som lidt af en overraskelse for mange af de delegerede, at der i de 8 sider også er et afsnit om DKP. Et afsnit der bl.a. genindfører den demokratiske centralisme i DKP, som ellers defacto blev afskaffet med vedtagelse af de nye partivedtægter i 1992. Alt i alt syntes jeg at dette afsnit er fuldt af selvhævdelse og en beskrivelse af DKP, som jeg har svært ved at genkende. De øvrige afsnit indeholder nogle gode takter, men bærer præg af at være lidt hurtig omarbejdning af tidligere indlæg i SKUB. Bl.a. nævnes Århus og partiarbejdet på Århus Flydedok i afsnittet om Enhedens metode. Det er nok en lidt for lokalt-historisk tekst til at kunne indgå i konklusionen på DKPs programdebat.
Jeg var en af de få på landsmødet, som stemte mod resolutionen om programarbejdet. Grunden er at de 8 sider fra Ribe Amt skal indarbejdes i programkonklusionen – og ikke kun være et supplement til konklusionen, som der står på side 8 i SKUB fra juni.
I konsekvens heraf har jeg trukket mig som tovholder for
programkommissionen og er helt gået ud af den. Hermed står jeg mere frit med
at komme med min egen vurdering af ”En kommunistisk vision for klassekampen i
det 21. århundrede”, samt med de nødvendige ændringsforslag. Forslag og
vurderinger, som jeg håber at landsmødet i oktober vil tage til sig.
I udkastet til programkonklusion stilles der flere spørgsmål,
som jeg vil forsøge at svare på.
1. Der stilles spørgsmål om der er belæg for at sige, at den cykliske krise udvikler sig til en permanent krise, en dommedagskrise.
Jeg tror, at der er belæg for denne beskrivelse. I Ret og
Vrang nr. 25 er der på side 37 i artiklen ”Globaliseringen – dens fortalere
og dens kritikere” en beskrivelse der er analog til vores beskrivelse i
programkonklusionen. Lad os holde fast ved forudsigelsen af kapitalismens
dommedagskrise.
2. Der stilles spørgsmål om de ændringer, der sker
i produktionen med selvstyrende grupper mv. på længere sigt giver grundlag for
en mere direkte revolutionær strategi.
Jeg tror, at der er belæg for denne påstand. Men det er ikke den selvstyrende gruppe på maskinfabrikken eller i hjemmeplejen, der her er det afgørende. Det er kun fremtrædelsesform for de kvalitative ændringer, der er ved at ske inden for arbejdslivet. Hvor der for det første er en hel klar tendens til at produktionen kun kan videreudvikles, effektiviseres og kvalitetssikres, hvis de arbejdende udover deres manuelle arbejdskraft også lægger deres viden og følelser i produkterne – materielle eller imaterielle. Hermed får den direkte producent et langt større ejerskab til det enkelte produkt og produktionen. For det andet er væsentlige dele af ledelsesopgaverne i den enkelte virksomhed lagt fra ”værkføreren” til den enkelte ansatte eller grupper af ansatte. Det er også nødvendigt for at optimere produktionen. Produktionen bliver ikke optimal hvis ikke den enkelte direkte producent har stor indflydelse på produktionens tilrettelæggelse og gennemførelse.
For det tredje bliver ejendomsretten til virksomhederne mere og mere anonym. Det betyder at den enkelte kapitalist ikke har et patriarkalsk forhold til sin virksomhed. Men det er kun krav om afkast fra aktionærerne i fx pensionskasser, der bestemmer om virksomheden skal ligge i Skagen eller Kiev. Beslutninger om virksomhedernes ve og vel lægges uden for den enkelte virksomhed. Her oplever de ansatte et demokratisk underskud i arbejdslivet.
Al moderne ledelsesteori og litteratur peger på behovet
for, at det ansatte tager ansvar for produktionens resultat. Lad os tage dem på
ordet og gøre kravet om den lærende organisation og det udviklende arbejde
kombineret med reelt demokrati i arbejdslivet til en revolutionær parole, der
peget på muligheden for at de producerende selv overtager produktionen.
3. Der stilles spørgsmål
om det er absurd at tale om arbejderklassens kerne
Jeg tror, at det er rigtigt at sige, at alle dele af arbejderklassen er ligeværdige, men det skal ikke forhindre os i at pege på, at der er dele af arbejderklassen, der har faglige og politiske erfaringer, en større klassebevidsthed. Herved kan de være spydspids i klassekampen. DKP/ML har i pjecen ”Klasserne i Danmark – Oplæg til klasseanalyse” fra maj 2003 peget på, at arbejderklassens kerne består af:
· Industriarbejderne 331.000 ansatte
· Transportarbejdere 120.000 ansatte
· Bygge og anlægsarbejdere 124.000 ansatte
·
De nedre arbejdergrupper i den offentlige sektor
300.000 ansatte
Udfra dette udgør kernen i arbejderklasse godt 20 pct. af den samlede arbejderklasse.
