At trække på samme hammel – men hvilken?

Afsluttende paneldebat refereret af Birgit Unnerup

Oplægsholderne var Enid Riemenschneider fra KPiD, Gitte Thomsen fra Fælles Kurs, Per Clausen fra Enhedslisten og Svend Erik Christensen fra DKP. Derudover var Torben Janssen fra DKP-ML tilmeldt, men dukkede ikke op.

Enid Riemenschneider takkede for indbydelsen. Det er en god idé at lære hinanden bedre at kende. KPiD har efter 10 års arbejde udarbejdet et program, der blev vedtaget på partiets kongres i foråret 2002. På kongressen blev det også besluttet at række hænderne frem til de øvrige kommunistiske partier for at samle kræfterne. Konkret blev der inviteret til drøftelse partierne imellem med det formål at gå videre derfra. KPiD’s holdning er, at det er vigtigt, at enhedsprocessen kommer nedefra. Til det formål blev det på mødet i juli besluttet at udveksle dels kontaktpersoner og dels materialer. Enid var tilfreds med, at kommunisterne finder sammen i bevægelserne – senest i fredsbevægelsen. På Østerbro er der et fælles initiativ omkring »Boycot Israel«. KPiD har samtaler på ledelsesplan med DKP-ML bl.a. om EU-spørgsmålene. Enid gav udtryk for, at den faglige kamp er overordentlig vigtig. Det er liv eller død for fagbevægelsen. Det er kommunisternes opgave at komme med gode forslag, som bl.a. de utilfredse socialdemokrater kan bruge.

Gitte Thomsen takkede også for indbydelsen og sagde, at det var et spændende seminar. Gitte beklagede, at hun var den eneste deltager fra Fælles Kurs, men de fleste er svære at trække væk fra København. Gitte gav udtryk for, at noget af det bedste ved DKP er partiets seminarer, der ofte afholdes på afsides steder, hvilket betyder, at deltagerne bliver. Gitte redegjorde for partiets ledelsesbeslutning om at søge en sammenslutning med DKP og fortalte i den sammenhæng om Socialisternes Hus i Ålborg, der var købt for penge fra salget af DKP’s ejendom i byen. Det har betydet, at de fleste kommunistiske og venstrefløjsorganisationer i Ålborg i over 10 år har »boet« og også arbejdet sammen. Der er udviklet traditioner, f.eks. fælles morgenmøde 1. maj. Det er et praktisk eksempel på samarbejde fra neden. Fælles Kurs har i al sin tid arbejdet for enhed blandt de progressive kræfter i arbejderbevægelsen. Målet har været en sammenslutning af alle partier / kræfter. Da det ikke så ud til at blive til noget, tog partiet den beslutning at forsøg at speede processen op ved selv at gå i spidsen. Når DKP blev valgt skyldes det dels, at det er udgangspunktet, og dels at partikulturen i de to partier ligner hinanden. Gitte udtrykte stor glæde over KPiD’s initiativ til et møde for de 4 partier i sommer, idet Fælles Kurs ellers har oplevet, at netop KPiD var »de tungeste at danse med« i enhedsbestræbelserne.

Gitte gav udtryk for, at det så ud, som om partiets initiativ virkelig havde sat skred i samlingsbestræbelserne. Fælles Kurs har fået mange positive og ingen negative reaktioner på ledelsens beslutning om sammenslutning med DKP. Næste skridt er, at Fælles Kurs’ landsmøde den 30. november 2002 skal træffe en principbeslutning herom. (Dette er sket – se andetsteds i bladet. Red.)

