”Farlige for landets sikkerhed”

Kommunistloven fylder 60 år
Af Leif Larsen 

En af de mest skandaløse love vedtaget af det danske Folketing blev i disse dage for 60 år siden behandlet og drøftet i al hemmelighed. Først da alle aftaler var truffet i dybeste fortrolighed, blev katten sluppet ud af sækken. På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et enigt Folketing 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet kommunistloven, til underskrift hos Kongen. Det skete 22. august 1941.
Dermed mente politikerne, at de i fuld overensstemmelse med Grundloven havde lovliggjort arrestationer gennem to måneder af 339 mænd og kvinder. Efterfølgende blev yderligere knapt 300 interneret med loven som udgangspunkt .
Med kun tre korte paragraffer, var loven ikke særlig ordrig. Den fastslog:
at
”alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger straks vil være at opløse”
at
” Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation ... tages i Forvaring”
at
”Den Formue, der maatte tilhøre kommunistiske Foreninger ... vil være at tage i Bevaring.”

Emsig højetsretspræsident
Optakten til loven foregik i Samarbejdsudvalget, som i daglig tale kaldtes ni-mandsudvalget . Det blev nedsat 2. juli 1940 og bestod af to repræsentanter fra de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale. Danmarks Retsforbund havde en enkelt repræsentant.
Disse ni politikere holdt i alt 314 møder,. Dets vigtigste opgave bestod i at bevare samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Da denne kollaborationspolitik led skibbrud 29. august 1943, ophørte udvalget med at eksistere. I Den Parlamentariske Kommissions beretninger findes referater fra samtlige møder, skrevet af udvalgets sekretær, retsstatsmanden Oluf Pedersen. De er gengivet ordret i bind IV (s. 505 ­ 823) i en af kommissionens mange beretninger . Her refereres et udvalgsmøde 6. august 1940, hvor justitsminister Thune Jacobsen første gang fremlægger lovforslag om ”Forbud imod Kommunisterne”. Ministeren tilføjer fiffigt, at: ”Det var stærkt anbefalet af Højesterets Præsident, Troels G. Jørgensen, og var i Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet"
Selv for datidens kæft-, trit- og retnings-mentalitet var det alarmerende, at præsidenten for Højesteret blandede sig i lovgivningen, og endog hævdede, at en lov, der forbød et lovligt politisk parti, ikke var i strid med Grundloven .
I de følgende dage samles udvalget for at finde ud af, om medlemmer af Rigsdagen kan acceptere, at der udstedes arrestordrer imod tre medlemmer af Folketinget og et ukendt antal mennesker, som enten er, eller formodes at være kommunister .
Ved forarbejderne til bogen De Forvarede foretog jeg sammen med min medforfatter, Thomas Clausen en nøje gennemgang af samtlige 600 sagsmapper, der vedrører disse arrestationer. Her viste det sig, at en meget stor del af disse sager drejede sig om mennesker, der aldrig havde været kommunister, ja enkelte var endog erklærede antikommunister. Men i nimandsudvalget er det ikke fejltagelser, man drøfter. Det gælder om at få overbevist samtlige rigsdagsmedlemmer i Folketing og Landsting om nødvendigheden af at forbyde DKP, og her ser det ud til, der har været nogen uro på bagsmækken.

Besynderligt spørgsmål
De næste dage mødes udvalget seks gange for at finpudse kommunistloven. Et enkelt medlem, Axel B. Lange, formand for de konservatives landstingsgruppe, har meldt sig syg og dukker først op igen i udvalget, da debatterne er overstået.
Mødet i udvalget 7. august 1941var bondeangerens store dag.
Nogle udvalgsmedlemmer ønskede loven udsat indtil tyskerne selv kom i tanke om at stille direkte krav om forbud mod kommunisterne. Andre var bange for, at loven kunne anvendes på alle partier, fordi lovteksten ikke klart nok pegede på, at det var kommunisterne, man skulle have ram på.
Venstremanden Niels Elgaard rejste følgende spørgsmål: ”Hvad kan den Lov bruges til. Jeg er bange for, at vi alle er ’farlige for Landets Sikkerhed’. Min Bestyrelse er enig med mig i, at der bør svares nej til dette Krav.”
Den konservative Ole Bjørn Kraft erklærer, at han må have en drøftelse i sit parti, før han kunne svare, og han var ikke sikker på, det blev et ja!
Den tidligere meget magtfulde udenrigsminister P.Munch (rad.) sagde: ”I vor Bestyrelse er der stærk Modstand.” Han foreslog en kongelig anordning i stedet for kommunistloven, ”Derved undgaar man en Forhandling i Tinget”, og han tilføjede: ”Bestemmelserne i Kommunistlovens § 2 er uforenelige med Grundlovens § 76, som er sat ind imod vilkaarlige Anholdelser.”
Et besynderligt spørgsmål rejses under mødet 12. august af venstremanden Elgaard: Han sagde: ”Har kommunisterne underskrevet en erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre?” ”Det kender A´ ikke noget til,” lyder det forbløffende svar fra indenrigsminister Knud Kristensen (Venstre) .
Ingen af de otte ældre mænd lod til at kende Grundlovens § 48, som klart fastslog:
”Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven.”
Skønt alle havde været på valg mange gange til Folketing eller Landsting, var der pludselig en sort plet på hukommelsen, for hvis de kunne huske Grundlovens § 48, ville det være ensbetydende med, at også de tre kommunistiske folketingsmedlemmer havde afgivet en ”højtidelig forsikring om at overholde Grundloven.”
Her sidder altså en gruppe mænd med en gennemsnitsalder på 62 år, og bilder hinanden ind, at de kommunistiske folketingsmedlemmer formentlig ikke har lovet at overholde Grundloven, og så må de satme´ også tage skade for hjemgæld, og finde sig i at blive jagtet af politiet og sat i fængsel eller udleveret til tyskerne.

