Aktionsenhed er vejen frem

Niels Rosendal har skrevet to artikler i Skub nummer 8 og 10. Da han på mange måder fremstår som fornyernes teoretiker, er det ikke uden interesse, hvad han skriver. Niels Rosendal ironiserer over erklæringen fra sommertræffet på Langeland og kalder det illusionsmageri at tro debatten om socialisme kan foregå på vore betingelser.

Hvis han nu kom ud af sit elfenbenstårn og deltog i det praktiske politiske arbejde, ville han vide at mange mennesker er optaget af, hvad der gik skævt under socialismen. Den diskussion i offentligheden, i medierne er i fuld gang, og det tyder på en erkendelse af, at kapitalismen ikke er det endelige svar på nutidens udfordringer.

Da jeg var med til at udforme teksten fra Langeland, ved jeg, hvad der menes med ordene »På vore betingelser«. Fra forrige landsmøde vedtog vi en udtalelse om socialismedebatten og en programdiskussion i DKP. Det er denne debat vi ønsker skal foregå på en måde, så vi afdækker de modsigelser, der var under socialismen og bliver i stand til at tage ved lære.

Den Canossa-gang som borgerskabet ønsker, og som skal lamme ethvert ønske om et alternativ til kapitalismen, kan og vil vi ikke gå ind på. Derimod ønsker vi en debat om vores egne erfaringer og en dybere indsigt i det teoretiske grundlag som for eksempel de økonomiske systemer under socialismen. Når vi understregede at der ikke gives enkle svar, var det ud fra opfattelsen af, at 70 års socialisme ikke kan sammenfattes i nogle få og forenklede svar.

Niels Rosendal fremhæver i artiklen Eric Hobsbawn som en historiker der er værd at lytte til, men at gøre ham til den væsentligste kilde for forståelse af det 20. århundrede er vist en lovlig stor mundfuld. Vi skader os selv hvis vi overforenkler den opgave vi står overfor.

I den første artikel brugte Niels Rosendal megen energi på at mane enhver nutidig betydning af 1976-programmet i jorden. Han tilkender det en vis betydning i 1970'eme, men tilskriver det den almindelige fremgang for socialismen, men fortsætter: »Med realsocialismens bortgang og mangel på selvstændig optræden i arbejderklassen og arbejderbevægelsen (... ) må det konstateres, at 1976programmet ikke er et anvendeligt udgangspunkt for en programmatisk diskussion«. Det er en slutning, der er en Erasmus Montanus værdig: Mor kan ikke flyve, ergo er mor en sten.

Den revolutionere del af dansk arbejderbevægelse skriver sin historie tilbage til Frederik Drejers første forsøg på at kritisere den gryende kapitalisme i Danmark. Socialdemokratiet var oprindelig en revolutioner bevægelse, men svigtede ved den store prøvelse i 1914. DKP blev dannet og vi førte denne tradition videre i arbejderbevægelsen, uafhængigt af alle konjunkturer i det politiske liv.

At gå ind på Niels Rosendals tankegang er jo netop at gå ind på borgerskabets krav: Erkend at det hele var en fejltagelse, og vi vil respektere jer som medmennesker, ellers er I fortabt!

Her ser vi hvordan en rigtig stilling til vores egen historie har afgørende betydning for den videre vej frem. 1976-programmet var et stort fremskridt i partiets historie, det byggede på egne og internationale erfaringer.  Naturligvis styrker det os, når det går godt for kommunister i andre lande, men vores program bygger først og fremmest på den virkelighed vi lever i og virker i. Vi kasserer ikke vores fundament fordi andre har tilbageslag. Derfor må 1976-programmet også være en vigtig del af den aktuelle programdebat. Vi må nøgternt se på hvilke dele der ikke mere er aktuelle og hvilke der har bevaret en nutidig værdi.

Niels Rosendal siger i slutningen af den første artikel at vores opgave er »at bidrage til formuleringen af vor tids venstrefløjs opgaver«. I den anden artikel uddyber han, hvordan det skal ske og peger på aktionsenhedens metode som et almindeligt grundlag/værktøj i enhedsarbejdet. Her er vi netop ved kernepunktet i den løbende debat i partiet. Et flertal i landsledelsen ønsker netop at anvende aktionsenhedens metode i forholdet til såvel partier som bevægelser.

Vi skal ud fra vore historiske erfaringer bidrage med viden og forslag, men kun i det omfang vi føler, at det bringer os nærmere et socialistisk Danmark. Alt andet fører til principløs kompromispolitik, som uvægerligt havner i reformisme. I virkeligheden gavner vi enheden bedst ved at formulere vores politik så klart som muligt, så enheden med andre ikke bliver den laveste fællesnævner, men et kvalitativt løft i den samlede bevægelse.

Denne erkendelse var Niels Rosendal heller ikke i tvivl om, da han sammen  med Dan  Nielsen i 1985 skrev artiklen »Partiorganisation og enhedsarbejde«: »Vi glemmer ofte at føre ideologisk kamp, efter at kompromiset er gjort og bevægelsen stablet på benene. Vi gemmer os i bevægelsen og under kompromiset, måske ud fra ønsket om bare at få gang i tingene«. (Tiden, nummer 6, 1985, side 29)

Kan man give en mere rammende karakteristik af de seneste års arbejde i Enhedslisten? Vi oplever på område efter område, at Enhedslisten i bestræbelserne på at profilere sig som parti glemmer enhedsarbejdets metode: At sætte sagen i forgrunden og af alle kræfter fremme det fælles mål. Det gælder i forhold til unionsmodstanden, hvor Enhedslisten påtænker at stille op til EU-Parlamentet. Det gælder i fredsbevægelsen, hvor man forsøger at skabe kunstige barrierer mellem de forskellige fredsgrupper.

For vores vedkommende i Esbjerg kan vi også nævne Fælleslisten Syvstjernen, der i modsætning til Enhedslisten virkelig kunne markere en alternativ kommunalpolitik i hele valgperioden. Det er derfor ikke ud fra ønsket om en kommunistisk »reinkarnation«, som Niels Rosendal kalder det, men ud fra vores fælles erfaring med 10 års Enhedsliste og 80 års kommunistisk parti, at vi må sige: DKP er et uundværligt parti, hvis vi vil føre samfundsudviklingen videre frem og som dynamo og retningsviser i enhedsarbejdet med andre.

Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg.