Programdebatten i DKP

En opsamling og et oplæg til programseminaret

Af Henrik Stamer Hedin

Startskuddet til den nuværende programdebat i DKP gik med vedtagelsen af resolutionen „Debat om socialistisk programarbejde med henblik på udvikling af en kommunistisk vision for det 21. århundrede“ på landsmødet i januar 1999. Men overvejelserne i partiet om et nyt program til afløsning for det ellers ikke så forfærdelig gamle, men af indlysende grunde på væsentlige punkter forældede fra 1976 startede længe før - mindst ti år.

Det var ikke kun den europæiske socialismes fald, der satte disse overvejelser i gang; et nyt teknologisk gennembrud var ved at tage form, og glasnost- og perestrojkadebatterne satte sig også spor herhjemme i form af en ny problematisering af begreber som socialisme og demokrati. Det var tydeligt, at udviklingen på disse områder ikke forløb som forudset i 1976-programmet. En debat herom førtes både i Tiden og i Land og folk.

Det var imidlertid først efter „murens fald“, at skridtet blev taget og arbejdet med et nyt program sat i gang. En programkommission blev nedsat, og den barslede i november 1990 med et omfangsrigt debatoplæg („Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“, offentliggjort i DKP-bladet1991/1), der i 11 kapitler kom rundt i en række spørgsmål om kommunistisk historie og selvforståelse, kapitalismens udvikling, ny teknologi, socialismeopfattelse og politiske venstreperspektiver.

Debatten var imidlertid knap kommet i gang, så løb den ud i sandet. Der var andet, der forekom vigtigere i 1991 end at skrive programmer, og inden blækket blev tørt på papiret, var det skrevne overhalet af udviklingen. Frem til vedtagelse nåede kun et deldokument, et beskæftigelsesprogram vedtaget på landsmødet i 1993 (DKP-bladet 1993/9).

Samme landsmøde vedtog også

at igangsætte [¼] den debat og de analyser, der skal til for at forme en ny socialistisk strategi og dermed en ny programudvikling i vort parti og den bredere bevægelse, vi [¼] er en del af.

- en ny programdebat. Symptomatisk for de års forvirring er det formentlig, at selve vedtagelsen ikke kom med i DKP-bladet, men den kan læses i lederen i nr. 1993/9.

Symptomatisk er det også, at der foreløbig ingenting skete. Der blev ikke nedsat nogen ny programkommission, og der kom ingen debat i gang. Endnu to år senere efterlyste Jens Fransen („DKP i vadestedet“, Skub 1995/6)

  Et program og et nyt sæt vedtægter til erstatning for de forældede [¼]. Dvaletilstanden må være forbi.

Landsmødet senere samme år vedtog Nøglen til forandring (der ikke var et programskrift, men en politisk erklæring, som især handlede om Enhedslisten og ikke var udsprunget af en diskussion i partiet), hvoraf  bl.a. fremgik, at der fremover skulle holdes to årlige seminarer. Det første af disse fandt sted i Rudkøbing den 16.-17. marts 1996 med et ret blandet indhold. Landsledelsen nedsatte desuden et „skolingsudvalg“ (reelt teoriudvalg), der præsenterede sig i Skub 1996/5 („Ideologisk afklaring - politisk handlekraft“) og rapporterede i 1996/8 („Fra skolingsudvalget“). Debatten på og efter Rudkøbing-seminaret (bragt i Skub) samt i skolingsudvalget var kortvarig (den varede kun resten af året 1996), men rummede bidrag, som stadig har relevans, og kan betragtes som 90'ernes anden programdebat.

Landsledelsens oplæg til landsmødet i efteråret 1996 om „Den kommende landsledelses opgaver“ (Skub 1996/6-7) fastslog:

Der må arbejdes henimod et nyt program. Det, der i den nuværende situation er brug for, er ikke et stort, detaljeret og gennemarbejdet program som det fra 1976, men en mere principiel program- eller målerklæring, der fortæller ikke mindst os selv, men også omverdenen, hvem vi er, hvordan vi opfatter os selv i nutidens samfund, hvor vi vil hen, og ad hvilke veje vi mener at kunne nå dertil. [¼] Grundlaget herfor [er] en principvedtagelse på landsmødet i 1993 om at igangsætte den debat og de analyser, der skal til for at forme en ny socialistisk strategi [¼]. Opgaven er hermed også mere vidtgående end blot en revision af 1976-programmet. [¼] Vi står i dag fjernere fra kommunismens endelige mål, end vi dengang troede, vi gjorde. Men måske er vi blevet klogere, som man bliver det af sine nederlag. [¼] Og den nye erkendelse må vi bruge til at pejle os ind på, hvor vejen frem går.

Den landsledelse, der blev valgt i 1996, var dog ikke enig heri, og den anden programdebat løb ud i sandet, som den første havde gjort det.

I et mere begrænset forum fortsatte overvejelserne om partiets rolle og fremtid på en række årlige sommermøder, der de følgende år blev holdt på Langeland, og fra den kreds, som mødtes her, udgik forslaget til en ny, en tredje programdebat. Det blev fremsat på landsmødet i januar 1999 og pålagde landsledelsen at

 

fremlægge forslag til en kortfattet programerklæring indeholdende en stillingtagen til

- udbygningen af Den Europæiske Union

- det socialistiske sammenbrud i Østeuropa

- udviklingstendenserne i det kapitalistiske system siden 1970'erne

samt på grundlag heraf et bud på en kommunistisk vision for klassekampen i det 21ende århundrede.

Forslaget blev kraftigt omarbejdet på landsmødet, og det centrale afsnit kom (efter en ret lang indledning) til at lyde:

Landsmødet pålægger [¼] Landsledelsen at iværksætte debatten til programarbejdet og fremlægge forslag på Landsmødet i 2000 indeholdende stillingtagen til bl.a.:

- Udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf

- Det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og dets følgevirkninger

- Udviklingstendenserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70'erne.

Som man ser, præciserede resolutionen ikke i sin endelige udformning, hvad det var, der på landsmødet i 2000 (en tidsfrist, der viste sig alt for optimistisk) skulle fremlægges forslag til. Et bud herpå, en dispositionsskitse for en kortfattet programerklæring, blev kort efter fremsat af Henrik Stamer Hedin („Hvad vil kommunisterne?“, Skub 1999/5), der også uddybede resolutionens tre punkter og påviste, at

de tre punkter udgør et system. De hænger sammen indbyrdes. Tilsammen definerer de den samfundsudvikling, vi bør analysere.

Nogle underspørgsmål til de tre punkter blev foreslået i en udtalelse fra Ribe amts distrikt (Skub 2000/11), og samme distrikt opstillede i sin omfattende redegørelse for „Programdiskussionen i Ribe amt“ op til landsmødet i 2001 (Skub 2001/7) en detaljeret disposition, som landsmødet vedtog at lægge til grund for den videre debat.

Inden da havde landsmødet i november 1999 præciseret beslutningen fra januar med resolutionen „Det teoretiske arbejde i DKP“ (Skub 1999/11):

Landsmødet beslutter, at der til næste møde i år 2000 skal ligge en foreløbig konklusion på programdebatten.

Som allerede nævnt viste tidsfristen sig for optimistisk, og landsmødet i 2001 vedtog derfor i arbejdsresolutionen „Det DKP vil og kan det næste par år“ (Skub 2001/9):

Til næste landsmøde skal der foreligge en foreløbig konklusion på programdiskussionen til offentliggørelse.

Landsledelsen nedsatte i 2000 en programkommission, der udarbejdede en oversigt over debatten („Emneopdeling af programdiskussionen“, Skub 2001/2 med supplerende oversigter i Skub 2001/7 og 2002/1). Endelig vedtog landsledelsen den 17. marts 2002 en „Resolution om programarbejdet“ (Skub 2002/3), som bl.a. bestemmer, at der skal holdes programseminar i november i år, og at en foreløbig konklusion på programdebatten skulle have ligget klar allerede til august. Endnu en gang har det vist sig, at tidsfristen var for optimistisk sat.

Siden 1990 har vi altså haft ikke én, men tre forskellige programdebatter. Det forekommer rimeligt at se alle tre debatter i sammenhæng og altså også skele til den debat, der fandt sted i årene 1991-93. En del af materialet herfra er stadig af interesse, mens andet har vist sig ikke at pege fremad. Det samme kan meget vel gælde noget af det, der i årene forud har stået i Tiden og Land og folk. Herfra indgår dog kun et enkelt dokument i analysen.

I alt er der registreret 110 debatindlæg (og -oplæg) af et omfang spændende fra få linjer til adskillige sider. Gennemsnitslængden ligger skønsmæssigt på en side eller deromkring, så det er en hel bog, der er tale om, eftersom en side i Skub svarer til 5-6 normalsider.

Opgjort på de hovedemner, der blev opstillet i resolutionen fra landsmødet i januar 1999, har der været 34 indlæg om kapitalismens udvikling (herunder epokedefinition, ny teknologi, klassestruktur og klassealliancer), 29 om socialismeerfaringer og socialismevisioner og 7 om EU. Dertil kommer 22 indlæg om programdebatten generelt, 8 om partilivet, partidemokrati og partiets organisation, enkelte om det faglige arbejde og arbejdet i Enhedslisten. Debatten blev fra starten lagt op som en i det væsentlige teoretisk debat om nogle store grundspørgsmål, og det har også præget den, men der er ikke desto mindre en håndfuld debatindlæg og andet materiale, som giver et bud på indholdet i et egentligt handlingsprogram for konkrete politikområder.

Debatten vil blive gennemgået i ovenstående emnerækkefølge, tematiseret i det omfang, det har været muligt, og ellers kronologisk. Fra den første debat er kun udvalgt de indlæg, der skønnes af fortsat interesse, den senere debat refereres mere fuldstændigt. Under de enkelte emner og temaer vil det blive forsøgt at drage en samlet konklusion og skitsere nogle af de spørgsmål, der endnu står tilbage.

 

Udviklingstendenserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70'erne

 

Dette emne er som sagt det af de tre punkter, der har kaldt på den største interesse, og en tematisering af de 34 debatindlæg er nødvendig for at få et overblik. Ribe amt foreslår i sin udtalelse fra 2000 punktet opdelt i to temaer:

- en analyse af teknologiens indflydelse på klassestrukturen og arbejderbevægelsens holdning til spørgsmålet

- en analyse af de vigtigste faglige kampe og hvordan erfaringerne kan bruges

I „Programdiskussionen i Ribe amt“ fra 2001 opstilles denne disposition:

A) produktionen

B) merværdien/profitten, der skabes i produktionen

C) arbejdskraften

D) kapitalen, dens indehavere og håndlangere

Uden for denne disposition rejses to spørgsmål:

Hvad er de vigtigste forandringer i kapitalismens nyere udvikling?

