Uhyret vendte sig mod sin skaber
På landsmødet i Horsens var landsledelsens mundtlige
beretning, der blev aflagt af Henrik Stamer Hedin, domineret af et enkelt spørgsmål:
USA’s nye krig
Præsident Bush sagde i sidste uge i sin tale til den
amerikanske kongres, men henvendt til hele menneskeheden:
"Enten er I med os, eller også er I med
terroristerne."
Men George Bush tager fejl. Vi er både imod ham og imod
terroristerne. Indimellem kan vi ligefrem have svært ved at se forskel.
Kommunister har altid været de mest uforsonlige
modstandere af terror. Det ideologiske startpunkt for den retning i arbejderbevægelsen,
der genoptog det gamle navn "kommunist", var Lenins erkendelse af, at
terror ikke er vejen til menneskehedens frigørelse. Vores bevægelse nåede
masseomfang i kølvandet på en krig, der havde terror både som påskud og som
virkning. Andre har flirtet med terroren, både den gammeldags individuelle og
den moderne masseterror. Vi har aldrig.
Når Bush har erklæret terroren krig, er det en temmelig
stor mundfuld, han gaber over. Antallet af lande, der støtter eller huser
terrorister, og som det derfor er berettiget at bekæmpe med terror og
"bombe til basketballbaner", som en amerikansk politiker har udtrykt
det, skal være opgjort til 60. Det sætter ret stramme grænser for den
verdensomspændende koalition mod terroren, som Bush hævder at være ved at
opbygge.
Men hvem er så disse terrorister, som også Danmark nu er
i krig med? Sandheden er: Ingen aner det.
To ting var karakteristiske for angrebene på World Trade
Centre og Pentagon: Ingen har taget ansvaret for dem. Og de var rettet mod mål,
som var militært meningsfyldte. Begge dele er utypiske for terrorhandlinger,
som i reglen har til formål at skabe opmærksomhed om en eller anden sag. Det
er noget større, der er i gang her. Så for så vidt kan man godt forstå den
voldsomme amerikanske reaktion. Dette var
en krigshandling.
Hvem er bin Laden?
Men hvis det virkelig er Osama bin Laden, der står bag,
som USA nu påstår at have beviser på, selv om de ikke vil lægge beviserne
frem - så er det berettiget at spørge: Hvem er egentlig Osama bin Laden? En
stat erklærer ikke krig mod et enkelt menneske. Hvilke kræfter repræsenterer
altså Osama bin Laden?
Bin Laden er skabt af USA - af CIA. Han blev hentet til
Afghanistan sammen med mange tusinde andre fanatiske antikommunister fra hele
den muslimske verden i 1979 for at slås mod den afghanske revolution i en
CIA-operation forklædt som frihedskamp mod en sovjetisk besættelse. Det
egentlige formål var at forvandle den afghanske kontrarevolution til en
verdenskrig, en jihad mod Sovjetunionen med deltagelse af alle muslimske stater.
Over hundrede tusinde især arabiske frivillige blev trommet sammen til det ædle
formål, styret af CIA og dets pakistanske dækorganisation ISI, betalt og bevæbnet
af CIA, uddannet i træningslejre oprettet og finansieret af CIA. Amerikanerne
foretrak de arabiske fanatikere for de lokale stammefolk med deres indbyrdes
stridigheder, fordi de var endimensionalt antisovjetiske og lettere at styre.
Det var fra dem, Taleban-militsen blev rekrutteret.