Per Clausen fortalte, at Enhedslistens udgangspunkt er pluralisme. Listen består af kommunister, venstresocialister, trotskister og de nye og de unge, som er mere blandede politisk. Listen har været igennem en organisatorisk og politisk udvikling, hvor 3 ting er blevet afklaret: 1) listen står fast på klassekampsaspektet og arbejderklassens rolle; 2) historien og den demokratiske socialisme betyder en kritisk holdning til de eksisterende socialistiske lande; 3) listen udvikler sig fra et valgparti til et egentligt parti, der definerer sig som et socialistisk, revolutionært græsrodsparti. Per ridsede herefter de nuværende opgaver op, idet han understregede, at der skal (sam)arbejdes samtidig med, at der programudvikles: 1) kampen mod den borgerlige regering, hvor der har været stor aktivitet blandt de unge, de offentligt ansatte og den traditionelle fagbevægelse. Opgaven er at sikre en ny politik og at profilere venstrefløjen; 2) kampen mod EU, herunder kampen for national selvbestemmelse, således som det kom til udtryk på det seneste landsmøde. Det er her vigtigt at holde forbindelse til de sociale bevægelser imod EU’s politik på bestemte områder og til antiglobaliseringsbevægelsen, der er ved at vende sig mere generelt mod EU. Det er lykkedes ved samlingen af aktiviteterne i forbindelse med topmødet i København i december; 3) antikrigsbevægelsen: det er nemt at være imod USA og EU, men det er svært at finde en progressiv kraft imod USA, og det er svært for de progressive lande. Det har betydet, at modstanden er koncentreret hos fundamentalistiske muslimske kræfter. Per afsluttede med at sige, at det er vigtigt, at vi opretholder samarbejdet, selv om vi ikke slutter os sammen.

Svend Erik Christensen tilsluttede sig, at det er vigtigt, at vi fortsat snakker sammen. Svend Erik tog tråden op til lørdagens indlæg og fandt det vigtigt i forhold til epokedefinitionen at beskæftige sig med »de kommunistiske kim i produktivkræfterne«. I forhold til globaliseringen spurgte Svend Erik, hvad den egentlig betød, herunder for dansk kapital og arbejderklasse. Giver det mening at tale om en dansk kapital og en dansk arbejderklasse? Taler vi i virkeligheden om »vælgere«? Og hvordan er de teknologiske muligheder? Svend Erik gjorde opmærksom på den udvikling, at USA ikke længere er »verdens politibetjent«, men er blevet »verdens bølle / bøddel«. Og hvordan er det med klasser og klassekamp? Hvordan skabes der en klassebevidsthed i arbejderklassen? Hvor er den samfundsforandrende kraft? Hvordan er partiets rolle, hvilken rolle spiller vi? Afslutningsvis mente Svend Erik, at det ville være en god ting, hvis der blev igangsat et fælles teoretisk arbejde partierne imellem.

Diskussionen efter oplæggene i paneldebatten

Dobbelt partimedlemskab

Debatten blev rejst med udgangspunkt i, at Enhedslisten efter manges opfattelse og i praksis udvikler sig i retning af et parti. Og da listen bygger på enkeltmedlemskaber, så opfatter mange medlemmer af f.eks. DKP, at de står overfor i praksis at være medlem af to partier, hvad der traditionelt har været modstand imod iblandt kommunister. Problemstillingen blev rejst af Lilli Swing. Per Clausen fra Enhedslisten oplyste, at listen ikke ser noget problem heri.

Finn Hermann sagde, at han finder dobbelt medlemskab problematisk, hvis der er programmatiske forskelle mellem partierne.

Enhedslisten og enhedsprocessen

Peder Pedersen spurgte KPiD, om dette parti følte at ville kunne berige Enhedslisten ved at partiets medlemmer gik ind i Enhedslisten. Enid Riemenschneider svarede, at KPiD bestemt mente at kunne berige Enhedslisten. Partiet har netop udgivet et nyt partiprogram, og det er tænkt at kunne berige hele venstrefløjen. Enid mente, at KPiD’s program havde afklaret en del af de spørgsmål, der bl.a. var rejst på seminaret.

Enid gav udtryk for den opfattelse, at enhedsprocessen mellem de 4 (kommunistiske) partier var en svær sag, bl.a. pga. historien. Men KPiD vil gerne samarbejde. Enid oplyste, at KPiD’erne havde brudt med DKP bl.a. pga. DKP’s tilslutning til det parlamentariske projekt med Enhedslisten.

Preben Engelsmann tilkendegav, at han delte KPiD’s betænkeligheder over for Enhedslisten, som han fandt antikommunistisk. Preben havde fundet det rimeligt at være medlem af Enhedslisten, så længe det i realiteten var en liste, men ikke når det var / blev et parti.

Oluf Unnerup fortalte, at der siden 30’erne havde været ævl og kævl i det kommunistiske parti og den kommunistiske bevægelse. Det var der ikke noget nyt i. Det nye var, at efter krigen blev det muligt og kutyme at danne nye partier. Før den tid gik folk til Socialdemokratiet. Oluf fortalte, at han ser sådan på det, at han er forblevet kommunist, og at det er de andre, der har skilt sig ud bl.a. af personlige årsager.