Flygtninge og indvandrere

Programkommissionen har i sin „Emneopdeling af programdiskussionen“ fire underpunkter:

Klasseanalyse

Kapitalisme og klassekamp

Klassekamp internationalt

Internationalt: EU, WTO¼

I sit foredrag fra 1999 „Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekampen siden 1970“ (omtales nærmere nedenfor) opstiller Martin Kaae Jensen fem underpunkter:

(a) Klassekampen (herunder klasseanalyse)

(b) Kapitalismens udvikling geografisk og „vertikalt“ dvs. i dybden

(c) Monopoliseringen og herunder statsmonopolistisk kapitalisme

(d) Velfærdsstigningen og velfærdsfordelingen

(e) Arbejdsløshed

Ingen af disse inddelinger kan umiddelbart tages til udgangspunkt, da debatten til dels har fulgt andre veje. Under hensyntagen til dem alle og de emner, debatten rent faktisk har koncentreret sig om, disponeres punktet som følger:

Epokedefinition

Teknologi og klassestruktur

Kapitalismens udvikling (monopolisering, globalisering)

Global klassedeling

Kapitalismen i krise

Klassekampen

Epokedefinition

1976-programmet definerer vor epoke som karakteriseret ved overgangen fra kapitalisme til socialisme i verdensmålestok. Det var en almindeligt anerkendt epokedefinition på det tidspunkt og frem til 1989. Kapitalismens genindførelse i en række lande har naturligt sat spørgsmålet om en ny epokedefinition på dagsordenen, og flere debatdeltagere har i en eller anden form rejst det. „Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“, der indledte debatten (DKP-bladet 1991/1), er ikke meget for at røre ved den varme sag:

Men programarbejdet skal ikke opfattes som et forsøg på at lave et klassisk partiprogram, som dækker en ny historisk periode. Opbrudsprocessen går for tiden så hurtigt, at ingen kan vide, hvor langt det rækker og hvor længe det holder. [¼] Vi må i dag selvkritisk erkende, at kapitalismen ikke er brudt sammen [¼]. I stedet brød den „virkeliggjorte socialisme“ sammen.

Med henvisning til „den tyske marxist og tidligere DDR-forsker Dieter Klein“ nåede oplægget frem til at karakterisere

det moderne borgerlige samfund som „dobbelt bestemt“

på engang „moderne“ og „kapitaldomineret“, men altså ikke længere kapitalistisk. Dette blev imødegået af Carsten Ladefoged Christensen („Om en moderne kapitalismekritik“, DKP-bladet 1991/5), som konkluderede

at vi stadig lever i et kapitalistisk samfund, der ganske vist forandres i sine fremtrædelsesformer, men bevarer sine grundtræk [¼].

Længere nåede den første programdebat ikke i spørgsmålet om, hvad der karakteriserer vor epoke.

Det første mere præcise bud på en karakteristik af den nuværende epoke kom på Rudkøbing-seminaret i 1996 og var formuleret af Henrik Stamer Hedin („Teser til diskussion“, Skub 1996/2, tese 3):

Vi lever i et kontrarevolutionært dødpunkt mellem to revolutionære epoker. [¼] Et politisk programarbejde må tage sit udgangspunkt i et forsøg på at definere den nye revolutionære epokes karakteristiske klassekonstellationer.

Det vil sige:

a. Den klassekoalition, som er den herskende i udgangsfasen, altså nu.

b. Den klassekoalition, som potentielt er i stand til at styrte den herskende.

Denne formulering af spørgsmålet om den nuværende epokes karakter er begrundet i de ideer om klassekoalitioner, klassefraktioner og revolutionære bølger, som præsenteres i tese 1-2. I tese 5 søges spørgsmålet besvaret:

Den eneste klasse, der ved siden af kapitalen er i stand til at give et seriøst bud på magten, er i dag lønarbejderklassen. Kapitalen har derfor måttet indgå forbund med en del af lønarbejderklassen [¼]

Epoken er altså karakteriseret ved, at kapitalen allerede har måttet afgive en del af sin magt; epokens opgave bliver at erobre resten.

Diskussionen om teserne viste, at der var tale om meget kontroversielle ideer, og spørgsmålet om epokedefinition blev i virkeligheden først nu rejst eksplicit. I sin præsentation af „skolingsudvalget“ (se indledningen) skrev Lars Ulrik Thomsen („Ideologisk afklaring - politisk handlekraft“, Skub 1996/5):

Det er udvalgets opgave at analysere de økonomiske, sociale og politiske forandringer, som er sket i Europa i slutningen af dette århundrede. For at kunne fastlægge DKP's politiske opgaver korrekt er det nødvendigt med en definition af den epoke, vi lever i, ud fra den videnskabelige socialismes klassikere.

Også Raymond Swing tog emnet op („Betragtninger over vor epoke“, Skub 1996/8) og rejser det samme spørgsmål som Hedin:

Kapitalismen har i dag udviklet sig til en form for imperialisme, som var helt ukendt for både Marx og Lenin. Men krisen truer også vort system [¼]. Hvilket netværk skal vi som kommunister søge at bygge for at imødegå truslen om det globale sammenbrud? Jeg tror, det er det, der er det afgørende spørgsmål for den kommende tid.

Herefter fulgte, som omtalt i indledningen, igen nogle års pause, inden den tredje programdebat satte ind. En af de første debattører, der meldte sig, var Niels Rosendal Jensen („Hvad skal vi med en programmatisk diskussion?“, Skub 1999/8). På baggrund af de sidste 25 års strukturelle forandringer i det kapitalistiske samfund, men uden selv at forsøge et svar, rejser han nogle spørgsmål, som i virkeligheden også går på en karakteristik af vor epoke:

Har venstrefløjen brug for nye analyser af arbejderklassen og dens kerne? Kan begrebet „revolutionær reformpolitik“ give mening i dag? Og hvem kan i grunden siges at udgøre den revolutionære kraft?

Rosendals artikel var den første i en serie, der udviklede sig til en polemik med Lars Ulrik Thomsen. Rosendal nærmede sig herunder en definition af epoken i politiske (ikke økonomiske eller sociologiske) termer: Socialdemokratismens afvikling og kommunismens krise. Thomsen („Hvad er det kvalitativt nye?“, Skub 2000/6) bestrider, at der skulle være tale om noget kvalitativt nyt, en ny epoke:

De eksempler, Rosendal nævner, er i DKP's og Socialdemokratiets tilfælde eksempler på kvantitative forandringer. DKP's svækkelse har ikke betydet, at noget kvalitativt nyt er udsprunget af DKP [¼]. Realsocialismens bortfald skulle ifølge Niels Rosendal være det afgørende nye. Igen må hans påstand afvises. [¼] Det, at man går tilbage i historisk udvikling, [¼] kan ikke betegnes som noget spring fra en tilstand til en højere [¼]

Det, der grundlæggende kendetegner en epoke, er produktivkræfternes udvikling.

Først to år senere giver Thomsen selv („Om epokedefinition“, Skub 2002/5) et bud på en epokedefinition:

Vi lever i en epoke, hvor stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag inddrages i modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Det betyder, at imperialismen fremmer en hidtil uset samfundsmæssiggørelse af produktionsmidlerne.

Den fulde udnyttelse af det teknisk-videnskabelige fremskridt kan kun realiseres under socialistiske produktionsforhold.

Med Lars Ulrik Thomsens egne ord kunne man spørge: Hvor er det kvalitativt nye? Ud fra såvel citatet som resten af artiklen må man forvente, at et svar ville lyde: Der er ikke noget kvalitativt nyt. Vi lever fortsat i imperialismens epoke, som vi har gjort det fra før 1917.

Det rejser spørgsmålet om, hvad vi i det hele taget mener, når vi taler om en epoke: Hvad er tidshorisonten? Bent Hansen („Kapitalismen - alligevel ikke en død sild?“, DKP-Bladet 1992/2) henleder opmærksomheden på

Kondratjevs oversete teori om kapitalens langbølgede udsving.

Denne teori, der blev fremsat i 1920'rne, siger, at kapitalismen med mellemrum på ca. 60 år løber ind i særlig alvorlige kriser af strukturel karakter, hvis grundlag er kvalitative spring i produktivkræfternes udvikling. Kondratjev mente at kunne påvise sådanne strukturkriser, omfattende hele den udviklede kapitalistiske verden, i 1817 (kapitalismens første alvorlige krise) og i 1870'erne, og teorien fik en spektakulær bekræftelse, da kapitalismen i 1930'rne løb ind i en ny, meget alvorlig og dybtgående krise. Det samme skete igen 60 år senere, næsten på dato, og vi lever stadig under den fjerde Kondratjev-krise.

Det bud på en epokedefinition, Hedin som ovenfor omtalt gav i sine 1996-teser, bygger også på en teori om „lange bølger“, dog med en udsvingsvarighed på temmelig præcis det dobbelte af Kondratjev-bølgens. Også i dette tilfælde må årsagen til den tilsyneladende regelmæssighed søges i den lovbundne karakter af produktivkraftudviklingen og udviklingen i forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold.

Er det den slags „bølger“, vi mener, når vi taler om epoker? Eller er det noget mere langvarigt og overordnet?

Udgangspunktet må under alle omstændigheder være, at det er produktivkræfternes udviklingstrin, der karakteriserer epoken. Det drejer sig altså om at definere, hvilken teknologi der bliver den bærende i den kommende epoke, og hvilken klassestruktur og hvilke klassekonstellationer, den fører med sig. Herudfra bestemmes den revolutionære kraft, som kan bære udviklingen i klassekampen frem mod et nyt revolutionært opsving, og som kommunisterne må definere sig i forhold til.

Næste punkt bliver derfor teknologi- og klasseanalysen. Debatten herom er foregået sideløbende med (og faktisk startet før) epokedebatten.

Teknologi og klassestruktur

Debatten om den teknisk-videnskabelige revolution, om videnskaben som produktivfaktor og om den „nye teknologi“ (informationsteknologien) går årtier tilbage i den kommunistiske bevægelse. Herhjemme tog den for alvor fart i sidste halvdel af 80'erne. Som led i diskussionen op til den 28. kongres og på grundlag af et teknologiseminar i maj 1986 udarbejdedes et oplæg, „Kommunisterne og den nye teknologi“, der offentliggjordes som tillæg til Land og folk den 18. december 1986. Det hedder heri:

I politisk-økonomisk forstand er den ny teknologi udtryk for et nyt stadie i produktivkræfternes udvikling, som først og fremmest er kendetegnet ved overgangen fra mekaniserede til automatiserede produktionssystemer. [¼] Den gennemgribende internationalisering, som elektroniseringen af produktion og kommunikation indebærer, skaber nye muligheder for kapitalen. [¼] Men samtidig kræver en fortsat udvikling af teknologien objektivt en videre horisont, et højere uddannelsesniveau og en øget samfundsmæssig forståelse af arbejdende mennesker, som er fundamentalt uforenelig med det kapitalistiske udbytningssystem. Derfor er magthaverne også tvunget til at tage fat på at grave deres egen grav. I sidste instans har arbejderklassen produktivkraftudviklingen på sin side.

„Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“ (DKP-bladet 1991/1) behandler kapitalismens nyere udvikling i kapp. 6-7 og definerer „fordismen“, der dominerede efterkrigstiden, som et produktionssystem baseret

på stordrift og masseproduktion af standardiserede produkter, på tempoarbejde inden for en skarpt opdelt og stram arbejdsdeling. [¼] Men ved overgangen til 80'erne gik den teknologiske  revolution ind i en ny kvalitativ fase, der førte til en omfattende revolutionering af produktivkræfterne. Det førte [¼] til „fordismens krise“ [¼]. Nye fleksible teknologier betinger en større bevægelighed, en ændret arbejdsdeling og nye uddannelseskrav. [¼] På den ene side er den teknologiske fornyelse og den menneskelige skaberkraft domineret af kapitalistiske ledelsesformer. Arbejdslivet af kapitalistiske magt- og udbytningsstrukturer. [¼] på den anden side indebærer den nye ordning [¼] en større bevægelighed og valgfrihed, mere kreativt arbejde og medindflydelse, [¼] decentralisering og internationalisering. [¼] Der findes i dag en række udbytningsformer, der også skaber forskellige klassepositioner blandt lønmodtagerne. [¼] Nogle grupper af lønmodtagere og småproducenter kontrollerer dele af produktionen, enten indirekte ved deres indflydelse på dens indhold eller direkte ved deres besiddelse af dele af produktionsmidlerne.

