DEN GENERELLE UDVIKLING I DANSK ØKONOMI

DEN GENERELLE UDVIKLING I DANSK ØKONOMI

OG KLASSEKAMPEN SIDEN 1970

Oplæg ved DKP's landsmøde, 25. september 1999

Martin Kaae Jensen, cand. polit, ph.d. stipendiat

Økonomisk Institut, Kbh. Universitet

martin.kaae.jensen@econ.ku.dk

Følgende gennemgang af udviklingen i dansk økonomi siden 1970 er baseret på et fordrag holdt for Danmark Kommunistiske Partis landsledelse den 25. september 1999. De tilbagevendende referencer til 1976-programmet skal forstås i dette øjemed. Naturligvis er hele sprogbrugen også præget af at teksten først og fremmest er skrevet som basis for en mundtlig fremlæggelse. Efter den egentlige tekst er en række statistiske tabeller, som ved foredraget blev præsenteret på "overheads" placeret. En del af disse tal, men ikke alle, går igen i teksten.

Martin Kaae Jensen, oktober 1999.

Siden 1970 er der sket en række markante ændringer i de fundamentale økonomiske strukturer i Danmark såvel som internationalt, som er af afgørende betydning såvel for en marxistisk analyse, som - i forlængelse heraf - for konkrete politiske forslag såvel kortsigtet, som med henblik på længere-rækkende politisk strategi. Sat op i punktform skal vi i denne gennemgang fokusere på følgende aspekter:

a. Klassekampen dvs. modsætningen på alle områder mellem arbejdere og kapitalister, herunder: arbejderklassens styrke, dens sammensætning (hvem er arbejderklassen - findes den?). Arbejdernes bidrag til den offentlige sektor. Udbytningsraten.

Det vil blive klart, at der specielt inden for dette område er sket ret betydelige ændringer siden 1970; og en række genovervejelser og ændrede præmisser må overvejes.

b. Kapitalismens udvikling geografisk og "vertikalt" dvs. i dybden; her er der sket markante ændringer ved indlemmelsen af en enorm mængde nye markeder, men også et kvalitativt skred i kapitalismens funktionsmåde i retning af en mere ureguleret kapitalisme.

Dette emne er tæt forbundet med international udbytning - imperialisme.

c. Monopoliseringen og herunder statsmonopolistisk kapitalisme. Et emne som er interessant, fordi forudsigelserne fra 1976 programmet i grove træk har vist sig at holde stik, og udviklingen endog har ledt til en betydeligt tilspidset situation.

d. Velfærdsstigningen og velfærdsfordelingen. Hvor er den øgede velstand gået hen, og hvad bruges den ti ? Til sidst skal vi argumentere for, at der har været tale om en betydelig "misallokering" af ressourcerne i forhold til de sociale, kollektive behov.

e. Arbejdsløshed.

Hovedtræk i den økonomiske udviklingen før 1970

I lande som Storbritanien og USA kan man i slutningen af 1800-tallet tale om det tætteste nogen områder nogensinde har været på en fri markedskapitalisme, således som denne antages at eksistere den dag i dag i hovedparten af økonomiske modeller og analyser. Virksomheder var generelt små i forhold til markedet, som kun i ringe grad var præget af monopoldannelser; og arbejdsmarkederne var ringe organiseret, således at man også med hensyn til lønnen kan tale om en fri løndannelse (omend denne nok snarere var dikteret af det absolutte subsistens-minimum end af udbud og efterspørgsel, som i stiliserede økonomiske modeller). Fra og med cirka år 1900 fandt imidlertid en voldsom øgning i monopoliseringen sted, ikke mindst finanssektoren blev kraftigt centraliseret, hvilket var en af de afgørende elementer i udløsningen af den store depression i slutningen af 1920erne. Man må forstå, at borgerlige økonomer indtil den store depression, og ikke mindst igennem 20erne, var præget af en enorm optimisme på vegne af kapitalismens kommende udvikling. Selv tilbagevendende kriser syntes man at tro var et overstået kapital og i hvert fald var den fri og uregulerede kapitalisme langt den bedste garant for kommende økonomisk velstand, man kendte til. Den store depression slog denne optimisme til jorden - nu blev det klart, at kapitalismen led af så alvorlige indre modsætninger, at denne kun kunne overleve på længere sigt igennem stadige offentlige indgreb. Dette er hovedindholdet i keynesiansmen, hvis ankermand var John M. Keynes med hovedværket The General Theory fra 1936. Sammenfaldet mellem keynesiansk økonomisk teori og (revisionistisk) socialdemokratisme er påfaldende, og udviklingen efter 2. verdenskrig er netop præget af et parløb imellem disse to strømninger, der helt frem til 70erne syntes at kunne byde på det tætteste man kan komme på en gylden tid: vedvarende vækst, lav arbejdsløshed osv. Hvor optimismen frem til den store depression havde gjaldt den fri markedskapitalisme, var optimismen op til slutningen af 1960erne på vegne af "den keynesiansk regulerede økonomi" forvaltet af socialdemokratiske regeringer vokset til tilsvarende proportioner.

Udviklingen fra 1970 overordnet økonomisk og politisk - krise eller ej ?

I BEGYNDELSEN af 70erne begyndte den socialdemokratiske drøm at krakelere: betydelige kriser rystede den kapitalistiske verden. Med den 1ste oliekrise som et konkret - og let forklarligt - eksempel, men statistisk set allerede begyndende over et halvt årti forinden, begyndte arbejdsløsheden at stige, væksten faldt og de keynesianske kriseindgreb forblev uden den forventede positive effekt. Således var 70erne en periode som først og fremmest markerer den gamle socialdemokratismes død. Konkret måtte socialdemokraterne da også snart i stort set alle kapitalistiske lande overdrage regeringsmagten til kapitalens interessanter, Reagan i USA, Thatcher i England, Schlüter i DK, osv. Når vi i det følgende skal se nærmere på udviklingen fra og med dette kollaps, er det vigtigt at holde sig for øje, at man på daværende tidspunkt med rette kunne forudse et snarligt totalkollaps af kapitalismen, og som I alle ved, var dette da også netop forventningen som den kommer til udtryk i programmet fra 1976. Således leder en historisk analyse til i hvert fald een konklusion, nemlig at kapitalismen (endnu engang), har vist sig mere sejlivet end hvad marxister har tendens til at tro den er. I det følgende skal vi analysere, hvorfor kapitalismen bestemt ikke er brudt sammen (snarere tværtimod), hvilket forudsætter en detaljeret gennemgang af den historiske udviklingen fra og med 1970. Lad os imidlertid starte et andet sted, nemlig med et kig på, hvad der konkret er sket siden midten af halvfjerdserne mht. beskæftigelse, arbejderklassens status etc.

