De tre hovedspørgsmål, landsmødet i januar 1999 opstillede for programdebatten i Danmarks Kommunistiske Parti, er:

- Udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf.

- Det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og dets følgevirkninger.

- Udviklingstendenserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70'erne.

Det sidste af de tre spørgsmål blev behandlet på et seminar i efteråret 1999, og hovedindlægget herfra har været bragt i Skub for august og september i år. Spørgsmålet om udbygningen af den Europæiske Union og de nationale konsekvenser heraf vedrører bl.a. – og mest aktuelt – kampen mod ØMU’en, som er genstand for et seminar i denne måned. Endelig arrangeres der som tidligere meddelt til foråret et socialismeseminar, hvis præcise indhold og tema endnu ikke er endeligt fastlagt, men det kommer til at relatere til det tredje spørgsmål, det socialistiske sammenbrud i Østeuropa og dets følgevirkninger.

Skub vil gerne tage hul på debatten op til dette seminar allerede i efteråret, og vi lægger ud med nedenstående artikel af Aksel V. Carlsen om venstrefløjen i de tidligere sovjetrepublikker. Artiklen kan ses som en fortsættelse af den artikelserie, vi bragte sidste år om venstrefløjen i Rusland, og er uddrag af en længere artikel, der kan læses i sit fulde omfang i tidsskriftet Vindue mod øst, som udgives af Syddansk Universitet.

Den post-sovjetiske venstrefløj:

Ti år efter

Et forsøg på status over partier på den politiske venstrefløj i de post-sovjetiske lande

Kommunisme og socialisme - ideologier der opstod længe før Lenin og Karl Marx - er efter Murens fald og opløsningen af Sovjetunionen blevet erklæret døde. At den politiske venstrefløj er i krise i øst og vest er dog ikke ensbetydende med dens død. Situationen i de fleste tidligere sovjet-republikker, dvs. tolv SNG-lande og tre baltiske lande, viser et uensartet billede af en politisk kultur i færd med at præcisere og nydefinere sin rolle. I nærværende oversigt ses primært på forskellige typer kommunistiske og socialistiske partier. I enkelte lande hører også agrarpartier og socialdemokratiske partier med til venstrefløjen.

I de 15 lande, hvor det statsbærende parti SUKP i 1990 havde over 20 mio. medlemmer (ud af i alt 287 mio. indbyggere), er situationen i dag stærkt varierende. Dels hvad angår den almene samfundsudvikling (se vedlagte tabel) og venstrefløjens muligheder for politisk virke, og dels hvad angår substansen i denne politiske kulturs budskaber. Udenfor Rusland er det især i Ukraine og Moldova venstrefløjen står stærkt. Svagest er den i Estland og Litauen samt i Tadsjikistan og Turkmenistan. De der arbejder videre på venstrekræfternes visionære grundlag er primært menige ex-medlemmer af SUKP, men også en ny generation, der finder at kasinoøkonomi ikke er bedre end planøkonomi. Omvendt har en række sovjetiske ex-ledere som nu er præsidenter i de respektive republikker (i Kasakhstan – Nursultan Nazarbajev, i Moldova - Pjotr Lutjinskij, Georgien – Eduard Shevardnadze, Aserbajdsjan – Gejdar Alijev, Turkmenien -  Saparmurad Nijazov og Uzbekistan - Islam Karimov) intet til fælles med den politiske venstrefløj.

I de fleste af disse lande findes der mere end ét parti på venstrefløjen. Uenigheden vedrører såvel landenes fortid og nutid som forholdet til nye alliancer. Politisk er de optaget af at reducere systemskiftets sociale omkostninger og at ændre de enkelte landes politiske systemer, som i mange tilfælde stadigvæk er ineffektive og ustabile.

”Genskabelse af Sovjetunionen”?

Noget der i høj grad adskiller SNG-landenes venstrefløj fra alle øvrige politiske kræfter er ønsket om at ”genskabe” Sovjetunionen i en eller anden form. Både af hensyn til den storpolitiske udvikling, for at udnytte disse landes økonomiske potentiale og fælles kulturarv, og sidst, men ikke mindst - for at bevare de mange menneskelig relationer på tværs af grænserne. Venstrefløjspartiernes debat om, hvilke mekanismer og værdier der stadig kan have deres berettigelse og hvilke der bør fornyes, vedrører både den historiske hukommelse og evnen til at tænke nyt.

Kommunisterne er delt herom i to internationale netværk. Russeren Oleg Sheinin står i spidsen for ”SKP-KPSS”, der omfatter 22 kommunistiske partier i alle SNG-lande, og en række venstrekommunistiske partier har deres eget samarbejdsforum med russeren Viktor Anpilov som ankermand. Socialisterne har oprettet deres samarbejdsorgan med udgangspunkt i Ukraines socialistiske parti.

Planerne om dannelsen af en statsunion mellem Rusland og Hviderusland har fået et par partier fra disse to lande til at gå et skridt videre. De stiftede i indeværende år to transnationale kommunistiske partier. I første tilfælde tog SKP-KPSS initiativ til at danne  ”Unionens kommunistiske parti” (KPS), og i det andet er det russiske venstrekommunistiske Partiet for Ruslands Kommunister gået sammen med Hvideruslands Proletariske Kampforbund.

Det transnationale KPS hører, lige som Zjuganovs KPRF, til den moderate fløj blandt kommunisterne. KPS er dog uenig i Zjuganovs national-patriotiske retorik og finder desuden at KPRF overdriver betydningen af parlamentarisk arbejde. I stedet henviser man til en mere klassisk venstrefløjstradition, der ideologisk kombinerer social indignation med visioner om arbejdernes internationale solidaritet. Og politisk tilstræber man i højere grad at kombinere parlamentarisk og udenomparlamentarisk virke. Det nye venstrekommunistiske transnationale parti ligger ideologisk nærmere KPS, men er politisk tilbøjeligt til at undervurdere betydningen af parlamentarisk virke.  

