Den 3. vej fører ingen steder hen

De græske kommunister har holdt kongres. Modoffensiven er på dagsordenen

Af Henrik Stamer Hedin

 

Grækenland er både i areal og i folketal godt dobbelt så stort som Danmark og et udpræget bjergland, men ellers er der flere ligheder: Begge lande er vendt mod havet, bestående af en halvø og et stort antal øer, og begge lande er domineret af en uforholdsmæssigt stor hovedstad, hvor omkring en tredjedel af befolkningen bor.

Grækenlands Kommunistiske Parti hører til de store kommunistiske partier i Europa med solid repræsentation i både det nationale og det europæiske parlament. Partiet blev stiftet i november 1918 og holdt i dagene 14.-17. december 2000 sin 16. kongres. 16 kongresser på godt 82 år - det er over fem år mellem hver kongres i gennemsnit, og det siger noget om partiets historie: Siden sin stiftelse har det været illegalt i flere perioder, sidst under oberstdiktaturet 1967-74, og det har ført væbnet kamp, ikke blot mod den tyske besættelsesmagt, men også mod briterne og regeringen under borgerkrigen 1945-49.

Denne fortid har skaffet partiet stor respekt langt ud over de egentlige tilhængeres rækker, og en vifte af fremtrædende personligheder beærede kongressen med deres tilstedeværelse. De politiske partier på både højre og venstre fløj var repræsenteret ved åbningen og holdt hilsningstaler (og måtte som tak finde sig i knubbede ord i beretningen). Der var partiveteraner, repræsentanter for den akademiske verden, en lang række kunstnere med Mikis Theodorakis i spidsen og mange andre.

Og så var der selvfølgelig hovedpersonerne: De godt tusind delegerede. Hvortil kom de over 80 udenlandske gæster fra 74 partier og organisationer i nogle og halvtreds lande. Fra Danmark deltog DKP, KPiD og Folkebevægelsen mod EU. Den store, teaterlignende kongressal i partihuset i forstaden Perissos nord for Athen var fyldt til (omtrent) sidste plads.

 

To hovedtemaer

 

Generalsekretær Aleka Papariga aflagde beretningen for centralkomiteen. Hun tog udgangspunkt netop i partiets heroiske fortid og så i den en kilde til styrke, der trods spådomme om opløsning og uddøen har gjort det muligt at overvinde konsekvenserne af omslaget i det internationale styrkeforhold. Direkte i forlængelse af disse positive, næsten selvrosende ord introducerede hun det ene af kongressens to hovedtemaer: Opgøret med fejl og mangler i partiarbejdet, der stillede sig i vejen for den opgave (kongressens andet hovedtema) at samle de folkelige kræfter til et opgør med nyliberalisme og reaktion.

Hun så tegn på, at den folkelige og kommunistiske bevægelse efter at have været ramt af skuffelses og demoralisering er ved at komme til kræfter igen. Imperialismen er stærk, men ikke almægtig, styrkeforholdet negativt, men ikke uforanderligt, sagde hun og fortsatte: Både internationalt og i vor region er betingelserne ved at modnes for en akut skærpelse af modsigelserne i det internationale kapitalistiske system. Der er forhold, som objektivt peger mod en mere generel krise. Som eksempel nævnte hun de modsætninger mellem EU-landene, der kom frem under forhandlingerne i Nice.

I de fleste EU-lande har der siden starten af 90'erne været vanskeligheder med kapitalreproduktionen, sagde kammerat Papariga og forudså stigende folkelig utilfredshed og lydhørhed over for behovet for dybtgående samfundsforandringer. Imperialismen er stærk i dag, fordi den har genvundet terræn, der var tabt; men den brutalitet og aggressivitet, vi er vidne til, er ikke tegn på styrke alene, den viser også, at kapitalismen ikke har nogen løsning på den akutte skærpelse af de konflikter og modsigelser, der er indbyggede i det imperialistiske system.

 

Modoffensiv

 

Behovet for dybtgående forandringer er ved at modnes, og muligheden for en generel modoffensiv begynder at tegne sig. Det, det drejer sig om, er ikke så meget at komme med præcise forudsigelser om, hvornår modsigelserne vil komme til udtryk, som at erkende tendenserne og gøre, hvad vi kan, for at positive processer, omgrupperinger og de brede sociale og revolutionære bevægelser bliver virkelighed så hurtigt som muligt, og for at være klar, når udviklingen tager fart, og ikke lade os drive af begivenhederne, sluttede kammerat Papariga den generelle del af sin beretning.

Hun gik derefter over til at beskæftige sig nærmere med det ene af de to hovedtemaer, partiets styrkelse og overvindelse af fejl og mangler. Det var i det hele taget et tema, der spillede en dominerende rolle i de følgende tre dages debat. Det kan måske virke overraskende; målt med en dansk alen skulle man synes, at KKE med den styrke, partiet har været i stand til at opretholde, snarere ville finde anledning til at bryste sig af succes. Men selvkritikken var åben, direkte og skånselsløs.

 

Parti og bevægelse

 

Der blev i beretningen påpeget tre hovedområder, hvor en forbedring var påkrævet:

1. Svag forbindelse af strategi og taktik i det daglige arbejde (der tænktes især på, at partiet i en situation præget af kapitalistisk genrejsning og imperialistisk aggressivitet var tynget af holdninger og metoder, som hørte en tidligere fase til).

2. Manglende udvikling af ledelses-, masseaktions- og propagandametoder svarende til de politiske opgaver.

3. Utilstrækkelig kadreskoling.

De tre områder blev gennemgået i detaljer, og alt sammen blev det set i lyset af det, som er KKE's store projekt i disse år: Skabelsen af en "Antiimperialistisk Antimonopolistisk Demokratisk Front" (AADF). At forsøge at samle sociale og politiske kræfter og personligheder i en sådan front blev besluttet af partiets 15. kongres, og projektet er yderligere uddybet i de teser (58 i alt, en tryksag på 76 sider), som hele efteråret igennem har været til debat i partiets organisationer. AADF er tænkt som en organiserende kraft, der kan overbevise folkets flertal om, at kampen for folkemagten kan vindes og er værd at bringe ofre for. Målet er socialisering under arbejderkontrol af naturressourcer og de vigtigste produktionsmidler og en folkemagt, der kan organisere landets økonomi med sigte på social velfærd og uafhængighed af den imperialistiske orden.

Der er ikke tale om et nyt parti, heller ikke om en valgalliance som Enhedslisten. For KKE drejer det sig med AADF-projektet ikke bare om at vinde flertallets tillid, men om at bringe de folkelige kræfter frem i en forgrundsposition, hvor de kan gribe initiativet, gøre krav på magten og træde aktivt op mod den internationale reaktion, når den forsøger at bevare kontrollen med landet. Det er tydeligvis et revolutionært projekt. Og man forventer heller ikke, at enighed kan opnås på alle områder, som man jo ville tilstræbe det, hvis det drejede sig om et nyt parti.

Projektets revolutionære karakter fremgår tydeligt af følgende passus, der citeres ordret fra den engelske oversættelse af beretningsteksten:

"Så tidligt som i midten af firserne og specielt efter den 12. kongres konkluderede vi på basis af udviklingen, at der ikke mellem kapitalisme og socialisme kan eksistere en overgangsfase, som løser modsigelsen med monopolerne, med imperialismen til det arbejdende folks fordel. Den 15. kongres tog disse tanker op og arbejdede videre med dem under hensyntagen til de betydelige forandringer, der havde fundet sted i mellemtiden.