Først og fremmest skal konstateres, at førnævnte kapitalens folk IKKE har været i stand til at levere den vare som de vandt magten på at kunne tilbyde: arbejdsløsheden forblev høj, ja steg de fleste steder når man korrigerer for konjunkturudsving, og den dag idag står de vestlige lande, med USA som en interessant og lærerig undtagelse, med tårnhøj arbejdsløshed: I Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien - et område, der målt på antal indbyggere samlet er større end The United Markets of America, er idag omkring 11 % af arbejdsstyrken uden beskæftigelse, millioner af mennesker går rundt og laver ingenting, lever for en understøttelse man typisk i nævnte lande hverken kan leve eller dø af. Samfundsmæssige ressourcer spildes svarende til hundrede af milliarder dollars hvert år, imens sygehusene forfalder, kulturstøtten daler osv. I dag anno 1999 går det bestemt ikke godt for kapitalismen - når man bor i Danmark, hvor det sådan relativt set ikke går så forfærdelig skidt og specielt ikke da sammenlignet med for en 10 år siden, kunne man få den tanke, men den tanke er altså forkert ! I alle Europæiske lande, undtaget Sverige, hvor man - med en del succes - stædigt fasthold en keynesiansk krisestyringpolitik helt op til begyndelsen af 90erne, bød 80erne på en historisk set markant spring opad i arbejdsløsheden. Som nævnt har dette i dag sat sig som procentsatser typisk over de 10 % i den altovervejende del af Europa (hvor man indbyggermæssigt må huske på at lande som DK og Svejts ikke tæller meget). Imidlertid skal man være varsom med at bruge termen "generel krise" om udviklingen siden 1970. For mens der på den ene side helt indiskutabelt for Europas vedkommende har fundet en stigning i arbejdsløsheden sted, har den økonomiske vækst været ganske pæn. Således for de fleste lande (inkl. DK) i gennemsnit omkring 2.3 % vækst i BNP per capita siden begyndelsen af 80erne. I Danmark er den økonomiske vækst for tiden endog helt oppe på over 3 % omend faldende pt. Dette svarer i absolutte tal til en enorm velfærdsforøgelse, hvor de samlede samfundsmæssige ressourcer over de sidste 20 år er vokset med omkring en faktor 1,5 dvs. at vi i dag - i gennemsnit - har cirka 50 % mere at gøre godt med end for 20 år siden. Grunden til at sådanne tal er vigtige, på trods af at vi alle ved, at denne velfærdsstigning så langt fra er kommet alle til gode og at den slags statistik kan diskuteres, er, at den indikerer, at kapitalen har haft ganske gode ekspansionsvilkår, d.v.s. at der har kunne indtjenes for kapitalisterne endog særdeles tilfredsstillende profitter over de sidste 20 år. En virkelig krise for et kapitalistisk samfund sætter først ind i det øjeblik profitbehovet ikke længere kan tilfredsstilles, og sammenligner man med 70erne, var dette netop situationen her, hvorfor den krise vi var vidner til dengang ud fra en marxistisk synsvinkel var betydeligt mere fundamental end den permanente beskæftigelseskrise, vi har været vidne til over de sidste 15-20 år, og er vidne til i dag. Det er vigtigt at holde sig dette for øje, fordi det forudsiger, at man ikke umiddelbart har grund til at være - skal vi sige "optimistiske" - m.h.t. kapitalismens snarlige sammenbrud, og bestemt ikke (umiddelbart) bør læne sig tilbage og vente på at de økonomiske strukturer tilspidser krisen for een, således at aktiv politik bliver "overflødig". Selv de alvorlige (finanskapital-)kriser i fjernøsten har det internationale samfund, takket være enorme nettooverførsler direkte til investorerne fra de offentlige kasser, været i stand til at overkomme.

Samlet tegner der sig altså siden midten af 70erne et billede af kapitalismen, som rent faktisk værende i stand til at løse de mest fundamentale indre problemer, men på den anden side kan man konstatere at modsætningerne i kapitalismen er vokset, i den forstand, at man samtidig har været vidne til en markant stigning i arbejdsløsheden, som vi vil betragte mere detaljeret for DK's vedkommende om et øjeblik. Senere skal vi vende tilbage til andre modsætninger.

Som andre typiske krisetegn nævnes ofte inflation og betalingsbalanceproblemer. For det første er disse to elementer kun på overfladen udtryk for reale krisetegn; i sig selv kan disse udløse en krise (fx vil varige betalingsbalanceproblemer i et fastkursregime ofte føre til en gennemtvunget kontraktiv politik); men er aldrig i sig selv udtryk for en egentlig samfundsmæssig krise. Danmark havde op igennem 80erne betydelige betalingsbalanceproblemer, der i 1986 og 87 førte til skattereform og kartoffelkur. Idag er betalingsbalanceproblematikken imidlertid meget begrænset for DK's vedkommende, lige som inflationen i hele verden har været lav i den sidste 10 år, og i de seneste år endog historisk lav.

En mere detaljeret analyse af udviklingen siden 1970 - hvordan løstes krisen i 70erne?

Lad os nu forsøge at besvare følgende spørgsmål: Hvordan løstes, omend betinget, krisen der var så reel i 70erne ? At besvare dette spørgsmål kræver en udtømmende analyse af den historiske udvikling i samme periode, og ikke mindst en gennemgribende diskussion af en række fundamentale kvalitative og kvantitative skred i kapitalismen i denne periode.

a. KAPITALEN ER GÅET FRA NATIONAL REGULERING TIL INTERNATIONAL "FRIHED"

Med realiseringen af Neuropas Indre Market i midten af 80erne, som i trin i 87, 89 og 91 blev udvidet til også at omfatte kapitalbevæglser, og med den sideløbende kapitalliberalisering imellem USA og Europa, er der tale om et kvalitativt skred i kapitalismens domæne. Fra tidligere i høj grad at være nationalt reguleret - og dermed blandt andet styrelig af socialdemokratisk mindede regeringer - er kapitalen blevet, og bliver stadig mere, international, [pau] og den har dermed fravristet sig broderparten af nationalstatens regulerende lænker.