Rusland

Det russiske justitsministerium har registreret over 150 partier, hvoraf snesevis betegner sig som kommunister eller socialister. Ved parlamentsvalget i 1999 opnåede tre venstrekommunistiske lister tilsammen knap 3% af stemmerne, og tre socialistisk orienterede lister fik sammenlagt 1,5%.     

Landets største parti, det national-patriotiske kommunistiske parti (KPRF) fik 16 mio. stemmer og sejrede (24%). Dets formand Gennadij Zjuganov blev nr.2 ved præsidentvalgene såvel i 1996 som i 2000 (mere herom i artikelserien ”Venstrefløjen i Rusland” - Skub, 1999, nr. 8, 9, 11).

Ukraine

Sovjet-Ukraines kommunistiske parti blev forbudt i august 1991. Siden da er over 60 partier blevet registreret af myndighederne, blandt dem en række elitære partier som det socialdemokratiske SDPU(o). Disse partier er dybt indblandet i finansskandaler og stridigheder mellem lokale oligarker. Formanden for SDPU(o) Viktor Medvedtjuk betragter præsident Kutjmas politik som ”socialdemokratisk” og peger på Polens Kwasniewski og ”den svenske model” som vigtige inspirationskilder.

Blandt Ukraines mest markante partier er følgende fire fra venstrefløjen:

1) Landets største parti, det kommunistiske (KPU), blev tilladt i 1993 efter to års forbud. Det stræber efter at forbinde den sovjetiske statstradition med markedsøkonomi. KPU har 140 000 medlemmer og udgiver avisen Kommunist. KPU oprettede i 1994 en faglig organisation ”Arbejderunion”, der er i opposition til Ukraines faglige LO, som man betragter som en integreret del af regimet. KPUs formand Pjotr Simonenko, der var præsident Leonid Kutjmas modstander i anden runde af præsidentvalget i 1999, er moderat i sin kritik af Kutjmas regime.

2) Ukraines Socialistiske Parti (SPU) blev stiftet i 1991, allerede en måned efter forbudet mod Sovjet-Ukraines kommunistiske parti, og blev kort tid efter anerkendt af myndighederne. Partiet tæller 30 000 medlemmer og udgiver avisen Tovarisj.  SPU er ikke antikommunistisk, men forholder sig kritisk til den sovjetiske statsideologi. Partiet betragter sig som arvtager til den holdning der føres tilbage til en af Stalins modstandere i bolsjevikpartiet, bulgareren Khristian Rakovskij, der var Sovjet-Ukraines første statsleder. Hans udgangspunkt var at forene de socialistiske ideer med national selvbevidsthed.

SPUs leder er civilingeniør Oleksander Moroz, som i midten af 1990’erne var Ukraines parlamentsformand. SPU var primus motor i arbejdet med at indføre parlamentarisme i Ukraine, således som det kom til udtryk i den nye forfatning fra 1996. Denne holdning blev kritiseret af KPU, der i parlamentet stemte imod det man betragtede som ”udtryk for en borgerlig demokratiopfattelse”. SPU samarbejder dog i det daglige med KPU og med Bondepartiet.

3) Det Progressive Socialistiske Parti (PSPU) fremfører en radikal kritik af Kutjma. Partiformand er økonomen Natalia Vitrenko, der er tilhænger af et genetableret Sovjetunionen. Hun havde i starten af præsidentvalgkampen i 1999 ifølge rundspørger støtte fra 20% af de adspurgte. Hun kræver afvikling af præsidentstyret og er imod Ukraines status som atomvåbenfri. I sin bramfri kritik af de øvrige venstrefløjspartier betegner hun dem som forrædere og sig selv som en ”sand marxist”. Hun afviser alt samarbejde med de andre. PSPU udgiver avisen Dosvitni Vohni (Morgengry), men har med knap 7 000 medlemmer en svag økonomi.

4) Bondepartiet har 90 000 medlemmer og udgiver avisen Silski Visti. Dets ex-formand Oleksander Tkatjenko, som nu er parlamentsformand, opstillede til præsidentvalget i 1999, men trak sig til fordel for kommunisternes Simonenko.

Ved parlamentsvalget i 1998 opnåede de fire venstrefløjspartier i alt 41% af stemmerne. Og forud for præsidentvalget i 1999 var socialisten Moroz venstrefløjens mest oplagte emne som fælleskandidat. Man nåede dog ikke til enighed og opstillede separat. I første valgrunde fik Kutjma 36% og de tre venstrefløjskandidater (Simonenko, Moroz og Vitrenko) tilsammen 44,5% (heraf fik Simoneko 22%) . I anden valgrunde fik Simonenko 38%, med de bedste resultater i Syd- og Øst- Ukraine. Generelt var valgkampen præget af omfattende valgsvindel.

I flere henseender kan dette valg sammenlignes med det russisk præsidentvalg i 1996, hvor præsident Jeltsins modstander i anden runde var Zjuganov. I begge tilfælde var magteliten, oligarkerne og medierne, på præsidentens side. Men mens både Jeltsin og Zjuganov i Rusland blev fremstillet som ”sande patrioter” (uenigheden gjaldt blot hvem der var den ”største”), så blev Simonenko ved det ukrainske valg  pr. definition betragtet som upatriotisk. Han blev beskyldt for at være en Moskva-lakaj, mens Kutjma fik støtte fra patriotisksindede vælgere. Undersøgelser viser, at over en tredjedel af vælgerne vil genskabe Sovjetunionen, mens 15% ønsker maksimal afstand fra Rusland og foretrækker en pro-vestlig orientering. Flertallet er tilhængere af et jævnbyrdigt nabosamarbejde med Rusland. Men det er primært den første tredjedel af vælgerne kommunisterne appellerer til. 