Påstanden om arbejdets kreative karakter under den nye teknologis vilkår betvivles af Carsten Ladefoged Christensen („Om en moderne kapitalismekritik“, DKP-bladet 1991/5), der nævner eksempler på, at informationsteknologien omvendt har medført mere rutinepræget arbejde for visse grupper (således arkitekter beskæftiget ved computerarbejde på store tegnestuer).

Under overskriften „Udfordring fra venstre, frem mod år 2000“ forsøger Niels Rosendal Jensen i samme nummer at „sammensætte den overordnede slagretning for et marxistisk reformprogram“. Han kommer her ind på den nye teknologis konsekvenser for arbejderklassens stilling:

[¼] et godt fast arbejde er utænkeligt uden moderne, brede og høje kvalifikationer, uden efter- og videreuddannelsesmuligheder som forudsætning for at mestre den ny teknologi i selvstyrende enheder.

Kvalifikations- og kreativitetsaspekterne tages op af Torben Dam Jensen fra den reformpolitiske arbejdsgruppe („Uddannelse - fra krav til nødvendighed“, DKP-bladet 1991/6):

Anvendelse af revolutionerende teknologi vil i stigende grad forudsætte, at arbejderne gives mulighed for skabende produktionsdeltagelse. Det historiske gennembrud inden for teknologi og videnskab flytter arbejderen ud af rollen som maskinvedhæng. Kapitalisterne kan derfor ikke „nøjes“ med investeringer i maskiner og ny teknik og dermed øgning af den konstante kapital. Forudsætningen for at disse kapitalinvesteringer giver afkast bliver, at kvalificeret arbejdskraft kan anvende den avancerede teknologi. [¼]

Men kapitalisterne løber ind i et grundlæggende paradoks. På den ene side forlanger moderne konkurrencedygtig produktion aktiv arbejderdeltagelse i arbejds- og produktionsprocessernes mange faser (ide-udvikling, tilrettelæggelse, udførelse, koordination, distribution m.v.), på den anden side afstedkommer denne involvering en naturlig „risiko“ for, at arbejderne i kraft af øget viden og indsigt vinder indflydelsessfærer og forlanger indflydelse på helt nye områder. Udviklingen åbner med andre ord nye fronter for demokrati-kampe på arbejdspladserne. Arbejdsgivernes „ret“ til at lede og fordele arbejdet vil i stigende grad blive miskrediteret af de faktiske forhold og iøvrigt stå i misforhold til behovet for beslutningsprocesser, der tilgodeser produktionsprocessens komplekse karakter.

Bortset fra nogle statistiske klasseanalysebetragtninger af Lars Ulrik Thomsen („Hvordan virker EF-integrationen på det danske samfund?“, DKP-bladet 1991/9, og „Demokratisk fornyelse“, samme 1993/4), der ikke bringer meget nyt, stopper den første debat her (se dog også afsnittet om klassekampen nedenfor). Dens hovedindhold er, at den nye teknologis krav til produktionsforholdene søges omformet til en række kampkrav, som i deres perspektiv er revolutionære. Det er der jo egentlig god marxistisk logik i; men gennemgående virker det noget vagt.

En slags koncentrat af denne analyse gives af Henrik Stamer Hedin i „Teser til diskussion“ (Skub 1996/2), tese 7:

Den funktionelle arbejdsdeling [¼] kulminerede i 50'erne og er nu på retur. Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter for den kapitalistiske magtelite [¼] som grundlag for de kommende års produktivitetsudvikling. De hierarkiske virksomhedsstrukturer afløses af selvstyrende grupper. Den stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.

Disse udviklingstendenser (der dikteres af teknologiens krav) betyder, at de sidste rester af arbejdsgiverens funktionelle tilknytning til produktionen (retten til at lede og fordele arbejdet) udhules. Kapitalen marginaliserer nødtvungent sig selv i forhold til produktionen. På tværs af den private ejendomsret indtræder arbejderne i stigende grad i den faktiske besiddelse af produktionsmidlerne.

Perspektivet blev diskuteret på socialismeseminaret i foråret 2001 („Hvis vi skal videre“, Skub 2001/5), men der opnåedes ikke enighed om hovedspørgsmålet: Er de nye organisationsformer som f.eks. selvstyrende grupper teknologisk betingede, dvs. er der tale om objektive produktionsforhold?

Den nyere debat drejer sig i hovedsagen om arbejderklassens størrelse og sammensætning. Hedin giver i sin tese 4 et kortfattet bud:

Det samfund, vi i dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets „normalborger“. Lønarbejderklassen har udviklet sig fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal. Lønarbejdsvilkåret er blevet samfundets norm, den målestok, også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden.

Ikke desto mindre oplever man i denne situation en udbredt fornemmelse af øgede forskelle inden for arbejderklassen. [¼]

Selv om der ikke her gives nogen definition af arbejderklassen eller lønarbejderklassen (en sådan savnes i det hele taget i debatten), er det klart, at det „overvældende flertal“, der tales om, må omfatte ikke blot den traditionelle arbejderklasse, men en lang række nytilkomne grupper inden for distribution og service, og at der ikke skelnes mellem arbejdere og funktionærer. En holdning, der nærmest er diametralt modsat, giver Martin Kaae Jensen udtryk for i sit foredrag „Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekampen siden 1970“ (efteråret 1999, trykt i Skub 2000/7-8):

I Danmark eksisterer der utvivlsomt en arbejderklasse: der er stadig tusinder af mennesker, der slider dagen og/eller natten lang for en løn, som ville få en funktionær til at gispe. Først og fremmest skal nævnes ufaglærte inden for det private erhvervsliv: kassedamer, tøjekspedienter, rengøringsarbejdere, detailbranchen mere generelt¼

For Kaae Jensen er arbejderklassen altså identisk med de lavtlønnede - plus de arbejdsløse, som for ham er „det egentlige proletariat“. Man bider mærke i, at de grupper, han nævner som eksempler, hører til de nytilkomne inden for proletariatet og står marginalt placeret i forhold til den egentlige produktion (og at en del af dem i øvrigt har funktionærstatus, selv om deres løn „ville få en funktionær til at gispe“). Det er da også hans opfattelse, at arbejderklassen er gået tilbage både i omfang og indflydelse.

Lars Ulrik Thomsen („Teknologi og klassestruktur“, Skub 2000/11) foreslår omvendt en udvidelse af det arbejderklassebegreb, der er anvendt i 1976-programmet. Han betragter arbejderbevægelsens organisationer:

LO's størrelse er på 40 år fordoblet til 1.459.000 medlemmer. Den største vækst ligger inden for HK og Forbundet af Offentligt Ansatte. Tjenestemændenes og Funktionærernes Hovedorganisation er i samme tidsrum firedoblet til 430.000 medlemmer. [¼] Væksten i antallet af funktionærer er meget markant og hænger direkte sammen med den teknologiske udvikling. [¼] Den ændrede erhvervsstruktur afspejler forandringerne i varefremstillingen. Planlægning og styring af produktionen udgør en øget andel af den tid, der medgår ved fremstilling af varen. [¼] Gruppen af lønarbejdere, som udgør det altovervejende flertal af befolkningen, kommer til at stå over for en stadig mindre kreds af monopolister og deres forvaltere.

Hans politiske konklusion er:

De gammelkendte kløfter mellem håndens og åndens arbejdere, mellem forskellige faggrupper og mellem offentligt og privat ansatte må overvindes gennem et fælles antimonopolistisk program.

Også Svend Erik Christensen („Klassestrukturen og kampen for socialismen“, Skub2001/1) tilslutter sig det udvidede arbejderklassebegreb. Han inddeler samfundet i storkapitalen (2%), småborgerskabet (5%), mellemlagene (10%) og arbejderklassen (80% - defineret som „ansatte og underordnede ledere i det private og offentlige“) og rejser derudfra spørgsmålet: Hvad betyder det for vores politiske strategi?

Hvis vi går ud fra, at arbejderklassen har en objektiv interesse i socialismen, er der ikke behov for førsocialistiske stadier som antimonopolistisk demokrati eller folkedemokrati. Socialismen kan sættes direkte på dagsordenen.

Denne konklusion fik ikke lov at stå uimodsagt. Niels Rosendal Jensen indvender („Klasseanalyse + drømmeri = slut med politikken?“, Skub 2002/3):

Selv om der finder en proletarisering sted, [¼] finder der ikke samtidig en udvikling af den revolutionære bevidsthed sted. Og selv hvis der fandt en sådan udvikling sted, ville den ikke automatisk udløse revolutionære aktioner. [¼] Direkte overgang fra kapitalisme til socialisme uden mellemtrin er i bedste fald en naiv, mekanisk kortslutning [¼] Marx' principielle forestilling om proletariatets diktatur som overgangsform begrundes ikke i proletarernes antal, men derimod i, at det bestående statsapparat skulle overtages, sættes i en anden klasses tjeneste, omdannes og efter en overgangsperiode føre til selve statens afskaffelse [¼]. Klassikernes pointe var igen og igen at understrege dette politiske aspekt, fordi klassekamp netop er kamp og ikke statistiske beregninger.

Også Lars Ulrik Thomsen („Overgangen fra kapitalisme til socialisme“, Skub 2002/6) vender sig mod Christensens konklusion med lignende begrundelser. Christensen erkender i sit svar („Er det antimonopolistiske demokrati svar på nutidens problemer?“, Skub 2002/7):

Spørgsmålet er [¼], hvordan arbejderklassen når frem til bevidstheden om sin egen interesse i socialismen. [¼] Her tror jeg, at kampen for demokratiet er væsentlig i denne bevidstgørelsesproces.

Inden denne polemik havde Svend Erik Christensen („På sporet af arbejderklassen“, Skub 2001/9) uddybet sin klasseanalyse med henblik på ændringer i arbejderklassens indre struktur og stillet en række spørgsmål, som her kan få lov at stå som en sammenfatning af de problemstillinger, der er rejst i mere end femten års debat om teknologi og klassestruktur:

Hvor er arbejderklassens kerne i dag? Er det stadig industriarbejderne, eller er det nogle af de nye lag af arbejderklassen? Vil vi for fremtiden være vidne til, at arbejderne inden for IT- og bioteknologibrancherne vil udgøre arbejderklassens kerne og gå forrest i kampen for et socialistisk samfund?

Hvad betyder det, at flere og flere arbejdere gennem nye produktions- og ledelsessystemer får større og større indflydelse på deres eget arbejde? Er det med til at fremme forståelsen for socialistiske produktionsformer og dermed et socialistisk samfund? Eller fremmer det individualisme og dermed småborgerlige holdninger og handlinger?