I 1984 var Bin Laden blevet leder af en terroristisk
frontorganisation kaldet Maktab al-Khidamar,
Terrorismens grobund
Blandt de mange, mange ord, der er blevet sagt siden den
11. september, har der også været fornuftige ting. Mange endda. Jeg skal vende
tilbage til det. Foreløbig kun dette: Man har peget på, at der er mange rundt
om på kloden, som kunne have god grund til at hævne sig på USA og på
imperialismen i det hele taget. De udbyttede og udplyndrede i den tredje verden;
ofrene for Vestens "brovtende normimperialisme", som EU-kommissær
Poul Nielson udtrykte det; alle de, der har set amerikanske bomber regne ned
over deres land. Vi har selv i
vores udtalelse umiddelbart efter den 11. september peget på, at den
amerikanske regering med sin forargelse over de mange uskyldige ofre dømmer
sine egne handlinger. Syv millioner uskyldige mennesker er i det sidste halve århundreder
omkommet som en direkte følge af amerikanske krigshandlinger - krige, der alle
har været rene aggressioner, ikke en eneste af dem har været begrundet i
berettigede forsvarshensyn. Det er rigtigt. USA - de imperialistiske metropoler
i det hele taget, men især USA - har i dette halve århundrede ført militær,
økonomisk og ideologisk krig mod resten af verden. Mange har spurgt sig selv,
om de virkelig troede, det samme, som de har udsat andre for, ikke også ville
kunne ramme dem selv. Det forklarer de umiddelbare reaktioner fra åben
begejstring til en "lettelse over, at det nu endelig skete", som
forfatteren Jørgen Knudsen udtrykte det i Poliltiken. Det forklarer demonstrationerne til støtte for bin
Laden, især i Pakistan. Det er forståelige reaktioner, som man ikke har lov
til at kalde hverken kyniske eller forbryderiske - og man har slet ikke lov til
at beskylde de mennesker, der giver udtryk for disse reaktioner, for at
"trampe på vores følelser", for det er netop deres
følelser - og deres liv - der er blevet trampet på. Men man skal heller ikke
lade sig narre: Hverken CIA's afghanske terrorbander eller de mennesker, der
stod bag angrebene i New York og Washington, er fattige mennesker, der handler i
forståelig desperation. Disse mennesker er rige, privilegerede, veluddannede.
De er dybt reaktionære, imod enhver form for fremskridt. De er først og
fremmest antikommunister. Når de gør fælles sag med imperialismen, er det for
at forsvare deres privilegier. Når de vender sig mod imperialismen, er det af
samme grund.
”Det var det værd”
Det hører med i billedet, at Afghanistan siden starten på
den amerikanske indblanding er blevet verdens største heroinproducent.
Heroinhandelen var - og er formentlig stadigvæk - i hænderne på bander som
bin Ladens Maktab al-Khidamar. CIA kendte til den, men så igennem fingre med
den - for nu at sige det pænt. Det har i nogle år været kendt, at CIA er
direkte interesseret i kokainproduktionen i Latinamerika og finansierer en del
af sin virksomhed ad denne vej. Noget lignende ser altså ud til at finde sted i
Afghanistan med bin Laden og hans slags som stråmænd.
USA har skabt et Frankenstein-monster, har brugt det til
sine egne reaktionære, menneskefjendske formål og bruger det stadig. Men som
det gik for Frankenstein i Mary Shelleys roman, således også her: Da uhyret
fik liv, begyndte det at gå sine egne veje. Og det vendte sig mod sin skaber.
Har det så fået det officielle USA til at erkende sin dårskab?
På ingen måde. De, der var med til at give de afghanske rebeller adgang til
formuer og til hypermoderne våben, forsvarer deres handlinger den dag i dag.
Orrin Hatch, republikansk medlem af det amerikanske Senats udvalg for
efterretningsvæsenet (Intelligence Committee), som traf beslutningerne, har
udtalt til pressen, at han ville gøre det samme igen, selv med kendskab til,
hvad bin Laden senere ville kunne finde på. "Det var det værd,"
sagde han. "Det var vigtige, overordnede hensyn, der spillede en stor rolle
for Sovjetunionens fald."
At kvæle menneskehedens håb om en bedre fremtid er
vigtigere for de mennesker end deres egen verdensordens stabilitet. Vigtigere
end uskyldige menneskers liv.