Blandt de mindre organisationer på venstrefløjen findes Ukraines Kommunistiske Forbund, der udgiver et meget informativt teoretisk tidsskrift  ”Marxismen og nutiden”; Lenins Kommunistiske Ungdomsforbund, Unionen af Sovjetiske Officerer samt Ukraines bolshevikparti (KPBU). Det sidstnævnte har som erklæret stalinistisk parti siden stiftelsen i 1992 kritiseret KPU for at overvurdere det parlamentariske virkes betydning. Dog indrømmer man, at KPU er ”mere kommunistisk afklaret” end Zjuganovs KPRF i Rusland. Desuden findes der i Ukraine selvstændige regionale kommunistiske partier både i Tjernigov-regionen og på halvøen Krim.

Moldova

Parlamentsvalgets sejrherre i 1998 blev det kommunistiske parti (PKRM). Med 30% af stemmerne opnåede det 40 pladser, og dets formand Vladimir Voronin har siden været blandt landets mest indflydelsesrige politikere. Partiet støttede ved præsidentvalgene både i 1990 og i 1996 den ex-sovjetiske kommunistiske leder Pjotr Lutjinskij. I 1990 tabte han, men vandt i 1996.

I 1999 afviste Lutjinskij dog PKRMs tilbud om en samarbejdsaftale, hvorefter partiet søgte andre allierede. Samtidig har partiet ændret holdning i spørgsmålet om at udskifte præsidentstyret med en parlamentarisk republik. Da spørgsmålet i juli 2000 var til debat i parlamentet støttede PKRM et flertalsforslag fra en række centrumpartier til fordel for parlamentarisme. Denne beslutning er senere bekræftet af Forfatningsdomstolen. Men da Lutjinskij stadig er populær i befolkningen, er problemet ikke løst endeligt.  

Et andet uløst problem er konflikten om Transdnestrien, der blussede op i 1990. Dette områdes russisk-ukrainske flertal reagerede den gang mod Moldovas tilnærmelse til Rumænien og erklærede området selvstændigt. Siden har det været et stridsemne mellem Rusland og Moldova. Også selvom Lutjinskij har bidraget til at nedkøle tilnærmelsen til Rumænien. Senest er der atter fremkommet forslag om at omdanne Moldova til en føderal republik med Transdnestrien som selvstyrende område inden for denne Føderation. Men først skal der nu til december afholdes nyt parlamentsvalg, hvorefter det nye parlament skal vælge ny præsident. PKRM står i en stærk udgangsposition både med bred vælgerstøtte og med erfaringer for parlamentarisk samarbejde med Agrarpartiet og et par centrumspartier. Det har udsigt til at kunne besætte en af Moldovas tre højeste poster som præsident, premierminister (som fremover vil få større vægt) eller parlamentsformand. I sammenligning med PKRM står de lokale socialister og socialdemokrater forholdsvis svagere.

Foruden PKRM findes et par venstreorienterede organisationer i Transdnestrien, hvor det mest indflydelsesrige er Arbejdernes Kommunistiske Parti.

Hviderusland (Belorus)

Ved valget i 1995 vandt Aleksander Lukasjenko overbevisende og blev landets første præsident. I en situation med voksende utilfredshed med ophævelsen af Sovjetunionen i 1991 fik han opbakning til fordel for økonomisk integration med Rusland. Den tidligere leder af et landbrugskollektiv og formand for parlamentets antikorruptionsudvalg havde i valgkampen lovet at ”deportere alle korrupte embedsmænd til Himalaya”. Som præsident indførte han priskontrol, styrkede sikkerhedspolitiets rolle, lukkede et par oppositionsaviser og indførte et nyt statsflag. Ved folkeafstemningen i 1996 var der flertal for at forlænge hans præsidentperiode til 2001. Samme år opløste han det kritisk indstillede parlament og udpegede et nyt.

Med et omfattende net af lokalafdelinger og repræsentation i parlamentet var Hvideruslands Kommunisters Parti (PKB) landets største. Men ved folkeafstemningen i 1996 blev det splittet. En fløj omkring Viktor Tjikin, der støtter Lukasjenko, kritiserede PKBs ledere Sergej Kaljakin og Vasilij Novikov for revisionisme og stiftede Hvideruslands Kommunistiske Parti (KPB).

Kaljakin og Novikov hørte ellers i 1990-erne til landets mest indflydelsesrige politikere med topposter i parlamentet. Men en række af deres beslutninger blev genstand for kritik. Fx. da deres tilhængere i parlamentet støttede en repræsentant for højrefløjen som parlamentets næstformand. Senere afviste de en række partimedlemmers krav om at få ophævet aftalen fra 1991 om opløsning af  Sovjetunionen. Senere har de i spidsen for PKB sammen med den oppositionelle ”Folkefront” kritiseret Lukasjenkos politik og sammen med Agrarpartiet taget initiativ til udarbejdelse af en ny forfatning, der bygger på parlamentarisme og blandingsøkonomi. Endelig har PKB støttet protestaktioner mod tilbageholdelse af russiske tv-journalister.