Vi skal i det følgende beskæftige os med talrige konkrete eksempler på dette, her skal blot nævnes eet, nemlig hvordan konkurrencen imellem landene har ændret billedet af, hvem der betaler for den offentlige sektor og altså for fx sundhedsvæsenet, uddannelsessektoren og socialvæsenet. Der er tale om en entydig bevægelse væk fra kapitalen over i retning af beskatning af arbejdsindkomst, således at udbytningsraten alene af denne kanal er steget markant. Mens skat af "formue, ejendom og besiddelser" i 1977 udgjorde i alt 6.5 % af de samlede offentlige indtægter var tallet i 1997 3,3 % [STO 1988+1998], altså en halvering af den relative byrde for denne type indtægter. Selskabsskatten udgjorde i samme periode indtil for nylig en stort set konstant andel (dog svingende voldsomt), men i de seneste år er selskabsskatten blevet sænket markant i Danmark. I førnævnte steg beskatningen af arbejdsinkomster af direkte eller indirekte kanaler samtidig fra at udgøre cirka 53 % til cirka 56 %. Dette er markante tal når man samtidig kikker på den såkaldte lønkvote, der måler hvor stor en andel af den samlede værdiskabelse, der er gået til aflønning af arbejdsindkomst, og hver resten altså dermed er gået til profit: I 1980 gik således 67,0 % af den samlede nettoindkomst i samfundet til lønninger, i 1996 var tallet - ja hold jer fast - 61,1 %, men er dog steget en smule til knap 63 procent i de seneste år. Samtidig med at lønmodtagerne altså har fået markant mindre af samfundets indtægter er de over de sidste årtier blevet pålagt en markant større byrde, så de svageste skuldre bærer et stadig større læs.

Men som sagt skal vi vende tilbage til denne "internationalisering", som den så fint kaldes i den offentlige debat, og i stedet fokusere på et andet aspekt, nemlig at:

(b) DEN VEST-EUROPÆISKE; AM. og JAP KAPITALISME ER BLEVET EN TOTALTDOMINERENDE VERDENSKAPITALISME

Over de sidste 10-15 år har fundet et uhyre geografisk skred sted, hvor stadig nye markeder er faldet ind under verdenskapitalismen, ja bemærk ordet: i dag kan vi vitterligt med rette kan tale om en verdenskapitalisme. Fjernøsten og Kinas enorme produktionspotentiale, den tidligere Sovjetunion og med den hele Østblokken er faldet ind under denne verdenskapitalisme. Med Verdensbanken som indpisker er også udviklingslande som Syd- og Mellemamerika, Afrika, Indien, Indonesien osv. for alvor kommet med i frihandelens kapitalistiske verdensselskab. Med USA som ankerland er normen i denne verdenskapitalisme tillige blevet en kopi af netop USA på verdensplan: Frie kapitalbevægelser. Fri fastsættelse af skattesatser. Fri etablering af produktionsnetværk. Undertrykkelse af arbejderorganisation osv., osv.

Konsekvenserne af dette skred, både på verdensplan og for Danmark isoleret betragtet, har været enorme, og har betydning både for førnævnte kriseudgang, som vi vil vende tilbage til, men først skal vi betragte effekten på produktionsprocessens strukturering i de enkelte vesteuropæiske lande, herunder i Danmark. Dette leder os naturligt til at overveje arbejderklassens udvikling siden 1970erne.

Begrebet arbejderklasse lever i vore dage et problematisk liv: hvem er arbejderklassen ? Hvor stor er den ? Er den en reel magtfaktor ? I Danmark eksisterer der utvivlsomt en arbejderklasse: der er stadig tusinder af mennesker, der slider dagen og/eller natten lang for en løn, som ville få en funktionær til at gispe. Først og fremmest skal nævnes ufaglærte inden for det private erhvervsliv: kassedamer, tøjekspedienter, rengøringsarbejdere, detailbranchen mere generelt... denne gruppe er kendetegnet ved lønninger, hvor minimum stort set er bestemt af, hvorvidt man kan leve et acceptabelt liv for denne indkomst eller ej. Men det egentlige proletariat i Danmark er uden tvivl de hundredtusinder, der er uden arbejde:

de ledige, dem med nedsat erhvervsevne - der mere eller mindre frivilligt er placeret på førtidspension, revalidering eller hvad har vi. Mens der i 1970 var i alt 307.000 personer i alderen 18-66 år på overførsels-indkomster var tallet i 1985: 696.000, i 1990: 774.000, for i dag at beløbe sig til ikke mindre end godt 960.000 mennesker (STO 1998 p6). Det er klart, givet at tallet i 1970 var på cirka 300.000, at den altovervejende del af den lille million vi i dag har uden for arbejdsmarkedet rent faktisk godt ville kunne klare et arbejde (eller i hvert fald at man gennem sociale programmer ville kunne få denne gruppe ind igen). Går man tallene efter skyldes cirka 75 % af denne ændringen da også en af fire kategorier: folk på dagpenge, bistandshjælp/revalidering, aktivering og orlov. Selvom antallet af beskæftigede stort set har været konstant i samme periode beretter disse tal om en skræmmende tendens i vores samfunds funktionsmåde: Hundreder af tusinder af menneskers ressourcer går til spilde, udnyttes ikke af samfundet til at skabe velstand, som guderne må vide, at i hvert fald sundhedssektoren, den kulturelle sektor, og mennesker i 3. verdenslande kunne bruge. Den anden side af dette, er det tab i menneskeligt selvværd som disse ikke mindre end 20 % af den samlede danske befolkning udsættes for, den sociale deroute, den indgang til et rakkerliv som junkie, alkoholiker, prostitueret eller pornomodel. Den fornedrelse et menneske, der først og fremmest er en social skabning, føler ved netop ikke at kunne bidrage socialt, men blot må tage imod de andres almisser. Dette er en faktor som næppe kan gøres op i kroner og øre, set helt fra oven er det simpelt hen en skandale, og bør gøre så ondt på enhver der ser det, at det får ham eller hende til at reagere.

