Revisionisme,er et gammelkendt fænomen i arbejderbevægelsen. Den optræder, når den kapita1istiske konjunktur betyder afmatning i arbejder k1assen og de folkelige bevægelser. Historien kender efterhånden en del eksempler: Den Dühringslse revision at socialismen i 1870'erne, Eduard Bemsteins fra århundredskiftet, Karl Kautskys omkring Første Verdenskrig og i dansk udgave Aksel Larsen og Mogens Fog fra midten af 1950'erne.
I Tiden fra 1957/58 findes en diskussion mellem Mogens Fog og Ib Nørlund. Den udsprang af. en række foredrag som. Mogens Fog holdt i Clarté og nogle debatindlæg i blandt andet Frit Danmark og Dialog. Mogens Fog var selv klar over sammenhængen, idet han i indledningen til artiklen »Socialismens fremtid« skrev: »I forskellige artikler og udtalelser har jeg hævdet, at de kommunistiske bevægelser må gennemføre en dybtgående revision - jeg bruger ordet, selvom det har en historisk odiøs klang i leninistisk belæstes øren -en dybtgribende revision af deres teori og praksis«
I Nørlunds svar til Mogens Fog er det tankevækkende at se hvordan han analyserer Fogs kritik og forslag. Han anvender den klassemæssige metode. og viser på område for område, hvordan Mogens Fog ikke udvikler marxismen, men tværtimod afvikler den. Den historiske erfaring fra 1950'erne er ikke uvæsentlig, når vi i det nye årtusinde vil diskutere socialisme. I de artikler, som Niels Rosendal Jensen har skrevet til Skub i 1999/2000, findes spørgsmålet om kasser overhovedet ikke omtalt. Det er netop fraværet af den klassemæssige tilgang til problemerne, som gør at Niels Rosendal farer vild i begreberne.
l artiklen »Tilbage til sagen« skriver han blandt andet: »Situationen i dag er en kvalitativt anden .end i 76, og konklusionen må derfor være at,76-programmet ikke er tidssvarende. Især efter som realsocialismen ikke eksisterer mere (med mindre man da tænker sig Nordkorea og Cuba som dens sidste bastioner), må udgangspunktet være et fundamentalt andet.«
I programmet fra 1976 skrev vi: »Socialismen finder i hvert land sin nationale form udfra de betingelser, som arbejderklassens kampe og landets historiske udvikling har skabt. Vi anerkender derfor ingen »model« for socialismen.« (side 63)
Hvis vi nu siger, at realsocialismens sammenbrud i sovjetunionen og andre østeuropæiske lande betyder, at grundlaget for DKP, forsvinder, ja så kapitulerer vi for borgerskabets ideologiske pres. Vi var kun russiske marionetter! Niels Rosendals bemærkninger, at »situationen i dag er en anden ,end i 1976«, virker som et orakelsvar, der ikke bliver nærmere begrundet. Hvilken ny kvalitativ udvikling indebærer, at vi må opløse os selv som parti? Hvis der tænkes på, at imperialismen igen er blevet eneherskende, formindsker det vel ikke de kommunistiske partiers rolle. Især ikke på baggrund af den ny aggressive kurs som USA og dets allierede fører over for svagere lande.
Der er ingen i programdebatten, som har hævdet, at 76-programmet er tidssvarende - tværtimod, at det ikke længere svarer til de faktiske vilkår. Men problemet ligger ikke her. Ved at afskære 76- programmet som udgangspunkt, fjerner man også grundlaget for det kommunistiske parti.
Den marxistiske tradition i DKP skal erstattes af en programdebat i Enhedslisten, der starter fra år nul. Alle de erfaringer, som partiet har gjort i en menneskealder, skal nu gøres om; for kun på den måde kan vi bryde med fortidens fejl. Kan det bringe et socialistisk Danmark nærmere? Hvem er det som skal gennemføre socialismen? Er det resultatet af en rød-grøn bevægelse i befolkningen eller vil den blive gennemført per dekret i Folketinget?
DKP har gennem hele sin historie været arbejderklassens parti, fordi vi knyttede enhver samfundsforandring sammen med de klassemæssige forhold. Det ønsker Niels Rosendal nu erstattet af en bevægelse, som ikke består af en nærmer defineret gruppe eller klasse, men ud fra moralske og etiske forudsætninger ønsker en samfundsforandring. Rosendal skriver, at »udgangspunktet for en
samling af arbejderbevægelsen er et kvalitativt andet.« Hvad er det, som er så forandret i det danske samfund, at man ikke længere kan  anvende grundprincipperne om forholdet mellem parti og bevægelse som det var udtrykt i 1976-programmet (Se afsnittet »Aktionsenhedens metode« side 69)
Der er nu gået ti år siden partiet besluttede at gå med i Enhedslisten, og vi har stadig ikke fundet en formel der kan samle partiet. Splittelsen skyldes efter min mening, at vi ikke har formået at se samspillet mellem parti og bevægelse. Enhedslisten blev dannet som en tværpolitisk græsrodsliste, der skulle give os adgang til Folketinget. I stedet er det nu ved at udvikle sig  til en partilignende organisation, der ønsker at profilere sig selv.
Denne udvikling har været  længe undervejs og sker som et pres fra borgerskabet, der gennem sin mediepolitik favoriserer enke1tsagsbevægelser. Det betyder at de politiske partier også præges af denne udvikling og lader politikken bestemme af hvad der er oppe i tiden Disse populistiske strømninger kan i en periode bestemme dagsorden, men ikke i det lange, løb skabe, afgørende samfundsforandringer. Derfor må vi forstå dialektikken mellem parti og bevægelse. Skabe enheden omkring de områder, som vi mener kan føre til en udvidelse af demokratiet. Det kræver en selvstændig kommunistisk. politik, som er fastsat gennem kollektive diskussioner.
Formlen der kan samle partiet er, at Enhedslisten forbliver en græsrodsbevægelse med et fælles minimumsprogram, og at DKP videreudvikler et selvstændig program. Det viste beslutningerne også på partiets landsmøde i januar 1999. Da mindretallet i landsledelsen ikke ville se realiteterne, har det igen kastet partiet ud i en intern strid. Selv om de kommunistiske partier er alvorligt svækkede af  tilbageslagene for socialismen, findes der ikke andre veje end at lære af erfaringerne. Selv om vi kun er »et par håndfulde teoretisk interesserede kammerater«, kan det blive starten på en ny udvikling, hvor vi også kan gøre ungdommen interesseret i vort parti.

Lars Ulrik Thomsen