Hvad betyder den stigende kvalificering og uddannelse af arbejderne? Vil arbejderklassen gennem den forøgede viden komme lettere på erkendelsen af det socialistiske alternativ?

Set på baggrund af den stadig større differentiering inden for arbejderklassen er det vigtigt at få gjort sig nogle overvejelser om, hvordan vi kan være med til at skabe enhed i arbejderklassen.

Hvilke krav stiller den nye type arbejdere, med større viden, individualisme, god løn og stor indflydelse på eget arbejde, til det revolutionære partis organisations- og arbejdsmetoder?

Kapitalismens udvikling

„Programkommissionens debatoplæg [¼] (DKP-bladet 1991/1) erkender, at

hverken vi eller for den sags skyld andre på den danske venstrefløj har nogensinde nøjere analyseret kapitalismen i Danmark. Hvad er de indre årsager og træk? Hvilken betydning har de ydre omgivelser haft (brydningerne mellem den tyske og britiske indflydelse, mellem atlanterhavs- og østersøorienteringer, kilderne til den nordiske velfærdsmodel osv.). Men det er faktisk endnu vigtigere i en tid, hvor brydninger og samspillet mellem nationale og internationale faktorer vokser.

Oplægget opstiller et program i seks punkter for en sådan analyse, men gennemført blev den tilsyneladende aldrig. Der blev fremsat politik- og reformforslag, der falder i tråd med det, som efterlyses, men de var (bortset fra dem, der er omtalt i teknologiafsnittet ovenfor) ikke baseret på nogen dybtgående analyse. Enkelte tilløb var der; de koncentrerede sig især om monopolisering og internationalisering. Lars Ulrik Thomsen („Hvordan virker EF-integrationen på det danske samfund?“, DKP-bladet 1991/9) kæder disse fænomener sammen indbyrdes og med den nye teknologi:

Monopoliseringen er for alvor slået igennem fra midten af 80'erne. Den er et resultat af den ny teknologi, idet kun de største koncerner har råd til de meget ressourcekrævende investeringer. Men udviklingen forstærkes også af de samme tendenser i andre EF-lande, som skærper konkurrencen internationalt.

[¼] Endnu i 70'erne var der danske monopoler, som alene havde en særstilling på verdensmarkedet, men i dag er mange fusioneret med udenlandske monopoler eller blevet opkøbt. [¼] Danmark forvandles fra et land med en alsidig produktionsstruktur til et land med enkelte specialiserede produkter [¼]

Og Bent Hansen („Kapitalismen - alligevel ikke en død sild?“, DKP-bladet 1992/2) konstaterer:

Det nye ligger i, at først nu er hele Verden faktisk inddraget i den kapitalistiske udbytning.

På Tunø-sommertræffet 1993 blev de samme træk fremhævet („Kapitalismen er i krise“, DKP-bladet 1993/7). Hans I. Kleven fandt den moderne kapitalisme karakteriseret ved

- stigende monopolisering, hvor de store selskaber bliver større og færre.

- transnationale selskabers dominans, som øger presset i retning af integrering og internationalisering af både det økonomiske og det politiske liv.

- anonymisering af ejerforholdene.

Alle disse tilløb var mere beskrivende end egentligt analyserende, og derefter gik debatten (hvis man kan tale om en sådan) helt i stå. Under den kortvarige programdebat nr. 2 i midten af 90'erne beskæftiger Raymond Swing („Betragtninger over vor epoke“, Skub 1996/8) sig med kapitalismens og den kapitalistiske stats historie, som han ser som et spørgsmål om forholdet mellem individ og stat, en slags samfundskontrakt, hvor parterne gensidigt gik ind på at sikre hinandens tilværelse:

Op gennem 80'erne og 90'erne tog dog en ny udvikling fart [¼]. De socialistiske lande var ved at køre fast, og i Vesten havde det lange opsving skabt en frygtelig masse overskudskapital, som måtte afsættes [¼] Forholdet mellem politik og økonomi ændredes radikalt. [¼]

Havde det førhen været borgerne, som sikrede staten, som til gengæld skulle sikre gunstige forhold for det økonomiske liv, så blev parolen nu, at det skulle være erhvervslivet selv, som sikrede sig en stat (og en EU-administration), som kunne give det selv de bedst tænkelige udfoldelsesmuligheder.

Midlerne blev i stor målestok foruden EU organisationer som Verdensbanken og IMF. Hvad der hindrede varernes og pengenes frie bevægelser skulle fjernes, traditionelle administrationer skulle opløses, stædige lande destabiliseres. Overalt hvor pengene trængte ind, trak de blodige spor over landkortet.

I sit foredrag fra efteråret 1999 („Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekampen siden 1970“, Skub 2000/7-8) anskuer Martin Kaae Jensen kapitalismens generelle udvikling på samme måde:

(a) Kapitalismen er gået fra national regulering til international „frihed“ [¼]

(b) Den vesteuropæiske, amerikanske og japanske kapitalisme er blevet en totaltdominerende verdenskapitalisme [¼]

Han noterer ligeledes som også andre før ham de seneste årtiers kraftige monopolisering og gør opmærksom på, hvordan beskrivelsen i 1976-programmet af de faktorer, der blev bestemmende for udviklingen, var korrekt, så at programmets forudsigelser i vidt omfang har vist sig at slå til.

Kaae Jensen plæderer for „en mere humanistisk kritik af kapitalismen“, der kan levere „et stærkt alternativ til at tale om at ,proletariatet udbyttes i Danmark‘“, og fremhæver

den enorme vækst i samfundets samlede produktion svarende til en velstandsforøgelse på cirka 50% realt pr. indbygger siden 1980.

Denne velfærdsfremgang er dog betinget og begrænset af

kapitalismens tendens til misallokering af de samfundsmæssige ressourcer.

Markedsmekanismen stræber efter at opsluge alle samfundslivets områder, også de sociale. Markedet kan imidlertid kun dårligt tilfredsstille de sociale behov, mennesker har som samfundsvæsener. Man kan ikke sælge kærlighed, men man kan sælge surrogater - „indpakningen“. Derfor har selv almindelige mennesker et stigende luksusforbrug, mens den offentlige service forfalder - ikke fordi folk vil det sådan, men fordi markedet og kapitalen har det bedre med et højt individuelt forbrug end med høje skatter.

Internationaliserings- eller globaliseringstendenserne tages op igen af Henrik Stamer Hedin („Hvad er globalisering?“, Skub 2002/5), der påpeger fire mulige faktorer bag den proces, man i de seneste år ivrigt har diskuteret under navn af globalisering, og viser, at de beskriver et system, som

adskiller sig [¼] fra det klassiske imperialistiske system, Lenin beskrev, og som fik ham til at karakterisere imperialismen som kapitalismens højeste og sidste stadium. Var Lenin lidt for tidligt ude? Eller har det stadig mening at betragte den kapitalistiske udviklingsfase, vi betegner med ordet globalisering, som en fase inden for imperialismens udvikling?

Global klassedeling

I et af de nyere indlæg i debatten kommenterer Raymond Swing („Om klasseanalyse“, Skub 2001/2) de forsøg på at afgrænse den danske arbejderklasse, som ovenfor er refereret:

De spørger ikke efter „vores arbejderklasse“, men efter deres potentielle vælgere! [¼] I vores globaliserede verden er „vores“ arbejderklasse ligeså vel polske syersker, kinesiske legetøjsfabrikerende børn eller de enlige kvinder, der som quasislavearbejdere pukler sig ihjel i de sydamerikanske og asiatiske produktionszoner. [¼] Men vi tænker ikke på dem, når vi søger efter vælgere, eller som de skabere de er af en meget stor del af de værdier, som vore egne arbejdere er med til at forøge - men også med til at forbruge og fortære, og som derfor også indgår i „vore“ arbejderes leveform og som de derfor kræver betaling for at kunne opretholde gennem eget arbejde. [¼]

Men hvis vi vil basere dette arbejde på en teori, som bare i mindste måde kan kalde sig marxistisk, kommer vi ikke uden om at gøre os klart, hvad „værdi“ er og hvor den kommer fra, og hvordan den fordeles i verden, „processerer“ - og hvordan den lag- og klassedeler befolkningerne overalt i verden.

Allerede fem år før havde Henrik Stamer Hedin („Teser til diskussion“, Skub 1996/2, tese 1) ellers været inde på netop dette aspekt af den moderne globaliserede kapitalisme og dets konsekvenser:

Den tyske skoarbejder, der sætter den sidste finish på importerede halvfabrikata, tilhører på et „alment“ niveau samme klasse som sin tjekkiske, portugisiske eller græske kollega, hvis halvfabrikata han videreforarbejder, i den forstand, at de begge er lønarbejdere og må sælge deres arbejdskraft. Men deres stilling i forhold til produktionsprocessens værdistrømme [¼] er ikke den samme - deres interesser derfor heller ikke. På et „specielt“ niveau tilhører de hver sin klasse.

Den tyske (eller danske) skotøjsarbejder har et grundlæggende interessefællesskab med sin tjekkiske (portugisiske, græske) kollega: De udbyttes begge af den samme arbejdsgiver. Begge må de kæmpe mod den samme kapitalmagt, f.eks. for højere løn. Men snævert og umiddelbart set har den tyske arbejder en interesse i, at hans tjekkiske kollegas løn holdes nede, for det bedrer hans egne chancer for at tilkæmpe sig højere løn. Nogle år senere („Hvad er globalisering?“, Skub 2002/5) er Hedin inde på det samme:

Globaliseringen betyder også, at de forskellige nationale segmenter af arbejderklassen spilles ud mod hinanden på en mere direkte måde end tidligere. [¼] globaliseringsprocessen bærer sin egen modsætning i sig i form af en stærkere (eller i hvert fald mere direkte følelig) opsplitning af arbejderklassen.

Også Martin Kaae Jensen („Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekampen siden 1970“, Skub 2000/7-8) taler om et „verdensproletariat“. Han mener som nævnt, at arbejderklassen i Danmark og andre rige lande siden 1970 er skrumpet ind, og

faktisk skyldes faldet i den arbejdende danske arbejderklasses størrelse siden 1970 i overmåde grad at vi har eksporteret proletariatet.

I enhver dansk lejlighed eller hus, hvor der bor en borgerlig dansker med respekt for sig selv, vil man se bunker af goder [¼], som er produceret i Mexico, Brasilien, Thailand eller Singapore af mennesker, der tåler sammenligning med Marx' beskrivelse af „The English Dockworkers“ fra sidste århundrede.

Den daværende SR-regerings uddannelsesstrategi under parolen „Danmark som foregangsland“ handlede i virkeligheden om

at få løftet den danske befolkning om man vil „op“ fra proletariatstatus for så at lade nogle andre om det beskidte arbejde. [¼] at uddanne hele Danmark til et borgerskab som kan nyde godt af verdenskapitalismens umådelige udbytning og internationale klassedeling.

Det er to diametralt modsatte forståelser af den samme virkelighed, der her står over for hinanden: Er den danske (eller tyske) arbejder selv arbejder, om end med særinteresser i forhold til andre dele af arbejderklassen, eller er han „borgerliggjort“ og tilhører ikke længere den klasse, han kom fra? Og når vi søger vores „vælgere“ eller den „samfundsforandrende kraft“, drejer det sig så om at finde den formel, der kan samle en opsplittet arbejderklasse om fælles og grundlæggende interesser, om kampen mod den samme klassefjende, eller drejer det sig om at nydefinere proletariatet som de lavtlønnede, de arbejdsløse, de forkuede, der gør „det beskidte arbejde“? Den sidste holdning er udbredt i venstresocialistiske kredse uden organisk forbindelse til arbejderklassen. Den første har normalt været kommunisternes.

