Så vandt
George W. Bush da omsider og blev valgt til det præsidentembede, han i fire år
har beklædt på et tvivlsomt grundlag. Eller gjorde han? Der går stædige
rygter om udslaggivende valgsvindel i Florida og Ohio. Vi har ikke her på
redaktionen grundlag for at dømme om rygternes pålidelighed; men de
amerikanske valgmyndigheders afvisende holdning til de internationale
valgobservatører er ikke just tillidsskabende.
Hvis
Bush virkelig vandt valget (og i så fald er der jo, som det er blevet fremhævet,
tale om en efter amerikanske forhold overbevisende sejr), er det i mere end én
henseende dumhedens triumf, vi er vidner til. Det er det ikke bare i den
forstand, at det under hele valgkampen og før den er blevet sagt højt og har været
almindeligt anerkendt, at Bush er dum - slet og ret. Alligevel kunne han
altså vinde valget. Et flertal af de amerikanere, der gad bevæge sig hen til
valgstedet, foretrækker åbenbart en dum præsident.
Dumhed har man
vel også lov at kalde det, når så mange vælgere falder for det argument, at
Bush skulle være den bedste til at betrygge sikkerheden, bekæmpe ondskab og
terrorisme og skabe fred i verden. Er ræven den bedste til at vogte gæs?
Det er blevet
hævdet, at valgsejren især skyldes, at religiøst fundamentalistiske kredse
mod sædvane har ladet sig lokke til stemmeurnerne denne gang. Bush har slået på
strenge, der sagde dem noget. Om disse kredse kan man, som det blev gjort her i
bladet om talebanerne for nogle år siden, med føje bruge udtrykket "den
rette dumhed". Det har ikke været nødvendigt for Bush's vælgere at tage
til udlandet for at blive opdraget i den rette dumhed. Den slags klarer man i
USA på hjemmebane, og det bliver sikkert værre nu, for Bush forventes at støtte
de kredse, der ønsker undervisningen i skolerne baseret ikke på videnskab, men
på overleveret overtro.
Om man skal
kalde det dumhed eller ironi, at Bush's erklærede kamp mod den militante
islamiske fundamentalisme kalder på en lige så militant (og lige så stupid)
kristen fundamentalisme i hans eget bagland, er vel en smagssag. Selv finder han
det sikkert naturligt. Bush er ikke i tvivl om, hvilken dumhed der er den rette.
Men bag denne
"officielle" og proklamerede krig mellem de to dumheder om, hvilken
der er den rette, ligger jo desværre en langt dybere og langt alvorlige
rivalisering mellem klodens imperialistiske magtcentre. Vi skal ikke gå i
detaljer her, blot henvise til lederen i sidste nummer af nærværende blad og
dens konklusion: USA og EU er de altdominerende antagonister i den verden, som i
disse år er ved at tage form.
Vi kan nemlig
sagtens her i Europa hovere over, at dumheden har triumferet i USA. Men når det
af f.eks. Socialistisk Folkepartis ledere bliver brugt som argument for, at så
må vi styrke EU som et bolværk mod Dumhedens Forenede Stater - så har
dumheden virkelig for alvor triumferet og det lige her hos os selv. For det var
netop den dumhed, Europas socialdemokrater begik i 1914: At tage parti for den
ene eller den anden af de stridende imperialistiske magter. Det kostede en
verdenskrig og tyve miljoner døde.
Den
dumhed var den største af alle. Og den må ikke gentages.