Det nystiftede KPBs kongres betegnede i 1997 PKB som værende sygt med ”forræderiske og opportunistiske” ledere. Det nye parti spillede en central rolle i valget af Lukasjenko i 1996 og betragter valget af ham som ”et slag mod de vestlige og lokale reaktionære kræfter”. KPB tager afstand fra oppositionens folkemøder og demonstrationer mod Lukasjenko og beskylder generelt den politiske opposition for at være ”aggressiv, reaktionær og nationalistisk”.

KPB har medlemmer blandt præsidentens nærmeste medarbejdere, og partiformanden Tjikin, der er viceborgmester i Minsk, blev fornyelig af Lukasjenko udnævnt til presseminister.

Forud for partisplittelsen omfattede PKB 12 000 medlemmer. Ifølge avisen Glasnost (16.10.1997) blev partiet delt i tre lige store grupper - PKB, det nye KPB og en gruppe, der totalt gav op. Endnu i 1995 havde PKB ca. 30% af stemmerne i hele landet, men splittelsen medførte et omfattende frafald af vælgere. Det nye KPB oplevede i løbet af 1997 en væsentlig medlemstilgang af unge, som ikke tidligere har været kommunister, og kom op på over 7000 medlemmer. Samtidig stiftede KPB en ungdomsorganisation med navnet Hvideruslands Patriotiske Ungdomsforbund.

For et par år siden gik to af Hvideruslands socialdemokratiske partier (BSDG og PNS) sammen og stiftede partiet Hromada. Det udgjorde grundstammen i en socialdemokratisk fraktion på 17 medlemmer i det nye parlament og fik observatørstatus i Socialistisk Internationale. Imidlertid blev det nye parti kort tid efter atter splittet i to.

Forud for parlamentsvalget 15. oktober 2000 og præsidentvalget til januar 2001 har Lukasjenko lovet fair og frie valg, så alle partier bliver repræsenteret i den nationale valgkomission og opnår lige adgang til medierne.

Georgien

Dette frodige bjergland har igennem 1990’erne været præget af en omfattende økonomisk krise. Med en splittet arbejderbefolkning og en svag fagbevægelse er det sociale grundlag for venstrefløjen skrumpet ind.

Eduard Shevardnadze, der var Sovjetunionens sidste udenrigsminister, vendte tilbage til Georgien i marts 1992. Trods økonomisk krise, etniske konflikter og politisk magtkamp har han været i stand til at fremstå som landets bredest anerkendte leder og blev med en overvældende sejr genvalgt som præsident i april 2000. Hans styre knytter nu store forventninger til ansættelsen af den polske liberale økonom Leszek Balzerowitj som rådgiver for Shevardnadze med henblik på yderligere liberalisering af Georgiens økonomi. Det tidligere medlem af SUKPs ledelse har i de senere år støttet en omfattende hetz mod de lokale kommunister, som han nu betegner som ”det 20. århundredes pest”. Takket være Shevardnadzes positive omdømme blandt Vestens ledere har Socialistisk Internationale givet hans centrum-højre parti ”Borgerunion” observatørstatus og samtidig ignoreret de georgiske socialdemokrater.

Socialdemokraterne er sammen med Georgiens Kommunistiske Enhedsparti (GKEP) de to vigtigste oppositionspartier på venstrefløjen. Begge er tilhængere af økonomisk integration med Rusland og SNG, og ved præsidentvalget i 1995 var de enige om at støtte GKEPs formand, den pensionerede general Georgadze som fælleskandidat. Efter hans nederlag valgte de ved præsident-valget i 2000 at støtte den uafhængige politiker Djumber Patiashvili, der er ex-formand for Sovjet-Georgiens kommunistiske parti. Selvom han af regimet blev udråbt som ”nationalforræder, der tjener Ruslands interesser”, opnåede han 17% af stemmerne.

GKEP sætter en ære i at rense deres landsmand Stalins historiske omdømme og har vedtaget at annullere alle de beslutninger fra SUKPs kongresser siden 1956, der indeholder antistalinske vurderinger. I 1999 blev Stalins 120 års dag markeret såvel i Georgien som i Rusland. Sammen med foreningen ”Stalin” har GKEP stiftet bevægelsen ”Kaukasus´ folkekongres”, der betegnes som et ”venstreorienteret nationalpatriotisk græsrodsalternativ i protest mod de kaukasiske statslederes provestlige politik”. Denne bevægelse, hvis hovedkrav er genskabelse af Sovjetunionen, omfatter 17 partier og foreninger.

Både GKEP og et mindre kommunistisk parti (GKP) samarbejder med Zjuganovs KPRF. Ved GKEPs kongres i 1996 deltog kommunistiske partier fra Rusland, Ukraine, Aserbajdsjan, Armenien, Sydosetien samt kommunistiske ungdomsforbund i Armenien og Aserbajdsjan.

Der findes desuden regionale kommunistiske partier i provinserne Sydosetien og Abkhasien.

Georgiens Socialistiske Parti (GSP) blev stiftet i 1995 og fik ved valget i 1997 fire procent af stemmerne. Dets formand Rtjeulishvili er tidligere medstifter af ”Borgerunion”, som nu ledes af Shevardnadze. På Unionens 3. kongres argumenterede han til fordel for en klar centrum-venstre-ideologi. I stedet foretog Unionen en højredrejning, hvilket fik Rtjeulishvili til at stifte GSP. Han har udtalt, at GSP er imod økonomisk liberalisme, fordi ”den er asocial og har gjort både Rusland og Georgien til gidsler hos USA og Den internationale valutafond”.

Armenien

Armenien er ikke kommet sig - hverken over jordskælvet i 1988, da en halv million blev hjemløse, eller over krigen mod Aserbajdsjan om det gamle armenske område Nagorno Karabakh. Selvom Armenien sejrede militært, var prisen for befolkningen høj. Hverken det uafhængige Armeniens første præsident Ter Petrosjan eller den nuværende, Robert Kotjerjan, har formået at gennemføre de forandringer, som mange havde håbet. Som følge af den social-økonomiske nedtur er der foregået en omfattende emigration. Befolkningstallet er i løbet af 1990’erne næsten halveret.

