Af Niels Rosendal Jensen
Jeg har svært ved at genkende Lars Ulriks Thomsens udlægning, men det lærer jeg at leve med. Om jeg
endvidere skal føle. mig smigret eller fornærmet over at blive tillagt den ære at være
»fornyernes teoretiker«, er i sammenhængen uinteressant. For god ordens skyld bør det dog konstateres, at mine
betragtninger ikke skal lægges andre til last. De er skrevet i den hensigt at udfolde en
politisk diskussion. Derfor er det unødigt at gentage, hvad skrevet står - Lars Ulrik Thomsen og jeg kan jo mødes under fire øjne engang ved lejlighed og lave en tekstanalyse.
Det står enhver frit for at læse indlæggene igen og vurdere, hvad der mentes med hvad.
Mens denne første type øvelse således er uinteressant for andre end de to involverede
(afsender og modtager) og dermed irrelevant i vurderingen af et programmatisk arbejde eller af DKPs uundværlighed - vil jeg derimod gerne
opholde mig ved en anden type øvelse af interesse for en bredere skare. Øvelsen går ud på at nå frem til, hvad det i
grunden er, vi burde diskutere. Jeg skal i fire pinde angive mit sigte:
Hobsbawn og DKP
For det første er der en stor forskel på at læne sig op ad Hobsbawns analyse af
Sovjetunionens historie og betydning for vort århundrede og så erklære, at dermed er alt sagt. Dels siger Hobsbawn
andet og mere, end jeg havde plads til, dels kan andre mene noget andet. Lars Ulrik
Thomsen vil gerne sige meget mere. Fint nok! Hvis sagen handler om at afklare DKPs historiske relationer til den
virkeliggjorte socialisme og dermed om forholdet mellem arbejderbevægelse og socialisme i vort århundrede, er det værd at ofre tid og kræfter på. Det betyder
nemlig at gå ind i kampen om tolkningen af den nærere fortid.
Min pointe var såmænd den enkle at vende diskussion fra taktisk navlepilleri, sekterisk indadvendthed og
fortidsrettethed til et anliggende af betydning for venstrefløjen, omhandlende så
centrale spørgsmål som den kolde krig, kommunismen, efterretningstjenesternes brud. på grundloven,
venstrefløjens rolle og sovjet- samfundets sammenbrud. En aktuel anledning i denne
sammenhæng er venstrefløjens generelle ulyst til at behandle sagen. Dermed er den
overladt til mennesker, der absolut ikke nærer den fjerneste lyst til at sætte sig, ind i det
engagement, den tids socialister og kommunister arbejdede ud fra.
Der er her - som på alle andre felter - tale om en politisk- ideologisk kamp, hvor »historien« bruges som ammunition mod venstrefløjen. Når
venstrefløjen samtidig fastholder et selvvalgt cølibat og tillader professor Bent Jensen og
andre borgerlige koryfæer at tage patent på »sandheden« om den tid (med
hovedargumentet venstrefløjen som spion for Sovjet), kan de borgerlige tolkningsforsøg ende i en bred konsensus om
efterretningstjenestens nødvendige, ihærdige kamp mod landsforrædere (Uffe Ellernann Jensen) eller lignende
vrangforestillinger.
Men det rækker videre endnu: uden analyse af realsocialismens betydning på godt og ondt vil venstrefløjen
aldrig blive til andet end en klat stemmer i et folketing. Det ville være for ringe at reducere sig selv til
»minimalparti«. Er det den slags parti, venstrefløjen fortjener?
1976 ikke lig 1999
For det andet er det ikke umiddelbart indlysende, at en afvisning af DKPs program fra 1976 som udgangspunkt for en programdebat i 1999 skulle være ensbetydende
med bodsgang til Canossa, endsige at gå ind på borger- skabets krav. Et program kan aldrig
løsrives fra sin kontekst. Så meget har vi vellært i studiekredsene om Marx,
Lenin og alt det andet. 76-programmet havde en særlig baggrund: realsocialismens styrke, arbejderklassens
offensive og militante indstilling til tingene, DKPs styrkelse siden det nye gennembrud i 1973 - kort sagt et revolutionært
opsving. Ophavssituationen er afgørende for at begribe kernen i et program, en
resolution osv. Det hører til historikerens mest elementære analyseredskaber.
Tillad mig en analogislutning: denne metode blev flittigt udtrykt i studiekredsmateriale udarbejdet af centralkomiteens skolingsudvalg i 1980'erne blandt
andet for at gøre Lenin-studierne til andet end citatrytteri og bevidstløs efterplapren. Ingen der læste den nye
Lenin-udgave dengang, kunne ved at kaste et blik på studiekredsmaterialet være i tvivl om, at det
politiske studium af værkerne primært handlede om at tilegne sig den leninske metode - ikke om at glemme
ophavssituationen og overtage problemstillinger, historien havde overhalet.