Krigspsykosen
Hvem er det altså, USA har erklæret krig? Hvem står bag
terroren?
Det er forkert, når det er sagt, at ingen kunne
forestille sig det, der skete den 11. september. Den amerikanske
underholdningsindustri kunne i hvert fald. Det er ikke få film og computerspil,
der er blevet trukket tilbage fra markedet i de seneste uger, fordi de mindede
for meget om det, der skete. Der var måske ingen, der forestillede sig det præcis,
som det skete. Men der var mange, der var tæt på.
Verden er ikke blevet en anden efter den 11. september.
Det krigshysteri og den krigsopbygning, vi nu er vidner til, er konsekvenser af
en udvikling, som har været i gang længe. Den britiske avis The
Guardian har afsløret, at USA i månedsvis har planlagt krig mod
Afghanistan. Nu har man så et påskud. Det kan såmænd godt være, at målet
virkelig er bin Laden. Det minder om en lignende aktion for en halv snes år
siden i Panama, hvor USA havde indsat en diktator, som var endt med at blive en
belastning. Så sendte man en hærstyrke til Panama, slog et par tusinde
mennesker ihjel, bortførte præsidenten til USA, stillede ham for en dommer og
satte ham i spjældet. Sådan skaffer imperialister sig af med de kreaturer, de
ikke længere har brug for.
Men det kan også meget vel være, at jagten på bin Laden
i sig selv er et påskud. Hele det sidste tiår har været præget af en
tiltagende krigspsykose. Altid var der en eller anden ædel sag, som det
"internationale samfund" skulle drage i felten for, en eller anden
slyngel, der skulle gøres op med, før alt kunne blive godt. Så var det Saddam
Hussein, så var det Slobodan Milošević, så var det Osama bin Laden. Men
selvfølgelig blev alt ikke godt. Der var hele tiden en ny fjende at fodre
krigspsykosen med. Den slags krigspsykoser må nødvendigvis fodres hele tiden,
ellers dør de. Når chokket først fortager sig og man begynder at se nøgternt
på tingene, så dør psykosen af mangel på næring.
Derfor er denne politik også så farlig. Der skal hele
tiden nye og større chok til - som med en narkoman, der skal have større
og større doser. Og for hver gang rykker vi et skridt nærmere Ragnarok.
Hvad er så formålet med krigspsykosen? Hvad søger den
amerikanske stat at opnå ved at kalde til korstog mod denne skiftende række af
fjender?
Verdensherredømmet
Et vigtigt formål er at bevare og styrke USA's
verdensherredømme - hegemoniet, som vi somme tider kalder det med et græsk
ord, det globale lederskab, som de selv siger. Dette lederskab eller herredømme,
som USA har søgt at hævde i et halvt århundrede, har været under konstant
pres. Det er den slags herredømme altid. På det seneste har der fra amerikansk
side været udtrykt frygt for, at EU-opbygningen, især den militære, skulle føre
til en europæisk selvstændiggørelse. Et udtryk for denne frygt er de stadige
forsikringer, vi herhjemme hører om, at det slet ikke er tilfældet. Der kommer
ingen europæisk selvstændiggørelse.
Men den kom ellers tydeligt til udtryk, da Chirac efter
den 11. september besøgte Bush i Washington. Europa stod last og brast med USA,
sagde han - men på basis af ligeberettigelse. Det var ikke det, der var
meningen, og derfor blev det også nedtonet herhjemme. På samme måde, da EU's
udenrigsministre kort efter vedtog, at nok skulle der føres krig mod
terrorismen, men det skulle ske under FN's ledelse. Det var slet ikke det, Bush
havde tænkt sig. I de første dage efter den 11. september var der tværtimod
tegn på, at USA havde tænkt sig at køre FN endnu længere ud på det
sidespor, hvor organisationen blev anbragt med NATO-angrebet på Jugoslavien for
et par år siden. FN's generalforsamling var udskudt på ubestemt tid, hed det.
