Årsdagen for
den amerikanske (og danske) besættelse af Irak blev markeret
med et opsving i modstandskampen, der overraskede mange.
Besættelsesmagtens
reaktion var voldsom og uhørt brutal. De flere hundrede, der blev myrdet i
Falluja som hævn for likvideringen af fire amerikanske lejesoldater, leder
tanken hen på de tyske massakrer i Lidice og Oradour under anden verdenskrig,
der også var hævn for modstandsbevægelsens aktioner. Når amerikanske
generaler i den forbindelse taler om lov og orden, véd man ikke, om man skal le
eller græde. Hvem er det, der har afskaffet lov og orden i Irak? Hvad har hævnmassakren
i Falluja med lov og orden at gøre?
Men
parallellen med Lidice og Oradour er alligevel overfladisk. Her var ikke tale om
viljeløse ofre. Falluja gjorde modstand og det i en grad, så besættelsesmagten
var nødt til at foretage tilbagetrækninger og indgå våbenhviler. Dette var
et feltslag snarere end en straffeaktion.
For en dansker
er det naturligt at trække en parallel til vores egen modstandskamp mod den
tyske besættelse, og så må man spørge sig selv: Hvornår nåede den danske
modstandsbevægelse til at levere feltslag mod den tyske værnemagt? Noget i den
retning skete vist en gang eller to i det sidste krigsår. Først da og kun i
dette beskedne omfang nåede vores egen modstandskamp, som vi dog ellers er ret
stolte af, det niveau.
Det gør
indtryk, at den irakiske modstandsbevægelse efter kun et års besættelse er i
stand til at udfordre besættelsesmagten så direkte. Og uanset generalernes
bortforklaringer om, at "oprøret" er ved at være nedkæmpet, og at
aktionerne har "mindre og mindre effekt", gør det indtryk, at
initiativet i så høj grad ligger hos modstandsbevægelsen. Det er den, der
bestemmer, hvor og hvornår der skal kæmpes - ikke besættelsesmagten.
Selve tidspunktet for de seneste ugers spektakulære aktioner viser det.
Det er også
blevet tydeligt, at modstandskampen har befolkningens opbakning. De fire
lejesoldater i Falluja blev lynchet af almindelige borgere i fuldt dagslys på
åben gade. Et af de gidsler, der er blevet taget af forskellige
modstandsgrupper, har efter sin løsladelse sagt det lige ud: Bortførerne havde
ingen problemer med at holde ham skjult. Alle i den landsby, hvor bortførelsen
fandt sted, vidste besked, og alle bakkede op om aktionen.
Det er efterhånden
klart, at modstandskampen føres af mange forskellige grupper med varierende
ideologisk baggrund og varierende kampetik, og at det politiske niveau i nogle
af disse grupper er lavt. Det er også klart, at der "højere oppe"
findes kræfter med større overblik, og at der bliver lyttet til dem, så at
f.eks. russiske og franske gidsler løslades betingelsesløst efter få dage.
Der er ikke tale om de "borgerkrigstilstande", som er en del af
generalernes og medieredaktionernes bortforklaringer - snarere tværtimod.
Her er i høj grad tale om et forenet folk. Også på det punkt lyver Bush og
hans medløbere.
Det bliver
stadig sværere at skjule, at hele denne krig bygger på løgn. De krigsførende
regeringer mødes på hjemmefronten med afsløringer og med krav om, at
sandheden skal frem. Også den danske regering er nu langt om længe kommet
under beskydning. En af dens egne hemmelige agenter har lækket dokumentation
for dens løgne til et par journalister på et af landets mest samfundsbevarende
dagblade. Selv om forbrydelsen er begået i disse celebre kredse, skal den
straffes. Tavshedspligten er brudt, og det er strafbart. Det siger loven.
Men loven
siger også, at hvis tavshedspligten brydes i almenvellets åbenbare interesse,
er det ikke strafbart. Det betyder på godt dansk, at hvis statsministeren
faktisk løj, skal der ske frifindelse. Dommen, der skal afsiges over de tre,
bliver dermed en dom over Fogh Rasmussen og hans slæng: Løj de, eller talte de
sandt?
Det er åbenlyst
for enhver, at Fogh Rasmussen & co. løj, så vandet drev. Spørgsmålet er,
om en dansk dommer tør sige det højt.