Lenin selv gjorde en del ud af den slags i grel modsætning til de »venstre-kommunister«, der bevidstløst gentog fortidens paroler og
problematikker. Når vi ofrede den sag så mange kræfter i 80' erne, skyldtes det ikke mindst et ærligt ønske om at slippe fri af tidligere former for
skabelontænkning, hvor partiet så at sige blev påduttet en række problemstillinger fra
Komintern - ofte problemer og løsninger uden rod i den hjemlige andedam. De, der frekventerede partiskolen i Moskva, kunne i muntert lag føje nye aktuelle elementer
til. denne sag (jfr. også Kurt Jacobsens politiske biografi om Aksel Larsen).
Pointen er: Situationen i dag er en kvalitativt anden end i 76, og konklusionen må
derfor være, at 76:-programmet ikke er tidssvarende. Især eftersom realsocialismen ikke eksisterer mere (med mindre man da tænker sig Nordkorea ,og Cuba som dens sidste
bastioner), må udgangspunktet være et fundamentalt. andet. Den tids socialisme-forståelse har jeg netop antydet i mit
seneste indlæg. Derfor er logikken denne: Det er ikke for borgerskabets, men for
kommunismens skyld, at afsættet for et programmatisk arbejde nødvendigvis må være et brud med det gamle. Erasmus
Mdntanus eller ej turde det vist stå klart, at behovet for et samfundsmæssigt alternativ må
have den nutidige kontekst som, baggrundsramme. Alt andet vil være
overspringshandlinger.
Det var grunden til, at jeg lagde op til en diskussion om det socialistiske perspektiv i Skub nr. 1, januar 2000.
Og skulle vi endelig viderebringe en erfaring, kunne den måske lyde: Lær dog det af DKP, at et program
kræver andet og mere end et par håndfulde teoretisk interesserede kammeraters behjertede
indsats! Vær desuden. opmærksomme på, at et program ikke bare er et
formuleringsproblem. DKP afsatte års intensiv indsats for at formulere programmet i 76, gående fra
partikongressens vedtagelse af et grundlag over udformning af et temmelig omfattende og detaljeret program, der blev underkastet to års
partidiskussion inden endelig vedtagelse i 1976. Det var dengang og vil altid være et
spørgsmål om at analysere den tid og det samfund, man lever i. Først da kan
man ramme understrømmen og skabe den teorieffekt, et programs berettigelse afhænger af.
DKP ophørte de facto
For det tredje er aktionsenheden da stadig en udmærket ting. Den principielle kerne i artiklen fra 1985 står
jeg også ved. Men glem ikke situationen: hvor er det parti, der skal indgå i aktionsenhed om hvad
og, med hvem? I 1985 var vi midt i en kæmpemæssig anstrengelse for at samle
venstrefløjen mod højreregeringen under parolen »enhed mod højre« med ideen om et rødt firkløver til erstatning for det blåsorte. I den historiske situation havde DKP rent
faktisk magt - langt fra nok til at føre enheden igennem, men alligevel styrke til hele tiden at pege på venstrefløj ens behov for at samles og vinde det
folketingsvalg, der kunne blive et vendepunkt. Det lykkedes som bekendt ikke.
Schlüter faldt på sine gerninger i Tamil-sagen, ikke på spørgsmålet om at genrejse
velfærdsstaten eller stoppe atomoprustningen.
I tiden siden 1987 er dansk arbejderbevægelses hoved., strømning undergået en metamorfose: Det radikale Venstre gennemførte med
managementfløjen i Socialdemokratiet et kup mod daværende partiformand Svend Auken. Det ikke alene nedtonede
Socialdemokratiets profil ganske betydeligt, men indebar et radikalt kursskifte. Det videre i denne proces er kendt:
Socialdemokratiet overtog så store dele af nyliberalisternes program, at det januar 1993 var stuerent nok til at få lov til gennemføre det, der aldrig var lykkedes for en borgerlig regering (den såkaldte »nye start«).
Og hvad med fagbevægelsen? Jo, de nye ledere (glem ikke, at det var »venstrefløjsfolk«: Hans Jensen og Tine Brøndum) i LO nærmest faldt over hinanden for at overhale Socialdemokratiet højre om. Hvad er herefter situationen? Kan nogen med rimelighed hævde, at den minder om 1985, da Dan Nielsen og jeg i »Partiår 85« skrev vore udmærkede betragtninger? Overhovedet ikke! På et par år er det lykkedes for
Nyrupfløjen at gennemføre en total omlægning af Socialdemokratiets politik (udlicitering,
konkurrence mellem offentlige virksomheder, udsalg af statens kronjuveler osv.),
hvorfor udgangspunktet for samling i arbejderbevægelsen var blevet et kvalitativt andet. Dertil skal så lægges de
»detaljer«, at Enhedslisten dannedes, at SF trak til højre, og at DKP de facto ophørte med at eksistere som politisk parti fra 1990/91. Den baggrund må medtænkes, hvis vi vil arbejde seriøst politisk og
programmatisk. Ellers ender det i mytedannelse og ønsketænkning. Vi skal med andre ord ikke blive hængende i en
kustodemæssig holdning.