Siden valget i 1998 består parlamentet af 48 medlemmer, hvor det kommunistiske parti (KPA) og det socialdemokratiske Dashnaktsutiun har 8 mandater hver. KPA er tilknyttet det oven-fornævnte SKP-KPSS og indgår sammen med kommunistiske partier fra Ukraine, Belarus og Moldova i den kreds af partier, der opretholder særlig nære forbindelser til Zjuganovs KPRF. De afholder jævnligt fælles arbejdsmøder vedrørende udviklingen i SNG-landene. Partiets ledere er Sergej Badaljan og Vladimir Darbinjan

Ved præsidentvalget i 1998 fik Badaljan 11%, mens den sidste sovjetiske partileder i Armenien Karen Demirtjan, som opstillede for en bred borgerinitiativliste, opnåede 31% I anden runde tabte Demirtjan dog til nuværende præsident Kotjerjan. I hans præsidentperiode har regeringens økonomiske hestekur, som er betingelsen for at modtage lån fra Verdensbanken, ikke gavnet. Og landets stolthed, cognacfabrikkerne, er privatiseret og solgt til udenlandske ejere for en symbolsk sum. Ved et væbnet overfald på parlamentet i oktober 1999 dræbte en gruppe terrorister flere ledende politikere, deriblandt den i Armenien populære Karen Demirtjan, som var parlamentsformand. Nok er det lykkedes at undgå en borgerkrig, men situationen er ret ustabil. En voksende mistillid til Kotjerjan har medført forslag om at gøre Armenien til parlamentarisk republik.

KPA har hidtil loyalt støttet Kotjerjan og ofte forhandlet med ham. Men siden nytår forholder man sig mere kritisk, især på grund af hans åbning overfor amerikansk kapital og samtidige afvisning af ideen om Armeniens deltagelse i unionen mellem Rusland og Belorus. Ved et stort folkemøde i Jerevan i maj fremførte Vladimir Darbinjan  KPAs krav om forfatningsændring til fordel for en parlamentarisk republik og om en folkeafstemning om Armeniens deltagelse i den omtalte union. Kommunisternes krav støttes af oppositionbevægeslen Erkrapa, der omfatter veteraner fra Karabakh-krigen.

Aserbajdsjan

Efter flere års økonomisk og politisk krise kan indeværende år blive et vendepunkt. Dels er landet  (ligesom omkring år 1900) omfattet af et nyt olieeventyr og dels er der for første gang siden Sovjetunionens opløsning udsigt til rekordkornhøst og til at industrien kan bidrage til økonomisk vækst. Endelig er der - trods et omfattende flygtningeproblem siden Karabakh-krigen - i de sidste par år skabt politisk stabilitet. Derfor ser præsident Gejdar Alijev optimistisk frem til præsidentvalget  i 2002, hvor han agter at køre sin søn Ijlham i stilling som tronfølger.

I  parlamentet  udgøres venstrefløjen af et socialdemokratisk parti, der dog spiller en sekundær rolle. Det har (ligesom den georgiske Borgerunion og Moldovas socialdemokrater) opnået observatørstatus i Socialistisk Internationale.

Ingen af landets fire kommunistiske partier er registreret af myndighederne. Det største af dem er det venstrekommunistiske enhedsparti (KEPA), som blev stiftet i 1994. Dets formand er Musa Tukanov. Han mener at deres uenighed omfatter holdningen til privat ejendomsret, til blandingsøkonomi, til bolshevismens historie og især vurderingen af Stalin. KEPA betragter Stalin som en af marxismens klassikere og hans portræt indgår i partiets logo.

Men overordnet er det de sociale problemer og forholdet til Nagorny Karabakh som KEPA er optaget af. Tukanov har påpeget at krigen om dette område er startet af Armeniens og Aserbajdsjans national–kriminelle borgerskab med henblik på berigelse. Han har flere gange opfordret de armenske kommunister til at give krigen en vurdering ud fra princippet om international arbejdersolidaritet og man anvender samarbejdet i SKP-KPSS til drøftelser heraf. I  1998 indbød KEPA forgæves de andre tre aserbajdsjanske kommunistiske partier til en samlingskongres.

Forud for parlamentsvalget 5.november 2000 indsamler 13 partier nu underskrifter for at kunne deltage i kampen om de 25 pladser, som er reserveret til partilister (derudover skal 100 mandater fordeles ved enkeltmandskredsvalg). I skrivende stund har kun ét parti fået grønt lys til at opstille – præsident Alijevs ”Det nye Aserbajdsjan”.

Kasakhstan

Den tidligere kommunistiske partileder Nursultan Nazarbajev formåede straks efter Sovjetunionens opløsning at etablere et autoritært styre. Og i 1999 blev han genvalgt efter at hans hovedkonkurrent på falske anklager blev forhindret opstilling. Derefter fik han via et lydigt parlament forlænget sin præsidenttid fra 4 til 7 år (til og med 2007). Overfor OSCEs kritik lovede han at gennemføre fair og frie parlamentsvalg i 1999. Men også dets resultat er draget i tvivl.

De autoritære forhold har bremset udviklingen af et civilsamfund. De fleste af landets ni legale partier er oprettet med støtte fra magteliten.

De politiske venstrekræfter har primært opbakning blandt arbejdere i landets industriområder.