Jeg vil derfor foreslå at der i konklusion indsætter følgende
tekst:
”Med denne kvalitative udvikling inden for arbejderklassen, har vi en arbejderklasse der på mange måder har forskellige erfaringer med klassekampen og politisk og faglig erfaring. De grupper der historisk er mest klassebevidste er industriarbejderne, transportarbejderne, bygge- og anlægsarbejderne og dele af de ansatte inden for den offentlige sektor. Disse gruppers erfaringer og traditioner må overføres til de øvrige grupper af arbejderklassen. Men alle dele af arbejderklassen er lige nødvendig i den politiske kamp, og den revolutionære bevægelse må arbejde på at skabe den størst mulige enhed i arbejderklassen.”
4. Der stiles spørgsmål
om hvordan de unge, de gamle og de arbejdsløse ind i klasseanalysen
Befolkningen, der er over 15 år og er uden for arbejdsmarkedet er halvt så stort som de erhvervsaktive. ”2/3-delssamfundet” er en realitet. Kontanthjælpsmodtagere og andre arbejdsløse omfatter 300.000 personer, førtids- og folkepensionister 970.000 personer, efterlønsmodtagere 180.000 personer og unge under uddannelse 235.000 personer.
Disse fire grupper kan spille en rolle i den
antimonopolistiske kamp. Ungdommen har historisk set spillet en meget stor rolle
i forbindelse med samfundsomvæltninger. Det vil de også i fremtiden.
5. Der stilles spørgsmål om det giver mening at
tale om en national dansk arbejderklasse i et globalt klassesamfund og hvordan
skal orientere sig i denne situation
Globaliseringen har betydet dels at produktionen lægges
hvor arbejdskraften er bedst og billigst, og dels at stor grupper – de såkaldte
flygtninge og indvandrere - tvinges til Vesteuropa for at finde arbejde. Det
stiller helt nye krav til den nationale og internationale arbejderbevægelse.
Jeg vil derfor foreslå, at der indføjes følgende i konklusionsteksten:
”Det stiller helt nye krav til den nationale og
internationale arbejderbevægelse. Parolen om international solidaritet er en nødvendighed
som ingen sinde før for den danske arbejderbevægelsen. Den må forbinde sig
med de arbejdende masser i den øvrige verden og i højere grad betragte
arbejderklassen som et international fænomen og ikke kun som en dansk
arbejderklasse.”
6. Der stilles spørgsmål om der findes et nationalt
dansk borgerskab, der kan indgå i en bred national anti-monopolistisk alliance,
og om det vil være hensigtsmæssigt at skelne mellem
multinationale/transnationale monopoler på den ene side og småproducenter og
småkapitalister på den anden side
DKP/ML har i den føromtalte
pjece prøvet at sætte tal på borgerskabet og småborgerskabet. I deres
definition som alle der ejer produktionsmidler med mere end 9 ansatte og småborgerskabet
som alle der ejer virksomheder med op til og med 9 ansatte. Ud fra dette kommer
de frem til at borgerskabet omfatter 55.000 personer, hvor langt hovedparten er
inden for industri (25 pct.) og handel, restauration og hotel (40 pct.). Småborgerskabet
omfatter 242.000 personer incl. medhjælpende hustruer og er koncentreret inden
for landbrug, handel, hotel, restauration, byggesektoren og forretningsservice
(fx advokat og konsulentbranchen).
Det vi i første række
må konstatere er, at det egentlig monopolborgeskab som ejer de store firmaer er
en meget lille del af de 55.000 virksomhedsejere. Ejerne af de multinationale og
transnatinale firmaer i Danmark udgør kun en promille af den danske befolkning.
Vi kan selvfølgelig finde nogle økonomiske modsætninger mellem det egentlig monopolborgerskab på den ene side og småkapitalisterne og småborgerskabet på den anden side. Men det er nok for tidligt at sige hvor disse modsætninger er. Ligesom der må være nogle objektive interessemodsætninger mellem den kapitalistiske internationalisering og globalisering på den ene side og småkapitalister og småborgerskabet på den anden side. Jeg tror vi kan se en forskellighed i forhold til holdningen til produkterne. En del af disse småproducenter har kastet sig over forskellige nicheproduktioner og alternative produktioner som økologi og kvalitetsvarer i konkurrence til de store selskabers mainstreamprodukter. Disse småproducenter kan naturligt indgå i en bred national anti-monopolistisk alliance.
Men her ligger der et stort arbejde for os med at få afdækket
modsætningsforholdene mellem småproducenterne og storkapitalen.
7. Der stilles spørgsmål om der er en sammenhæng
mellem den europæiske socialismes undergang og EUs udvikling
Det er et interessant spørgsmål som der endnu ikke er
nogen der har forholdt sig til i vores programdebat. Spørgsmålet er også hvor
vigtigt det i givet fald er at få svar på dette. Jeg vil foreslå, at vi
melder pas til dette spørgsmål.