At førnævnte arbejdende proletariat og udstøtte proletariat er meget nært beslægtede bekræftes også med al ønskelig tydelighed statistisk: over 60 % af førnævnte lille million på overførsels-indkomster er ufaglærte, mens yderligere 30 % har en EFG uddannelse. Kassedamen og rengøringsassistenten er således de heldige med arbejde af en forholdsvis homogen gruppe: af proletariatet. Antallet af ufaglærte arbejdere i jobs er, som man kan sige sig selv ud fra ovennævnte tal, sunket betydeligt fra 70erne til i dag: fra at udgøre cirka 35 % af de beskæftigede i midten af 70erne [STO 1978+1998] udgør denne gruppe i dag knap 20 % af de beskæftigede; og man må så huske på at måske halvdelen af disse faktisk sidder i udmærkede og vellønnede jobs, hvor de typisk udfører funktionærarbejde. Men hvorom alting er, tegner der sig et billede af Danmark som havende 25-30 % af den samlede befolkning enten i et underbetalt job eller uden job, og som nævnt er disse to kategorier igen en del af en homogen gruppe: de ufaglærte og specielt dem uden uddannelse. Socialt set skal man naturligvis regne disse menneskers børn med for at få et dækkende billede af "Denmark".

En vigtig konsekvens af denne udvikling, som kendetegner hele Europa, er, at arbejderklassen som sådan er blevet svækket meget betydeligt inden for de sidste 20 år. Når arbejderklassen har sin hovedakse i de ubeskæftigede, der er udstødte af samfundet, har laveste status i dette og er opdraget til selvbebrejdelse frem for oprør, er arbejderklassens magt og indflydelse svundet ind tilsvarende. Dette understøttes af, at den stolte danske fagbevægelse under Socialdemokraterne, har solgt de arbejdsløse, og stadig blot fokuserer på "medlemmernes løn" frem for netop det, en solidarisk arbejderklasse burde gøre, at fokusere på de arbejdsløse. På den anden side er dette jo udtryk for, at den socialdemokratiske fagbevægelse er i dyb, dyb krise; kapitalismens krise er blevet LO's krise: fagbevægelsen repræsenterer ikke længere "de svage" - proletariatet, og dens kamp er derfor for de fleste blevet en "meningsløs kamp", hvilken lønkampen sandt at sige også er for mange grupper, hvor lønnen allerede er af mageløse proportioner. Dette skal man skrive sig bag øret: Udviklingen inden for de sidste 20 år har været af en sådan karakter, at den Socialdemokratiske fagbevægelse er svagere end nogensinde, dette vil måske også sige, at arbejderbevægelsen i DK er svagere end nogensinde - det kommer an på om man mener, at fagbevægelsen i DK nogensinde har repræsenteret arbejderklassen ordentligt, og selv i bekræftende fald: om den gør det nu, under de ændrede forhold.

Ud fra en politisk strategisk synsvinkel må man imidlertid tage førnævnte gruppers homogenitet til efterretning; og klart og tydeligt indse, at netop gruppen uden for beskæftigelse er den største gruppe repræsenterende "proletariatet" i dagens Danmark, og derfor må man klart og tydeligt integrere denne i sin politiske praksis og - forhåbentlig - få denne gruppe selv til at indse det klare fællesskab. Det er denne gruppe der først og fremmest mærker kapitalismens modsætninger og derfor er det denne gruppe der vil være den første til at kræve forandringer. De arbejdsløse står da også netop i dag i den situation at de er ved at blive bevidste om sig selv som en homogen gruppe, der om ikke andet så gennem deres stemmer, har en vis magt i samfundet; men dette er kombineret med en betydelig mangel på teoretisk/politisk indsigt med hensyn til årsagerne og løsningerne; en forståelse som man fra marxistisk side til gengæld - som den eneste politiske gruppering - har. Dette må man ikke glemme.

Internationaliseringen eller "den internationale klassedeling"

At omtale arbejderklassen eller måske bedre: proletariatet ud fra en ren dansk målestok er imidlertid i lyset af verdenskapitalismens udvikling over de sidste 15-20 år temmelig misvisende. For faktisk skyldes faldet i den arbejdende danske arbejderklasses størrelse siden 1970 i overmåde grad at vi har eksporteret proletariatet. I enhver dansk lejlighed eller hus, hvor der bor en borgerlig dansker med respekt for sig selv vil man se bunker af goder, som tv, radio, strygejern, opvaskemaskine, sengen osv. osv. som er produceret i Mexico, Brasilien, Thailand eller Singapore, af mennesker, der tåler sammenligning med Marx' beskrivelse af "The English Doc-workers" fra sidste århundrede. For få kroner om dagen, boende i arbejderbarakker, arbejdende 16 timer i døgnet, slaver millioner af mennesker for at levere de goder, som vi i Danmark nyder godt af at kunne købe til vore relativt høje lønninger. Ja vi behøver blot at kigge ned af os selv for at få øje på tekstiler, der for blot ti år siden blev produceret i Danmark, og som i dag produceres af udbyttede stakler, hvis eneste alternativ til denne miserable slavetilværelse er død eller prostitution. Siden 1977 er den danske samhandel med udlandet steget med ikke mindre end 77 % målt i mængder [STO 1988+1998]; og går man i detaljer med dette er billedet klart: uden for Europa, USA og Japan varetages det hårdeste og mest beskidte arbejde i stadig voksende grad. 80ernes deregulering af tekstilbranchen, og stål-, kul- og værft-industien - for at nævne de vigtigste - er konkrete eksempler på den tidligere nævnte kvalitative ændring i kapitalismens funktionsmåde væk fra national regulering i retning af "international frihed". I forening med frie kapitalbevægelser og enorm udbytning i en række nyindustrialiserede og 3. verdens lande, har præcis dette ledt til at proletariatet - lige som kapitalismen - er blevet et verdensproletariat. Dette er naturligvis også den vigtigste forklaring på, at danske proletariat har mistet så megen beskæftigelse: et land hvor arbejderne er så godt organiseret som i Danmark kan aldrig konkurrere med et land som Singapore, når konkurrenceparametret er udbytningsraten.

Regeringens "uddannelsesstrategi", som i et isoleret internationalt konkurrenceperspektiv er nok så fornuftig, handler i dette lys om at få løftet den danske befolkning - om man vil "op" - fra proletariat status for så at lade nogle andre om det beskidte arbejde. Kun netop rengøring, detailhandel og den slags lader sig ikke eksportere, og en stor gruppe er det svært eller umuligt at træne til at blive funktionær, specielt når vi taler om grupper der har beklædt ufaglærte jobs i mange år, eller børn af de socialt belastede familier som udviklingen har ført med sig. Strategien om "Danmark som foregangsland" handler altså om dette: at uddanne hele Danmark til et borgerskab som kan nyde godt af verdenskapitalismens umådelige udbytning og internationale klassedeling.