Man skulle dog ellers synes, at hvis hele verden skal føre krig mod
terrorismen, burde FN's generalforsamling indkaldes hurtigst muligt.
Senere har der også lydt andre toner. FN skal
administrere Afghanistan - når USA har bestemt, hvor skabet skal stå. Og
nu er USA begyndt at betale sin gæld til FN. Det er åbenbart en del af den
pris, USA må betale for at bevare sit lederskab i den nuværende situation. En
anden del af prisen blev betalt i Palæstina, da USA direkte desavouerede
terroristen Sharon og pressede mødet mellem Peres og Arafat igennem.
I EU slutter kun Danmark og Storbritannien betingelsesløst
op om USA. Og så har EU ellers udnyttet situationen til at luske en række
centraliseringer og harmoniseringer igennem, som ellers var blevet afvist. Det
kan frygtes, at man nu vil forsøge at omgøre sidste års ubehagelige
afstemningsresultater i Danmark og Irland.
Måske er det netop her, man skal lede efter en anden
grund til krigshysteriet. Der er igen ved at komme liv i den folkelige modstand
mod kapitalens skalten og valten. De seneste års massedemonstrationer mod de
imperialistiske lederes topmøder har vakt opmærksomhed. Den vold, de er blevet
mødt med, har det også. De bemærkelsesværdige kommunistiske valgsejre i
Moldova og på Cypern er en skrift på væggen for dem, der troede kommunismen død
og begravet. I både Tjekkiet og Slovakiet går kommunisterne frem og vel at mærke
under eget navn. Også valgresultaterne i Mongoliet og Polen er progressive strømpile.
Nu udnyttes krigspsykosen til yderligere at demontere demokratiet. Strafferammer
harmoniseres og skærpes, definitionen af terrorisme gøres bredere, så selv
deltagere i fredelige demonstrationer falder ind under den, beskyttelsen mod
udlevering svækkes, og efterretningstjenesterne skal have flere midler og øgede
beføjelser. Krigspsykosen og det fremmedhad, der følger med den, gør det sværere
for de demokratiske kræfter at modsætte sig disse ting.
Det er utroligt, så hurtigt demokratiets og det åbne
samfunds vogtere er parate til at opgive netop det, som de påstår kendetegner
den samfundsmodel, de står for.
Økonomisk krise
Et tredje forhold, der kunne ligge bag den amerikanske
regerings krigeriske optræden, er hensynet til den nye økonomiske verdenskrise
- et forsøg på på én gang at dæmme op for den med stimulerende
rustningsudgifter og at få folk til at tænke på noget andet. Det har jo været
forsøgt før. Der har været talt meget i de seneste uger om kursfald,
recession og forbrugermistillid som følge af terrorangrebet den 11. september.
Det er næsten, som om nu havde man lov at tale om disse ting, som jo ellers
ikke mere fandt sted i vor moderne tid. Men krisen skyldes ikke terrorangrebet -
med forbehold for flyselskaberne, men også de begyndte at miste kunder,
især på de dyre pladser, længe før den 11. september. Faktisk er den økonomiske
krise det mest markante træk ved udviklingen siden vores sidste landsmøde, og
havde det ikke været, fordi vi nu bliver truet med krig, var den nok kommet til
at fylde væsentligt mere i denne beretning. Alle de store kapitalistiske økonomier
befinder sig i dag i recession, dvs. at der bliver produceret mindre i dag, end
der gjorde i går. At samfundet er fattigere i dag, end det var i går.