Eller for at slutte med endnu et citat fra ovennævnte artikel af Swing:

Arbejderne er alle dem, som er „købt“ til at skabe værdi til de andre - og disse „andre“ er kapitalisterne. Men selv „købte“ mennesker er der mange lag af. „Arbejderaristokraterne“ er også arbejdere [¼].

Kapitalismen i krise

Man skulle måske vente, de meget voldsomme kriser, verdensøkonomien har været ramt af i 90'erne, i højere grad havde bragt kapitalismen i miskredit, og at de i hvert fald havde sat sig kraftigere spor i dette blads spalter og i vores programdebat. Når det ikke er tilfældet, skyldes det vel det forhold, Henrik Stamer Hedin påpeger i sin analyse af den nuværende krise i dens tidligste stadium („Den nye verdenskrise“ og „Mere om verdenskrisen“, Skub 1998/9-10) og senere i et mindre indlæg om globaliseringen („Hvad er globalisering?“, Skub 2002/5), hvor det hedder:

Men hvad den globaliserede kapitalisme kan, er at flytte rundt på kriserne og dirigere deres forløb, så de uundgåelige tab realiseres i bestemte lande frem for andre. De kriser, der er skabt af spekulativ amerikansk og europæisk overskudskapital, kan således tværes af på andre lande i Sydøstasien, Østeuropa eller Latinamerika. Det er muligt at holde den spekulative kapital skadesløs og i stedet lade det gå ud over den produktive kapital andre steder og over almindelige menneskers levevilkår.

Vi så det meget klart i den sydøstasiatiske krise for et par år siden, hvor det var et krav fra de internationale finansinstitutters side for at komme landene til hjælp, at den udenlandske kapital, som havde lavet alle ulykkerne, skulle holdes skadesløs. Og vi så det omkring 1990, da tilintetgørelsen af hovedparten af det østeuropæiske produktionsapparat gjorde det muligt for den vesteuropæiske kapital at slippe helskindet gennem den globale verdenskrise, som var i anmarch på det tidspunkt (og som fik Japan ned med nakken i en grad, så det ikke har rettet sig siden).

De børskrak, der har markeret krisernes start og efterfølgende skærpelse, var ellers sammenlignelige med det berømte krak på New Yorks børs i 1929, og i Østeuropa, Latinamerika og Sydøstasien har kriserne haft lige så alvorlige følger for almindelige mennesker som krisen i 30'rne. De har også kunnet mærkes herhjemme og i de andre „vestlige“ lande, men har ikke haft den samme forarmelse til følge og føles derfor måske som en mindre påtrængende del af vores virkelighed.

De indlæg i debatten, der har handlet om kapitalismen i krise, har da heller ikke så meget fokuseret på den cykliske overproduktionskrise som på de tegn, man har ment at kunne se på en mere generel krise for kapitalismen. Det har allerede været nævnt, hvordan Bent Hansen („Kapitalismen - alligevel ikke en død sild?“, DKP-bladet 1992/2) erindrede om Kondratjev-kriserne, hvoraf den fjerde har præget halvfemserne og medvirket til at uddybe periodens overproduktionskriser yderligere.

På Tunø-sommertræffet i 1993 („Kapitalismen er i krise“, DKP-bladet 1993/7) talte Jacques Hersch om kapitalismens krise, som han fandt kom til udtryk på mange forskellige niveauer - som økologisk krise, teknologisk krise, identitetskrise (for Vesten over for den dengang endnu fremstormende østasiatiske industri) og civilisationskrise. Men ellers skal vi helt frem til den allernyeste del af debatten, hvor Raymond Swing („Tænk jer godt om!“, Skub 2002/7) forudser muligheden af et „verdensomspændende kapitalsammenbrud“, en dommedagskrise, og spørger, hvad vi gør, hvis markedsfunktionen helt går i opløsning.

Her og nu finder Ron Ridenour („Den permanente krigs tidsalder“, Skub 2002/5), at krisen har drevet verden ud i en permanent krigstilstand, fordi USA bruger oprustning og krig som middel mod krisen:

USA's kapitalisme har været afhængig af store bevillinger til militærbudgetterne siden anden verdenskrig. Militær våbenindustri er basis for at kunne opretholde imperieinteresserne i udlandet og for at kunne holde økonomien i gang hjemme. [¼] Den frie kapitals bevægelighed [¼] fører til den turbulente økonomiske, politiske og militære udvikling, vi ser over hele verden i dag.

I et upubliceret oplæg, „Kapitalismen lever i bedste velgående men kan ikke lade sig gøre“, forelagt programkommissionen i juli 2002, spørger Hedin og Finn Hermann, om kapitalismen i virkeligheden er i stand til at overleve globaliseringen:

Jagten på profit har som bekendt ikke fuldstændig frie muligheder. Den hæmmes af det fundamentale dilemma i kapitalismen, at den købekraft, der er basis for realiseringen af kapitalens profit, samtidig figurerer som den afgørende omkostning ved produktionen af denne profit. [¼] Jo mere kapitalen vil øge sin profit ved at skærpe udbytningen af arbejdskraften, jo større problemer får den med at realisere selv samme profit. [¼] Så længe kapitalismen bestod som celler i en ikke-kapitalistisk omverden, var denne indre modsigelse ikke systemtruende. Men en fuldstændigt globaliseret, integreret og ligeværdigt udviklet kapitalisme vil løbe panden med den mur, som den udgør. Den cykliske krise bliver en permanent krise, en dommedagskrise.

Denne tendens forværres blot af, at de rige lande søger

at løse deres nuværende cykliske krise ved, at der destrueres kapital og købekraft andre steder i verden. Dermed undergraver de kapitalistiske centre deres egne markeder. De kommer til at ligge som øer i et hav af fattigdom.

Klassekampen

Debatten om udviklingstendenser i det kapitalistiske system har i høj grad drejet sig om den nye teknologi (informationsteknologien) og dens konsekvenser for klassestrukturen. Har disse ting virkninger for den strategi, der må lægges i klassekampen?

I sin tidligere nævnte reformprogramskitse („Udfordring fra venstre, frem mod år 2000“, DKP-bladet 1991/5) gør Niels Rosendal Jensen sig overvejelser over klassekampen på arbejdspladserne under den nye teknologis vilkår:

Engagement, gennemslagskraft, evne til at samarbejde og andre værdier knyttet til høje, moderne faglige kvalifikationer betyder, at de ansatte råder over en enorm magt. [¼] I stedet for den autoritære industriorganisation, [¼] som er et resultat af samlebåndsproduktionen (fordismen), skal træde andre organisationsformer. [¼] Det vil uden tvivl kunne ske mest rationelt gennem selvstyrende grupper. [¼]

Fagbevægelsen har brug for et nyt markant kampfelt i 90'erne. Kan en solidarisk arbejdspolitik efter ovenstående linjer blive den nye type platform for det faglige arbejde [¼]?

Tidligere, skriver Rosendal videre, har vi bekæmpet den nye teknologi, men:

Det nye er, at teknologien har en både teknisk og social side. [¼] Der er med andre ord tale om at skifte fra kampen mod indførelse af den nye teknologi som afgørende politisk opgave til kampen om styringen af den nye teknologi. Derved bliver den „tekniske“ kamp (om styringen) forbundet med den „politiske“ kamp for at udvide demokratiet.

[¼] Arbejderklassen kan blive et skabende subjekt, som kontrollerer, styrer og leder en virksomhed [¼]. Denne nye strategi [¼] viser samtidig frem mod socialismens perspektiv.

Knap så entydigt synes Lars Ulrik Thomsen („Demokratisk fornyelse“, DKP-bladet 1993/4) at være inde på det samme, når han definerer 90'ernes opgave:

Gennem øget demokratisering og kontrol med stadig flere sektorer af samfundslivet må det arbejdende Danmark sikre sig, at det kommer til at bestemme udviklingen i produktion og beskæftigelse. [¼] Samtidig med at det øgede demokrati i produktionen giver en rationel udnyttelse af arbejdskraft og investeringer, betyder det også en konflikt med de multinationale koncerner, som kontrollerer de internationale markeder.

Emnet tages op igen af Henrik Stamer Hedin („Teser til diskussion“, Skub 1996/2), der i sin tese 7, citeret ovenfor, taler om, at arbejderne „indtræder [¼] i den faktiske besiddelse af produktionsmidlerne“. Det fremgik af diskussionerne både på Rudkøbing-seminaret og i Skub såvel som senere på Strynø-seminaret i 2001, at der ikke er enighed om, hvorvidt der her gives udtryk for en klassesamarbejds- og klasseudsoningslinje, eller der peges på en ny klassekampfront med revolutionært perspektiv visende frem mod socialismen, som også Rosendal er inde på det.  Hedin uddybede som et led i denne diskussion („Tidens landskab - et svar til flere“, Skub 1996/4) sit syn på, hvad der vil ske, hvis de ansatte faktisk får sådanne magtpositioner på arbejdspladserne:

Det betyder ikke en klasseudsoning eller svækkelse af klassemodsætningerne - tværtimod: Det betyder, at den private ejendomsret i stigende grad vil fremstå som tvang, som en lænke, der må sprænges. Under debatten i Rudkøbing gav jeg eksempler - bl.a. retten til at lede og fordele arbejdet.

Det samme gælder, hvis min påstand om den nye herskende koalition [se ovenfor under afsnittet Epokedefinition] er rigtig: Det vil ikke sige, at arbejderklassen har ladet sig bestikke og fjernet sig fra revolutionen, men at den har tilkæmpet sig reelle magtpositioner, som i stigende grad vil komme i konflikt med kapitalens magtpositioner og på et tidspunkt sætte et klasseopgør mellem koalitionsparterne på dagsordenen.

Altså nye klassekampfronter, ikke mindst på arbejdspladserne. Arbejdspladsernes kamp har ellers ikke spillet den store rolle i debatten, men nogle få indlæg har dog handlet om det faglige arbejde. Det var et af emnerne på seminaret i Rudkøbing (referat i Skub 1996/3), hvor Steen Johansson med udgangspunkt i Ribus-chaufførernes og Århus-skraldemændenes strejker bl.a. talte om kampen mod udlicitering („Udlicitering og velfærd“, Skub 1996/4). Det faglige arbejde var også et emne på Langeland-sommermødet i juli 1999 (Birthe Hansen, „Kommunistisk sommertræf på Langeland“, Skub 1999/8). Bjarne Sørensen talte om svækkelsen af den faglige kamp i 90'erne, om savnet af en tillidsmandsring og af et aktivt DKP. Anders Nielsen efterlyste også et fagligt engagement hos partiet, og Villia Olesen talte om organiseringen af samfundets absolutte bund, bistandsmodtagerne, i Slavekampagnen og om kampen mod tvangsaktivering. Mødet vedtog en kort udtalelse om det faglige arbejde. Endelig har Peder Pedersen og Lars Ulrik Thomsen („Resultater af enhedens metode“, Skub 2002/5) fortalt om erfaringer med enhedsdarbejde på Århus Flydedok og i den århusianske fagbevægelse.