Frem for at kræve af udenlandske producenter at de skal aflønne deres arbejdere ordentligt, handler og prutter de danske og mere generelt Neuropæiske importører om prisen. Merværdien vælter ned, også i middelklassens lommer i Danmark af denne indirekte kanal - og stiger prisen på nogen af vores forbrugsgoder bryder et helvede løs. Sådan har den stolte danske fagbevægelse lært os at tænke. Mens vi i Danmark så småt atter er ved at være "Midt i en Jazztid" er hovedparten af verden "Midt i en Jerntid". Og denne udvikling har slet ikke har nået toppunktet endnu: i takt med at verdenskapitalismen konsoliderer sig, vil disse tendenser blive stadig mere tydelige. Vores danske valg under verdenskapitalismen er dette: uddannelse til borgerskab og udbytning af andre eller, arbejdsløshed og socialt forfald. Med reference til den Socialdemokratiske arbejderbevægelse, har denne altså ikke alene solgt de arbejdsløse men også givet køb på den internationale solidaritet, som over de sidste 15 år er blevet vigtigere end nogen sinde.

Denne udvikling har marxister forudset for i hvert fald 100 år siden, og også i 70erne, fx i DKP's program, var denne på dagsordenen. Forskellen imellem dengang og nu er denne: nu er det en ufravigelig og bidende realitet som selv den mest sorte kapital-interessant ikke kan fornægte. Der er bunker af statistisk data, der belyser disse fakta, og samtidig er arbejderorganisationerne blevet mere og mere meningsløse i deres virke - uanset hvor positivt man så måtte tænke på disse i øvrigt. Men i forhold til indstillingen i 1976 programmet må man altså, som allerede påpeget i anden sammenhæng, anlægge en anderledes fokusering, en mere konkret sammenstilling af historiske data og udviklingen. Sat på spidsen er en rent national synsvinkel blevet utidssvarende med udbredelsen af verdenskapitalismen. Internationaliseringen, således kaldet i debatten, må altså få betydelige konsekvenser for en marxistisk analyse af også de danske produktionsforhold såvel som for en politisk strategi. Arbejderklassen må re-defineres i national sammenhæng og generelt udstrækkes til international skala. Heraf følger naturligvis en række strategiske ændringer i relation til et marxistisk parti, først og fremmest må man kraftigt søge at styrke også den internationale arbejderklasse, hvilket selv sagt er en svær opgave. Men på den anden side er det svært at udtale sig om, når der end ikke er nogen der har forsøgt med nogen form for pondus at kræve "international solidaritet", når alt kommer til alt skulle da vel være underligt hvis folk kan hidse sig uhyre op over at dyr bliver behandlet ringe i produktionen, og da ikke skulle blive ophidsede når mennesker bliver behandlet præcis lige så dårligt i hovedparten af verden for at producere de goder, som dyrerettighedsforekæmperne gladeligt konsumerer.

Monopolkapitalisme

Tjaah... Og var det så bare "så vel", at verdenskapitalismen var fri og dog i det mindste var præget af rimelig konkurrence også virksomhederne imellem. Var blot, som økonomer siger "prisen lig marginalomkostningen", og fungerede det frie marked blot som i de borgerlige skøn-malerier, hvor agenterne tager prisen for givet og markedsmekanismen klarer paragrafferne. Ja, så ville der stadig være grund til at være mismodig, men nu ser det altså i stigende grad, og eksploderende i netop disse år, anderledes mere kedeligt ud. Lige fra første øjeblik har marxister stædigt holdt på, at realiseringen af Neuropas indre marked, som vi har talt om, IKKE ville føre til skærpet konkurrence, lavere priser og at også udlandets arbejdere kom op på vores levestandard; men derimod ufravigeligt ville føre til realiseringen af Hitlers gamle drøm: monopolernes Neuropæiske storrum. Denne dystre spådom, klart formuleret i partiprogrammet fra 1976, kan vi i dag anno 1999 konstatere stort set er gået i opfyldelse: Inden for hovedindustrierne er monopoliseringen allerede i dag stort set fuldendt: detailsektoren inden for de respektive varegrupper, transportsektoren, telekommunikationssektoren, ja nævn en sektor, der virkelig er af vital for vores samfund både kvalitativt og kvantitativt, både målt på pengepungen og beskæftigelsen, og denne er i dag på verdensplan kontrolleret af typisk ikke over 10 virksomheder, hvor lederne jævnligt mødes i Thailand eller Amsterdam og snakker om tingene... Finanssektoren, der ud fra en økonomisk synsvinkel spiller en fuldkommen central rolle for økonomiens udvikling og stabilitet, er i dag hastigt på vej i samme retning, hvilket vi tydeligt mærker i Danmark. Og i finanssektoren er det store slag mellem de største internationale finansimperier end ikke blevet udkæmpet endnu: man kan måske snarere tale om en national rustningstilstand som i 30ernes Europa. Hvor man ud fra økonomisk-statistiske kriterier således i 70erne havde en noget udflydende relation til ord som "monopolisering" og "imperialisme", har udviklingen siden den gang gjort, at enhver med blot nogenlunde sund fornuft, må erkende at disse begreber er relevante; hvilket jo i høj grad styrker de socialistiske programmer. Sågar de økonomiske vismænd, formandsskabet i det økonomiske råd, hvis uafhængighed ellers nok er at betvivle, har kritiseret den voksende monopolisering, det stigende fravær af almindelig konkurrence. Dette i deres rapport fra efteråret 1995 - og, kan man lidt lakonisk sige, når tiøren falder så langt ind i "the establishment", så er det edderma'me fordi der er tale om en markant udvikling. For øvrigt første denne rapport til en intens kritik af de økonomiske vismænd fra alle kapitalens interessanter.