Det gælder navnlig det kommunistiske parti (KPK), der har lokale afdelinger i flere byer. Partiets formand, universitetslæreren Serikbolsyn Abdildin, der tidligere var formand for landets parlament, opstillede ved præsidentvalget i 1999 og opnåede med 12% af stemmerne en andenplads. På ligefod med andre udtalte han både før og efter valget, at der ikke var betingelser for at valget ville gå retfærdigt til.

Ved parlamentsvalget i 1999 blev tre kommunister valgt, og ved konstitueringen af parlamentet viste der sig interesse for at danne en fælles venstrefløjsfraktion. Den kom til at bestå af 15 medlemmer, hvoraf to erhvervsledere straks indmeldte sig i KPK. Imidlertid har partiledelsens fokus på det parlamentariske arbejde og formandens udtalelser om at partiet skal være  ”en konstruktiv opposition” vakt uro og er blevet fortolket som forsøg på ”at behage regimet”. Partiets venstrefløj, der primært omfatter arbejderaktivister og ungdomsorganisationen, kræver at KPK i stedet engagerer sig ude på arbejdspladserne. En gruppe arbejderaktivister fra minebyen Karaganda meldte sig i år ud af partiet og vil nu stifte et nyt parti.

Kasakhstan har siden 1997 været præget af voksende social uro. Regimet har talrige gange anvendt magt mod de omfattende strejkebevægelser, mod pensionistbevægelsen ”Pokolenije” og Arbejdernes Solidaritetsbevægelse (RDKS). Deltagerne i det kommunistiske ungdomsforbunds sidste kongres i Akmola blev arresteret. I byen Karaganda blev formanden for den lokale KPK-afdeling Viktor Zhelkiba efter lang tids chikane arresteret og tvangsindlagt på psykiatisk hospital. Formanden for Kasakhstans Kommunistiske Ungdom Sergej Volobujev og hans familie var udsat for repressalier og måtte flygte til udlandet. Formanden for RDKS Madel Ismailov blev idømt fængselsstraf for at ”fornærme præsident Nazarbajevs ære og værdighed”. Ismailov var med majorrang ansat på en rustningsfabrik, men på grund af kritiske offentlige udtalelser blev han degraderet til løjtnant og fyret. Da myndighederne derefter optrævlede RDKS, besluttede dets aktivister at genstifte bevægelsen i exil. Takket være opbakning fra faglige aktivister i det russiske Uralområde gennemførte RDKS i sommers en kongres i den russiske industriby Tjeljabinsk. Kongressen tilrettelagde en koordinering af fremtidige aktiviteter og tog i den forbindelse afstand fra KPK og den faglige landsorganisations samarbejde med Nazarbajev-regimet.

Kasakhstans socialistiske parti deltog tidligere i Nazarbajevs regering, og partiformanden P.V. Svoik var minister i tre år. Han blev dog fyret fordi han var medstifter og leder af  medborgerbevægelsen Azamat.  I dag er Azamat omdannet til et socialdemokratisk parti med udvikling af en socialt ansvarlig markedsøkonomi på programmet og støttes af intellektuelle og fagforeningsfolk.

Kirgisistan

I Vesten bliver Kirgisistan ofte betegnet som en demokratisk oase på grund af stor tillid til præsident Akajev. Han blev i 1995 genvalgt ved et valg, som internationalt er vurderet som fair. Men overordnet har korruption og klankampe igennem 1990’erne også præget dette land. Og det hidtidige højdepunkt har været arrestationen i år – forud for præsidentvalget – af  Akajevs hovedmodstander, den moderate ex-premierminister, general Feliks Kulov. Han blev dog i august løsladt som uskyldig, efter et halvt års fængsel.

Kirgisistan er vel den republik i centralasien, hvor styret og befolkningen udviser størst interesse i tilnærmelse til Rusland. Med afsæt i, at 95% af stemmerne ved folkeafstemningen i marts 1991 blev afgivet til fordel for at bevare Sovjetunionen, blev der i dette land i 1993 stiftet en tværpolitisk folkebevægelse ”For folkenes union og broderskab”, der samarbejder med partier og bevægelser i andre SNG-lande. At den nyder præsident Akajevs opbakning blev positivt fremhævet ved åbningen af bevægelsens kongres i maj 2000 i en tale af Jegor Ligatjov, en af SUKPs ledere fra perestrojkaperioden.

Hoveddrivkræften i denne bevægelse er landets kommunister. Sammen med det nystiftede  socialistiske parti (Ata Meken) udgør det kommunistiske parti (PKK) den politiske venstrefløj.

PKK fremfører en moderat kritik af præsident Akajevs politik. Partiets formand  Absamat Masalijev er blandt de få partifunktionærer fra sovjettiden, der fortsatte som organiseret kommunist. PKK har en jævn tilgang af unge medlemmer og er repræsenteret både i parlamentet og i lokale råd. PKK udgiver ”Kirgisistans pravda” og har sammen med regeringen været aktiv i bekæmpelsen af nationalisme og fremmedhad. En af måderne hvorpå man fik bremset de russiske mindretals emigration var at få russisk sprog accepteret på lige fod med kirgisisk (og Lenins statuer findes stadigvæk i en række byer). 

Ved parlamentsvalget i februar 2000  skulle 15 pladser ud af i alt 105 besættes ved partilistevalg. Af disse 15 erobrede PKK 6 pladser, hvilket af de lokale medier blev vurderet som et markant comeback. PKK sejrede med 27% af stemmerne, mens det regerende ”Demokratiske kræfters union” fik 19%. Selvom OSCE med forbehold anerkendte parlamentsvalget, blev det påtalt, at en række demokratiske partier ikke fik mulighed for at opstille. 