Der er tale om en klassisk kapitalistisk
overproduktionskrise, og den har været længe undervejs. Mit indtryk er, at det
er den krise, som startede for tre år siden i Østasien, der først nu når
USA og Vesteuropa. Som jeg skrev om det i Skub dengang, opstår disse kriser ved overakkumulation af
kapital i de kapitalistiske metropoler, men i globaliseringens tidsalder er
metropolerne i stand til så at sige at tvære krisen af på imperialismens
periferi. Det er her og ikke i metropolerne, at den nødvendige
kapitaldestruktion finder sted, og det skød, som fødte krisen, er derfor, for
nu igen at bruge et billede, stadig frugtbart. Rusland blev som bekendt ramt af
krisen næsten med det samme og har kun reddet sig i kraft af stigende oliepriser.
Latinamerika har været tvunget i knæ de sidste to år, og
situationen i kontinentets store lande, især Argentina, nærmer sig det
revolutionære.
Nu når krisen altså langt om længe de centre, hvor den
er skabt. Også Japan er på vej ud i recession efter at have befundet sig i
stagnation i ti år.
At det drejer sig om overakkumulation af kapital og ikke
om en psykologisk reaktion på terrorangrebet, bliver tydeligt, så snart man
graver lidt i tallene. I Tyskland er nettoreallønsummen, altså summen af
samtlige lønmodtagerindkomster korrigeret for prisstigninger og efter skat, på
tyve år steget med ti procent. Nettorealprofitsummen er i samme periode steget
med hundrede procent.
Det siger næsten sig selv, at når kapitaludbuddet på
denne måde vokser ti gange så hurtigt som det marked, der skal aftage de
varer, som produceres for den akkumulerede kapital - ja, så får man et
problem med at realisere en tilfredsstillende profit og dermed med at opretholde
en produktion på kapitalistiske vilkår. Det er da også tilfældet: Tyskland hører
til de lande, der i dag befinder sig i recession, hvor altså produktion,
indkomst og velstand er for nedadgående.
Kammerater.
Det er altså den situation, vi i dag står i, den
virkelighed, vi har at forholde os til: Økonomisk krise, ophidselse til krig,
oppiskning af frygt og fremmedhad.
Krigsmodstanden
Heldigvis er der nogle, endda overraskende mange, som har
bevaret fornuften. Meget hurtigt efter den 11. september og i meget stort tal
rejste der sig røster, som tog afstand fra krig som en løsning, som vendte sig
mod den primitive holdning, Bush står for, at det er ondskaben, der har rettet
sin terror mod de gode, mod det fredselskende, sagesløse Vesten, udelukkende af
had til frihed og demokrati. Røster, som ikke ville hævn.
Herhjemme har man især bemærket den norske fredsforsker
Johan Galtung, som på fremtrædende plads i TV's nyhedsudsendelser gjorde det
klart, at præsident Bush's korstog ikke vil ramme terrorens årsager, og at den
koaliltion, han forsøger at opbygge, er dømt til at smuldre, fordi almindelige
mennesker vil vende sig imod den. Der har været mange andre, især i
dagbladenes læserbrevs- og debatspalter, men også redaktionelt i medierne. Jeg
har ovenfor citeret Jørgen Knudsen.
Allerede dagen efter den 11. september viste en af
TV-kanalerne et kort indslag fra en lille demonstration i New York. I forgrunden
stod en reporter og sagde noget om, at her så man, hvordan newyorkerne råbte på
hævn og forlangte handling. Men i baggrunden sås blandt demonstranterne en
pige med et stort skilt, hvor der stod det ene ord Peace
- fred.
Blandt de materialer, vi har modtaget fra USA's
Kommunistiske Parti efter den 11. september, er et brev fra et ægtepar, Phyllis
og Orlando Rodriguez, hvis søn var blandt ofrene for angrebet på World Trade
Center. De skrev til præsident Bush bl.a.: "Deres reaktion på angrebet hjælper
ikke på sorgen over vores søns død. Den gør den værre. Den giver os det
indtryk, at vores regering bruger vores søns minde som en undskyldning for at
skabe lidelse for andre sønner og forældre i andre lande. Tiden er ikke til
trusler og tomme ord. Tiden er til at finde løsninger på terrorismen, løsninger,
der ikke gør os selv til terrorister."
