Af Niels Rosendal Jensen
I forlængelse af mit
seneste indlæg i programdebatten (”Marxismens gyldighed i dag”) rejses her
en række problemstillinger, som angår opdateringen eller ajourføringen af
marxismen med henblik på netop programdebatten.
1.
Produktion eller forbrug?
Dette mulige skifte fra
arbejde til forbrug som centralt omdrejningspunkt er i og for sig heller ingen
nyhed i den klassiske marxisme. ”Man yder efter evne og modtager efter
behov”. Marx svang sig ind i mellem op i de utopiske fremtidsvisioner, og en
af de smukkeste er hans fremsynede tanke om, at mennesker efter et par års værnepligt
i produktionen kan tage sig af andre, mere menneskelige opgaver og behov (jfr.
her Ceccaroli og Enerstvedts interessante analyse i ”Historie – framtid”,
Oslo, 1983 eller Baumans ”Fællesskab”, København, 2002). Optimistisk kunne
skiftet udlægges således: Det vil politisk være muligt at foretage
omfordeling af arbejdet. Alligevel er der ingen grund til overdreven optimisme.
Sådanne
problemstillinger indeholder flere væsentlige spørgsmål vedr. klasseanalyse,
klassekamp og kampen om produktionen. Er der hold i omtalte skifte, stiller det
skarpt på den såkaldt subjektive faktor, og de i programdebatten indtil videre
fremførte betragtninger om direkte veje til socialismen er derfor langt fra
holdbare. Med andre ord: der må tages en ny tørn.
2.
Velfærd, 2/3-samfund og lignende
Bauman argumenterer
meget overbevisende for, at den tidligere velfærdsstat ikke længere er
attraktiv for nutidens velbjergede, ’kosmopolitterne’. De kan forbruge, som
og hvor det måtte passe dem, og de føler ingen forpligtelse over de dårligere
stillede.
Ved siden af klassespørgsmålet
konfronteres vi med endnu en alvorlig udfordring: Globaliseringen synes at føre
til, at 2/3-samfundet bider sig fast. Det kan der søges udvej for ved at iværksætte
et storstilet beskæftigelsesprogram, men dette er indtil videre ikke den
borgerlige regerings hensigt. Man foretrækker at se tiden an og vente på
opsvinget. Samme recept føres i USA med katastrofale konsekvenser til følge
(se f.eks. Politiken den 6.7.03 ”Død over de fattige”). Globaliseringen
indebærer, at selv en voldsom indsats for beskæftigelse herhjemme eller i de
største EU-lande kan forsvinde over en nat (tænk blot på Enron-effekten i
USA, bankfusioner m.v. i Europa, hvor der på et døgn forsvandt flere jobs, end
Tyskland, Frankrig og England havde skabt over flere år).
På baggrund af den rød-grønne
koalitions agenda 2010 i Tyskland kan vi allerede nu se vanskelighederne tårne
sig op for genopretning af velfærden i Danmark. Uden at overdrive betydningen
af den tyske regerings indledende skridt til afmontering af velfærdsstaten er
der mange gode grunde til at tænke videre over den sag. Privatisering af
problemer med at skaffe sig fast arbejde – nedskæring af de ydelser, der skal
kompensere for mangler i så henseende – generelle nedskæringer – indsats
for såkaldt synlige svagere grupper osv. Vi kender det allerede i dagens
Danmark. Såkaldt gammeldanskere tvinges gennem diverse aktiverings- og
kursusforløb; nydanskere skal slet ikke lukkes ind i paradisets have. Der
satses på at gøre noget for de allersvageste: husvilde og hjemløse,
prostituerede, stofmisbrugere m.v. Derved sker der det, at socialpolitik gøres
til et anliggende for eksistenser på randen af samfundet. I velfærdsstatens
grundlæggelsesperiode var hensigten ikke at stigmatisere bestemte grupper, men
derimod at sikre et alment løft i levevilkårene. F.eks. gennem folkepension,
lighed gennem uddannelse og meget andet godt. Min påstand er, at dette står
for fald. Selv et regeringsskifte i retning af SRFØ kunne i bedste fald dæmme
op for en erosionsproces, fordi de ”fædrelandsløse kosmopolitter” foretrækker
skattelyet frem for det sociale ansvar – for nu at skære det ud i pap. Dertil
skal lægges, at vi ikke længere kun taler om ufaglærte jobs som syerskernes i
Herning eller faglærte jobs som på de nu lukkede skibsværfter. I dag handler
det i lige så høj grad om de mest veluddannedes jobs, som ud fra argumentet om
international konkurrenceevne flyttes til Indien, hvor lønnen højst er 20% af
den danske løn for ingeniører m.v. En alt andet end ønskelig situation.
Imidlertid synes Lykketoft blot at lurepasse i stedet for at gøre et forsøg på
at samle venstrefløjen og de ansvarlige partier, fagbevægelsen og de folkelige
organisationer omkring et langsigtet omstillings- og beskæftigelses-program.
3.
Hvilke kampe kan vi så ane konturerne af?
Den glædelige nyhed er,
at den internationale klassefjende har fået navn og adresse: Verdensbanken,
Verdenshandelsorganisationen m. fl. Vi har også kunnet iagttage de første væsentlige
skridt på internationalt plan i form af ”bevægelsernes bevægelse”.