Men for at opsummere, kan man således ikke alene over de sidste 15 år tale om realiseringen af verdenskapitalismen, man kan også konstatere at denne med hastige skridt bevæger sig imod en verdensomspændende monopolkapitalisme. For at udbytte arbejdere, når der eksisterer en rigelig reservearmé (jvf førnævnte internationale proletariat) kræves ikke monopolisering. Men er lønnen over et subsistensminimum er monopolisering en meget betydelig kilde til øget udbytning, igen i økonomiske termer, fordi "lønnen sættes lavere end arbejdskraftens marginalprodukt". Samtidig hæves også priserne over hvad fri konkurrence ville tilskrive og merværdien vokser, kombineres dette med at samfundskagen både i DK og alle andre lande i stadig stigende grad finansieres af arbejdsindkomster, tegner der sig et billede af en kraftigt voksende udbytningsrate, dvs. forholdet imellem kapitalindkomst og lønindkomst, noget som jeg allerede har dokumenteret. Igen gør dette sig gældende både i DK isoleret set, men i langt højere grad internationalt, hvor hovedparten af merværdien overføres til de vestlige lande og også til fx den danske middelklasse. Således holder danske pensionskasser betydelige aktieposter både i danske og udenlandske selskaber. Hvad angår det eksporterede proletariat og den internationale udbytning - imperialismen, forstærkes denne altså af monopoliseringen, og omvendt, således at de to begreber ikke kan adskilles mere.

Monopolismens kvalitative effekter

Ud over denne kvantitative effekt af monopoliseringen skal imidlertid påpeges en for analysen mindst lige så interessant kvalitativ effekt.

I forvejen er, som nævnt indledningsvis, kapitalismen kun på overfladen stabil. Selv under frie markeder har vi i 1987 (USAs minikrak) og senest i Asienkrisen set stærke eksempler på dette. Sidstnævnte havde imidlertid allerede en snært af det jeg nu vil tale om: monopoliseringens ustabiliserende indflydelse på de økonomiske strukturer. Med ganske få multinationale virksomheder på et marked, vil blot een virksomheds kollaps betyde tusinder, ja måske millioner af tabte arbejdspladser. Dette er imidlertid kun det mest konkrete. De multinationale giganter er på mest komplicerede vis vævet ind i hinanden, men også ind i finanssektoren og de enkelte stater. På samme måde, i øvrigt, med en række af de største virksomheder i DK, først og fremmest inden for den finansielle sektor. I et sådant landskab vil lederne, når en krise uvilkårligt sætter ind, forsøge at holde hinanden oven vande, hvilket indbefatter suspekte lån disse imellem, svindel med aktiesalg, statslig støtte betalt af hr. og fru. Jensen, osv. osv. Men når det så går galt, ja så går det til gengæld rigtig, rigtig galt, så styrker ikke blot en lille manufakturhandler, men et netværk dybt forgrenet ind i samfundets livsnerver. Igen må man med henvisning til DKP's 1976 program konstatere at beskrivelsen af disse faktorer var korrekt, og gøre opmærksom på, at fx diverse erhversskandaler i den seneste tid umiddelbart eksemplificerer dette, igen fordi dette billede siden 70erne er blevet betydelig mere markant.

Det bør understreges, at selv de mest borgerlige økonomer udmærket er klar over præcis hvor skadelig monopolisering er. I USA havde man faktisk indtil for nylig et rimelig effektivt monopoltilsyn, der forhindrede de største fusioner og endog brød giganter op i mindre stykker. Men de nationale monopoltilsyn er i løbet af de sidste 10 år, først og fremmest takket være liberaliseringen af kapitalbevægelserne, blevet fuldkommen impotente. En multinational virksomhed har i dag typisk afdelinger ud over hele kloden: i Irland ligger noget af regnskabsafdelingen, i Senegal resten, i Brasilien datterselskaber, der fungerer med store underskud og hvortil overskud overføres. I Mexico ligger måske den mest beskidte og krævende produktion, måske i Singapore. I Danmark ligger måske udviklingsafdelingen. Over for et sådant netværk, der vel at mærke ikke er ulovligt, står en nationalstats embedsmænd magtesløse - og det er i dette lys monopoliseringen over de seneste 5 år skal ses, og det er i dette lys den fremtidige monopolisering og betydningen af denne skal vurderes.

Siden 1970 er der altså sket en meget betydelig ændring i kapitalismens funktionsmåde. Fra før at være under en vis national regulering, er den gået til at være udtalt international og fundamentalt imperialistisk i sin funktionsmåde. Dertil altså i disse år en kraftig udvikling i retning af monopolisering. Det er skræmmende, men måske ikke så underligt, hvordan den økonomiske debat i Danmark fuldkommen fornægter disse fakta. I Danmark taler vores agtværdige økonomiminister, Marianne Jelved, med rosa ophidselse i stemmen om Danmarks indlemmelse i Neuropas Økonomiske og Monetære Union: Vi skal da sidde med ved bordet, væk med veksleomkostningerne ved den årlige tur til Mallorca, jamen er der overhovedet nogen argumenter imod ØMU'en holder Marianne af at sige - et ægte venstrefløjsparti må som en første prioritet have at sætte sig op imod denne udvikling. Må utrætteligt kæmpe for opretholdelsen af de danske forbehold imod ØMU'en. Der er naturligvis tale om faktorer, der set i en større helhed kan vurderes som ubetydelige, men denne defaitisme er for det første tragisk, for det andet er den ubegrundet: ØMU projektet går ikke godt, arbejdsløsheden er tårnhøj, de sociale systemer hænger i laser, monopoliseringen vokser og vokser, og hvad er af uhyre vigtighed: den folkelige opinion er, trods en fantastisk manipulatorisk indsats fra magthavernes side, stadig imod Neuropa. Det kan godt være at man står svagt rent politisk i en given situation, men når situationen objektivt betragtet i den grad er i ens "favør", står man reelt meget stærkere. I stedet for Neuropas imperialistiske politik over for resten af verden, burde Danmark virkelig vise sig som et ægte "foregangsland" og ofre en del af vores velstand for at sikre arbejderne i 3. verdens landene rimelige arbejdsvilkår. Danmark burde ikke købe så meget som en kaffebønne uden at det var sikret, at arbejderne i hele produktionen var blevet behandlet ordentligt: at de havde organisationsret og fik en ordentlig løn. Igennem et sådant tiltag ville selv et lille land som Danmark kunne ryste verdenskapitalismen i overmåde grad: Kunne 3. verdensproletariatet blot for en lille dels vedkommende nemlig fx organisere sig ville det jerngreb om verdens sande revolutionære potentiale, vi pt er med til at opretholde nemlig svækkes, og konsekvenserne af dette vil enhver der kender sin Marx vide kan blive enorme. Vi kan tale nok så meget om økologi og stille lignende krav her, men ærlig talt - hvis nu vi taler om betydning - hvad er så betydningen af det minimum af økologisk produktion som vi kan få gennemtvunget fra Danmarks side, sammenlignet med den fornedrelse og udbytning af den 3. verden og de nyindustrialiserede lande, som vi samtidig støtter, men som så totalt fornægtes i den danske debat ? Denne pointe er igen yderst relevant for en politisk strategi.