Konklusionen på dette afsnit om klassekampen og den faglige kamp kan også stå som en kort sammenfatning af hele kapitalismedebatten: Savnet af en tidssvarende klassekampstrategi er tydeligt i debatten. Det eneste nye - og det eneste, der reelt er blevet diskuteret - er de muligheder, som de nye industrielle organisationsformer måske giver. Den debat må føres videre, og mulighederne bør prøves af. Men man må hellere ikke glemme, at det indtil videre kun er en mindre del af arbejderklassen og det arbejdende folk, der er omfattet af de nye former. Den antimonopolistiske enhed mellem alle de klasser og lag, der trods forskellig stilling har sammenfaldende interesser, herunder samfundets udstødte, er fortsat vigtig.

Det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og dets følgevirkninger

Debatten har ikke været helt så målrettet, som resolutionsteksten fra 1999 lægger op til. Der har i lige så høj grad været tale om en generel socialismedebat, som dog igen og igen har kredset om årsagerne til den europæiske socialismes fald. Debatten falder naturligt i tre dele: Teoretiske overvejelser om socialismens natur og forudsætninger; en kritisk bearbejdelse af erfaringer fra socialismens virkelighed; og visioner om, hvordan socialismen „burde“ se ud, og hvordan vi (forhåbentlig) undgår at gentage fortidens fejl.

Teori

I „Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“ (DKP-bladet 1991/1) hedder det:

Opfattelsen af socialismen som et system, der kan beskrives i almene og specifikke træk, må forlades. [¼] Men giver man så afkald på en utopi i form af nogle ideer og idealer, som i virkeligheden grundlæggende er humanismens idealer?

Nej, mener programkommissionen:

De socialistiske værdier handler dybest set om demokrati og selvforvaltning, som lever og vokser i menneskenes hverdag. For socialismen handler, når det kommer til stykket, ikke om et parti eller en stat, men om mennesker, som selv tager magten og kontrollen over deres eget liv. [¼] Derfor må perspektivet fastholdes og de socialistiske værdier indarbejdes både som middel og mål i en alternativ socialistisk politik. Men socialisme-opfattelsen må grundlæggende udvikles „forlæns“, som „noget konkret“, der tager udgangspunkt i den kapitalistiske virkelighed [¼]. I virkeligheden er det også den Marx'ske tilgang: På revolutionær vis udvikle de sider af de kapitalistiske modsigelser, som negerer kapitalen.

I stedet for socialisme taler Bernard Jeune („Kommunismen - en realistisk utopi?“, DKP-bladet 1992/4) hellere om kommunisme, og han begrunder det i den første af 12 teser, hvoraf her i stærkt forkortet form citeres noget af det, som i dag synes at pege fremad:

1. Socialismen er ingen produktionsmåde i Marx' forstand, det er kun en overgang fra den kapitalistiske til den kommunistiske produktionsmåde. [¼]

3. Kommunismen er ingen verdensfjern utopi, men en realistisk utopi i de mest avancerede kapitalistiske samfund. [¼]

4. Kommunismen er ingen modsætningsfri idealtilstand [¼].

5. En produktionsmåde [¼] eksisterer aldrig i ren abstrakt form og gennemsyrer ikke på altomfattende vis et bestemt samfund. [¼]

9. En ny revolutionsopfattelse må tage sit udgangspunkt i de tendenser til selvforvaltnings-tænkning, som især findes i Marx's kapitalismekritik. [¼]

11. Derfor er der kun én vej til kommunismen: at begynde der hvor menneskene bor, lever og arbejder, at tage udgangspunkt i den samfundsmæssige virkelighed, man nu engang befinder sig i. [¼]

Lignende synspunkter anlægger et tiår senere Henrik Stamer Hedin („Den virkelige bevægelse“, Skub 2001/4):

Al socialisme er opstået midt i den eksisterende verden. Den er kommet som et svar på denne verdens indre modsigelser, og den er selv præget af dem. [¼] Eller som Marx skriver i Den tyske idelogi: "Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for kommunisme."

Ovenfor er omtalt debatten om konsekvenserne af den nye teknologi og dens konsekvenser, herunder muligheden for arbejdernes indtræden „i den faktiske besiddelse af produktionsmidlerne“ på tværs af den private ejendomsret. Hedin udbygger denne tanke videre („Teser til diskussion“, Skub 1996/2, tese 8):

De feudale strukturer udviklede sig fra levende økonomisk virkelighed (autoritetsstrukturer og økonomisk kredsløb i lokalsamfundet) over specifikke rettigheder for en eksklusiv stand til privilegier, der til sidst af det øvrige samfund oplevedes som retsstridige og som et åg.

Den kapitalistiske private ejendomsret må gå samme vej. [¼]

Det produktionsforhold, der må afløse ejendomsretten til produktionsmidlerne, må være arbejdernes faktiske besiddelse af produktionsmidlerne. Det er på grundlag heraf, arbejderklassen må bygge sit økonomiske herredømme, som kapitalistklassen bygger sit på den private ejendomsret [¼]

For (tese 9):

En klasse kan først etablere sig som politisk herskende, når den er blevet økonomisk herskende. [¼] Da proletariatet greb magten i Rusland, var det endnu ikke økonomisk herskende. Dets økonomiske herredømme skulle først opbygges samtidig med det politiske. Der opstod derfor et politisk magttomrum, et tomrum, som nødvendigvis måtte udfyldes af det kommunistiske parti, der måtte etablere sig som herskende kaste på proletariatets (og bøndernes) vegne. Alle andre løsninger ville have betydet, at magttomrummet var blevet (gen)indtaget af de styrtede klasser, altså kontrarevolution.

Hermed var der også skabt en teoretisk ramme for kritikken af den virkeliggjorte socialisme.

Kritik

Den europæiske socialismes fald førte naturligvis ikke blot til selvransagelse hos os, men hos kommunister i alle lande (i hvert fald alle europæiske). I de rapporter, der har været bragt i vores presse fra kongresser i andre europæiske kommunistpartier, finder man kortere eller længere hentydninger til disse debatter og de konklusioner, de førte til. Således har Finn Hermann rapporteret fra det Tyske Kommunistiske Parti („Den besværlige fornyelse“, DKP-bladet 1991/6) og Portugals Kommunistiske Parti („Gæst hos Portugals Kommunistiske Parti“, Skub 2001/3) og Henrik Stamer Hedin fra Grækenlands Kommunistiske Parti („Den 3. vej fører ingen steder hen“, Skub 2001/6). I en polemik i Skub 1999, nr. 5-8, inddrager Lars Ulrik Thomsen og Thomas Clausen de italienske erfaringer. Thomsen („Internationalisme som værktøj“, Skub 1999/8) refererer fra et interview, Palmiro Togliatti gav kort efter SUKP's 20. kongres:

Han følte sig solidarisk med socialismen, men pegede samtidig på, at det ikke var nok med en forkastelse af persondyrkelsen, man måtte finde de sociale og økonomiske årsager til at dette fænomen overhovedet kunne opstå.

Det er ikke mange indlæg i programdebatten, der har beskæftiget sig med de økonomiske og sociale årsager til socialismens sammenbrud i Europa, men nogle har der været. Bent Hansen („Kapitalismen - alligevel ikke en død sild?“, DKP-bladet 1992/2) har en meget enkel forklaring:

[¼] kapitalismens umulighed består i, at den nødvendigvis må udvide markedet til at gælde alle funktioner i samfundet, at alle funktioner i samfundet gøres til varer.

Modsvarende gik de hidtidige socialistiske samfund til grunde, fordi man dér fornægtede varens eksistens og gjorde vareudvekslingen [¼] til et politisk spørgsmål.

Andre har søgt dybere. Niels Rosendal Jensen berører problemet i sin ovennævnte artikelserie fra 1999 (her fra „Det socialistiske perspektiv“, Skub 2000/1):

Spørgsmålet er, om ikke vi med formuleringen af „samfundsovertagelse af produktionsmidlerne“ fokuserede på „midlerne“ i stedet for „målet“.

Hedin („Ressourceudnyttelse i kapitalistisk og socialistisk økonomi“, Skub 2002/7) tager fat i et mere konkret problem og mener, at flytning af investeringer fra investeringsgode- til forbrugsgodesektoren i årene omkring 1970

måtte være årsagen til de balanceproblemer i den socialistiske økonomi, der blev tydelige omkring 1980 med et inflationspres, som gav sig udslag i køer foran butikkerne. [¼] Der indtrådte kapitalmangel, og markedet for investeringsgoder i de socialistiske lande var et udpræget sælgers marked, hvor man skulle være taknemmelig, hvis man kunne få en del af de maskiner, man havde brug for. Disse ting fældede socialismen i Europa.

En debat om de økonomiske og sociale årsager til sammenbruddet kan man altså knap nok tale om. Større interesse har der været for at diskutere mere politiske årsager.

Det er påfaldende, at blandt de registrerede debatindlæg i denne gruppe er der ingen fra før 1999. Havde man ingen kritiske bemærkninger til den virkeliggjorte socialisme i 1991? Det havde man da i høj grad. Men måske var chokket for tæt på, eller måske havde man helt overtaget den borgerlige kritik, som syntes at have sejret, eller måske havde man afskrevet de socialistiske erfaringer som irrelevante eller som noget, det var pinligt at udtale sig om på tryk.

I hvert fald var det noget nyt, da Oluf Unnerup („Drømmen der brast“, Skub 1999/3) i en kommentar til Jens Fransens bog Drømmen Der Revnede (om DDR) leverede en kritik fra venstre og ikke den vante fra højre:

For mig var det et eksperiment, der gik nedenom og hjem, fordi nogen ikke turde stå ved, hvad de havde frembragt. [¼] Lederne skulle have inddraget hele befolkningen i en diskussion, en meningsudveksling om: Hvad skal vi nu og hvordan?

Da opbygningen efter krigen var tilendebragt,

vidste lederne og ikke mindst det kommunistiske parti SED ikke mere, hvad der skulle til.

[¼] Man begyndte så at overlade lidt for meget af landets politiske ledelse til bureaukraterne. Eksempelvis følgende: Fra DDRs dannelse og langt op i 1960'erne havde arbejderne våben på fabrikkerne, og det var de stolte og ansvarsbevidste over. Så blev våbnene overdraget til politiet og militæret. De tidligere revolutionære ledere gemte sig bag det af bureaukraterne opbyggede „leder-forsvars-system“ [¼].

Jeg har besøgt en del arbejdspladser i det nordlige DDR og i Berlin, både før og efter, at arbejdere og bønder havde måttet aflevere våbnene. Jeg har også set og snakket om den skadelige virkning, som denne bureaukratisering afstedkom. Stolte og ansvarsbevidste mennesker gav op, og en uhyggelig ligegyldighed bredte sig - også hos kommunister.

[¼] Derfor var der heller ikke noget forsvar i 1990.

Det er symptomatisk, at Unnerups kritik ikke blev forstået. Både Thomas Clausen („Et bidrag til en programdebat?“, Skub 1999/4) og Jens Fransen (der ellers svarede i en positiv ånd i sit ubetitlede indlæg i samme nummer) forstod den derhen, at hvis bare arbejderne havde kunnet skaffe sig våben, så havde de rejst sig til forsvar for DDR i 1990. Men det er jo tydeligvis det modsatte, Unnerup skriver.

