Den tid, vi lever i, er på mange måder dyster og ligefrem deprimerende:
Krig, krise, nu sidst også en truende handelskrig. Den nuværende danske
regerings felttog mod stort set alt og alle, der gør gavn, er heller ikke
opmuntrende. Men kedelige kan man ikke beskylde disse år for at være.
De er tværtimod indimellem ikke så lidt underholdende.
Der er nu farcen i Farum. Det storskrydende politikerdyr i borgmesterstolen
har viftet os så længe om ørerne med sine illusionsnumre, at vi til sidst
alle sammen var ved at tro på, at sådan kunne man faktisk drive en kommune.
Selvfølgelig kunne man da sætte skatten ned samtidig med, at man overøste
borgerne med milde gaver og sendte dem på skatteyderbetalt ferie under sydens
sol. Og hvor var det dog tåbeligt, at ingen andre havde tænkt på muligheden
af at finansiere offentlig servicevirksomhed ved at sælge skoler, rensningsanlæg
og hvad som helst til private. Man privatiserede, man udliciterede, man
spekulerede i fast ejendom for lånte penge, og det kunne der vel ikke være
noget galt i?
For når blot man følger det princip at drive det offentlige efter samme
retningslinjer som en privat virksomhed, er der ingen grænser for, hvor store sæbebobler
man kan blæse.
Men selvfølgelig ramlede det hele til sidst. Selvfølgelig viste det sig,
at det var præcis så enkelt, som den sunde fornuft hele tiden havde sagt, det
måtte være: De ressourcer, der skal forbruges, må først være til stede. Og
hvis der også skal være til profit til private, kan det kun blive dyrere for
skatteyderne.
Hvis Farum kommune virkelig havde været en privat virksomhed, havde den været
fallit i dag. Kommunen har brugt af sin kapital og har ikke længere noget at stå
imod med.
Formålet med den økonomiske aktivitet i et samfund er at skabe rigdom for
samfundets medlemmer, uanset hvordan man så fordeler denne rigdom. Formålet
med den økonomiske aktivitet i en virksomhed er at føre rigdom ud af
virksomheden, til ejere og kreditorer. Den forskel er fundamental. Derfor er
parallellen mellem samfund og privat virksomhed falsk.
Nu lader man ikke en dansk kommune gå fallit. Når det samfund, hvis ledere
tror, de kan drive samfundet som en forretning, er en stat, stiller sagen sig
lidt anderledes. Her er ikke noget sikkerhedsnet.
Det oplever borgerne i Argentina for tiden.
EU-modstanderbladet Folk i bevægelse gør i sit januarnummer opmærksom
på en ledende artikel i den irske søndagsavis Sunday Tribune. Der
drages heri en parallel mellem Argentinas og de små EU-landes situation.
Blandt årsagerne til den argentinske misere er, udover den liberale sæbeboblepolitik,
at Argentina i 1991 bandt sin peso til den amerikanske dollar i forholdet 1 til
1. Da krisen kom, betød det, at den argentinske økonomi var forsvarsløs. Den
var helt anderledes afhængig af eksporten end den amerikanske økonomi, og den
ubevægelige peso betød, at de argentinske eksportvarer var for dyre og ikke
kunne sælges under de forringede afsætningsvilkår.
Præcis på samme måde er den danske krone i dag bundet til euroen. Ikke 1
til 1, men lige så fast.
Kan det gå Danmark, som det er gået Argentina? Ikke alene har vi bundet
vores valuta til en langt større økonomis valuta og dermed afskåret os fra
vigtige økonomiske styringsmidler. Vi har også i et vist omfang båret os ad
som Farum kommune. Vi har solgt ud af arvesølvet. Af danske statsvirksomheder.
Det har givet forbigående varme. Hvor meget af den betalingsbalanceforbedring,
danske regeringer roser sig så meget af, skyldes salg til udlandet af f.eks.
det danske telefonnet?
Danmark har som Farum kommune brugt af sin kapital. Landet har som Argentina
frasagt sig råderetten over sin valuta.
Når krisen for alvor tager fart, hvad meget vel kan blive resultatet af den
handelskrig på stålet, præsident Bush nu har indledt, kan det gå endog meget
galt for forretningen Danmark.