Gitte Thomsen sagde, at det rykkede i hjerterødderne på Fælles Kurs at acceptere Enhedslisten som parlamentarisk strategi, men at når der snakkes, så må der også handles, og Enhedslisten er en del af DKP’s politik.

Svend Erik Christensen tilsluttede sig Per Clausens vurdering af, at Enhedslisten i praksis er et parti. Det opfatter og proklamerer sig som et parti, men det er stadig et anderledes parti.

Per Clausen svarede, at medlemmer af DKP og andre partier selv må afgøre, om de kan og vil være medlemmer af Enhedslisten. Omkring antikommunisme sagde Per, at Enhedslisten har taget afstand til de socialistiske lande, men at listens program og praksis er bred nok til at inkludere også kommunister. Det bliver først et egentligt problem den dag, hvor et kommunistisk parti er stærkt nok til at stille op til folketingsvalg. Per erklærede sig åben over for at diskutere de socialistiske lande og evt. blive klogere på deres rolle og natur.

Det faglige arbejde

Birgit Unnerup spurgte med henvisning til Enid Riemenschneiders opfordring til at trække på samme hammel, hvilken hammel der skulle trækkes på og i hvilken retning. Enid svarede, at fagbevægelsen er trængt, og at kommunisterne skal gøre et godt stykke arbejde for at hjælpe et oprør på vej. Det er vigtigt, at vi taler sammen om det og ikke modarbejder hinanden. Enid opfordrede til, at kommunisterne talte sammen forud for diverse kampagner og tiltag. Gitte Thomsen replicerede hertil, at hun gerne så, at dette blev udstrakt til arbejdet i Folkebevægelsen mod EU.

Den politiske situation

Henvendt til Per Clausen sagde Enid, at kampen mod den borgerlige regering er en hovedopgave, men at vi ikke skal forene os med Lykketoft. Der er behov for en ny politik ikke bare en ny regering. Det er vigtigt at få frem, at både den borgerlige regering og Socialdemokraterne er styret af EU og efterlever de samme direktiver. Enid sagde, at det ikke er muligt at dreje Socialdemokratiets top, men at der blandt de menige er mange, der stadig opfatter sig som socialister og har idealer. Dem skal vi vinde for os.

Ron Ridenour tilkendegav, at han var imod strategien med det antimonopolistiske demokrati, som han opfattede som en hindring for eller en afvisning af en revolutionær bevægelse. Ron mente, at den nuværende regering hjælper os til at se, hvad borgerlig politik går ud på.

Fredsbevægelsen

Finn Hermann sagde henvendt til Per Clausen, at det er rigtigt, at det er svært at finde en stærk progressiv modstand mod USA og Co.s krigshysteri, men at til gengæld er der en virkelig bred modstand undervejs, og at der er muligheder i den. Der mangler dog tilslutning fra de »gamle« fredsbevægelser. Otto Carlsen mente, at hvis fredsbevægelsen magter at inkludere en kampagne mod atomvåben i sine aktiviteter, så vil mange mennesker reagere positivt. Otto mente, at det er en klar fejl, at dette aspekt ikke er med.

Birgit Unnerup sagde til Per Clausen, at det i fredsbevægelsen ikke var nemt at være mod EU, idet mange havde en forhåbning om, at EU kunne være en modvægt til USA. Birgit mente, at der måske også er et element af, at vi ikke kan lide at se os selv som egentlige medskyldige i det, der sker. Per Clausen sagde, at det er et stort problem, at EU i mange kredse ses som et (godt) alternativ til USA. Per mente, at hvis EU bliver et alternativ, så vil det kun betyde, at der er to dårlige supermagter, der vil indvikle sig i krige mod hinanden – dels økonomiske, men formentlig også rigtige krige, evt. rundt om i verden »ved stedfortræder«. Enid Riemenschneide tilsluttede sig Pers synspunkt og nævnte, at der bl.a. i Latinamerika er mange, der tror, at EU er en ven.

Afslutning: Lars Ulrik Thomsen gav udtryk for, at der var kommet mange nuancer frem i synspunkterne, og at det er et godt udgangspunkt for det videre samarbejde. Lars Ulrik takkede for en god og frisk debat.