Et afgørende kort for
arbejderbevægelsen vil da være den internationale solidaritet. Den europæiske
pensionskamp (Rød-Grønne Linjer, 27. juni 2003) er et oplagt eksempel på en sådan
nødvendig konfrontation, fordi den demonstrerer den fuldstændige kynisme,
hvormed nyliberalismen fører sig frem i ly af ØMU’en og stabilitetspagten.
Naturligvis er disse kampe defensive, men som Marx jo påpegede i sin tid er
defensive kampe mod virkningerne af kapitalismen væsentlige for fagbevægelsens
sammenhængskraft. Med andre ord: mindre kræfter på at uddele paraplyer,
muleposer og billige forsikringer og flere kræfter på det væsentlige.
Herunder solidariteten med de franske skolelærere og andre, der for tiden bekæmper
forsøgene på at smadre de tilkæmpede sociale rettigheder. Bemærk, at de østtyske
metalarbejdere netop har tabt kampen for 35 timer om ugen, og at højrefløjen i
det tyske metalarbejderforbund benytter lejligheden til at skille sig af med
venstre-fløjen.
Belært af PDS’ sørgelige
erfaringer på det seneste (stort set ikke en reaktion på agenda 2010 til trods
for dens principielle betydning) er det afgørende nødvendigt at genlære sig,
at et globaliseret arbejdsmarked og en globaliseret socialpolitik, der bygger på
absolut mindste fællesnævner, kun kan bekæmpes med globaliserede modsvar,
herunder arbejdskampe. At føre sofistikerede diskussioner om, hvorvidt
globaliseringen overhovedet finder sted, eller definere sig uden om, er både
strudsepolitik og en utilladelig luksus i en tid, hvor globaliseringsprocesserne
bliver mere og mere synlige. Vi kan skændes om disse processers indhold og rækkevidde.
Vi kan også skændes om den politiske taktik – ikke mindst om stillingen til
EU. Men at venstrefløjen må forholde sig strategisk til sådanne udfordringer,
er ikke værd at spilde krudt på.
Alternativet er ikke at
vende verden ryggen og etablere et fort Danmark eller forestille sig
retableringen af et holdbart nationalstatsligt projekt (Velfærdsstaten i
60’erne eller ”Gamle Danmark”). Dels er den bane allerede optaget af Dansk
Folkeparti, og oversatte vi dette partis program til forståeligt dansk, ville
det lyde noget i retning af: Vi i Jysk Folkeparti, Lolland-Falsters
Fribondesammenslutning og Bornholms Frihedsparti vil fortsætte med at benægte
fakta. Enhver velorienteret og politisk engageret person kan uden større
vanskelighed indse, at løsninger ikke vil kunne findes i at afvise
globaliseringen, reducere hele migrationsspørgsmålet til kulturkamp (nej til
islam) og samtidig love ældrechecks og sygehuse uden ventelister. Det er
aldeles perspektivløst og svarer i politisk modenhed til kravet om
medvind på cykelstier og andet af samme muntre skuffe.
Det fører videre til
det interessante spørgsmål: Når de nu er så dumme, hvorfor finder folk sig så
i det? Skyldes det konsensus, afmatning, manglende modstand eller ….? Gramsci
mente, at der var noget midt imellem. Dette kaldte han hegemoni. Den herskende
klasse regerer ikke i kraft af vold (eller i det mindste ikke i kraft af vold
alene), men også i kraft af overtalelse. Denne overtalelse var indirekte: de
undertrykte klasser lærte at se samfundet gennem deres herskeres øjne takket være
deres uddannelse og plads i systemet. Denne generelle konstatering er ikke
anvendelig til ret meget i politisk henseende. Spørger vi derimod til
betingelserne og formerne for det kulturelle hegemoni, stiller sagen sig straks
anderledes. Er hegemoniet en bevidst strategi fra den herskende klasses side,
eller udtrykker det en form for latent rationalitet i herskernes handlinger?
Hvordan etableres et hegemoni, og hvordan kan det imødegås med succes? Med
reference til Pierre Bourdieu peger nogle på, at der er tale om ”symbolsk
vold” – en proces, der fører til, at de herskendes kultur betragtes som
legitim, mens andre kulturer betragtes som illegitime. Andre referencer –
bl.a. fra arbejderbevægelsens historie - kunne udmærket bringes til torvs,
f.eks. termen ”forhandling” som et udtryk for den tavse proces af at give og
tage i forholdet mellem den herskende klasse og de undertrykte klasser. Det
genfinder vi i den danske konsensusmodel (velfærdssamfundet). Hertil knytter
sig endnu et begreb ”modstand”(sabotage, strejke, arbejd efter reglerne, slæben
på fødderne, påtaget uvidenhed, flugt osv.). Heri indgår naturligvis også
en klassisk diskussion om ideologi – dvs. ideologi forstået således, at
ideer anvendes til at opretholde en særlig social eller politisk orden. F.eks.
brugen af begreber som demokrati, decentralisering, empowerment osv. som
skalkeskjul for et mindretals brug af magt. Måske burde man interessere sig
lige så meget for, at sammenhængskraften i et liberalt demokrati som det
danske ikke nødvendigvis bygger på konsensus omkring nyliberalismens ideer,
men snarere på en manglende konsensus fra regeringens kritikeres side.
Med ovenstående er
langt fra alt sagt endsige berørt. Opfordringen må derfor være, at vi flytter
fokus fra ”gætværk” til ”feltarbejde”.