DKP år 2000
For det fjerde er jeg ikke blind for Enhedslistens fejl og mangler, ligesom jeg heller ikke var i forhold til mit eget parti. Men igen: DKP år
2000
kan ikke sammenlignes med DKP år 1985. I forhold til Enhedslisten kunne vi muligvis have sat tydeligere aftryk. Men her i februar 2000 at
forestille sig, at DKP skulle kunne præge listen, er mildt sagt en anelse for sent. Havde vi selv været mindre nedladende,
afstandtagende, famlende og svingende i vores kurs, var det da muligt, at tingene havde set anderledes ud.
Ole Sohn mente at have brug for »300 stålsatte kommunister« i Enhedslisten. De viste sig aldrig. Om det på
afgørende måde havde ændret sagens gang, kan vi kun gisne om. Pointen for mig at se er følgende: Det er helt fint, hvis et antal partimedlemmer vil begynde at formulere sig
politisk-programmatisk. Det er endnu bedre, hvis det samme antal blandede sig i
Enhedslistens programarbejde og ikke overlod det til os andre, der »trætte efter bodsgangen
bekender os betingelsesløst til borgerskabets krav om at kapitulere«. Jeg har til dato ikke set et eneste indlæg fra
hverken de enkeltpersoner eller den gruppe af partimedlemmer, Lars Ulrik Thomsen
refererer til. Og det i en tid og i en debat, som har større betydning for venstrefløj ens fremtid end tidligere, og endnu større betydning end alt det andet, vi nu kan gå og hitte på i vore mindre og mindre kredse af gamle kendinge.
En fornyende socialistisk eller kommunistisk profil uden opgør med fortidens
fejltagelser eller uden at konsultere kommunismens oprindelige visioner er næppe mulig. Det er tænkeligt, at jeg
fejlbedømmer sagen, men: Enhedslistens programarbejde er stort set foregået uden at inddrage denne dimension. Nogle vil formentlig agitere for det synspunkt, at dette allerede skete, da listen blev oprettet. Det dækker ikke min
opfattelse.
Når vi anklager højrefløjen for at slå politisk plat af »sejren« over Sovjetunionen, kan vi ikke selv undlade at bruge kritikkens og selvkritikkens metode. Vi skal undgå at havne i de stereotype
fremstillinger, som politikerne Uffe Ellemann Jensen, Bertel Haarder og Bendt Bendtsen eller historikerne Bent Jensen,
Blüdnikov og Niels Thomsen så ivrigt søger national konsensus omkring. Vi skal ud fra helt andre politiske interesser tværtimod fastholde den
nødvendige historisering af perioden 1949-89 og slås for differentierede synspunkter.
Højrefløjen kan næppe hindres i at svulme over af selvros (»nation og frihed blev
forsvaret mod de røde«), mens almindelige mennesker derimod forhåbentligt gennem venstrefløj ens bestandige konfrontation og udfordring af denne udlægning af
historien kan bringes til at forstå andre sider af sagen: Årene fra 1949 til 1989 var samtidig
moderniseringens årtier (velfærdsstaten opbyggedes under kraftig påvirkning fra Sovjetstatens eksistens; de »nyttige idioter« i
fredsbevægelsen, blandt rødstrømperne, i studenter- og lærlingeoprøret, på
arbejdspladserne og i strejkekomiteerne flyttede demokratiets grænser
ved selv at ville tage hånd om eget liv).
Et brud med det gamle
Facit bliver derfor en gentagelse af en »gammel« sandhed. Hvis vi ærligt og redeligt vil forstå den historiske
sammenhæng, venstrefløjen udfoldede sig indenfor, eller nøjere granske den periode, der er forløbet
siden Danmarks tilslutning til NATO i 1949 (»den kolde krig«), skal vi have øjnene åbne for sagens kompleksitet og respektere den tids vilkår og muligheder for venstrefløjen. Men først og fremmest skal vi erindre os, at nyt i socialismens historie
generelt forudsætter et brud med det gamle - på et åbent, tilgængeligt og diskuteret grundlag.
Der findes i dag ingen rimelige grunde, der kan retfærdiggøre, at vi afholder os fra at gøre vores del af
hjemmearbejdet. Skal DKPs historiske erfaringer kunne bringes i spil med andre synspunkter på fløjen og ikke blot som
fortidsrettet kamp (hvem fik ret), men snarere som bidrag til at samle en venstrefløj, der ikke kun tænker sig som
parlamentarisk korrektiv til SF og Socialdemokratiet, kræver det en aktiv indsats fra
kommunistisk side.