PKK er kritisk i forhold til præsidentens økonomiske politik og har påtalt eksempler på

vilkårlig privatisering. Partiet vil erstatte præsidentstyret med parlamentarisme og have liv i SNG-samarbejdet.

Blandt kandidaterne til det forestående præsidentvalg er socialisternes formand O. Tekebajev. Selvom hans parti kun fik 6% af stemmerne ved parlamentsvalget, udelukker PKK ikke, at man vil pege på ham som venstrefløjens fælleskandidat. Men hvis general Feliks Kulov vælger at stille op, vil vælgernes opmærksomhed primært være rettet mod ham og Akajev.

Centralasien

Fælles for de tre republikker Usbekistan, Tadsjikistan og Turkmenistan er at ophævelsen af den sovjetiske økonomiske integration medførte et produktionsstop blandt  store dele af deres industri, med massearbejdsløshed som følge. Den moderne flyfabrik i Tashkent fremstillede sidst en flyvemaskine i 1993, og på den frodige Fergana-dals bomuldsmarker er maskindrift erstattet med manuelt arbejde. Usbekistan har dog indledt et samarbejde med udenlandsk kapital og har sammen med Sydkorea opført en bilfabrik, der fremstiller op til 200 000 biler om året.

Fælles for disse lande er desuden at islamisk fundamentalisme direkte eller indirekte udfordrer regimerne. Samtidig gør alle tre landes regimer meget for selv at udbrede islam. Således er det symptomatisk at fx. i Usbekistan er mindesmærker for Marx og Lenin nu fjernet og erstattet af mindesmærker for hærføreren og Samarkand-fyrsten Timur Lenk (Tamerlan), hvis 660 års jubilæum i 1996 blev fejret vidt og bredt.

Usbekistan

I 1991 blev det sovjetiske Usbekistans Kommunistiske Parti omdannet til et ”folkedemokratisk parti” (NDPU). I forhold til de daværende 750 000 medlemmer har NDPU nu knap 200 000 og mangler opbakning i befolkningen. Den sidste sovjetiske kommunistiske leder Islam Karimov er præsident og formand for NDPU. Han oprettede et autoritært regime, der fører en hård kurs mod oppositionen, navnlig mod islamisk fundamentalisme. Han har dog under vestligt pres svækket de autoritære forhold og gennemført parlaments- og præsidentvalg.  Dog blev præsidentvalget i januar 2000 en farce, som OSCE på forhånd afslog at sende observatører til. Det meddeltes, at Karimov fik 92% af stemmerne.

Regimet tilstræber at vise sociale hensyn overfor den brede befolkning og opretholder nøje kontrol med fødevarepriser og folkepension. Ifølge Nezavisimaja gazeta (19.8.00) er pensionen på 25 US-dollar, hvilket fx. er højere end i naborepublikken Kasakhstan. Samtidig har det usbekiske styre fra sovjettiden opretholdt forholdsvis lave kommunale udgifter og detailpriser på brød, frugt og grøntsager.

Den nye forfatning har ikke forbudt kommunisterne. Partiet (KPU) fik lov til at lade sig registrere hos myndighederne på betingelse af at de ”ikke indgår i internationale sammenslutninger”. Blandt usbekiske kommunister er der utilfredshed med NDPU og man har derfor reorganiseret sovjettidens KPU nedefra med lokalafdelinger i fire ud af landets tolv amter, inkl. i hovedstaden Tashkent. Men på grund af regimets forfølgelser har en del usbekiske kommunister fundet det nødvendigt at gå i exil.

Tadsjikistan var fra 1994 til 1997 præget af borgerkrig. Udadtil blev den fremstillet som en magtkamp mellem ”de røde”, dvs. Moskva-støttede kommunister under ledelse af præsident Emomali Rakhmonov, og en fanatisk islamisk opposition fra landets sydlige bjergegne. Men faktisk var situation mere kompliceret. I over seks år har Rusland på vegne af SNG været tilstede med fredsbevarende styrker og formået bl.a. i samarbejde med Iran at få en fredsaftale i stand. Den tillod Rakhmonov at bevare magten. I 1998 rettede han et slag mod landets politiske opposition. Pr. dekret blev der gennemført razziaer, hvorunder det lokale kommunistiske partis (KPT) trykkeri blev beslaglagt. Det vakte protester fra kommunistiske partier i andre SNG-lande.

Rakhmonov, der endnu  i 1992 var direktør for et statslandbrug, blev i 1999 genvalgt som præsident med 96% af stemmerne. Det lykkedes ham at udelukke oppositionen fra valget. Hans sejr blev dog ikke draget i tvivl. Ved parlamentsvalget 2000 skulle der vælges 22 ud af de i alt 63 medlemmer. Her fik Rakhmonovs Folkedemokratiske Parti 70% af stemmerne, kommunisterne godt 12% og det islamiske parti endnu mindre. Både KPT og islamisterne klagede over valgsvindel og fik medhold hos observatører fra FN og OSCE. Det overordnede resultat var dog at valgene indtil videre kan ses som en enestående fredelig afslutning på borgerkrigen.  

I Turkmenistan – der nok råder over verdens største gasressourcer pr. indbygger, men hvor de fleste lever i dyb fattigdom - er der oprettet et enevældigt præsidentstyre omkring den tidligere el-ingeniør Separmurad Nijazov, som var kommunistisk partileder siden 1985. Han har udtalt at han ikke vil tillade andre partier på denne side af år 2010 end det demokratiske parti, som i dag er eneste legale  parti og som ledes af ham selv. Ved parlamentsvalget i december 1999 konkurrerede 104 kandidater om parlamentets 50 pladser. Valgdeltagelsen var på 99%. Nijazov blev af det nyvalgte parlament udråbt til præsident og profet… på livstid. Der er dog illegalt stiftet en komite, der forbereder gendannelsen af et kommunistisk parti.

