En revolutionær fra Guds Eget Land

Portrætsamtale med Ron Ridenour

Af Birgit Unnerup

Ron er født i den amerikanske delstat Ohio i 1939 i en familie, der svarede til den amerikanske drøm. Faderen var karriereofficer i luftvåbenet. Det stod ikke skrevet, at sønnen skulle blive revolutionær.

Ron fortæller, at det var racismen i USA, der virkede som radikaliseringselementet. Som 7-årig sad han på sin gyngehest med en legetøjspistol og legede cowboy. Så hørte han nogle rigtige skud og løb hen til vinduet, hvor han så en jævnaldrende dreng (sort) ligge på gaden i en blodpøl, skudt af en betjent (hvid). Ron hørte senere, at forklaringen var, at betjenten havde set drengen løbe med et æble fra grønthandlerens fortovsudstilling.

Som 17-årig gik Ron ind i hæren som en reaktion på begivenhederne i Ungarn 1956. I hæren var racismen også udbredt. Lykke er at være uvidende siger Ron, men det er svært, når man kan bruge sine øjne. Ron var bl.a. udstationeret i Japan. I lejren var der barakker for sorte og barakker for hvide. I den nærliggende by var der barer for hvide og barer for sorte. Og der var ludere for sorte og ludere for hvide. Ron besøgte engang en ’sort’ bar for at vise, at han ikke led af racisme. Det blev prompte straffet ved, at nogle af de andre hvide soldater passede ham op, tævede ham og udsatte ham for tortur – moderat fysisk pres har vi lært at kalde det. Han blev også dømt ved en krigsret.

I Japan startede også Rons interesse for kommunismen. Fjenden var jo russerne, og de amerikanske styrker i Japan havde ordre til at nedskyde evt. russiske fly, der kom ind i japansk luftrum, fordi det var meget forkasteligt at flyve i andres luftrum. Samtidig sendte amerikanerne konstant spionfly ind over sovjetisk territorium, og de blev aldrig skudt ned (det var før nedskydningen af U2-flyet). Det passede ikke sammen. Ron begyndte at reflektere over den generelle holdning om, at kommunister er væmmelige, og besøgte blandt andet et ’rødt’ kvarter i den japanske by, hvor han var udstationeret.

Helt tilfældigt havde Ron hørt om Lenin og hans bog Venstreekstremismen – kommunismens børnesygdom (på engelsk Left Wing Infantile Disorder), og han bad sin gamle mor skaffe den.

Som stor dreng var Ron 3 år i Brasilien, hvor hans far var blandt de amerikanske eksperter, der var udstationeret med det formål at træne den brasilianske hær. I Brasilien blev Ron konfronteret med den udbredte fattigdom og tiggere, der tiggede om mad, hvilket yderligere styrkede den spirende klasseforståelse.

Berkeley

Efter tiden i hæren kom Ron til Los Angeles i Californien for at studere, og allerede på den tid var der en smule studenteroprør i USA, ført an af universitet Berkeley. Ron studerede filosofi og etik og oplevede en professor, der var ’skjult’ kommunist. D.v.s. et partimedlem, der af hensyn til sit almindelige borgerlige virke ikke trådte frem som kommunist. Dem er der mange af i USA, fortæller Ron. Det var og er meget vanskeligt at være kommunist, fordi det bliver betragtet som u-amerikansk. Heksejagterne fra midten af 50’erne lå ikke langt tilbage og fungerede i vid udstrækning stadigvæk. Både studenter og professorer kunne blive relegeret (bortvist) eller fyret for uamerikansk virksomhed.

Den skjulte kommunistiske professor i etik lærte bl.a. sine studerende, at hvis man ikke handler, så er man skyldig i det der sker, fordi man ikke handler. At hvis man ikke vælger, så vælger man alligevel. Ron lærte også om demokrati, hvor en af de vigtigste ting var at afskaffe racismen, og Ron tænkte, at hvorfor skulle det så ikke ske her i USA. En opgave om komiteerne for uamerikansk virksomhed blev i sig selv betragtet som uamerikansk og dermed imod forfatningen.

Alt dette fik Ron til at læse om Cuba, især Fidel og Che, og deres syn på demokrati og anti-racisme. Ron deltog i nogle anti-racistiske aktioner, og i forbindelse med Svinebugtsinvasionen i april 1961 deltog han i protestdemonstrationer mod USA's støtte til de cubanske kontrarevolutionære. Et billede fra demonstrationen kom på forsiden af en avis i byen. Kommunisten Dorothy Healey blev identificeret, og herefter blev alle demonstranterne udråbt til kommunister. Al form for fair play for Cuba blev dermed afvist.

Ron nævner samme Dorothy Healey som en af årsagerne til, at han meldte sig ind i kommunistpartiet. Hun var en af lederne i Los Angeles. Efter ovennævnte oplevelse henvendte Ron sit til hende, blev inviteret på besøg og ’omvendt’ til kommunismen, men først indmeldt 3 år senere. Dorothy Healey gik ud af skolen som 14-årig for at tilslutte sig de mexikanske landarbejderes kamp for bedre vilkår.

Ron kan ikke sige, hvor mange kommunister der var i Los Angeles på det tidspunkt, da mange som nævnt skjulte deres medlemskab, men han mener, at der var omkring 20 unge, der var aktive, deriblandt enkelte sorte. Ikke alle blev lukket ind, og der var en organiseret skoling. I denne periode begyndte Ron at definere sig selv som professionel aktivist og revolutionær, og han har i sin lange ’karriere’ været arresteret 12 gange. Så han var en erfaren aktivist ved sin indmeldelse i partiet. Han havde bl.a. været med til at organisere en landarbejderstrejke.