Spørgsmålet der ikke blev stillet
Det spørgsmål, Bush og Nyrup burde have stillet sig
selv, men som de ikke stillede, er: Hvordan kan det være, at verden hader os sådan,
at det kunne komme så vidt?
Årsagen skal søges i de imperialistiske metropolers
koncentration af verdens rigdomme. De samme årsager, som har skabt den økonomiske
krise, har også skabt grobunden for den moderne terrorisme. Den trives i en
verden, der tvinger mennesker til at forlade deres hjem og friste en tilværelse
som uglesete og underprivilegerede i et fremmed land - hvis de da
overhovedet kan finde et land, hvor de får lov at komme ind.
Når man er vidne til, hvordan et skib fuldt af økonomiske
flygtninge bliver sendt fra den ene stillehavsø til den anden, fordi de, der
har plads og råd, ikke vil vide af de mennesker, så må man spørge sig selv:
Hvor langt er vi egentlig kommet siden slavehandelens tid?
Kammerater.
Vores opgave som kommunister i denne situation er klar: Vi
skal modarbejde krigspsykosen. Vi skal sige igen og igen, at det er ikke andre
folkeslag, der er vore fjender. Det er ikke almindelige arbejdende mennesker i
andre lande, vi skal frygte. Hele den arbejdende menneskehed har én fælles
fjende: Kapitalen. Imperialismen. De imperialistiske stater.
Jeg har ikke talt om, hvad vort parti har foretaget sig i
perioden siden sidste landsmøde. Det er der gjort rede for i den skriftlige
beretning, som har været bragt i Skub.
Også de mål, den afgående landsledelse foreslår, vi sætter os for de
kommende to år, er beskrevet i forslaget til arbejdsresolution. Jeg skal her
kun komme ind på en enkelt ting, vi har gjort, siden disse dokumenter blev
offentliggjort.
Under seminaret på Strynø, hvor bl.a. en repræsentant
for KPiD var til stede, fødtes ideen om et trekantmøde mellem DKP, KPiD og
Enhedslisten for at komme gensidig mistro til livs og finde muligheder for øget
samarbejde. Dette møde blev holdt i København den 19. september (se referat
andetsteds i bladet - (Red.).
Det mundede bl.a. ud i nedsættelse af et kontaktudvalg mellem de tre
organisationer. Blandt de ting, vi diskuterede, var selvfølgelig ikke mindst
det, som jeg nu også har brugt hovedparten af denne beretning på. Vi enedes om
at tage initiativ til en folkebevægelse mod korstogsideologien, at samle en
komité af fremtrædende personligheder, der har ytret sig til spørgsmålet i
de sidste uger, en komité, der kunne forene modstanden og give den mæle: Nej
til krig. Nej til hævn. Lad fornuften tale!
Dette arbejde foregår i øjeblikket. Det bliver vel vores
allervigtigste opgave i den kommende tid. Det er os, der nu skal forsvare
freden, friheden og menneskerettighederne. Det har det vel ret beset altid været.
Men nu er der ikke andre til det.
George Bush og Poul Nyrup Rasmussen tænker på præcis
samme måde som terroristerne. Deres krig vil forvolde nye lidelser og nye
civile ofre. Og den vil ikke gøre ende på terrorismen. Der skulle kun 19
terrorister til at dræbe 6.000 i New York og Washington. Hvilken slags krig må
man føre for at sikre sig, at der ikke er 19 mennesker tilbage, som er parat
til det samme?
Nu må de vestlige ledere besinde sig, hvis de virkelig,
som de hævder, vil redde civilisationen. De må stille sig selv det spørgsmål:
Hvad har skabt det had, som kan afføde den slags? De vil opdage, at det er
deres egne handlinger.
Krigskarusellen er løbet løbsk. Det er ikke uansvarlige
og uduelige ledere som George Bush og Poul Nyrup Rasmussen, der kan standse den.