DKP’s mediestrategi: Handlingsplan og visioner

Landsledelsen har forsøgt at opsummere konklusioner og erfaringer fra efterårets medieseminar i nedenstående 15 teser og målsætninger.

1.      Venstrekræfternes medier er et vigtigt middel i kampen mod højreregeringen og for fred, demokrati, velfærd og socialisme. DKP vil give sit bidrag til en styrkelse heraf med det mål, at venstrekræfterne i Danmark udvikler en fælles mediestrategi og –praksis.

2.      DKP vil arbejde for at fastholde og udvikle Dagbladet Arbejderen med det mål, at det både formelt og reelt bliver dagbladet for hele den kommunistiske bevægelse og åbent for de øvrige venstrekræfter. I denne proces vil DKP være med til at sikre Dagbladet Arbejderen økonomisk og abonnementsmæssigt, som det bl.a. sker gennem medvirken i foreningen ”Dagbladet Arbejderens Venner”.

3.      DKP vil støtte Enhedslistens arbejde med udgivelse af et gratis postomdelt blad til Enhedslistens medlemmer og andre interesserede. DKP vil være med at skaffe ”abonnenter” til et sådant blad. DKP ønsker, at der udvikles et samarbejde mellem dette blad og Dagbladet Arbejderen.

4.      DKP’s blad Skub er det eneste kommunistiske blad, som har karakter af et magasin. Der arbejdes videre med Skub efter denne linje frem til landsmødet i 2003, hvor der tages stilling til situationen i forhold til udviklingen omkring Dagbladet Arbejderen og partiets ressourcemæssige situation.

5.      DKP støtter, at tidsskriftet Ret og Vrang fortsat udgives som et uafhængigt kommunistisk teoretisk tidsskrift. DKP vil være med til at sikre dets udbredelse og være mere aktiv med indlæg.

6.      DKP ser portalen www.modkraft.dk som den fælles internetportal for venstrekræfterne. DKP vil være med til at styrke portalen ved at lægge pressemeddelelser og andre informationer ind på Modkraft, ligesom DKP vil blande sig i debatten på Modkraft.  

7.      De kommunistiske organisationer og Enhedslisten har hver deres hjemmeside. DKP vil arbejde for, at de hver især indeholder links til de øvrige hjemmesider og for et samarbejde mellem hjemmesiderne og www.modkraft.dk

8.      DKP benytter sig af mulighederne i de venstreorienterede lokalradioer, hvor der er muligheder for og ressourcer til det. DKP ser det som en opgave for de kommunistiske organisationer at støtte Folkets Radio samt at arbejde for, at der etableres Folkets Radioer flere steder i landet.

9.      I forbindelse med Enhedslistens årsmøde i april 2002 vil DKP fremlægge sit forslag til mediestrategi med det formål at få Enhedslisten til at medvirke til en fælles mediestrategi og –praksis for venstrekræfterne. Der kan blive tale om et konkret forslag til vedtagelse på årsmødet og eller et indlæg i Rød-Grønne Linier.

10.   DKP vil arbejde for en bedre koordinering mellem de kommunistiske medier. De kommunistiske trykte medier kan udover egentlige medlemsblade med fordel omfatte et dagblad (Dagbladet Arbejderen), et magasin (Skub) og et teoretisk tidsskrift (Ret og Vrang). Visionen er, at Dagbladet Arbejderen og Skub bliver fælles for den kommunistiske bevægelse på samme måde som Ret og Vrang allerede er det. På et tidspunkt i processen vil det betyde, at repræsentanter for de øvrige kommunistiske organisationer får sæde i Dagbladet Arbejderen’s og Skub’s redaktioner samt påtager sig deres del af det redaktionelle og økonomiske ansvar. Som en fase i processen kan det komme på tale, at de enkelte organisationer selvstændigt redigerer særlige sider af eller tillæg til Dagbladet Arbejderen/Skub.

11.   Første skridt i DKPs arbejde for en bedre koordinering og evt. sammenlægning mellem de trykte kommunistiske medier var medieseminaret den 25. november 2001. Næste skridt er forslaget om nedsættelse af en fælles ”Kommunistisk Mediekomite”. Mødet mellem de kommunistiske partier i foråret 2002 vil bl.a. blive brugt til at drøfte et sådant forslag.

12.   Sideløbende med arbejdet med udvikling af venstrekræfternes medier og mediestrategi og bedre samarbejde mellem de kommunistiske medier, vil DKP arbejde med udviklingen af egne medier og en bedre placering i andre medier, herunder de store aviser samt radio- og TV-kanaler. DKP’s medier omfatter medlemsbladet Skub, hjemmesiden www.dkp.dk og radioudsendelserne i Folkets Radio

13.   Bladet Skub er DKPs vigtigste medie. Skub skal fortsat både være et blad for DKP’s medlemmer og attraktivt for ikke-medlemmer. Der iværksættes en abonnementskampagne i første halvår af 2002. På landsmødet i 2003 drøftes Skub’s form og indhold i lyset af udviklingen i og den aktuelle situation på medieområdet. Artikler fra Skub skal fortsat udgives som en net-udgave i tilknytning til www.dkp.dk.

14.   Hjemmesiden www.dkp.dk, der nu har eksisteret i ca. 2 år, er i vid udstrækning DKPs visitkort udadtil, og der hvor mange søger information om DKP og dets politik. Der er igangsat overvejelser om nyt design, ligesom indholdet udvides efter behov. Hjemmesiden skal fortsat opdateres jævnligt. Der arbejdes på at give programdebatten en mere fremtrædende plads på hjemmesiden.

15.   Der forberedes nedsat et medieudvalg til arbejdet med DKPs mediestrategi. Indtil da har redaktionsudvalget og forretningsudvalget ansvaret i fællesskab.

Vedtaget af  DKP’s landsledelse på mødet den 3. februar 2002.