Ron understreger, at partiet er et redskab, ikke et mål. Det er der mange pampere, der glemmer. I den forbindelse var Dorothy Healey en levende sjæl.

Kommunist i USA

I 1962 ville Ron til Cuba for at opleve revolutionen og studere. Men p.g.a. krisen i forholdet mellem USA og Cuba blev det ham nægtet og i stedet blev han arresteret af CIA som kommunist og anklaget for at ville vælte regeringen i Costa Rica og for våbenbesiddelse og truet med 5 års fængsel. Efter 10 dage blev han dog løsladt.

I sommeren 1964 deltog Ron i kampagnen for at få registreret sorte vælgere i sydstaterne. Ron kom til Mississippi som en af de i alt 1000 frivillige. I kampagnen deltog 4 organisationer, bl.a. Martin Luther Kings organisation og dem, der senere skulle udvikle sig til De sorte Pantere. Den kendte organisation NAACP, der bl.a. har leveret advokatbistand i mange retssager, hvor sorte har været anklaget, deltog ikke. Den var meget radikal omkring århundredskiftet (altså det forrige), men i 1964 for etableret. NAACP havde gode kontakter til kommunistpartiet, der derfor heller ikke deltog aktivt i kampagnen. Kampagnen stod på i 3 måneder, og Ron oplevede bl.a., at en kirke, han var i, blev angrebet af Ku Klux Klan. Ron blev arresteret, kom igen i avisen, og igen blev hele aktionen udlagt som et kommunistisk påfund. Ron fik opfordringer til at gå ud af kampagnen, men ikke direkte pålæg herom.

Efter kampagnen skulle Ron aflægge beretning til partiledelsen i New York, hvilket har var en anelse benovet over. Han fortalte om sine erfaringer fra kampagnen, herunder at der var en udbredt radikalisering blandt de sorte. Mange var villige til at bruge våben i kampen, bl.a. for at forsvare kirkerne mod angreb. Denne beretning førte til, at Ron blev buh’et ud fra ledelsesmødet, blandt andet med tilråbet ”Left Wing Infantile Disorder”, hvorefter en ’skjult’ kommunist, der havde været i sydstaterne på en uges besøg under kampagnen, aflagde den ’rette’ beretning.

Ron mener, at der i de kommunistiske partier var og er megen benægtelse af virkeligheden, hvilket fører til, at det i praksis ikke er revolutionære partier, selv om de gør mange gode ting. Mange ’gamle’ kommunister forbliver i partierne af kærlighed, og fordi det er ’hjemme’. Ikke fordi det er revolutionært. Forsøg på ændringer fører som oftest til beskyldninger for fraktionering og i visse tilfælde til eksklusion, selv om princippet om den demokratiske centralisme egentlig giver såvel ret som pligt til at give udtryk for sin mening.

Mange af de ting, der er sket i de socialistiske lande kan ikke forsvares, men det er svært at komme af med sin kritik. Der er mange opportunister i de kommunistiske partier.

Ron har tilbragt mange år i USA som journalist, men har p.g.a. sine aktiviteter og synspunkter været sortlistet af avisudgiverne, og har haft flere besøg af FBI. Journalistvirksomheden fik derfor efterhånden mest karakter af freelancevirksomhed samt skribent ved forskellige undergrundsmedier. I forbindelse med Watergate-sagen havde Ron en del job. Efterhånden som den revolutionære bevægelse fra 60’erne døde ud, følte Ron det umuligt at arbejde og være revolutionær i USA.

Eksil

Ron har været i flere lande i Latinamerika, bl.a. Nicaragua og El Salvador, hvor han både har virket som korrespondent og deltaget i de revolutionære aktiviteter. Han har således oplevet revolutionen indefra i både Cuba og Nicaragua og er meget imponeret af fremskridtene i Cuba. Ron har tilbragt i alt 8 år i Cuba, hvor han har arbejdet i mange forskellige sektorer. Han har skrevet mange artikler og flere bøger herom. En af de væsentligste pointer i Rons forhold til Cuba er, at samtidig med de store fremskridt og den ’venlige’ karakter i den cubanske socialisme, så er det ikke arbejderne/det arbejdende folk, der har magten, og derfor er det efter Rons mening heller ikke en ’ægte’ socialisme.

Tilknytningen til Danmark kom via et giftermål i 1980, men Ron rejste stadig meget. Siden 1996 har Ron haft fast ophold i Danmark. Han ser ikke lyst på situationen i Danmark: Arbejderbevægelsen er væk, den revolutionære bevægelse er helt væk. De fleste mennesker vil ikke risikere noget. Når kapitalen er truet, så anvender den vold og terror – ofte støttet af socialdemokraterne.

Ron mener, at kommunister skal leve et etisk liv præget af solidaritet og medmenneskelighed, men at det er risikabelt. Som det er nu, udelukker kapitalismen demokratiske ændringer. Betyder det så, at vi ikke kan lave revolution? At vi skal bruge terror? Nej siger Ron. Det betyder, at menneskerettighederne skal respekteres, så der bliver plads til demokratiske ændringer. På samme måde skal kommunister, der er ved magten, respektere menneskerettighederne – også over for de folk, der er i vejen for den socialistiske opbygning som f.eks. de russiske kulakker. Væbnet kamp kan være en nødvendighed, men den er et middel.

Ron synes, der er godt, at DKP er i gang med et programarbejde, og han håber, det vil føre til et revolutionært program i forhold til den aktuelle situation, og at partiet i det hele vil formå at undgå fortidens synder. Og blive synligt.

Og så haster Ron videre fra den hyggelige persiske restaurant, hvor interviewet har fundet sted. Han skal videre til et møde med nogle røde gymnasieelever.

Citater fra den tale, Ron Ridenour holdt for de røde gymnasieelever, er bragt i faktaboksene på disse sider.