Også Raymond Swing („En dialektisk Odyssé“, Skub 2002/2) mønter sin kritik på DDR:

Op til partikongresserne var alle officielle bygninger, fabrikker osv. smykket med store transparanter, hvor en af hovedparolerne lød: Alt for folket. [¼] Som en af mine venner sagde: „Hvorfor ikke Alt med folket?“

I en længere polemik, der blev startet af Birgit Unnerup i Skub („Farvel til (det socialistiske) Cuba“, 2000/11), fortsatte i Dagbladet Arbejderen og endte i Skub igen, fremsatte Ron Ridenour („Socialisme findes ikke på en ø“, Skub 2001/3) en lignende kritik: Det var reelt ikke arbejderne, der regerede på Cuba. Kritik, debat og selvstændigt initiativ nedefra var uønskede. Indlægget affødte en ny polemik med Henrik Stamer Hedin („Den virkelige bevægelse“, Skub 2001/4, Ridenours svar „Den virkelige bevægelse og socialismen“, Skub 2001/5, og Hedins gensvar „En (måske) afsluttende bemærkning“, Skub 2001/6), der ikke så meget vendte sig mod kritikken af det cubanske samfund (og implicit af andre socialistiske samfund) som mod den konklusion, Ridenour drog, at så måtte vi „kalde det noget andet“, for det var ikke rigtig socialisme - i virkeligheden et forsøg på at „udvikle socialismen baglæns“ (se teoriafsnittet ovenfor).

Ron Ridenour var en af hovedindlederne ved socialismeseminaret på Strynø i maj 2001 („Hvis vi skal videre“, Skub 2001/5), hvor han fremsatte en lignende kritik af den cubanske socialisme, og den var også udgangspunktet for hans „Revolution eller Ragnarok“, som skal omtales nedenfor. Den anden hovedindleder var Aksel Vladimir Carlsen, der har koncentreret sit oplæg i syv teser („Sovjets sammenbrud eller: ,Imens man ventede på verdensrevolutionen‘“, Skub 2001/5). Kritikken (af udviklingen i Sovjetunionen) går meget på det samme som Unnerups og Ridenours kritik af hhv. DDR og Cuba: Ledelsen distancerede sig fra folket, der umyndiggjordes. Men Carlsen går dybere og opstiller en analysemodel i fire faser til bedømmelse af socialismens modenhed eller mangel på samme:

1) modning af forudsætninger for dette system,

2) etablering af systemet,

3) udvikling af systemet på dets „egne“ præmisser,

4) omdannelse af systemet og dermed skabelse af forudsætninger for et nyt system (f.eks. for kommunismen).

I sin tese 5 skriver han:

Sovjetmagten nåede kun svagt at rodfæste socialismens egne præmisser og samfundet bar stadig på modermærker fra før 1917. Med afsæt i analysemodelle [¼]mener jeg, at Sovjet som samfund knap nok nåede „fase 3“. På de fleste områder var socialismen stadig under etablering (fase 2).

Denne tilgang forekommer mere frugtbar (og „forlæns“) end den blotte konstatering af, at socialismen ikke levede op til forventningerne. Carlsen er en af de få, der har leveret et bud på årsagen til de forhold, som alle er enige om var medvirkende til socialismens fald. Han nævner Stalin, og et opgør med stalinismen kræves også af Ridenour („Tre vigtige punkter“, Skub 2002/7), men det er et spørgsmål, om ikke erfaringer som dem, Unnerup og Hedin nævner, tilsiger at se på, hvad det egentlig var, der skete i de økonomiske reformår i 60'erne (se herom også Hedin,( „På vore betingelser“, Skub 1999/8).

Vision

Ud fra sin kritik af den virkeliggjorte socialisme opstiller Ron Ridenour („Revolution eller Ragnarok“, Skub 2002/3) et helt program for, hvordan socialismen bør se ud. Dokumentet er meget omfattende, men Ridenour sammenfatter sine hovedsynspunkter i nogle teser, der siger, at fremmedgørelsen skal afskaffes ved at myndiggøre befolkningen, at magten skal decentraliseres og kontrol ske fra bunden, at der skal være plads for den enkeltes eget livsprojekt, og at en uddannelsesindsats skal styrke individets evne og lyst til aktivt at deltage i beslutningsprocesserne. Forvaltningen skal baseres på et system, han kalder „kontrol-og-balance“:

Alle folkelige økonomiske og regerende instanser skal fungere så hver instans kan korrigere handlinger i overensstemmelse med samfundets lighedsværdier.

Hver gren indenfor magtstrukturen skal have mulighed for at kontrollere og begrænse hinanden.

Senere udarbejdede han sammen med Birgit Unnerup et debatoplæg („Den kommunistiske etik og socialismen“, Skub 2002/6), der præciserer de samme forestillinger lidt mere. Karakteristisk for begge dokumenter er, at socialismevisionerne ikke er afledt af overvejelser om de begrænsninger og muligheder, de materielle produktionsvilkår fører med sig, men at det er subjektive forhold, der står i centrum:

For den revolutionære udvikling er det afgørende at fastholde fællesskabsfølelsen, den sociale ansvarsfølelse og følelsen af den reelle beslutningsmagt hos producenterne. [¼] Under socialismen skal staten og kommunisterne som de ledende kræfter samarbejde med producenternes og folkets organisationer (som et led i processen mod selvforvaltning uden faste organisationsstrukturer) for at skabe arbejdspladser, hvor producenterne har kontrol over de tilgængelige ressourcer og kan lære selvstændigt at udarbejde og gennemføre en produktionsplan.

Det siger næsten sig selv, at etiske eller moralske forskrifter med denne tilgang må få en stor betydning, og Ridenour opstiller da også ligefrem en kommunistisk etik i ti bud eller „revolutionære principper“. Den subjektive tilgang er vel (sammen med dokumenternes omfang og altfavnende karakter) en af grundene til, at der ikke har været nogen interesse for at tage denne diskussion op.

Et forsøg på en sammenfatning

Sammenholder man debatten om teknologi og klassestruktur i den moderne kapitalisme med debatten om erfaringerne fra den virkeliggjorte socialisme, forekommer den hypotese nærliggende, at socialismens sammenbrud (i Europa) skyldtes, at den hvilede på et „fordistisk“ (eller endda „før-fordistisk“?) produktivkraftgrundlag, der ikke gav plads for udvikling af socialistiske produktionsforhold i andet end en foreløbig og rudimentær form (Carlsen bruger netop udtrykket „rudimentær“ i sin karakteristik af den sovjetiske socialisme). Herudfra synes såvel poplitiske som økonomiske „fejl“ at kunne forklares: Socialismen blev aldrig selvbærende og kom til sidst til at fremstå som tvang. Arbejderklassens flertal savnede eller mistede (eller blev frataget? af „fordistiske“ effektivitetshensyn?) engagement i socialismen og måtte lokkes, købes eller tvinges. Da den teknologi, som åbnede mulighed for egentlige socialistiske produktionsforhold, begyndte at tone frem, var såvel samfundets produktive fonde som dets legitimitet slidt ned, og det var for sent at gribe de nye muligheder.

Hedin („Den virkelige bevægelse“, Skub 2001/4) peger på, at den europæiske socialismes fald ikke kan forklares ved, at en bestemt „model“ for socialismen brød sammen:

Der var tale om en kontrarevolutionær proces med et geografisk centrum i det centrale Europa. Her ramte den samtlige socialistiske lande uden forskel, så forskellige de ellers var; andre steder ramte den ikke.

Set på den baggrund er der et formentlig vigtigt emne, som debatten helt har forsømt at beskæftige sig med. For hvad var det, der gik for sig i Europa, men ikke andre steder, i sidste fjerdedel af det 20. århundrede? Det var udbygningen af de Europæiske Fællesskaber (EF) til en stat i svøb, den Europæiske Union (EU). Den må have haft direkte betydning for socialismens sammenbrud. Men det aspekt har socialismedebatten overhovedet ikke været inde på.

Udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf

Derimod indeholdt 1999-resolutionens plan for programdebatten jo et punkt om udbygningen af den Europæiske Union og dens konsekvenser (om end kun de nationale), og kort efter vedtagelsen rejste Henrik Stamer Hedin („Hvad vil kommunisterne?“, Skub 1999/5) spørgsmålet:

Er der en sammenhæng mellem den socialistiske lejrs og den socialistiske supermagts forfald på den ene side og EU's opkomst som ny imperialistisk supermagt på den anden? Der er i hvert fald et markant sammenfald. Og er der en sammenhæng, hvad er så årsag og hvad er virkning?

(Disse spørgsmål var en del af begrundelsen for den i indledningen citerede påstand om sammenhængen mellem de tre punkter.)

Den smule debat, der har været om EU-emnet, har imidlertid kun i ringe grad drejet sig om det, resolutionen efterlyser. Lars Ulrik Thomsen („Hvordan virker EF-integrationen på det danske samfund?“, DKP-bladet 1991/9, og „Teknologi og klassestruktur“, Skub 2000/11) omtaler EF/EU-integrationen som en faktor i monopoliserings- og internationaliseringstendenserne i det danske samfund, men mener vel ikke, at disse ting skyldes EU, selv om de klart nok (i hvert fald i et vist omfang) har været formidlet gennem EU. Han påpeger også („Perspektiver i unionsmodstanden“, Skub 1996/10) stormagtsinteresserne bag udviklingen:

Fra at have en målsætning om brede løsninger er det nu tydeligt, at Tyskland og Frankrig er de dominerende i EU. [¼] Tyskland ønsker igen at blive en stormagt på det europæiske kontinent [¼].

Ellers har debatten drejet sig om strategien i EU-modstanden. „Programkommissionens debatoplæg om DKP's programforslag“ (DKP-bladet 1991/1) efterlyser

alternativer til den centralistiske, kapitaldominerede og oprustede EF-fæstning, som højrekræfterne ønsker sig. For en sådan vil kun være en fortsættelse af det krigeriske og hovmodige Europa, hvorfra så mange krige, erobringstogter og fascismen udgik. Vores alternativer må derimod bygge videre på demokratiets og humanismens Europa.

Debatoplægget taler om demokratisering af EF og om en „demokratisk front“, men denne strategi afvises af Lars Ulrik Thomsen („DKP og EF-modstanden“, DKP-bladet 1991/2):

Enhver snak om at åbne en „demokratisk front“ over for EF vil kun medvirke til at give et alibi for unionsdannelsen.

I et langt senere indlæg skrevet sammen med Bent Hansen og Peder Pedersen („DKP og EU“, Skub 1997/8) peges i stedet på, at EU-modstanden drejer sig om national selvbestemmelse:

Det de imperialistiske magter i dag ønsker, er at afvikle nationalstaten, til fordel for økonomiske og militære blokke, der kan befæste deres magt.