Samfundets ressourcer- hvor er de gået hen ?

Ser man på udviklingen siden 1970 omtaltes tidligere i.f.m. krisetilstanden, en anden meget vigtig faktor: den enorme vækst i samfundets samlede produktion svarende til en velstandsforøgelse på cirka 50 % realt pr indbygger siden 1980. For vel omkring 25 % af Danmarks befolkning har denne enorme vækst i BNP stort set været uden betydning; for resten har der været tale om en betydelig velfærdsfremgang; men vel at mærke en betinget fremgang, af årsager som jeg vil referere til som "kapitalismens tendens til misallokering af de samfundsmæssige ressourcer". For mens vækst betyder profit, som igen betyder at kapitalismen kan bestå, så er det nok så interessant at se på hvad denne vækst egentlig går til af nye goder.

I et kapitalistisk markedssystem træffes produktionsbeslutningerne ikke socialt, men derimod af markedet, og markedet afspejler ikke de samlede sociale interesser, ja set historisk netop i aftagende grad dette. Overvej følgende paradoks: Den danske sundhedssektor udhules i stadig stigende grad, noget som den offentlige debat fokuserer på i overmåde grad, og jo med rette. Samtidig, som nævnt, stiger Danmarks samfundsmæssige ressourcer betydeligt fra år til år, og i de sidste fem år med ikke mindre end realt godt 3 % af BNP om året. Meningsmålinger viser, at hovedparten af Danmarks befolkning faktisk gerne ville betale fx. 1000 kr. mere om året til sundhedssektoren, hvis denne så blev forbedret; men det kan de - så at sige - ikke komme til. Hvorfor denne modsætning og hvor går så de 1000 kr. hen, hvis ikke til sundhedssektoren ?

Svaret er kompliceret og indbefatter flere faktorer. Først: kapitalismen er en størrelse, der som nævnt kun på overfladen er så stabil som vi bildes ind. Allerede med den skattesats vi har i Danmark bevæger vi os på grænsen af, hvad et kapitalistisk samfundssystem kan bære. Kapitalismen er sådan indrettet, at den fungerer bedst hvis den er fri, hvilket specielt vil sige, at enorme profitter kan indtjenes, arbejderne kan udbyttes, osv. Således tilfældet USA, hvor man ud fra visse kriterier, så som arbejdsløshed, har et eksempel på at "ingen indblanding leder til begrænsede strukturelle problemer". Imidlertid er der allerede på dette punkt tale om et valg imellem pest og kolera: Hvad vil du ha': Social ulighed og udstødelse, forarmelse, fornedrelse, "working poor", (osv) og lav arbejdsløshed, eller vil du forsøge at modvirke disse forfærdelige konsekvenser af kapitalismen for til gengæld at sende kapitalismen ud i en permanent krisetilstand, med høj arbejdsløshed ? I Danmark siger det økonomiske establishment, at en hævelse af skattesatserne vil lede til betydelige problemer, og problemet er, at de formodentlig har ret. Men det er netop derfor, at hr. og fru. Danmark IKKE kan komme til at betale de 1000 kr. mere til sundhedssektoren, som de gerne ville. Således bliver en aldeles uhyggelig modstrid stadig mere synlig i senkapitalismens overflodssamfund, som det danske: vi ville gerne optrappe den offentlige service, men p.g.a. kapitalismens funktionsmåde kan vi ikke finansiere dette igennem fx skatter.

Et andet og noget anderledes eksempel, der bør nævnes i forbifarten. er den måde man behandler de arbejdsløse og socialt udstødte på: socialt set vil vel langt de fleste danskere gerne gøre livet så godt som muligt for disse mennesker, problemet er bare det, at går man i denne - aldeles påskønnelige - retning, så skader man kapitalismen på sin livsnerve. Minimumslønninger skader udbytningen, profitraten og dermed produktion og beskæftigelse som sådan. Valget er dermed ikke kun aktuelt i sundhedssektoren, men også i den sociale sektor. "Hvis vi ikke vil presse flere problemer frem end vi allerede har, så må vi give køb på disse områder", eller hvad stort set kommer ud på det samme: ligge dem ind under den private sektor. Noget som gennem udliciteringer og privatiseringer i høj grad, desværre, allerede er på dagsordenen.

Man kan kritisere det kapitalistiske system ud fra mange vinkler, strukturelt økonomisk ved påpegning af modsætninger, som vi har gjort indtil nu. Man kan fokusere på den hjernevask, der finder sted af mennesker, hvilket ikke ligger under økonomien men måske sociologiens og historievidenskabens domæner. Men midt imellem kan man ved at betragte de økonomiske nøgletal, markedets funktionsmåde og ud fra et minimum af psykologisk indsigt indse, at der er et eller andet helt, helt galt. Dette vil være det sidste jeg taler om, for at "bløde" det foregående lidt op...

Man kan sammenligne markedsmekanismen med en syre, der i skiftende tempi, men med ubønhørlig sikkerhed opsluger ikke alene flere markeder rent geografisk og uddyber disse på forskellig vis, men også selv i senkapitalistiske samfund som det danske æder sig ind på flere og flere områder. Mennesket har visse fundamentale behov: det skal spise, have fysisk beskyttelse og pleje - andre mindre stuerene kunne nævnes. Dertil kommer imidlertid at mennesket i kraft af at være et socialt væsen, har sociale behov. Man kunne således forestille sig at historien havde udviklet og uddybet netop den sociale del af menneskets tilværelse - men dette tør jeg vist godt at påstå ikke er sket. Faktisk er det snarere gået i den stik modsatte retning. Forklaringen på dette er sådan set helt enkel: markedet kan ikke, eller i hvert fald kun på falsk vis og med meget besvær, opsluge den sociale sfære. Kærlighed er ikke til salg, siger man ofte, og det burde vel ikke være helt løgn, men er i hvert fald heller ikke helt sandt. Thi idet markedet ikke direkte har kunne sælge kærlighed, socialt samværd, venskab o.s.v. har det til gengæld, flankeret af en stadig mere mægtig reklame- og medieindustri, kunne sælge "indpakningen". Tænk blot over det: hvor mange produkter af dem der forbruges i dag, der reelt købes, fordi vi er blevet lært, at købet af disse netop leder til social kontakt. Menneskers udseende er kommet i overmåde fokus, vi lever i en kropskultur, som man siger. Men dette er sgu' sjovt nok temmelig belejligt sammenfaldende med at så kan virksomheder sælge sminke, dyrt tøj, guldure og hvad har vi. På samme måde med indretning af lejligheder, og jeg kunne blive ved. Hvis selv dette ikke skulle være nok, får vi stadig mere realistiske substitutter for socialt samværd: fjernsyn, radio, spillefilm, og i den grovere ende: porno, prostitution og rejser til Mallorca. Ja inden for de kommende år med virtual reality og internet tør man kun frygte, hvad udviklingen vil bringe. Med reference til hr. og fru. Jensens 1000 kr fra før, så går de netop præcis til disse ting, frem for til sundhedssektoren eller de hjemløse.

