Der er opgaver nok at tage fat på!

Danmarks Kommunistiske Parti afholdt landsmøde den 13. maj 2000. Ledelsesberetningen for perioden siden landsmødet i november blev aflagt af Henrik Stamer Hedin

Den væsentligste politiske begivenhed her i landet i dette forår behøver jeg vel knap nok nævne. Nyrup fandt efter lang betænkning tiden inde til at skære en ny skive af EU-salamien og tage et nyt skridt frem mod den europæiske superstat. Tilhængerne taler om internationalt samarbejde. Modstandere har talt om Europas Forenede Stater. Den EU-stat, som med den fælles mønt rykker et skridt nærmere sin virkeliggørelse, er ikke udtryk for internationalt samarbejde. Tværtimod kan man tale om en europæisk nationalisme. Det er ikke EU-modstanderne, der er nationalister. Men også udtrykket `Europas Forenede StaterA er for pænt. Det leder tanken hen på noget nytænkende, måske ligefrem progressivt. Der er ikke noget nytænkende eller progressivt ved EU-projektet. Det skriver sig ind i en ældgammel tradition for imperietankegang. Kampen mod den Europæiske Union er ikke blot et spørgsmål om at holde Danmark uden for yderligere integration. EU skal bekæmpes ikke for Danmarks skyld, men for sin egen skyld. Det er et farligt, et dødsensfarligt projekt.

Det europæiske imperium

Den fælles mønt er en nødvendighed for at komme videre på vejen mod den europæiske superstat, mod det europæiske imperium. Derfor skal den fælles mønt bekæmpes. Det er ikke et spørgsmål om fordele og ulemper. Det er en forsvarskamp - en international kamp til forsvar for alle nationer i og uden for Europa.

Den kamp bliver vores altoverskyggende politiske opgave i de kommende måneder.

EU-tilhængerne har forsøgt at drive en kile ind i modstanden ved at kritisere venstrefløjen for at overtage højrefløjens nationalistiske standpunkt. Men det er at vende tingene på hovedet. Det er ikke os EU-modstandere, der har et særstandpunkt, som vi deler med Dansk Folkeparti. Det er Nyrup og Jelved og Fogh Rasmussen og deres venner, der har et særstandpunkt, som bringer dem i modsætning til alle andre tværs over hele det politiske spektrum. Det er dem, der arbejder for særinteresser og mod samfundets interesser. Det er dem, der drager i felten for en fanatisk og farlig utopi.

Kammerater.

Der er kun gået et halvt år siden sidste landsmøde, og dette skal ikke være nogen lang beretning. Der er dog grund til at nævne som et politisk initiativ, vi har bakket op, Slavekampagnen - vi siger stop!, der på tirsdag afleverer halvandet hundrede tusinde underskrifter mod den nye lov om medicintilskud. Underskriftkampagnen rettede sig umiddelbart mod denne lov, som trådte i kraft den 1. marts og har til formål at spare staten for 300 mio. kr. om året på de svagestes og fattigstes bekostning. Men Slavekampagnens sigte rækker videre. Den er et forsøg på at organisere Underdanmark, de udstødte og forfordelte, til kamp mod den bølge af sociale nedskæringer og forringelser, der de sidste to årtier er væltet ind over os, mod bureaukratisering og tvangsarbejde og de brud på menneskerettigheder, internationale konventioner og vores egen grundlov, som den danske stat med disse ting har gjort sig skyldig i. Det er et prisværdigt initiativ, som fortjener og har fået kommunisternes støtte.

PET

Vi plejer ikke at se vores eget land under synsvinklen brud på menneskerettigheder. Det plejer at være andre steder i verden, politisk uønskede personer bringes til at forsvinde. Men hvad skal man mene, når man ser, hvordan en længe tiltrængt undersøgelse af en blakket polititjeneste knap når at komme i gang, så bliver den afbrudt, måske umuliggjort, af vigtige vidners pludselige død under mystiske omstændigheder? Hvad skal man mene, når selv Danmarks Radio bruger udtryk som `påståedeA eller `angiveligeA selvmord om Anders Nørgaards og Moses Lassens død i marts? Én ting er i hvert fald sikkert: Disse dødsfald gør ikke undersøgelsen af Politiets Efterretningstjeneste mindre påkrævet, selv om de givetvis gør den vanskeligere. De gør det tværtimod rimeligt at kræve, at nu må det være slut med de lukkede døres politik, nu må råddenskaben for en dag, nu må arkiver og kartoteker lægges åbent frem. De danske efterretningstjenester er ikke hæderlige, lovlige forvaltningsorganer, der i en god sags tjeneste er kommet til at overtræde enkelte regeringspåbud. De er i bund og grund kriminelle, lands- og samfundsskadelige organisationer, der fra første færd og til denne dag har benyttet sig af kriminelle metoder for at nå kriminelle mål. Vi har i flere år defineret kampen mod disse udvækster på vores samfund som en af vore hovedopgaver. Vi må ikke opgive den kamp nu. Vi må tværtimod forstærke den.