8. Der stilles spørgsmål
om hvem der i dag udgør den samfundsforandrende kraft
Her vil jeg foreslå, at vi fastholder tesen fra
76-programmet om at arbejderklassen er hovedhjørnestenen i den
samfundsforandrende kraft.
Landsmødet besluttede at indarbejde nogle nye afsnit i konklusionen.
Jeg vil forslå at med udgangspunkt i Ribe Amts forslag
indarbejdes et afsnit om perstrojka og glasnost i afsnittet om den europæiske
socialismes fald. Det kan fx være en sådan tekst:
” I slutningen af 1980’erne var der bestræbelser i gang i Sovjetunionen for at modvirke det demokratiske underskud: Perestrojkaen og Glasnost.
Der findes ingen enkle svar på, hvorfor det, som skulle være et demokratisk opsving, perestrojkaen, blev til afslutningen for Sovjet-samfundet.
Kort før sin død i 1964 advarede de italienske kommunisters leder, Palmiro Togliatti, om den internationale bevægelses efterblevenhed, når det gjaldt om at være på højde med udviklingen. Det gjaldt de kommunistiske partier i både øst og vest. Advarslerne blev ikke hørt, og splittelsen i den internationale bevægelse skærpedes, først og fremmest mellem Kina og Sovjetunionen.
Kun gennem en åbenhjertig dialog og gennem en konstruktiv
kritik kan den samlede bevægelse gå fremad. Det var nogle af de tanker, som
også prægede reformprocessen i Sovjetunionen, en proces der tog fart i 1985
med Gorbatjovs valg til generalsekretær i SUKP. At tankerne om Glasnost og
Perestrojka slog fejl er ikke ensbetydende med, at indholdet var forkert. De
fleste kommunistiske partier jorden rundt støttede reformerne, og man så dem
som en ny etape i den samlede internationale bevægelse. Måske var problemet
snarere, at reformprocessen blev sat i gang 10-15 år for sent.”
Der bør indføjes et afsnit om overgangsformer til socialisme der bygger på de erfaringer, som den internationale kommunistiske bevægelse har høstet gennem de sidste 75 år: Fx Den spanske republik og Folkefronten i Frankrig i mellemkrigstiden, de folkedemokratiske revolutioner i Syd- og Østeuropa i efterkrigstiden og Folkeenheden i Chile samt de franske, portugisiske og italienske kommunisters erfaringer fra 1970’erne.
Herudfra tror jeg godt, at vi kan udlede nogle almene lovmæssigheder for overgangen fra kapitalisme til socialisme, som
· at enhver overgang til socialisme er opnået gennem at folkenes kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for socialisme
· at der er behov for mellemtrin eller etaper i overgangen til socialisme, som må ses som en proces og ikke som nogle statiske trin
· at der må udformes en politik, der tilfredsstiller det store folkeflertal og retter sig mod monopolborgerskabet
· at det er muligt med en ikke-væbnet overgang til socialisme gennem isolering af de mest reaktionære dele af monopolborgerskabet og opbygning af en anti-monopolistisk alliance eller folkeenhed
·
at forudsætning for at begynde vejen hen mod socialismen er, at
der skabes enhed i arbejderklassen, og at arbejderklassens organisationer
omformes til klassekampsorganisationer
Der har været ønske om at inddrage et afsnit om enhedens metode. Som jeg ser programdebatten er der ikke kommet noget nyt til. De indlæg der har været, har kun bekræftet rigtigheden af aktionsenhedens metode, som det blev beskrevet i Kommunisternes Program fra 1976. Vi kan evt. bare gentage beskrivelse fra dengang.
Afsnittet om DKP forslår jeg bliver erstattet af et lille
afsnit med følgende tekst:
”I kampen for enhed i arbejderklassen og en
anti-monopolistisk alliance og politik er der behov for et bevidst kommunistisk
parti. Et moderne kommunistisk partis rolle, organisation og politik må
udformes udfra de krav som klassekampen stiller”.
Når jeg ser på udkastet, som det ser ud i dag, kan det nok trænge til lidt opstramning. Nogle af de statistiske oplysninger kan med fordel tages ud. Det er specielt i afsnittene om det danske klassesamfund og om den danske kapitalisme. Indledningen og afsnittene ”Hvad er det for en tid vi lever i” vil også blive bedre med en kortere tekst, fx bør alt om kriser flyttes til et selvstændigt afsnit.
Herudover bør det overvejes at flytte afsnittet om
globaliseringen til umiddelbart efter afsnittet Hvad er det for en tid vi lever
i., samt lade afsnittet om EU komme umiddelbart efter dette.
Jeg har gennemskrevet ”En kommunistisk vision …”udfra ovenstående. Den er lagt ud på hjemmesiden www.dkp.dk, hvor de også kan kommenteres under at skrive til sc@ofir.dk