Liberalismens svar på denne tiltale er: jamen dette er udtryk for menneskernes sande behov, hvem er du til at sige, hvad der er godt og skidt. Hvortil jeg kun kan svare: Hvorfor bruger man så en så umådelig del af samfundets ressourcer til reklamer ? Så ville det vel være klogere at sænke prisen i stedet - ikke sandt ?

Afslutning

Inden for netop denne diskussion - en mere humanistisk kritik af kapitalismen - ligger en række ting som jeg personligt tror stadig vil have overordentlig stor pondus i den offentlige debat; og ved at slå på disse ting og påpege meningsløsheden i dette, har man et stærkt alternativ til at tale om at "proletariatet udbyttes i DK". Mere overordnet må man ikke glemme, at der bag alle statistikker og økonomisk analyse gemmer sig konkrete menneskeskæbner. Hver og en af de personer der i statistikkerne går som "revalident" eller "kontanthjælpsmodtager" gemmer sig en menneskeskæbne, et menneske som hver af os med en personlig historie og sorger og glæder. Et menneske, som måske under andre forhold alene ville kunne bidrage så meget til vores samfunds bedste som alle os tilsammen. Dette må man aldrig glemme.

UDDRAG AF OVERHEADS ANVENDT VED FOREDRAGET

KAPITALEN ER GÅET FRA NATIONAL REGULERING TIL INTERNATIONAL "FRIHED"

o Det Neuropæiske Storrum, Delores direktiverne 87,89,91. USA primus motor. International kapitalliberalisering, harmonisering inkl. lovmæssig (WTO, OECD, IMF).

... skred i kapitalismens domæne. National - International.

Senere skal vi se nærmere på konsekvenserne af dette, men der er ingen tvivl om at (a) den politiske udvikling (b) kapitalens internationale frihed er hovedforklaringerne på flg. tal:

SKAT AF "formue, ejendom og besiddelser" (i % af samlede offentlige indtægter):

1977: 6 % 1997: 3 % [STO88+98]

SKAT AF "arbejdsindkomst" (i % af samlede offentlige indtægter):

1977: 53 % 1997: 56 % [STO88+98+egne ber.]

Selskabsskatternes andel konstante - hvilket er interessant når man kikker på:

PROFITKVOTEN (Profits andel af samlet produktionsværdi, realt, netto):

1977: 35 % 1980: 33 % 1985: 35 % 1997: 40 % [STO88+98+egne beregninger]

... men faldende p.t. i DK hvilket tyder på en snarlig krise.

Dette er en vigtigt faktor i:

EGENKAPITALENS FORRENTING (i industrien):

1977: 15 % 1980: 11 1985: 21 % 1997: 24 % [STO88+98. 1997: egen beregning]

DEN VEST-EUROPÆISKE, AM., JAP. KAPITALISME ER BLEVET EN VERDENSKAPITALISME

& HVEM ER "ARBEJDERKLASSEN" I DISSE DAGE ?

DK:

UFAGLÆRTE ARBEJDERE I % AF SAML. ANTAL BESKÆFTIGEDE:

1977: 34-35 % 1997: 19-20 % [STO88+98+e.b.]

... Og blandt disse 20 % sidder skønsmæssigt cirka halvdelen i funktionærstillinger og spec. i stillinger inden for offentlig service.

ANTAL MENNESKER I ALDEREN 18-66 ÅR PÅ OVERFØRSELSINDKOMST (dagpenge, kontanthjælp, revalidering, aktivering, orlov, overgangsydelse og efterløn, førtidspension)

1970: 307.000 1990: 774.000

1985: 696.000 1996:963.000

Heraf arbejdsløse (kontanthjælp/revalidering, arbejdsløsheds-dagpenge, aktivering):

1970: 65.000 1990: 348.000

1985: 310.000 1996: 380.000

I 1996 var der 67.000 mennesker i aktivering og 63.000 på orlov. Den officielle ledighedsprocent var i 1996 på 8,9 % og er idag 6-7 %. Heraf er cirka 55.000 ledige i mere end 47 uger om året mens 102.000 er ledige i mere end 37 uger om året.

[Alle tal fra STO88+98+e.b.]

I 1996 UDGJORDES SÅLEDES KNAP 20 % AF DEN SAMLEDE DANSKE BEFOLKNING OG 34 % AF ARBEJDSSTYRKEN AF ERHVERVSDYGTIGE PERSONER I ALDEREN 18-66 ÅR UDEN BESKÆFTIGELSE. HERAF ER DE 60 % UFAGLÆRTE OG YDERLIGERE 30 % HAR OP TIL EN EFG UDDANNELSE. BEMÆRK ALTSÅ SAMMENFALDET MED "DET ARBEJDENDE PROLETARIAT".

DER ER EN TÆT SAMMENHÆNG MED INTERNATIONALISERINGEN: 77 % vækst i samhandel med udlandet siden 1977 målt i mængder [STO88+98]. Et mere detaljeret billede viser at vi har eksporteret proletariatet, for selv at høste merværdi helt ind i middelklassens rækker.

MAN KAN IKKE TALE OM "ARBEJDERKLASSEN" I DK ISOLERET MERE) - DEN ER ET INTERNATIONALT BEGREB SOM ER EN DEL AF DEN BESKREVEDE "VERDENSKAPITALISME", DER MÅ TJENE SOM ANALYTISK UDGANGSPUNKT. POLITISK STRATEGI MÅ INDRETTES DEREFTER !