Formentlig var det en afledningsmanøvre, når justitsmaskineriet samtidig med, at forsøgene på at forpurre PET-undersøgelsen stod på, holdt en person isolationsfængslet i 3-4 måneder på en mistanke om spionage for DDR. Det indgår i hvert fald i bestræbelserne på at vende vreden over efterretningstjenesternes forbrydelser til en kriminalisering af ofrene for de selv samme forbrydelser - bestræbelser, der for nylig har fået endnu en tand med Nyrup Rasmussens accept af Fogh Rasmussens krav om en såkaldt undersøgelse af Danmarks stilling under den kolde krig.

Der er grund til at holde fast i de begivenheder i dette forår, som jeg her har trukket frem: Det danske samfund er hverken socialt, på menneskerettighedsområdet eller i sin politiske og retsstatslige praksis det forbillede for andre, som det gerne vil gøre sig til. Der er ikke andre end os selv til at rette op på det. Og der er brug for kommunister til at sige det.

En verden i ufred

NATO-krigen mod Jugoslavien sidste år viste også udenrigspolitisk Danmark i en uvant rolle: Som en nation, der fører angrebskrig. Denne krigs dønninger ruller videre ud over verden. Den russiske krig mod Tjetjenien søges retfærdiggjort ud fra samme logik som en kamp mod terrorisme og slyngelstater. Samtidig er den også udtryk for et militært set forståeligt russisk ønske om at sikre sin sydflanke i en situation, hvor et stadig mere aggressivt NATO retter blikket mod Kaukasus-regionens oljerigdomme. Det er ikke en reaktion, der er egnet til at mindske spændingen i verden. Tværtimod er det en optrapning, og de politiske konsekvenser, krigen har fået i Rusland, er heller ikke af de hyggelige. Vladimir Putin har bygget sin politiske succes på den militære. Hvad han kan finde på fremover, er et endog meget åbent spørgsmål. Men man skal ikke glemme, at vores eget land har været med til at starte denne udvikling.

Den verden, vi lever i, er ikke den fredens og velstandens tidsalder, man lovede os for ti år siden. Kapitalismen hjemsøges af kriser, der ser ud til at følge på hinanden med kortere og kortere mellemrum. Også dette forår har oplevet sin internationale børspanik, og den næste er sikkert allerede på vej. Uløste problemer og konflikter præger billedet overalt. I Zimbabwe har tyve års tøven med at gennemføre en nødvendig jordreform fået spændingen til at bryde ud i åbne voldshandlinger. At præsident Mugabe måske udnytter den folkelige vrede i sit eget politiske spil, ændrer ikke ved, at vreden har et reelt grundlag. Såvel Mugabe som de hvide farmere høster nu frugterne af ikke at have gjort noget ved problemerne, mens tid var. Og Zimbabwe er ikke det eneste sted, hvor man har forsømt at gøre noget ved de virkelige problemer, ved den arbejdende befolknings daglige problemer. Man drager i korstog mod terrorister og slyngelstater, mod Stasi-agenter og sydamerikanske koka-bønder. Men det virkelige problem er nu som før det ene menneskes udbytning af det andet og de vestlige imperialistiske magters undertrykkelse af verdens befolkning.

Kammerater.

På landsmødet i november traf vi en beslutning om valg af repræsentativ landsledelse, som der med det samme blev rejst tvivl om. Der blev for det første rejst tvivl om beslutningens lovlighed, altså om dens overensstemmelse med vedtægterne. Der blev rejst tvivl om, hvad vedtægterne overhovedet siger om valg af ledelse. Og der blev rejst tvivl, om den trufne beslutning reelt var udtryk for landsmødets vilje - det sidste i lyset af, at flere delegerede åbenbart fortrød deres stillingtagen umiddelbart efter afstemningen.