Baltikum

For en fuldstændigheds skyld bør også de baltiske lande omtales. Disse lande, der også i Sovjettiden befandt sig på et højt økonomisk nivau, har fået en omfattende støtte fra Vesten, navnlig Estland. Der findes kommunistiske og socialdemokratiske  partier i alle tre lande, men kommunisterne er ikke repræsenteret i parlamenterne. Navnlig i Letland og Litauen har myndighederne retsforfulgt lederne af de sovjetiske kommunistiske partier og idømt dem fængselsstraffe.

I Estland er den parlamentariske venstrefløj nærmest anonym. Der er dog i et par russiskbefolkede industribyer genskabt et kommunistisk parti (KPE). Dets næstformand Jurij Mishin har i Ruslands medier berettet om diskriminationen af det russiske etniske mindretal i Estland. Han er blandt de menneskerettighedsaktivister der er blevet retsforfulgt i Estland. Partiet deltog som gæst ved det russiske KPRFs kongres i 1997.

Litauens sovjetiske parlament erklærede landet uafhængigt i marts 1990. Under ledelse af daværende partiformand A. Brazauskas blev Litauens sovjetiske kommunistiske parti omdannet til et socialdemokratisk -  Demokratisk Arbejderparti (DPTL). Det formåede som det første socialdemokratiske parti i Østeuropa at sejre ved valget i 1992. Det skyldes ikke at man udgjorde noget klart politisk alternativ, men i høj grad at man havde fået et image som et parti af dygtige teknokrater. DPTL betragtes siden som et elitært og pragmatisk parti med en svag ideologisk markering. DPTLs pragmatiske politik vakte dog utilfredshed blandt en del medlemmer, og i januar 1994 forlod en række af dets parlamentsmedlemmer partiet på grund af dets brud med socialistiske grundværdier. Et par måneder senere stiftedes Litauens Socialistiske Parti (LSP). Dets stiftende kongres kritiserede DPTL for at repræsentere storkapitalens og topembedsmændenes interesser uden at være i stand til at løse landets vigtigste aktuelle opgaver: At modvirke den økonomiske krise og at bekæmpe kriminalitet og korruption.

I Lituauens parlament udgøres venstrefløjen i dag af tre socialdemokratiske partier. Foruden DPTL er det Litauens socialdemokratiske parti samt udbrydere fra det sidstnævnte, der i år stiftede ”Socialdemokratiet-2000”. De to førstnævnte – Det Demokratiske Arbejderparti og socialdemokraterne - har i den senere tid påbegyndt forberedelsen til et nærmere samarbejde. De opnåede ved det seneste lokalvalg hhv. 8,5 og 7% af stemmerne og satser på samlet at kunne blive landets næststørste parti.

I Litauen findes omkring Tjeslav Vysotskij et illegalt kommunistisk parti, der bl.a. har været medarrangør af en arbejdsløshedsmarch i Kleipeda og i 1998 afholdt en teoretisk konference om marxismens betydning i det 21. århundrede. Det medvirker desuden i netværket SKP-KPSS.

I Letland blev det sovjetiske kommunistiske parti forbudt i september 1991. Derefter stiftede venstrekræfterne bevægelsen ”Ligeret”. Herfra udsprang i 1994 Letlands Socialistiske Parti (LSP), som samme år blev anerkendt af justitsministeriet. Partiets 5. kongres i 1999 valgte Alfred Rubiks til ny formand efter Fillip Stroganov.

Rubiks var i de sidste sovjetår leder af det kommunistiske parti. Han blev arresteret og tilbragte over 6 år i fængsel. Under hans fængselsophold førte venstrekræfter i flere SNG-republikker kampagne med krav om hans løsladelse, der blev ofte afholdt solidaritetsdemonstrationer ved Rigas fængsel med deltagelse af LSP, bevægelsen ”Ligeret”, et nystiftet Letlands Kommunistiske Forbund samt Letlands ungdomsforbund. Efter løsladelsen i november 1997 engagerede Rubiks sig i LSP. 

Partiet havde ved parlamentsvalget i 1995 erobret 5 pladser og opstillede ved valget i 1998 på en fællesliste ”For menneskerettigheder i et integreret Letland” (TSP).

TSP blev dannet i juni 1998, men kunne ikke anerkendes af Letlands justitsministerium. Derfor måtte venstrekræfterne midt i valgkampen oprette et paraplyparti, der omfatter tre partier: LSP, Letlands Folkeenhed og bevægelsen ”Ligeret”. Det blev registreret under navnet ”Letlands folkeenighed” (TSP). Senere tilsluttede også Letlands russiske parti sig. Ved valget i oktober 1998 kom seks ud af i alt 21 opstillede partier over spærregrænsen. TSP erobrede 14%  af stemmerne og fik 16 ud af parlamentets i alt 100 pladser. Blandt TSPs  parlamentsmedlemmer er fire socialister og fem fra Ligeretsbevægelsen.

Økonomisk vækstindex for de tidl. sovjetrepublikker (1989=100)

Kilde: Economic Survey of Europe, 2000, N 1. Udg. af UN. New York og Geneve, 2000.

Kommentar:  Det er kun Armenien, Belarus,Uzbekistan og Estland, der pr. 1999 økonomisk har overskredet 1980-niveauet. Ingen af de i alt 15 ex-sovjetiske republikker er kommet sig over den økonomiske nedtur siden Sovjets opløsning.

Note:

*) Lande der på verdensplan er blandt de 12 med højeste index for omfanget af korruption pr.1999 ifølge ”Transparency International”.