Sjofel, politisk hævnakt
Den ene af de tre, Arbejderbladets redaktør Martin Nielsen, havde de haft under lås og slå i to måneder. Nu gjaldt det om at indfange Aksel Larsen og Alfred Jensen, og at gøre det med god samvittighed.
På samme møde 12. august spørger Ole Bjørn Kraft (kons): ”Kan Folketingsmedlemmerne oppebære gage?” og får minsandten et ”Ja” fra Knud Kristensen, selv om han må være vidende om, at Martin Nielsen ikke havde fået en krone fra Rigsdagens lønkontor efter at han var smidt i Vestre Fængsel den 22. juni.
I et brev skrev Martin Nielsen følgende til det særlige Rigsdagsudvalg, nedsat efter kommunistloven:
”Jeg stempler den mod mig i dette tilfælde anvendte Fremgangsmaade som en sjofel politisk Hævnakt, og kræver, at det i Henhold til Kommunistloven nedsatte Rigsdagsudvalg uophørligt drager Omsorg for, at der udbetales mig mindst 500 kr. svarende til Understøttelse i de to Maaneder, jeg har været uden Indtægt.”
19. august holdt ni-mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven, inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og tre i Landstinget.
Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage mellem første og anden behandling og mindst to dage yderligere, før 3. behandling af lovforslag kunne foregå.
På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag. Der er også enighed om, at intet må slippe ud før Justitsministeren har holdt sin tale om forelæggelse af Kommunistloven, og efter de meget ordrige referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundloven § 38 ( i dag § 34), der dengang lød: ”Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster dens Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.”
Der var overhovedet ingen tvivl. Der var klart tale om højforræderi, når tre folketingsmedlemmer, som ikke havde begået noget ulovligt, som kun havde en anden opfattelse af samfundssystemet, og som havde lovet højtideligt at overholde Grundloven, bliver jaget vildt overalt i landet.

Flammende tale
Trods alle de lunkne forbehold indtager Folketingets 137 medlemmer og Landstingets 70 medlemmer retstilling den 20. august 1941. Der er ingen vaklen i geledderne. De stemmer alle ja til en højforræderisk og klart grundlovsstridig lov.
Det må have været en klam fornemmelse, at overvære denne forestilling en onsdag i august 1941.
I Landstinget var der ikke en eneste, der ønskede at tage ordet. De tre behandlinger var overstået på få minutter.
Justitsminister Eigil Thune Jacobsen, som siden 1925 havde ledet politiets arbejde med at skabe et kartotek over kommunister og sympatiserende, holdt en flammende tale om de kommunistiske terrorgruppers mangeårige hærgen i Danmark. Det seneste eksempel var skibsattentater, som en måned før havde ført til fængselsdomme fra to til 16 års fængsel. Ministeren undlod behændigt at oplyse, at ingen af de dømte var medlemmer længere af det parti, der nu skulle forbydes. Han sagde: ”Overalt hos Medlemmer af det kommunistiske Parti, kan der paaregnes hjælp til Fremme af kommunistisk Virksomhed, uden at der først spørges om, hvad denne Virksomhed gaar ud paa, om den er lovlig, eller om det drejer sig om Forbrydelser mod Landets Love.”
Folketinget brugte noget mere tid. Retsforbundet anvendte 16 ord, de radikale 23 ord til at anbefale lovforslaget. Socialdemokratiet og Venstre lovede støtte til lovforslaget. Kun én brugte al sit antikommunistiske krudt i en meget udfordrende tale. Det var den konservative Ole Bjørn Kraft, der afleverede følgende æselspark til DKP:
”Om det kommunistiske Partis Karakter og Stilling her i Landet, kan der ikke længere herske nogen tvivl; den har i Virkeligheden været klar lige siden vi havde den grundlæggende Debat her i Tinget i 1933. Et Parti, der som det kommunistiske lader sine Holdninger og Meninger bestemme, ikke af Hensyn til dets eget Folk og dets eget Land, men af, hvad et enkelt Lands interesser kræver, placerer sig selv paa en ganske bestemt Maade i sine Landsmænds Opfattelse, og derfor vil det ogsaa kun virke ynkværdigt, om et saadant Parti, naar det kommer til Vanskeligheder, pludselig vil søge Ly bagved Landsmandsskabets Lov, som det selv saa tydeligt har tilsidesat gennem sin Holdning.”
Glemt er den konservative leders bekymringer i nimandsudvalget over Grundlovsbrud, ulovlig forfølgelse af folketingsmedlemmer og forsøg på at undgå lovgivning og ”nøjes med en kongelig anordning”.

Nogle få minutter blev anvendt til at sætte en lov i gang, som i dag 60 år efter står som en skamstøtte foran de partier, som altid kalder sig demokratiske og forsvarere af menneskerettigheder. Da de kom frem til gærdet, bestod de ikke prøven,. De faldt igennem med et brag, som stadig giver genlyd. Nu 60 år efter vil den skandaløse kommunistlov næppe blive nævnt på Christiansborg, men så må vi få den frem på lystavlen andre steder, f.eks. i DmH (Dokumentationscenter mod Historieforfalskning) og når der undervises i den nyere tids Danmarkshistorie .
Denne skændige lov må aldrig gå i glemmebogen.