Videre trods tvivl og uenighed

Jeg bruger ordet `tvivlA, og jeg gør det med vilje. Ikke fordi jeg er i tvivl om, hvad jeg selv mener om sagen. Andre mener noget andet end jeg og er lige så lidt i tvivl. Men hvis vi ønsker at komme videre, må udgangspunktet være, at der i partikollektivet er tvivl og uenighed om, hvad der er rigtigt. Det var den erkendelse, der fik den repræsentative landsledelse til, da den trådte sammen den 15. januar, at beslutte indkaldelse af dette landsmøde. Vi skal i dag tage stilling til, hvordan vi fremover skal vælge vores landsledelse, hvordan vedtægternes ord om valg af landsledelse skal forstås, og om vi eventuelt skal ændre i vedtægterne. Der ligger tre forslag herom.

Mødet den 15. januar vedtog også at respektere landsmødets beslutning uanset den tvivl, der var rejst, og valgte derfor i overensstemmelse med denne beslutning et forretningsudvalg på tre medlemmer, Ebbe Poulsen, Orla Eggebrecht og Henrik Stamer Hedin, der i månederne siden da har fungeret som partiets daglige ledelse. Forretningsudvalget har til sine møder indbudt Hans Lund, der var opstillet, men ikke opnåede valg. Denne ordning synes at være blevet accepteret af alle parter som en brugbar adhoc-løsning, og det vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke for.

Forretningsudvalget har redegjort for sit arbejde i Skub. Vi har opfattet det som vores hovedopgave at forberede landsmødet her i dag. Hverken den situation, vi blev valgt i, eller den frist, vi arbejdede under, indbød til at tage politiske initiativer, men der lå fra tidligere landsmøder og fra den gamle landsledelse en række beslutninger, som ikke var blevet ført ud i livet, og dem besluttede vi at gøre noget ved. Danmarks Kommunistiske Parti har i dag sin egen internethjemmeside, og der er skrevet en fire siders pjece om partiet, som kan benyttes ude i distrikterne til agitationsarbejde og hvervning af nye medlemmer. Pjecen kan trykkes på traditionel vis, hvis den nye landsledelse beslutter det, men den foreligger også i en form, som gør det muligt at benytte sig af den nye teknologi og distribuere den som computerfil til udprintning ude i distrikterne.

Kammerater.

Vi har vigtige organisatoriske ting at tage stilling til i dag. Men det må ikke få os til at glemme, at vi den syvende november først og fremmest traf en række politiske beslutninger, og at vi traf disse beslutninger med klare, ubetvivlelige flertal. Disse beslutninger udgør til sammen et politisk program for den kommende periode, et program, som er på engang perspektivrigt og realistisk.

De kommende opgaver

Hovedopgaven bliver - det er allerede sagt, men det kan ikke siges for tit - kampen for et nej til ØMU'en ved afstemningen den 28. september.

Vi bekræftede også i november beslutningen fra januar 1999 om en programdiskussion. Vi bør i dag diskutere, hvor langt vi er nået, og hvordan vi kommer videre. Den oprindelige beslutning var, at der skulle foreligge et resultat til fremlæggelse på landsmødet i år. Nu er dette landsmøde jo af en særlig karakter, og det er vel ikke rimeligt at forestille sig flere landsmøder i år, så fremlæggelsen af et resultat må nok udskydes til 2001. Jeg véd, der foreligger nogle konkrete forslag til, hvad vi kunne gøre, og dem kommer vi måske til at høre mere om i dag.

Vi vedtog endvidere i november at sætte ind på følgende områder:

- kampen mod historieforfalskningen omkring den kommunistiske bevægelse;

- kampen mod efterretningstjenesterne, der som allerede nævnt er blevet aktualiseret ved de tragiske begivenheder i dette forår;

- kampen mod de multinationale selskaber og MAI-aftalen;

- kampen for fred og nedrustning;

- udbygning af samarbejdet med andre kommunistiske partier i ind- og udland;

- og endelig vedtog vi organisatorisk at iværksætte en handlingsplan over for svagt fungerende distrikter.

Vores parlamentariske strategi er Enhedslisten. Vi bør styrke og målrette vores indsats her, så det ikke blot bliver et spørgsmål om, at kammeraterne arbejder individuelt i Enhedslisten, men så vi også kollektivt og organiseret forsøger at formulere, hvad vi venter os af dette samarbejde, og hvordan vi bedst kan bidrage til det som kommunister med udgangspunkt i troen på os selv og vore kommunistiske værdier.

Kammerater!

Der er opgaver nok at tage fat på for det kommunistiske parti. Det drejer sig bare om at smøge ærmerne op og komme i gang.