Spørgsmålet om national selvbestemmelse i relation til EU tages også op i en længere artikel af Svend Erik Christensen („Nationen og kampen for national selvbestemmelse“, Skub 2002/2), der konstaterer, at

kapitalen har opgivet nationalstaten

og fortsætter:

Kommunisterne har altid været en del af kampen for national selvbestemmelse. [¼] Men kommunisterne er efterhånden de sidste i arbejderbevægelsen, der holder fast i forsvaret for den nationale selvbestemmelsesret. Det ses tydeligt i diskussionen om Danmark i EU. [¼]

I det hele taget er store dele af pressen ved at se venstrefløjen som EU-positiv og højrefløjen som EU-skeptisk. [¼] Jeg kan måske tilføje, at venstrefløjen i Danmark har svigtet ved at den bliver mere og mere ufolkelig og ikke har føling med stemningerne i „folkedybet“. Forklaringen på SF's og Enhedslistens nederlag ved folketingsvalget er ikke at de ikke vil arbejde inden for EU, som det bl.a. har været fremhævet i Enhedslisten. Men snarere at venstrefløjen opleves som „en del af systemet“ [¼]. Der må skabes et alternativ, der klart slår fast at udvikling af et Danmark, der er til gavn for det store folkeflertal, samtidig må være et opgør med den Europæiske Union og for national selvbestemmelse.

Diskussionen i Enhedslisten om EU-modstanden kommer Finn Hermann („Hvad vil Enhedslisten med EU-parlamentet?“, Skub 2001/1) nærmere ind på i en analyse af de forskellige holdninger til spørgsmålet om en selvstændig opstilling til EU-parlamentet, og han vender sig mod den opfattelse, som han finder udbredt i Enhedslisten, at internationalister ikke kan forsvare den nationale uafhængighed:

Internationalisme er summen af nationalismer. [¼] Det vil være skadeligt for denne modstand, hvis modstanderpartier opstiller selvstændigt til EU-parlamentet.

Det er påfaldende, både i betragtning af den vægt, 1999-resolutionen tillægger emnet, og på baggrund af den enorme rolle, EU-spørgsmålet har spillet og spiller såvel i vort lands som i vort partis nyere historie, at der ikke har været større lyst til at debattere spørgsmålet. Er det, fordi vi er enige og afklarede?

Det er i hvert fald svært at drage en konklusion af den debat, der har været. Det ser dog ud til, at forestillinger om at kunne påvirke unionen indefra i demokratisk retning er forladt til fordel for en mere entydig national befrielsesstrategi.

Afslutningsvis må det siges, at der har været talt og skrevet mere om EU i vort parti og vort blad, end det, som her er taget med; det har blot ikke haft noget med programdebat at gøre. Men den ønskede analyse har stort set været fraværende. Og det kunne som ovenfor nævnt være interessant at bore i unionsudbygningens mulige sammenhæng med det socialistiske sammenbrud.

Andre emner

Som nævnt i indledningen har debatten også berørt andre emner end de tre punkter fra 1999-resolutionen. En del indlæg har drejet sig om partiets interne forhold, organisation, demokrati og adfærdsnormer; der er elementer til et handlingsprogram; og arbejdet i Enhedslisten har været genstand for nogle få indlæg.

Partilivet

De indlæg, der har været om dette tema, har alle kredset om accept af uenighed. Det kommer frem allerede i starten af den første debat („Den horisontale pyramide“, DKP-bladet 1991/2).

Det vil være en illusion at tro, at en enkelt person eller et enkelt udvalg kan lave et nyt program. Der er brug for mange, der tænker, og især er der brug for, at der er mange, der ikke tænker ens. Derfor må vi acceptere den reelt eksisterende pluralisme i partiet.

Det kneb dog i praksis. Op til landsmødet i 1996 bragte Skub (1996/9) en leder, „Enhed og uenighed“, der definerede landsmødets tema:

At føre den hårdt tiltrængte fornyelse, vort parti for år tilbage slog ind på, igennem til tops og i bund. [¼] En del af fornyelsens opgave blev det på ny at sætte gamle kommunistiske dyder i højsædet: Kollektiv ledelse. Kritik og selvkritik. Respekt for den enkelte og for flertallet.

[¼] Kan man diskutere i åbenhed med viljen til at lytte i respekt for andres meninger og for den beslutning, et flertal til sidst måtte nå frem til, uden at gribe til mistænkeliggørelse af modpartens motiver, evner, hæderlighed osv. [¼] bliver uenigheden en kilde til inspiration og aktivitet.

På socialismeseminaret på Strynø („Hvis vi skal videre“, Skub 2001/5) tog Birgit Unnerup udgangspunkt i begrebet ligeværd, som hun fandt karakteriserede de kommunistiske idealer for både samfunds- og partiliv:

Det med ligeværd er vigtigt, også i debatterne i det kommunistiske parti. Hvis vi skal videre, har vi brug for en uenighedskultur.

I en artikel samme år („Faren ved det almægtige og det absolutte - fordelen ved uenighed“, Skub 2001/10) præciserer hun ideen nærmere:

Det drejer sig ikke om en værdirelativisme, der siger, at alt er lige godt. Det handler om at erkende, at der er gode grunde til at mene noget andet, end jeg gør.

Og i oplægget om „Partiets organisation“ (Skub 2002/6):

I et kommunistisk parti er uenighed knæsat som princip, jf. den demokratiske centralisme. [¼]

En af de ting, der må gøres, er således at knæsætte uenighedsprincippet. Det kan gøres ved at udvikle det, jeg tidligere har kaldt en uenighedskultur. [¼]

Det betyder, at vi skal lære at høre på hinanden og prøve at forstå, hvad den anden vil udtrykke.

Handlingsprogram

Til syvende og sidst må programdebatten vel forventes at munde ud i et praktisk handlingsprogram, og faktisk er der i det registrerede materiale ansatser til et sådant. Man kan ikke tale om en debat, men de enkelte elementer skal alligevel nævnes her.

Den første programdebat satte sig som allerede nævnt spor i et beskæftigelsesprogram, der blev vedtaget på landsmødet i 1993 („DKP's beskæftigelsesprogram“, DKP-bladet 1993/9). Programmet indeholder krav om 30 timers arbejdsuge gennemført ved lov og kompenseret ved skattenedsættelse (men altså uden lønkompensation) samt om en uddannelsesreform. Da programmet er vedtaget på et landsmøde, er det allerede partiets officielle politik.

Et officielt præg har også Finn Hermanns „Svar til en spørger“ (Skub 2000/11). En besøgende på partiets dengang nyoprettede internet hjemmeside havde spurgt om vores holdning til EU, forsvaret, uddannelses-, sygehus- og socialvæsen. Vi havde ikke noget aktuelt skriftligt materiale om de spørgsmål, og Finn Hermann påtog sig efter aftale med FU at svare ud fra sin viden om og fornemmelse for, hvad der i de senere år har været den fremherskende holdning i partiet. Der gik ikke nogen drøftelse i FU eller landsledelsen forud, og svaret blev bragt i Skub som et led i programdebatten.

I en større artikel („Ideologi, humanisme, pædagogik og menneskesyn“, Skub 1996/8) fremlægger Birgit Unnerup (foruden meget andet) nogle retninger inden for pædagogikken i form af tre pædagogiske „interesser“ eller „grundsyn“: Den amerikanske tilpasningspædagogik (eleven skal tilpasses samfundet), den dansk/tyske humanistiske pædagogik (eleven skal støttes i sin udfoldelse som individ) og den marxistiske frigørelsespædagogik eller den kritiske pædagogik (eleven skal gøres kritisk over for samfundet for at kunne frigøre sig fra undertrykkelse). Hvis et kommende program skal indeholde et uddannelsesafsnit, kunne disse tanker være af interesse.

Ribe amts distrikt har i sit store programdebatindlæg („Programdiskussionen i Ribe amt“, Skub 2001/7) et afsnit om flygtninge og indvandrere - et emne, som debatten ellers overhovedet ikke har været inde på (undtagen rent perifert i forbindelse med især globaliseringen - se således Henrik Stamer Hedin, „Hvad er globalisering?“, Skub 2002/5). Ribe amt sammenfatter sit bud på en indvandrerpolitik i fem punkter:

Lige pligter og rettigheder

Billige boliger til alle

Rigtigt arbejde til alle

Demokratisk kontrol med mediernes disponering af nyheder

Overholdelse af FN's charter for menneskerettigheder

På et landsledelsesmøde i dette efterår fremlagde Lene Iversen et oplæg om socialpolitik, der bl.a. omhandlede grundlæggende principper for DKP's krav til en socialpolitik og DKP's opgaver med hensyn til socialpolitikken. Hovedsynspunkter er, at der skal peges på årsagerne til social trang, at der skal stilles krav om fælles ansvar og om grundlæggende sociale rettigheder, og at der skal tages afstand fra holdninger i den socialpolitiske debat, også på venstrefløjen, „som er med til at forfladige og tilsløre de grundlæggende problemstillinger“ (individualisme), og stilles krav om etik og moral. Oplægget vil muligvis senere blive trykt.

Arbejdet i Enhedslisten

Her er ikke set på udmeldinger for og imod Enhedslisten så lidt som på indlæg om partiets forhold til Enhedslisten generelt eller om Enhedslistens politik. Nogle af disse ting kunne det måske også være interessant at tage med, men her er alene set på nogle få debatindlæg om den måde, kommunister bør arbejde på i Enhedslisten.

Jørgen Lund („Politisk afklaring frem for korslagte arme“, Skub 1996/3) skriver herom, at

det virker bestemt ikke, som om vi - kollektivt - vil søge at præge listen på nogen som helst måde.

Enhedslisten som politisk strategi er ikke det samme som enkeltpersoners arbejde i Enhedslisten.

Enhedslisten som politisk strategi er tværtimod, at vi i afdelinger, distrikter og i landsledelsen - ud fra den lokale, distriktsmæssige og landspolitiske viden og erfaring - diskuterer og - gerne - afklarer holdninger til de emner, vi gerne ser bragt frem i parlamentarisk sammenhæng.

Samme tanke fulgte Henrik Stamer Hedin op („Svar til Johannes Christensen“, Skub 1996/5):

Enhedslistens styrke og betydning ligger i dens bredde, i dens afståen fra at af- og udgrænse. [¼] For at bevare den bredde har listen (blandt andet) brug for det kommunistiske parti som en organiseret, aktiv og selvstændig med- og modspiller.

Som et led i den ovennævnte polemik med Niels Rosendal Jensen karakteriserer Lars Ulrik Thomsen („Aktionsenhed er vejen frem“, Skub 2000/1) kommunisternes arbejde i Enhedslisten i de senere år med et citat fra en artikel af Rosendal og Dan Nielsen („Partiorganisation og enhedsarbejde“, Tiden 1985/6):

Vi glemmer ofte at føre ideologisk kamp, efter at kompromiset er gjort og bevægelsen stablet på benene. Vi gemmer os i bevægelsen og under kompromiset, måske ud fra ønsket om bare at få gang i tingene.

Hermed er der i virkeligheden også argumenteret for samme holdning, som Lund og Hedin giver udtryk for.

En foreløbig konklusion?

Raymond Swing („Tænk jer godt om!“, Skub 2002/7) advarede for nylig om,

at inden vi begynder at promovere os selv med et nyt program, burde vi netop begynde at „tænke os om“ og hellere først skabe grundlaget for en teoretisk, økonomisk, historisk og filosofisk diskussion som betingelsen for overhovedet at tænke nyt af politisk betydning til glæde for menneskeheden (den danske såvel som hele verdens). Uden et sådant grundlag, vil i hvert fald ethvert nyt program, det være sig nok så „pænt“, kun stikke blår i øjnene på folk.