Danmarks Kommunistiske Parti sendte nedenstående hilsen til de tyrkiske
kommunisters kongres i Ankara.
Kære kammerater.
Danmarks Kommunistiske Parti sender Partiet for Socialistisk
Magt/Kommunistisk Partis ekstraordinære kongres den 11. november 2001 i Ankara
sine broderlige hilsener.
Præsident Bush sagde: "Enten er I med os, eller I er med
terroristerne." Men George Bush tager fejl. Progressive og fredselskende
mennesker verden over er hverken med Bush og for USA's krig eller med
"terroristerne" og for terrorisme. Kommunisterne retter deres kamp mod
den amerikanske imperialisme og imperialismen i almindelighed såvel som mod
terrorismen og den islamiske fundamentalisme, der tjener som retfærdiggørelse
af terrorismen.
I Danmark er en fredsbevægelse ved at tage fart. Mange danskere føler
ubehag ved den amerikanske "krig mod terrorismen". Ikke desto mindre påstår
den danske regering, at alle danskere støtter præsident Bush. Den agter om at
sende danske hær- og flådestyrker til aflastning af amerikanske og britiske
styrker på Balkan og i det østlige Middelhav. Og efter amerikansk diktat er
regeringen i færd med at forberede en "terrorpakke", hvis virkelige
indhold er en indskrænkning af de demokratiske borgerrettigheder.
Danmark går til folketingsvalg den 20. november. Regeringen vil gerne kunne
sige efter valget, at den har det danske folks støtte til sin krigsindsats; men
den har ikke modet til åbent og ærligt at gøre dette spørgsmål til valgets
hovedtema. I denne situation opfordrer de danske kommunister venstrekræfterne,
forenede i Enhedslisten, til at koncentrere deres valgkamp om modstanden mod
enhver dansk deltagelse i eller støtte til krigen og mod angreb på de
demokratiske rettigheder under dække af forsvar mod terrorismen.
Danmarks Kommunistiske Parti deler helt jeres holdning, som den kom til
udtryk ved antikrigsdemonstrationen den 13. oktober i Ankara: Bekæmp
imperialisme og fundamentalisme! Bekæmp krigen!
Vi stoler på, at jeres kongres vil betyde et nyt skridt fremad i denne
kamp, og ser frem til at høre om, hvad der kom ud af kongressen. Tyrkiet og
Danmark er NATO-allierede, og tyrkiske og danske kommunister bør arbejde tæt
sammen i kampen mod denne forbryderiske krig.
Henrik Stamer Hedin
landsledelsens talsmand