Det mener Danmarks Kommunistiske Parti
til TV-avisens valgredaktion, Danmarks Radio
Danmarks Kommunistiske Parti noterer med tilfredshed, at Danmarks Radio har erkendt partiets fortsatte eksistens.
Med hensyn til valgredaktionens anvendelse af udtalelser fra Danmarks Kommunistiske Parti og dets talsmand i krydsildsudsendelsen med Enhedslisten den 8. november er der dog grund til at slå fast, at Enhedslisten ikke kan gøres ansvarlig for Danmarks Kommunistiske Partis udtalelser. Disse udarbejdes og vedtages af DKP helt på egen hånd, ligesom Enhedslisten selv fastlægger sine egne holdninger og sit eget valgprogram. Det var derfor også forkert, når den udspørgende journalist i udsendelsen sagde, at ved at stemme på Enhedslisten stemmer man ”i virkeligheden” på DKP. Ved at stemme på Enhedslisten stemmer man på Enhedslisten. Det anbefaler Danmarks Kommunistiske Parti, at man gør.
Når
vi siger, at Enhedslisten er vores parlamentariske strategi, betyder det netop,
at DKP ikke selv stiller op til valgene, men arbejder for valg af Enhedslistens
kandidater. De kommunister, der opstiller og evt. vælges til amts- og byråd
eller til folketinget, gør det på grundlag af Enhedslistens politik.
Vi
ser selvfølgelig gerne, at Danmarks Radio gør brug af vore udtalelser; det er
bl.a. derfor, vi skriver dem. Det gælder også den udtalelse fra den 12.
september, hvoraf et uddrag blev citeret i udsendelsen. Det havde dog været ærligere
over for seerne enten at citere den pågældende udtalelse i dens helhed (den er
ikke særlig lang) eller at gøre opmærksom på, at Danmarks Kommunistiske
Parti såvel i denne som i vore senere udtalelser om krigen vender sig både
mod terrorismen og mod den amerikanske krigspolitik, foruden at vi (som det fremgik af det citerede uddrag) mener, at den
amerikanske stat gennem sin politik har et stort ansvar for terrorismen.
Med
venlig hilsen
Henrik
Stamer Hedin